Bivirkninger ved venskab - One Direction

Se traileren her: http://www.youtube.com/watch?v=V3IOefPfgLQ. Siden Lucie Hawkins stødte på Harry Styles, da de var helt lille, har de to været udadskillige. Lige indtil den dag, hvor Harry's karriere rigtigt startede. Selvom Lucie prøvede at kontakte Harry, lykkedes det hende aldrig at få kontakt til ham igen. Så hun måtte leve livet alene, sammen med hendes storesøster, Anita, som var kæmpe 1D fan. Men hvad sker der, hvis fortiden og nutiden møder hinanden, og tilståelser bliver sagt?

77Likes
261Kommentarer
21047Visninger
AA

9. ❥

Det var ikke sådan, at jeg ikke kunne lide dem. Jeg kendte dem ikke engang, så jeg kunne ikke dømme dem. Jeg havde mødt dem én gang, og det var da fint med mig. Der var bare flere tusinde piger, der meget hellere ville have mødt dem, end jeg ville. ”Vi er der næsten,” sagde Harry mens han kørte videre rundt i byen. Inde i bilen, sad Lucie på bagsædet, jeg på forsædet, og Harry kørte. Måske var det alligevel en smule stort for Anita, at hun atter skulle se hendes idoler, og så hendes ”måske-måske-måske-måske” kæreste Louis. De var sikkert kærester efter som . . . ja, alt det der nu var sket. Jeg ville da være uendelig glad på Anitas vegne, hvis de faktisk var kærester. Han havde jo været hendes drømmefyr i en evighed nu. Men, jeg hadede, at kunne bare kunne svømme rundt i drenge. Hvis det da er et udtryk man kan sige. Hvad så med mig? Det tog mig altid evigheder at få fat i en dreng, og tro mig, den historie havde jeg fortalt til mig selv, en masse gange. Pludselig, begyndte Anita og Harry at skråle med på en sang, som jeg efter et stykke tid, havde fundet ud af var en One Direction sang. Sangen kom fra radionen. Mærkeligt nok, ikke fra den CD Anita havde med dem, men okay. ”Baby you light up my world like nobody else. The way that you flip your hair gets me overwhelmed. But when you smile at the ground it aint hard to tell. You don't know, oh oh. You don't know you're beautiful.” sang de begge to. Eller, Harry sang, og Anita skreg egentlig bare. Hun var ikke lige den bedste til at synge, men det var jeg jo heller ikke. Vi havde tydeligvis arvet det fra vores ikke talentfulde forældre.

”Kom så, Lucie! Syng med!” nåede Harry lige at grine, før det atter var tid til at synge. Jeg rystede koldt med hovedet. Jeg ville aldrig synge i nærheden af nogle som kunne hører mig, også selvom Harry faktisk havde hørt mig synge én gang. Desuden ville jeg aldrig skråle med på en One Direction sang, selvom deres sange egentlig var gode. Den eneste sang som jeg kunne udenad, og som som jeg selv syntes jeg var god til, var Total Eclipse Of The Heart af Bonnie Tyler. En sang, som One Direction tilfældigvis også havde sunget. Den éne sang, som betød ufatteligt meget for mig. De havde ikke ødelagt sangen, men alligevel. De sang den faktisk ret godt. Ret godt? Jeg mente, meget bedre end mig. Okay, bilen var stoppet, men Harry blev ved med at trække mig tilbage, og Anita blev inde i bilen. Hvad skete der lige? ”Lucie, jeg vil have dig til at synge! Syng! Syng!” Jeg ville ikke synge, jeg ville bare have det møde overstået. ”.. There's nothing I can do ..” Jeg sang lidt, ikke meget. Jeg kunne allerede mærke mine kinderne blusse op, da jeg sang det første ord. Jeg ville ikke synge mere, men Harry hjalp mig på vej. Han tog om min hånd og nussede den blidt. Han gjorde det, for at berolige mig. Vores øjne mødtes kort. 

”Harry, nej.. jeg vil ikke!” skreg jeg ad Harry, mens han prøvede at trække mig hen imod scenen. Han klemte hårdt om mit håndled, så jeg ville få for store smerter, til at kunne kæmpe imod. Da jeg troede det hele var slut, efter jeg kunne løsne mig ud af hans greb, fandt jeg ud af, han skubbede mig ud på scenen. Udenpå kunne jeg græde, men indeni var jeg ufattelig glad. Stille, begyndte mig og orkestret at spille Seven Nation Army. Jeg elskede og nød at spille, men jeg hadede at kunne mærke folk stirrede på mig. Andrew og Philip sang, mens de fleste spillede keyboard, og Olive spillede trommer. De tre klassekammeratter, jeg brød mig mindst om, havde de største roller. Bagefter det lille show, rystede jeg som en gal, fordi vi snart skulle spille igen. Da jeg kom ud til Harry, havde jeg lyst til at dolke ham ned, men jeg jeg holdte for meget af ham til at gøre det. ”Harry, jeg . . .” Jeg begyndte stille at græde ulykkelige, men også lykkelige tårer. Jeg satte mig ned på en bænk ved siden af Harry. Han omfavnede mig, og krammede mig blidt, men det hjalp ikke just på mig. Pludselig, prøvede han en helt ny trøstemetode. Han tog fat i min ene hånd, og begyndte at nusse den. Det fik mig til at stoppe med at græde. Det føltes dejligt. Ubeskriveligt dejligt. Jeg glemt alle mine bekymringer jeg havde haft, og alt det, jeg ellers plejede at være nervøs over. Han havde hjulpet mig, blot ved én lille berøring.

”A total eclipse of the heart.”

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...