Ødelagt

Han er død, og hun er ødelagt. I sin sorg, bliver hun psykisk syg, og hører hans stemme.

3Likes
4Kommentarer
945Visninger

1. Ødelagt

Tårene løb ned af mine solbrændte kinder. Jeg sad bare dér. Midt på græsset, og knugede hans trøje ind til mig. Jeg hylede ikke - Jeg græd. Lige så stille, så jeg stadig kunne dufte hans duft. Hans fantastiske duft, der duftede af en blanding af sommer og roser. Jeg knugede trøjen ind til mig. Krammede den. Jeg var ligeglad med om det regnede, og at jeg blev syg af kun at have en top på mit i oktober. For jeg tænkte på ham. Sorgen fyldede mit hjerte, og det var næsten ikke til at bære. Jeg trak benene op over mig, og satte mig i læ under hans trøje. Sad dér. Sad lige så stille og græd. Jeg kunnne høre torden, regn, biler, min far der kaldte på mig, men jeg hørte alligevel ikke rigtig efter. Jeg sad bare og hørte hans stemme igen og igen. Den beroligede mig. Sagde, at alt nok skulle gå.

"Du er jo min engel. Min engel for altid," sagde han og jeg så hans skæve smil, frem for mig. 

"Men du forlod mig! DU FORLOD MIG!" Skreg jeg af mine lungers fulde kraft, og brød ud i gråd bagefter. Jeg rev græstotter op af græsset, og fik jord under neglene.

"Rolig, søde. Rolig. Jeg er jo stadig hos dig, ikke?" Han smilede igen. Igen det samme skæve smil.

"Er du? Er du stadig hos mig?" Spurgte jeg, og gråden tog af. Jeg satte mig op, og så efter hans smil. 

"Selvfølgelig. Jeg vil altid være hos dig. Du er jo min engel," han smilede igen. Jeg rak hånden ud efter hans smil, men det forsvandt. 

"Du er væk!" Udbrød jeg desperat, og så mig til alle sider.

"Nej, jeg er her. Rolig. Alt skal nok gå," han smilede igen. Denne gang kunne jeg mærke hans honningbløde hud. Han fnisede. Lagde armene omrking mig. Omfavnede mig. 

"Jeg elsker dig," mumlede jeg og smilede til ham.

"Jeg elsker også dig," sagde han og kyssede mig i håret. Jeg så ham i øjnene, og stillede mig på tå for at kysse ham. Jeg skulle lige til at kysse ham blidt på munden, da han pludselig forsvinder, og jeg er tilbage på græsset igen. Jeg skreg. Hvor var han? Han var forsvundet!? Han kunne ikke efterlade mig! Jeg skreg, græd, rev lidt mere i græsset og knugede hans trøje ind til mig.

"KOM TILBAGE!?" Skreg jeg desperat, og mærkede to hænder på mine skuldre. Jeg så op. Det var ham.

"Bare rolig, min engel. Jeg vil altid være her," sagde han og kyssede mig på kinden.

"Altid?"

"Altid."

Så stillede jeg mig på tå endnu engang, for at kysse ham. Vores læber mødtes og smeltede sammen i et langt, romantisk kys. Jeg knugede ham ind til mig, for jeg ville aldrig miste ham. Jeg indåndede hans duft. Jeg ville have den i mig for altid. 

Så var jeg tilbage på græsset igen. Igen så jeg ingen spor af ham. Igen var han helt væk. Forsvundet. Jeg mærkede igen to hænder på mine skuldre. Jeg åndede lettet. Han var tilbage. Jeg så op og søgte hans blik, men det var der ikke. Det var min fars.

"Skat, tag det roligt. Shh. Rolig," trøstede min far mig, mens jeg skreg. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...