Bivirkninger ved venskab - One Direction

Se traileren her: http://www.youtube.com/watch?v=V3IOefPfgLQ. Siden Lucie Hawkins stødte på Harry Styles, da de var helt lille, har de to været udadskillige. Lige indtil den dag, hvor Harry's karriere rigtigt startede. Selvom Lucie prøvede at kontakte Harry, lykkedes det hende aldrig at få kontakt til ham igen. Så hun måtte leve livet alene, sammen med hendes storesøster, Anita, som var kæmpe 1D fan. Men hvad sker der, hvis fortiden og nutiden møder hinanden, og tilståelser bliver sagt?

77Likes
261Kommentarer
21017Visninger
AA

3. ❤

Han kunne tydeligvis ikke huske mig. Hvis han kunne huske mig, ville han smile et akavet, falsk smil til mig, og kigge et kort øjeblik ned i jorden. Bagefter ville han kigge på mig, men undgå at møde mig blik, og han ville mumle mit navn, præcist som jeg gjorde med ham. Og han ville ikke spørge mig om, hvad jeg hed. Jeg havde ikke tænkt på ham i lang tid, selvom jeg selvfølgelig vidste min storesøster var fan af ham. Det føltes forkert bare at stå her, uden at sige noget. Jeg havde ikke lyst til at snakke med ham, efter at bare gik, uden at sige noget til mig. ”Ved du virkelig ikke hvem jeg er?” måbede jeg, mens Anita nu kom, og stilte sig ved siden af mig. Hun var ikke ved at besvime. Før det hele kollapsede, kendte hun jo også Harry, så hun tog det helt fint, at vi pludselig stødte på ham. ”En fan, gætter jeg på,” sagde han smilende, som om han virkelig troede jeg var en fan. Han var sikkert forberedt på at give mig en autograf, og at jeg ville begynde at tude. Jeg havde godt nok lyst til at tude, men kun fordi at alle minderne kom tilbage, nu hvor vi havde stødt på hinanden igen! ”Nej, jeg er ikke en fan. Kan du slet ikke huske mig? Bare en smule?” Jeg talte med en blid tone, men jeg havde virkelig bare lyst til at råbe af ham, og så tage med Anita hjem. Jeg kunne bare ikke fatte, at han virkelig ikke kunne huske mig. Vi havde været bedste venner i en evighed, men så da vi ”gik fra hinanden”, glemte han mig fuldkommen? Nederen gjort. ”Undskyld, men det gør jeg ikke. Men hvis du fortæller mig det, kan det måske være der ringer en klokke.” Jeg havde ikke lyst til at fortælle ham hvad mit navn var. Jeg var faktisk tæt på at vende om, og gå hjem. Men da Anita uheldigvis fortalte Harry mit navn, stod jeg fast til jorden.

”Lucie Hawkins, hva'? Hm, der ringer ingen klokke. Desværre.” Han opførte sig som en idiot. Eller nej, det gjorde han vel ikke. Han var sød, som altid. Jeg var bare trist over, at han ikke kunne huske mig. Jeg kunne huske alt ved ham. Alle de sjove stunder, vi havde haft sammen. Han kunne sikkert slet ikke huske noget. ”For fanden..” mumlede jeg såret. Jeg kiggede såret ned i jorden, og dækkede mit ansigt til, med mit lilla halstørklæde. Anita hev blidt i min arm, og fik mig til at gå langsomt hjemad. ”Du.. du er bare en tumpe,” hvæsede Anita ad Harry, og gik så med mig hjemad. Det var svært for hende at tale sådan til Harry, men jeg værdsatte at hun forstod mig, og støttede mig. Det var sødt af hende.

”Hvor fanden har I været henne?!” råbte mor af mig og Anita, da vi kom ind ad døren, og havde fået taget vores overtøj af. Vi kiggede begge forvirret på hende. Anita havde da skrevet den der seddel? Måske havde de ikke set seddel. Men det var heller ikke deres skyld. ”Jeg skrev da en seddel!” råbte Anita af sig selv, mens hun løb rundt for at finde sedlen. Mens hun ledte, havde jeg allerede fundet den. Eller faktisk mærket den. Den lå i min lomme. Jeg må havde puttet den ned i min lomme, efter jeg havde læst den. ”Ups..” mumlede jeg mens jeg trak sedlen op af min lomme. Far var også kommet nu, så de kiggede alle irritable på mig. Jeg havde skyldfølelse, helt klart. Jeg havde nærmest svigtet Anita. Det var faktisk ikke første gang jeg svigtede hende.

”Lucie, jeg stoler på dig. Har Anita været mig utro?” spurgte mig Nicklas mig, fuldstændig uventet, efter Anita var gået op på toilettet, for at friske sin makeup, som jo kunne tage evigheder. Jeg bed mig i min underlæbe. Skulle jeg være ærlig? Han har lige sagt han stoler på mig, så skal jeg da også sige sandheden ikke også?

”Ja, det har hun.” Det næste jeg hørte var råben, brag, og gråd fra ovenpå. Jeg havde fået dem til at slå op. Jeg havde gjort Anita fuld, og fået hende til at være utro med ham drengen fra festen.

Jeg havde mistet hendes tillid.

”Mor? Gæt hvem mig og Lucie tilfældigvis mødte på gaden!” sagde Anita hysterisk, efter et stykke tid. Vi var alle kølet ned, men jeg havde stadig enorm skyldfølelse. Mor havde absolut ingen idé om hvem mig og Anita havde mødt. Hun elskede absolut Harry, da mig og ham var bedste venner. Hun sagde, han var den søn hun aldrig fik. Jeg ville elske det, hvis Harry var min bror. Det var ihvertfald hvad jeg tænkte dengang. Mor rystede på hovedet. ”Harry!” råbte Anita højt og hysterisk ligesom før. Mor og far var næsten ved at falde ned af sofaen, da Anita havde sagt det. Mor rejste sig hastigt op og krammede mig hårdere end nogensinde, men også blidt. ”Gjorde han dig noget?” Mærkeligt spørgsmål. ”Nej,” svarede jeg og rullede med mine øjne. Jeg fik mig ud af hendes greb. Jeg løb hurtigt op på mit mellemstore værelse, hvor jeg hårdt kastede mig på min seng. Anita var også gået ind på hendes værelse. Det kunne jeg hører, fordi hun straks begyndte at spille One Direction-musik. Det værste ved det var, at da jeg sov, drømte jeg om den person, jeg mindst havde lyst til at drømme om. Harry..

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...