Icy Shadow

Siden Nikkis mor forsvandt for 7 år siden, har hendes liv ikke været det samme. Ikke nok med, at hendes far bruger alt sin tid på arbejdet, i stedet for at være hjemme med familien, og at Nikki skal sørge for hende og sin lillesøster alene, - så er der det, med familiens hemmelighed, der også skal holdes hemmelig. Nikkis familie har særlige evner. Mens Nikki forsøger at hjælpe hende søster med at få styr på sine nyopdagede evner, sker der mærkværdige ting i London, der ikke kan bortforklares logisk.
Og kan Nikki komme til bunds i, hvad der er sket med hendes mor?

5Likes
6Kommentarer
1460Visninger
AA

7. Perfekt kemi...?

    ”Steph og Chris er sent på den,” sagde jeg. Troy, Juan (han ville komme som tilskuer), Scott og jeg stod ude foran Iced Up og ventede. Der var mørkt om os, og overraskende koldt, taget i betragtning af, at det var midt i maj. ”Jeg håber ikke, det er pga. det i går.” Scott skulle til at sige noget, men blev afbrudt.

    ”Nej, vi er her nu!” Stephanie, Chris og Susan kom løbende i mod os. ”Vi kom lidt for sent ud ad døren og måtte tage det næste tog. Sorry!” sagde Stephanie, da de var kommet hen til os. ”Vi er dog klar til at spille nu, og vi har en tilskuer med.”

    ”Nice,” sagde jeg. ”Nu mangler vi bare det andet hold.” Timingen var fantastisk i dag, for kun få sekunder efter, jeg havde sagt det, åbnedes dørene ind til Iced Up og Justin kom ud.

    ”I er her alle sammen,” sagde han. ”Velkommen, og kom bare ind.” Vi trådte alle ind i hallen. Det var et forholdsvis lille sted. Da vi kom ind i den hal, hvor banen var i, blev vi mødt af en kulde. På siddepladserne sad 4 andre personer, hvilke jeg gik ud fra, var på Justins hold. Der var 3 piger fra skolen, som jeg genkendte som Cindy, Andie og Rebecca, samt Steve. Jeg havde tysk med Cindy og Andie, samt biologi med Rebecca. Steve havde spansk med Scott, så jeg vidste, hvem han var, men kendte ham ikke.

    Det første vi gjorde, var at gå hen til et redskabsrum, hvor vi fik vores tøj på og hentede stave og en puck.

    ”Er I klar til at gå i gang?” spurgte Justin, da alle spillerne var på hver deres halvdel af banen.

    ”Jeg skal lige have nogle ting på det rene,” sagde jeg. ”Hvor mange kampe spiller vi? Og hvor meget holder vi os til de egentlige regler?”

    ”Man spiller almindeligvis i 3 perioder, hvor af hver varer 20 minutter. Efter hver periode kan vi tælle mål sammen, og den der fører, når de sidste periode er overstået, vinder – vi kunne evt. gøre det sådan,” sagde Steve. Alle var enige.

    ”Reglerne tager vi ikke så tungt. Ingen af os er særlig øvede i spillet, så det gør vel ikke så meget, at vi ikke har det strenge forhold til dem,” sagde Justin.

    ”Okay, det er noteret. For min skyld kan vi godt starte,” sagde jeg.

    ”Fint – I starter med bolden,” sagde han, og skubbede den hen til os, hvorefter vi gik i gang. Troy var målmand, mens Stephanie og jeg var backs, mens Scott og Chris spillede som forwards. Normalt spiller man med 6 forwards, men vi havde som sagt en afslappet tilgang til spillet. På angrebszonen, altså Justins holds banehalvdel, var Justin og Andie forwards, mens Steve var målmand, og Cindy og Rebecca var backs.

    Troy og Scott var godt i gang med at skubbe bolden frem ad, selvom de tydeligvis ikke havde det let med at bevæge sig på isen. Det lykkedes dem at få mål hos det modsatte hold, men da Justin fik pucken, tog spillet et vendepunkt. Det var heller ikke let for Justin at komme frem ad på den glatte grund under ham, men han var i besiddelse af en anden ting, som gjorde det let for ham at undvige vores forsøg på at tage pucken fra ham – han var i besiddelse af en utrolig fart. Det at tænke hurtigt fik helt ny betydning, da man så Justin bevæge sig af sted på banen. Det, og så deres kombination af spillere på banen, gjorde det svært for os at rykke frem ad. Andie og Cindy havde skøjtningen under komplet kontrol og deres bevægelser så ikke alene elegante ud på isen, men havde også kontrol over skøjterne. Det fik Stephanies skøjtning i Slippery Slides til at se middelmådig ud.

Da det stod 5-1 til Justins hold, efter 1. periode var slut, besluttede jeg mig for, at det var på tide at sætte min evne ind. Hele formålet ved dette spil var jo, at jeg ville give Justin en lærestreg. Så det var, hvad jeg gjorde nu. Jeg koncentrerede mig om at lade isen blive en smule glattere, der hvor Justin skøjtede. Vi fik et par mål ind og min taktik virkede – et stykke tid. Det virkede næsten som om, han undveg. Selv der, hvor jeg gjorde isen helt umulig under hans fødder, gjorde han en hurtig bevægelse og undlod at glide. En bevægelse, der var så hurtig, at man næsten ikke nåede at lægge mærke til den, før den var ovre.

Efter 2. periode skiftede vi positioner, så jeg var en af de to forwards. Jeg fik én gang lavet mål, og Scott fik lavet 2, hvorefter det andet hold kom på banen igen.

Da 3. periode startede, stod der 12-5. Derefter skete der noget uventet. Bunden under vores fødder begyndte at ryste og isen begyndte – uden joke – at revne. Den delte banen i 2 halvdele, og Andie var lige ved at få foden i klemme.

    ”Skynd jer væk fra banen!” råbte Justin. Der var mange, der var faldet ned, og havde svært ved at rejse sig fra isen igen, men vi hjalp alle hinanden. Isen revnede ydermere og jeg forsøgte at gøre mit bedste for at koncentrere mig om at få isen til at blive hel, men det var svært, når jeg på samme tid skulle koncentrere mig om at komme væk fra banen. Det var et kaos, da vi forsøgte at fjerne os fra isen, og vi var næsten nødt til at gå flere sammen, for at støtte os til hinanden – det var også svært at komme væk, da vi alle skyndte os og det var svært at balancere på isen. Hastværket blev bogstaveligt talt til en noget besværlig lastværk.

    Da alle var væk fra banen, tog det noget tid at komme os over, hvad der lige var sket. Jeg kiggede ud på banen endnu engang. Den var delt i 4 dele. Jorden rystede stadig under os, men meget mindre end før. Vi sad alle sammen lige ved siden af isen. Rystelserne falmede efter noget tid.

    ”Hvad var det?” spurgte Cindy, tydeligvis i chok.

    ”Den føltes lidt som… et jordskælv?” sagde Andie.

    ”Et jordskælv – i London?” sagde Chris.

    ”Det er vildt… Også anden gang på få uger!” sagde Stephanie.

    ”Er I okay?” sagde en stemme, jeg ikke kendte. Det kom oppefra en af tilskuerpladserne. Jeg kiggede op for at få øje på, hvem der kaldte til os. En mand midt i 30’erne var på vej ned til os.

    ”Mr. Barrelle,” sagde Justin. ”Der er sket noget besynderligt-”

    ”Jeg så det hele. Er I alle okay? Der er ikke sket jer noget?” de fleste rystede på hovederne.

    ”Gudskelov,” sagde han. Hans øjne skiftede fra at kigge på os, men da han fik øjenkontakt med mig, holdt han den i længere tid. Hans ansigtsudtryk skjulte et eller andet, men jeg kun ikke sætte fingeren på, hvad det var. Der var noget bag hans falske facade af bekymring, men de andre så ikke ud til at lægge mærke til det. ”Jeg er ked af, at I skulle opleve dette.”

    ”Vi er kede af det med din bane,” sagde Stephanie. Så Mr. Barrelle var altså ejeren af hallen.

    ”Det skal I slet ikke tænke på. Så længe ingen af jer er kommet til skade,” svarede han. ”I har vist oplevet nok for i dag. Hvis der er nogle af jer, der har brug for et lift hjem, står jeg til rådighed.” Han kiggede i min retning, ingen han sluttede sætningen. Hans ’venlighed’ var tydeligvis noget, han foregav at have – jeg sprang over og skulle bare hjem med toget. Vi fik afleveret vores tøj og udstyr til Mr. Barrelle og var på vej ud. Jeg var sidst i flokken af os teenagere, da vi skulle ud gennem den dør, der førte ud af hallen med ishockeybanen. På vejen ud havde jeg en følelse af, at nogen betragtede os. Du kender det måske? Det var som om, jeg kunne føle øjnene. Da jeg vendte mig om, for at kigge op til nogle tilskuerpladser, der var dækket af mørket. Jeg kunne have svoret, at jeg havde set noget – nogen –, bevæge sig i skyggerne, men nåede aldrig at blive helt sikker på det, hvad det var, for Mr. Barrelle, der gik bag mig, og han stillede sig i vejen, da jeg stoppede op for at kigge mig bagud.

    ”Har du glemt noget?” spurgte han. Jeg rystede på hovedet.

    ”Nej,” svarede jeg, og skyndte mig ud.

 

    ”Det der, var det mest besynderlige, jeg nogensinde har oplevet!” sagde Rebecca, da vi var helt ude af hallen. Vi stod udenfor og snakkede sammen (alle på nær Mr. Barrelle – han var taget direkte hjem, efter at have låst af, da ingen havde ’brug for et lift hjem’) om det, der lige var sket.

    ”Jeg siger bare, jeg er færdig med sportsgrene, der foregår på is,” sagde Juan. ”Jeg nærmer mig dem ikke længere.”

     ”Det var værre i aftes end dengang i Slippery Slides, selvom det klart var samme ’genre’,” sagde Stephanie. ”Men alligevel skræmmende.”

    ”Tror I, det var et jordskælv?” spurgte Susan.

    ”Jordskælv i London… det virker bare helt forkert. Men alligevel den eneste rationelle forklaring på det,” sagde Steve.

    ”Det må have været et stærkt et, hvis det skabte så meget uro, men… det besynderlige ligger i, at ikke andet end isen gik i stykker. Tilskuerpladserne havde ikke rokket sig en millimeter,” sagde Chris.

    ”Det virker næsten som noget, Mr. Barrelle selv havde planlagt. Det virker bare endnu mere besynderligt, hvis ejeren af hallen gør sådan,” sagde Cindy.

    Jeg havde helt andre bekymringer. Dette var noget, jeg vidste, fordi jeg havde den evne, jeg havde: den måde, isen revnede på – den måde, revnerne krogede på og den vej, den revnede – var komplet identisk med de revner, der var i Slippery Slides. Isen var blevet ligeså mærkelig, og fordi jeg havde været i færd med at bruge min evne, da ’jordskælvet’ hændte, var jeg sådan set i ét med isen. Jeg kunne mærke dens konsistens tydeligt, og isen her var ligeså våd, mærkelig og hurtigt smeltende som isen i Slippery Slides var. Revnerne havde været tvunget frem på en eller anden måde. Højest sandsynligt af en, der var i besiddelse af en evne, som min familie var. Desuden mærkede jeg et slags skub mod min evne, som jeg før havde mærket, da jeg trænede med min far, og vi prøvede at koncentrere vores evner til at manipulere med det samme vand, på samme tid.

    Spørgsmålet var bare – hvis det ikke var Katies manglede kontrol over sin evne, der skabte kaos i Slippery Slides, hvem var det så?

 

    Mandagen sneglede sig af sted. Vi havde tysk, engelsk og kemi. Jeg havde undgået at møde Stephanie, Juan, Scott og Troy, da jeg vidste, gårsdagens hændelser i Iced Up ville dominere samtaleemnerne, vi ville finde, hvis vi sad sammen. Jeg havde for alt i verden ikke lyst til at blive mindet om det, der var sket. Det var dog røget i aviserne, med overskrifter som ’mystisk jordskælv i London?’. Jeg havde slet ikke lyst til at diskutere ’mystikken’ i det, så jeg undgik derfor at møde slænget i spisepausen. I stedet gik jeg direkte til kemilokalet, og ventede ude foran døren, til Mrs. Ellebrook kom forbi.

    Mrs. Ellebrook mente, det var tid til at tage hul på et nyt emne i dag. Polaritetsrapporten skulle afleveres ved slutningen af denne uge, men det stoppede hende ikke fra at introducere det nye emne: alkohol. Vi blev dog med de gamle forsøgspartnere, så jeg satte mig ned ved det sædvanlige bord, hvor Justin allerede sad.

    ”Jeg håber, du er kommet dig over weekendens op- og nedture?” spurgte han. ”Vil gerne undskylde for, at dig og dine venner skulle opleve det.”

    ”Der skete jo ikke noget, og vi havde det jo sjovt, indtil jordskælvet indtraf. Og jordskælvet var ikke din skyld,” sagde jeg. Han rystede på hovedet.

    ”Jeg skulle ikke have insisteret på en sportskamp mod dig den dag ved bussen,”

    ”Nu var det jo mig, der foreslog venskabskampen. Så burde det ligeså meget være min skyld, men der var jo ingen, der vidste, det ville ende sådan,” sagde jeg. ”Jeg er mere bekymret for Mr. Barrelle – han måtte lukke sin hal.” Jeg havde læst det i en avisartikel. Jeg havde ikke lyst til at diskutere episoden, men kunne ligeså godt orientere mig om situationen.

    ”Han tager det ikke så tung. Han fortalte mig i søndags, at han alligevel havde planer om at lukke den hal, da den ikke blev brugt særlig meget,”

    ”Kender du ham personligt?” spurgte jeg.

    ”Ja, han er en nær ven af familien.” Jeg ville have spurgt mere ind til, hvor han præcist kendte Mr. Barrelle fra, men Mrs. Ellebrook begyndte herefter sin undervisning.

    Som sagt skulle vi begynde på et nyt emne, der var alkohol. Vi skulle også lave forsøg til emnet i dag, og det gik ud på, at vi skulle trække alkohol ud af vin. Det krævede en rimelig kompliceret opstilling, der tog tid at sætte op. Virkelig lang tid. Nu syntes jeg ikke, det gjorde så meget, at det tog lang tid at sætte det hele op, for det var ikke, fordi jeg følte den store trang til at komme i gang med kemiforsøget. Det, der gik mig på, var, at da vi efter lang tid endelig havde fået sat alt på plads, at Trevor, da han gik forbi mig, mens jeg var i færd med at sætte sidste finder på vores opsætning, skubbede mig direkte ind i vores opsætning. Skubbet kom så pludseligt og så voldsomt, at jeg ikke kunne undgå at vælte ind i opstillingen og ødelægge den komplet. Jeg ramte gulvet hårdt, efterfulgt af en lyd af en masse glas, der gik i stykker om mig. Ikke alene det faktum, at det havde taget lang tid at stille forsøget op – tid, der nu gik til spilde – men også det, at skubbet kunne have kostet mig en tur på skadestuen, gjorde mig sur.

    ”Det der var både uhøfligt og gement!” sagde Justin til Trevor. Justin havde set det hele, da havde stået på den anden side af bordet. Han var nu gået hen til mig, for at give mig en hånd til at komme op med. En hjælp, jeg godt kunne bruge, da der var glas på gulvet overalt om mig, og det var umuligt at komme op uden at få et stykke glas ind i hånden.

    ”Pas dig selv!” svarede Trevor.

    ”Du har lige skubbet til min ven – er du klar over, hvor slemt til skade hun kunne være kommet, hvis hun var faldet ned over noget knust glas?”

    ”Jeg ville gerne have set det ske,” sagde Trevor. Justins ansigtsudtryk ændredes til et af foragt for en kort stund, inden han skubbede Trevor for fuld kraft. Trevor havde ikke regnet med det, men kom sig hurtigt over overraskelsen. Han skubbede igen, og inden længe havde de fremprovokeret det første slag.

    ”Hey! Vil I godt stoppe det der!?” Mrs. Ellebrook havde endelig besluttet sig for at gribe ind og skilte de to ad, da en slåskamp var begyndt at udforme sig mellem dem.

    ”Det her er ikke ovre!” sagde Trevor til Justin. Mrs. Ellebrook stod mellem dem og alle øjne i klassen havde hvilet på os, lige siden Trevor havde skubbet mig.

    ”Så er det godt! Trevor, gå op til rektors kontor!” sagde hun. Trevor sagde intet. Han tog sin taske og sine ting med og gav Justin et skulderstød på vej ud.

    Mrs. Ellebrook havde efterfølgende sat Justin og jeg sammen med en anden gruppe, så vi kunne følge deres resultater af forsøget og så vi ikke spildte timen. Vi rørte ikke ved det rod, vores opstilling havde efterladt, da vores bord var helt henne i hjørnet, hvor ingen af de andre grupper ville komme forbi foreløbigt. Efter timen skulle Justin og jeg dog blive og rydde op ved vores forsøgsbord.

    Der var en masse glas, der skulle fejes væk fra gulvet og fra bordet, og det klarede vi sammen. Jeg havde taget en kost, og fejede de små stykker sammen, mens Justin tog fejebakken. Det var en langsommelig proces, da der for det første var rigtig mange stykker, der skulle fejes op, og den skraldespand, hvor glasset skulle smides i, lå helt i den anden ende af det store klasselokale, så Justin skulle gå rigtig meget frem og tilbage.

    ”Ham Trevor,” sagde Justin, mens jeg var i gang med at føre en bunke glas ind på fejebakken med kosten. ”Generer han dig tit?”

    ”Egentlig ikke,” sagde jeg. Jeg kunne se på Justin, at det ikke rigtigt besvarede hans spørgsmål, så jeg var nødt til at uddybe. ”Vi har haft lidt uoverensstemmelser de sidste par år. Det er dog ikke så slemt.”

    ”Ikke så slemt? Fulgte du overhovedet med i, hvad der skete? Du kunne være kommet alvorligt til skade.”

    ”Det har ikke været så slemt før,” sagde jeg. ”Han har ikke gjort andet end at kalde mig øgenavne og give små skub på gangene.”

    ”Og det synes du ikke, er slemt nok? Han har ingen ret til at gøre de ting,” Justin rejste sig op, og gik hen til beholderen, hvor det knuste glas skulle i. Jeg fejde de sidste små stumper sammen i en bunke, og Justin var tilbage inden længe.

    ”Jeg tror ikke, det var hans mening, at det skulle gå så vildt for sig. Han har det jo med at undlade at tænke, når han gør ting,”

    ”Og det skulle gøre det bedre?” sagde Justin. Jeg havde fejet de sidste stykker glas op på fejebakken, og han var gået hen for at tømme den i beholderen med resten af det knuste glas.

    ”Jeg synes bare ikke, det er noget særligt. Ikke noget at tale om. Trevor er bare en forvirret teenager,” Trevor var min sidste bekymring. Der var så meget andet, der gik mig på, at jeg slet ikke tænkte på ham som en last. Det meste af glasset var faldet ned på gulvet og var gået i stykker, og det havde vi også fået ryddet væk, men der var stadig nogle få reagensglas, der ikke havde fået en skramme overhovedet, så dem ville jeg sætte på plads.

    ”Derfor synes jeg ikke, du skulle finde dig i det,” sagde Justin. Jeg kunne høre ham fumle med glas-beholderen i den modsatte ende af lokalet, så det var nødvendigt at hæve stemmen lidt, hvis vi skulle høre, hvad vi sagde til hinanden, da der var så langt mellem os. ”Den her skal for resten køres ned til pedellen. Jeg kan godt gøre det.”

    ”Fint, jeg mangler kun lige at sætte de her reagensglas på plads, så er vi færdige,” sagde jeg. Jeg stod oppe på en stol, fordi skabet, som glassene skulle sættes ind i, stod ret højt oppe i lokalet. Selvom jeg stod på en stol, skulle jeg stadig stå på tæer for at kunne nå. Glassene skulle helt ind bagerst i hylden i skabet, og det var svært at holde balancen. Jeg kom til at lave en uheldig bevægelse med foden, mens jeg stod på tæer, så jeg snublede bagover. Det var umuligt for mig at stoppe faldet, så jeg forberedte mig på mødet med det hårde gulv. Jeg lukkede øjnene og med ét var faldet ovre. Det havde dog ikke været smertefuldt overhovedet. Jeg slog langsomt øjnene op og det første, der mødte mig, var et par blå øjne. Justin havde grebet mig og jeg satte mig straks ned.

    ”Hvordan…” begyndte jeg. Jeg kiggede over mod den modsatte ende af lokalet, hvor Justin havde været før. Glasbeholderen var stadig i den ende af lokalet, men jeg kunne huske, han havde været i færd med at køre den væk, mens jeg satte reagensglas op. Den var også blevet rykket en smule, men var stadig i den anden ende af lokalet. ”Hvordan kom du herned så hurtigt?”

    ”Jeg var lige i nærheden,” sagde han.

    ”Du var helt derhenne,” sagde jeg, og pegede i retningen af glasbeholderen. ”Du kunne umuligt have nået at komme herned, i de få sekunder, jeg faldt.”

    ”Jeg var ikke dernede, jeg har været herhenne hele tiden,”

    ”Jeg kunne høre, du fumlede med glasbeholderen. Og den her helt derhenne. For at komme herned er man også nødt til at gå uden om alle bordene. Derfor er det umuligt at nå det på så kort tid,” sagde jeg. Lige efter jeg havde sagt det, ringede skoleklokken i baggrunden.

    ”Jeg bliver nødt til at smutte,” sagde han og begyndte at gå ned mod beholderen.

    ”Vent,” sagde jeg. Jeg holdte stadig de to reagensglas i hænderne, som det ikke havde lykkedes for mig at sætte op på den øverste hylde. Jeg vendte i få sekunder ryggen til Justin og til resten af lokalet, for at sætte glassene tilbage på en lavere hylde i skabet (så lav, at jeg sagtens kunne nå uden stol) og da jeg vendte mig om igen, var han på vej ud ad døren med tasken over skulderen og glasbeholderen i hånden. Han skævede til mig og vores øjne mødtes et kort øjeblik, inden døren smækkede bag ham. Jeg løb hen til døren og ud ad lokalet, men da jeg kom ud på gangen, var den helt tom. Justin var væk, og jeg stod alene i den lange korridor.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...