For perfekt

Michelle tager til skovsøen for at blive gode veninder med Stephanie, men fornuften falder.

3Likes
9Kommentarer
1033Visninger

1. For perfekt.

Jeg nynnede glad, mens jeg gik langs skovvejen. Jeg skulle mødes med Stephanie. Vi var bedste veninder, men hun blev sur på mig (af en urforklarelig grund), og derfor ignorerede hun mig, Men i aftes havde hun altså skrevet at vi skulle mødes ved skovsøen. Jeg havde straks fundet det perfekte outfit frem: En lang sort kjole, de klassiske Pradasko (bare en kopi) og så en taske over skulderen. Jeg nynnede glad mens jeg gik der. Jeg var lykkelig over at Stephanie endelig havde glemt sin jalousi, og havde besluttet sig for at komme videre. For faktisk var hun jo fantastisk. Smuk, sød, klog og unik. Jeg drejede ned af en stikvej der førte ned til skovsøen. Idet samme så jeg skovsøen. Den var helt diamantblå, og fuldmånen spejlede sig i vandoverfladen. Stephanie sad i vandkanten, og badede sine fødder. Det eneste hun havde på var en lang, hvid kjole. Jeg rynkede på panden. Det lignede hende ellers ikke. 

"Stephanie!" Kaldte jeg glad, og løftede hånden for at vinke. Stephanie så op. Jeg gispede. Hendes øjne var helt tomme, og diamantklare. De var... umenneskelige.

"Stephanie?" Spurgte jeg og så indgående på hende. Hun lagde hovedet på skrå.Michelle! Du er perfekt! For perfekt!  Det var Stephanies stemme, men Stephanie talte ikke. Jeg så mig omkring. Stemmen kom overalt fra. Michelle! For perfekt! Michelle! Du er for perfekt! For perfekt! Perfekt! Hendes stemme susede omkring mig, og jeg blev mere og mere deperat. Jeg så over mod Stephanie men hun var væk. Jeg skreg. For perfekt! Hører du? Du er for perfekt, Michelle! For perfekt! For perfekt! Hendes stemme blev ved med at hænge i luften, som et ekko. Jeg faldt sammen på jorden. Jeg var ikke sikker på om det virkelig var Stephanies stemme, eller om det bare var mig. Jeg rejste mig op. Havde jeg ikke lige hørt noget? Jeg så over mod lyden, og jeg smilede. For der stod hun jo. Stephanie.

"Hej!" Sagde jeg og smilede, men min glade følelse forsvadnt hurtigt igen, da jeg opdagede at det var den samme Stephanie som før. En Stephanie i en lang, hvid kjole og tomme øjne. Der var bare tusinde af hende. Jeg skreg. For perfekt! For perfekt! For perfekt! Ordende kørte og kørte, og blev mere og mere ophidset og skinger. Jeg løb rundt, men lige meget hvilken vej jeg løb, gik der Stephanie'er imod mig. De sagde alle sammen: For perfekt, Michelle! Du er for perfekt! Hjertet sad oppe i halsen på mig, og jeg prøvede desperat at finde væk fra alt det her. For perfekt! For perfekt, Michelle! 

KNÆK! Nogle vil mene at det var en gren jeg trådte på, andre en sten. Men fra deraf forsvandt jeg helt fra virkeligheden.

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...