Manden og Månemaskinen

Manden og Månemaskinen.

0Likes
1Kommentarer
941Visninger
AA

1. Manden og Månemaskinen

Der var engang en mand hvis højeste ønske i verden var, at bo helt alene på månen.

Manden drømte hver nat om den maskine han ville bygge… drømte om de mange detaljer og nødvendigheder vidunderapparatet der skulle fragte ham, naturligvis skulle indeholde.

Om de få, men vigtige ting han ville tage med på rejsen.

 

Hver dag gik manden ud i sit værkstedsskur og arbejde på maskinen. Værkstedet var fyldt med apparater, små maskiner, møtrikker, skruer, bolte, jern og stålplader, ledninger, lamper og en masse andre tekniske ting og sager.

Nogle dage glemte manden helt at spise og de mørke nætter blev ofte til lyse morgener.

Flere gange var han vågnet op i det støvede træskur og havde blot ufortrødent fortsat sit arbejde.

Han tænkte at det var hensigtsmæssigt, ikke at spise for meget… det ville være lettere for månemaskinen at bære hans vægt, hvis han ikke vejede så meget.

For mange år siden havde manden haft en ven, men i sin iver og i sit engagement med at bygge månemaskinen, havde manden til sidst end ikke haft tid til at tale og vennen var helt holdt op med at besøge manden… nu var der bedre plads i det lille værksted.

I mange år have et svalepar bygget og haft rede, under den samme bjælke i det efterhånden faldefærdige skur og manden havde flere gange set ungerne forlade deres trygge rammer, for at flyve ud i verden.

Han respekterede svalen som fugl, men så det som et mysterium, at en gud skulle ville skabe et væsen, hvis eneste formål med livet var at bygge huler af jord og spyt, lave unger der igen fløj ud og byggede flere jord og spythuler.

Især undrede det ham, at et så simpelt formål, krævede så fantastiske evner indenfor flyvningens kunst, præcision og adræthed som svalen besad.

Uanset mandens evner til at tænke og føle, bygge komplicerede maskiner, elske og planlægge… havde manden ikke evnen til at flyve som svalen.

Han kunne end ikke af egen krop eller sind løfte og slippe sig fri af tyngdekraften i længere tid ad gangen.

Selv mandens krop havde med åre givet op overfor tyngdekraften.

Hans kinder var med alderen blevet slappe og hang nu som løse, slidte gardiner. Små brune pletter var dukket op på huden og modvilligt havde manden efterhånden måtte erkende, at han var blevet gammel og hellere måtte skynde sig. Det retter sig når jeg når til månen, tænkte manden.

Huden vil falde på plads og måske gik tiden langsommere deroppe.

Måske fandtes tiden slet ikke på månen og han ville ikke blive ældre når han først nåede frem.

 

Endeligt oprand dagen, hvor maskinen var færdig.

Det store apparat stod åbent og indbydende til store eventyr og til drømmen om ro og ensomhed.

Månen var langt om længe inden for rækkevidde.

Manden så sig tilfreds omkring i haven, der som en urskov omkransede det der engang havde været et værkstedsskur med vægge og tag. Hans tid på jorden var slut… det var tid til at drage hjem.

Hjem til stilheden.

Med forsigtige, trætte skridt bevægede manden sig nærmere den himmelske maskine og måtte knibe øjnene sammen for at fokuserer i solens skarpe genskin, fra det blankpolerede vidunders metal.

Inden længe sad han trygt og spændt i maskinens indre. Kontrollamperne blinkede om kap, og den tikkende hvisken fra kontakternes knitrende elektriske system var som den dejligste musik.

Han måtte støtte den ene hånd med den anden for at aktivere fartøjet og med et dybt suk...

Trykkede han knappen ned…  

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...