Right or Wrong?

Hvad er rigtigt og forkert?... Det ved jeg ikke engang. ~ Dette er mit bud på 'skriv om billedet' konkurrencen. Jeg ville sætte pris på alle der ville 'like' og sætte den på favoritlisten. ~

19Likes
22Kommentarer
1685Visninger
AA

1. Right or Wrong?

”Løb!”

Hvad er rigtigt og forkert?

”Løb nu for fanden! Du har ikke alverdens tid!”

Det ved jeg ikke engang.

 

Han vendte endelig blikket mod mig, men det var ikke rart. Hans øjne var ikke varme, som de plejede at være. Denne gang var det kulde og panik, der blandede sig i hans isblå øjne. Isblå øjne, der var skabt til at være kolde… Og alligevel havde jeg først set kulden nu. Automatisk rykkede jeg et par skridt bagud. Jeg kunne ikke klare hans blik, som var så indtrængende, så pokkers tvingende. Jeg mærkede mine hænder, der var knyttede hårdt som sten. De var hvide som skyerne. Mine læber blev skilt fra hinanden, men der kom ingen ord ud. Selvom min stemme så gerne ville sige noget, så kunne jeg ikke. Det var umuligt at gøre modstand, når han så på mig.

 

Så vendte han blikket mod døren og sukkede tungt. Vi vidste begge to godt, at der snart ville komme mænd ind ad den dør, men ingen bevægede sig. Først da jeg kunne høre de tunge trin op ad trapperne og de høje råb, der kom fra halvgamle og robuste mænd, forstod jeg alvoren. Det var svært at se på ham, på hans lyse hår, på hans muskuløse skikkelse, når jeg vidste, at jeg ikke ville komme til at se den igen. Et gisp undslap mine læber og hurtigt forsvandt han fra mit syn, fordi mine øjne blev slørrede. Noget vred sig inde i mig og jeg kunne ikke sætte ord på følelsen. Jeg vidste bare, at den gjorde så ondt. Og den frembragte flere tårer.

Hidsigt tørrede jeg tårerne væk og så ned ad mig selv. Selv hvis jeg løb, ville jeg ikke komme langt i denne hvide silkekjole. Silkekjolen med de ukendelige mønstre og det hvide tyl. Hurtigt åbnede jeg vinduet og mærkede hvordan de bløde guldlokker svævede i vinden. Det var koldt og det blæste. Det blæste så meget, at jeg følte, at vinden snart ville tage mig med sig.

 

Jeg kunne høre de voldsomme bank mod døren. Inden jeg vendte mit hoved om, nåede vinden at blæse ind i mine øjne og sørgede nu for, at mine tårer faldt frit. Bag mig kæmpede han med døren.

”Vi ses,” formede han med munden og sendte mig et fortryllende smil. Denne gang var varmen tilbage i hans øjne. Hans blå øjne, der sørgede for at glitre en sidste gang, selvom solen ikke var der. Men han behøvede ikke noget sol. Han havde altid kaldt mig sin sol.

 

Jeg vendte endnu engang mit blik mod udsigten. Landskabet lå helt perfekt foran mig. Det ville være så nemt at finde ud af hvor jeg skulle hen – men hvis jeg ikke tænkte mig om, så ville de kunne komme og hente mig til enhver tid.

Selvom alle organer og nerver inde i mig skreg, at jeg skulle vende mig om, så gjorde jeg det ikke. Jeg blev ved med at stå ved vinduet, mens alle mine tårer faldt. For dette var noget jeg blev nødt til, og det vidste jeg. Det var min pligt. Jeg vidste, at jeg ikke skulle vende mig om. Det var den største fejl man nogensinde kunne begå. Alligevel vendte jeg mig om, noget jeg ikke skulle have gjort.

Idet jeg vendte ansigtet, så jeg en stor mand. En mand, der var meget kraftigere end ham. Sværdet i mandens hånd tiltrak min opmærksomhed, og jeg kunne ikke engang skrige, da han stak sværdet ind i maven på ham. Som en dukke faldt han hurtigt sammen, mens en blodpøl dannede sig rundt omkring ham og gjorde hans gyldne lokker beskidte. Alt inde i mig skreg, men jeg hoppede ud i det dystre tusmørke.

 

Vinden blæste ubarmhjertigt mod min krop og hev i min kjole. Mens jeg faldt, fløj en masse tanker rundt i mit hoved. De hvæste som slanger og lod mig ikke tænke, men gav mig myrekryb. De bed i mig og stak gift ind i mit sind. Ind i min sjæl. Jeg håbede så forbandet meget, at jeg ville brække nakken eller få en pind gennem hjertet, så jeg ikke behøvede at føle sådan et svigt. Så jeg ikke behøvede at føle al den elendighed. Jeg håbede så inderligt, at jeg ikke ville overleve. Alligevel vidste jeg hvad jeg skulle gøre, da jeg så hans kridhvide hest lige under mig. Som havde jeg selv været ridder i mange år, vidste jeg hvordan jeg skulle lande på hesten.

 

Jeg skreg højt, en lyd, som et menneske ikke burde være i stand til at lave – det var en blanding af et skrig og et hyl. Straks begyndte hesten under mig at bevæge sig. Jeg sørgede for at holde godt fast i tøjlerne. Som mit liv afhang af det… Hvilket det også gjorde. Jeg måtte for alt i verden ikke slippe nu. Især ikke, når jeg kunne høre generalens vrede råb om at følge efter mig.

 

De var for langsomme og hesten var for hurtig. Selvom jeg ikke vidste hvor vi var på vej hen, så red jeg derud af. For sandheden var jo, at jeg ikke havde et sted hvor jeg hørte til længere. Mit hjem var blevet ødelagt og hele min familie var blevet dræbt. Der var intet hjem. Intet sted, hvor de folk jeg elskede ville vente på mig.

Mens jeg red, så jeg mig omkring et par gange, i stedet for at se ligeud hele tiden. Vejret passede godt til mit humør lige nu. Himlen var dunkel, trist. Det var nogle dystre og matte farver, der dækkede himlen. Ligesom mit hjerte. Det var dækket af mørket og havde næsten ikke flere lyse tider tilbage i sig. Det var ved at blive umenneskeligt.

Kragerne fløj rundt og kom med deres sædvanlige lyde, i form af et ’kraa’. Lige i dag syntes lydene at være rettet mod mig. Hesten red på det korte græs og med kornet ved siden af sig. Halmballerne formet i cirkler. Alt var som det skulle være og alligevel var jeg på vej væk fra alt det jeg havde kendt. Hjem, kære hjem? Nej… Mit hjem var ødelagt og jeg ville aldrig få det tilbage…

 

Hvad er rigtigt og forkert? Var det overhovedet noget jeg kunne svare på lige nu? Jeg vidste ikke, hvorfor de alle sammen skulle dø. Jeg vidste ikke, hvorfor jeg skulle holde så godt fast i disse tøjler for at overleve. Jeg trak vejret. Jeg mærkede kulden. Jeg så mørket. Jeg smagte vinden. Jeg hørte kragerne. Jeg kunne lugte marken. Alle mine seks sanser virkede. Det var forkert at de alle skulle dø… Det var forkert, at himlen blev lysere, jo længere jeg kom væk. Det var forkert, at jeg ikke kunne holde fast i smerten. Holde fast i mit kære hjem, min kære familie. Men en ting var sikker. Jeg var i live.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...