Icy Shadow

Siden Nikkis mor forsvandt for 7 år siden, har hendes liv ikke været det samme. Ikke nok med, at hendes far bruger alt sin tid på arbejdet, i stedet for at være hjemme med familien, og at Nikki skal sørge for hende og sin lillesøster alene, - så er der det, med familiens hemmelighed, der også skal holdes hemmelig. Nikkis familie har særlige evner. Mens Nikki forsøger at hjælpe hende søster med at få styr på sine nyopdagede evner, sker der mærkværdige ting i London, der ikke kan bortforklares logisk.
Og kan Nikki komme til bunds i, hvad der er sket med hendes mor?

5Likes
6Kommentarer
1461Visninger
AA

4. Fremskridt

    Dagen startede ud med en omgang fysik i skolen. Vores lærer, Henry Larsen, var en ældre mand i sine 60’ere, der brugte briller. Han har det med at komme med de skøreste udtalelser og var kendt for at elske at lege lydbølge. Klassen var meget glade for at have Mr. Larsen, da han gjorde sin undervisning sjov og gjorde, at der var flere der fulgte med i timerne. Emnet var dog kedeligt, så fysiktimen sneglede sig af sted, og det samme gjorde engelsktimen, der fulgte. Vores lærer, Janet Fon, havde en film med, vi skulle se, men den var ikke særlig interessant. Efter engelsk havde vi kemi, hvor vi endeligt fik udført et forsøg, der handlede om at ekstrahere koffein fra kaffe og finde ud af, om det nu også var koffein.

    Uenigheden mellem Justin og mig hang stadig i luften. Vi kunne heller ikke beslutte os for, hvem af os, der skulle udføre forsøget, og hvem der skulle skrive ned, da vi begge mente, at den ene af os kunne klare det bedre end den anden. Justin påstod endda, at jeg rystede en af beholderne forkert. Mrs. Ellebrook roste dog vores resultater og mente, vi var den gruppe, der gjorde mest fremskridt, hvad angik emnet i det hele taget. Jeg var ikke helt enig med hende – jeg mente, det ville gå mange gange hurtigere for mig, hvis jeg havde en anden forsøgspartner.

    ”Hvornår har du så lyst til at mødes for at lave kemirapport, forsøgspartner?” Spurgte Justin mig, efter vi havde afsluttet vores forsøg som de første.

    ”Lige her. Nu. Jeg skriver,” svarede jeg.

    ”Jeg mener nu efter skole – vi kan jo ikke nå at få den færdig i dag,” sagde han. Bare tanken om, at lade en anden ind i mit gale hjem, med en far der enten ikke var hjemme eller ikke bestilte andet end at surmule og skændes med mig, når han var det, og en søster, der rendte rundt og skulle til at lære at lade være med at lade alt vandet fordampe fra gryden ved uheld, når jeg kogte mad derhjemme, fik mig til at føle mig dårligt tilpas.

    ”Jeg synes ikke, vi skal mødes efter skole,” jeg ville have tilføjet noget mere, men Justin nåede at sige noget først.     ”Ouch. Mener du, jeg er så dårlig en partner?” spurgte han.

    ”Det er ikke det. Jeg kan bare ikke have nogen hjemme lige nu,” jeg kiggede ned i bordet. ”Men jeg får masser af tid til at lave lektier, så jeg kan sagtens nå at få den skrevet.”

    ”Du skal ikke skrive den selv. Det ligger ikke i min stil at lade andre gøre alt arbejdet for mig – vi kan også sagtens mødes hjemme ved mig og få den lavet, der er kun min mor og mig,” han holdte en kort pause, ventede måske på, at jeg kiggede op. Jeg havde lyst til at sige ja, for det ville være endnu en undskyldning for at komme væk hjemmefra, men det var udelukket, jeg var nødt til at være hos Katie så meget som muligt, mens hun stadig trænede sin evne. ”Ellers kan vi mødes nogle dage efter skole, og skrive den i kantinen eller på biblioteket i stedet?” endelig kiggede jeg op.

    ”Det tror jeg nok, ville gå,” sagde jeg.

    ”Lyder godt. Hvad siger du til tirsdag og torsdag?” spurgte han.

    ”Det er i orden med mig,” sagde jeg.

    Jeg havde set frem til spisepausen, for at få en kort pause fra de kedelige timer, som dagens skema bød på. Dog ændredes dette, da jeg mødte en bestemt person ved køen til maden i kantinen.

    ”Flyt dig Donoworm!” Trevors stemme kom fra omme bag mig.

    ”Jeg kom først. Du må vente, til det bliver din tur,” sagde jeg utålmodigt. Trevor må være blevet ligeså utålmodig, for han puffede til mig, mens jeg var ved at tage en tallerken med dagens ret. Puffet kom som en overraskelse og jeg røg forover, og det resulterede i, at jeg tabte min tallerken på gulvet.

    ”Hvis du nu ikke var så grådig og lod andre komme til i stedet, kunne det være, der ville være nok til os alle sammen,” sagde jeg. Jeg må have fornærmet mere, end jeg havde regnet med, jeg ville med min kommentar, for han trak mig væk fra kantinen og ud på gangen.

    ”Kan du se den her?” sagde han, og holdte sin knyttede hånd op foran mit ansigt. Yes, og jeg ville kunne fryse den til is på 0,5 sekunder, så du ikke vil kunne bevæge den igen før om lang tid, tænkte jeg.

    ”Hvis jeg var dig, Donoworm, ville jeg passe på med, hvad jeg sagde, - du vil få det betalt, jeg lover dig det,” afsluttede han og gik tilbage ind i kantinen. Jeg sukkede. Jeg var egentlig ikke særlig sulten, så jeg gik ned mod biblioteket i stedet for. Jeg var begyndt en ny hobby: at læse bøger. Jeg skiftede meget mellem fantasy og chick lit. Fantasy, fordi jeg kunne relatere til hovedpersonerne, der tit og ofte følte sig anderledes, og chick lit, fordi den foregik i en tilværelse, jeg drømte om, jeg havde. Jeg havde lånt både Harry Potter, Twilight og Gossip Girl serien hjem, så der var nok at gå i krig med, så jeg havde besluttet mig for at gå på biblioteket og læse, men jeg mødte Steph, Troy og Juan på vejen.

    ”Se lige, hvad de skriver om os!” udbrød Steph og viste mig en avis. ”Det er sidste nyt om Slippery Slides-sagen. Der er en, der rent faktisk har påstået, at vi har bildt os det ind! Altså at revnerne forsvandt på en sådan mærkværdig måde. At det var en reaktion fra det chok, vi fik. Jeg har aldrig hørt noget så dumt!”

    ”Det er et par uger siden, det med skøjtehallen er sket, er medierne stadig ikke kommet over det?” sagde jeg.

    ”Nikki! Er du slet ikke interesseret i at finde ud af, hvad der skete i hallen?” Hun kiggede på mig med store øjne.

    ”Jo, jo,” sagde jeg. ”Men jeg synes ikke, de skal nævne sagen i aviserne hver dag, medmindre de finder ud af, hvad der rigtigt skete,” løj jeg. Medierne var begyndt at holde lidt afstand fra det, der var sket i Slippery Slides, men skete der nogle opdateringer, blev de straks udgivet i avisen. Jeg ville bare gerne videre med livet og glemme den episode.

    ”Jeg synes stadig, det er besynderligt. Og de laver bare ingen fremskridt i den sag.” sagde Steph.

    ”Jeg håber ikke, de ender med at droppe den,” sagde Troy.

    ”Kan de bare gøre det?” Spurgte Steph, men fik aldrig svar, for klokken ringede ind til time. Endnu engang; reddet af klokken. Den var da ved at blive min bedsteven her på skolen.

    ”Okay, Katie, prøv én gang til.” Der var også gået nogle uger med Katies træning, og evnen havde ’fundet sig selv’ og hun havde fundet ud af, hvad hun kunne med den: hun kunne omdanne vand til damp, og ikke kun det. Hun kunne også lave tåge. Så dette var, hvad vi øvede os på, når vi trænede.

    ”Er du klar Katie? Kør!” sagde jeg. Katie sad koncentreret foran baljen med venstre hånd nede i den. Kort hævede hun hånden fra vandet og det begyndte straks at koge og dampede op. Lidt af dampen samlede sig i en ’sky’ af damp, mens meget af det undslap skyen og blev blæst væk. Katie da alt vandet fra baljen var dampet væk, sad Katie tilbage og kiggede koncentreret på den lille sky af damp, hun havde lavet. Hun prøve at få den til at bevæge sig, og det gik overraskende godt. Det var lettest at øve sig, når der var meget vand til stede, når man havde kontrol over et element som vores, så jeg syntes, Katie gjorde det godt. Jeg sad ved vores havestole og kiggede på, hvordan hun førte skyen/kuglen af damp rundt. Den bevægede sig til tider langsomt og til tider alt for hurtig. Hun måtte passe på med den.

    ”Jeg synes ikke, der er meget udfordring i det, når baljen med vand er så lille,” sagde Katie. ”Der er bare ikke nok vand at arbejde med.”

    ”Du har ret, men der er bare ikke så mange muligheder,” sagde jeg, og betragtede skyen af damp. Katie var ved at få godt fat i, hvordan hun styrede kuglen.

    ”Jeg har en idé!” udbrød jeg pludseligt. Det fik tilsyneladende Katie til at hoppe ud af koncentration, da skyen af damp begyndte at bevæge sig med konstant fart mod havestole og –bordet, som jeg havde siddet ved, inden jeg havde flyttet mig for at gå hen til Katie. Der var 2 tomme glas derhenne, som Katie og jeg havde drukket lemonade af, hvorefter den løste sig op. I stedet for at dugge lidt, som jeg havde forventet at de ville, sprang glassene til min forbløffelse.

    ”Whouw, hvor høj en temperatur havde du lige den sky på?” udbrød jeg. Det var en speciel evne, Katie havde.

    ”Det må du undskylde, Nikki! Det var ikke med vilje! Skyen var ikke så varm for lidt siden, det var da jeg mistede kontrollen, at den blev varmere,” sagde hun.

    ”Det gør ikke noget – så ved vi da det om din evne,” sagde jeg, og gik indenfor for at hente en fejebakke og en lille kost. Efter jeg fjernede glasstykkerne fra bordet og stolene, besluttede vi os for at holde en lille pause.

    ”Jeg fik en idé lige før, som du måske husker,” sagde jeg til Katie, efter vi var gået ud igen. Det var weekend, og far havde noget weekendarbejde, han skulle have ordnet, så vi havde masser af tid til at øve os.

    ”Ja, lad mig høre,” sagde hun spændt.

    ”Da jeg var på din alder, havde jeg et badebassin, der var rimelig stort,” begyndte jeg. ”Der kunne være rigtig meget vand i, og jeg var glad for det, lige da jeg fik det, men da efterårsmånederne slog til, kunne jeg ikke bruge det mere, så det blev hurtigt smidt ned i kælderen, hvor det blev stående, siden jeg ikke brugte det,” sagde jeg.

    ”Ja…? Prøver du at fortælle mig, at du vil købe et badebassin til mig?” spurgte Katie.

    ”Endnu bedre. Jeg vil gå ned i kælderen og hente mit gamle. Vi har det stadig, og det bedste er – det er stort, der kan være masser af vand, og jeg brugte det også til træning før i tiden,” Katie smilede og hjalp mig med at få fyldt vand i badebassinet, efter jeg havde fundet det i vores rodede kælder og stillet det op udenfor. ”Det er lige blevet maj, jeg tror ikke, far har noget i mod, at vi bruger bassinet.”

    Denne gang var der masser af vand at gøre godt med, så det tog også lidt længere tid. Proceduren var den samme: Katie startede med at have hånden i vandet, og inden det blev for varmt, trak hun den til sig og fortsatte. Vandet blev omdannet til damp og steg op i en sky, som blev større. Der var mindre damp, der undslap skyen denne gang, og den blev overraskende stor. Katies ansigtsudtryk bekymrede mig lidt, for det så ud som om, hun alt, alt for udmattet til det, hun lavede. Det var næsten som om, skyen af damp blev for tung for hende. Hun var ellers god til at bevæge den rundt i vejret. Jeg måtte dog gå du fra, at dampen steg til for høje temperaturer, hvis hun faldt ud af koncentration eller blev udmattet. Jeg havde gode grunde til at tro det, for det næste der skete, var chokerende for mig. Katie begyndte at rokke fra stille frem og tilbage med hele kroppen, som om hun var ved at miste balancen. Det så ud som om, hun kæmpede for at holde øjnene åbne, som om hendes øjenlåg blev for tunge for hende, så hun lukkede dem i. Hendes ben gav efter under hende, og hun faldt forover.

    ”Katie!” kaldte jeg, og var på vej over mod hende, da skyen af damp hastigt dalede ned. Den havde været lige over badebassinet, så da den faldt ned over bassinet, sprang det. Det var i sig selv også chokerende, men jeg var ligeglad, jeg skulle se, hvordan Katie havde det. Sprængningen havde gjort, at jeg kort var stoppet op, men jeg genoptog hurtigt min løben hen til Katie. Hun lå helt stille på jorden og trak vejret langsomt på græsset.

    ”Katie, er alt okay?” sagde jeg, og fik ikke svar. Jeg ruskede forsigtigt i hende, men intet svar. Hun var bevidstløs.

    ”Nicole, hvad er der sket, hvor er Katie?! Hvordan har hun det?!” Min far var helt ude af den, da han trådte ind på hospitalet.

    ”Hun har det godt. Hun besvimede i dag, men lægerne siger, hun har det fint. Der er mange grunde til, at hun kan have besvimet, så de kan ikke helt sige hvad det er, der var i vejen, men hun skal have sig den hvile, hun behøver, har de sagt.” Han nikkede, og vi forlod venteværelset for at gå op til hende.

    ”Hun ser så uskyldig ud, som hun ligger der,” sagde jeg. Jeg brød stilheden. Min far og jeg havde ikke sagt et ord til hinanden, efter vi var kommet herind. ”En helt uskyldig pige i alt det her rod.”

    ”Det er du også,” kom det fra far. Jeg blev overrasket. ”Jeg er ked af, at du har måttet gå gennem det her. Og Katie… hun skal ikke vokse op på denne måde. Jeg skulle have været der for hende i dag. For dig… Jeg indser nu, hvor meget jeg har forsømt min familie, i stedet for at være der for den.” Vi stod på hver vores side af den seng, som Katie lå og sov i. ”Jeg blev bare ved med at være i den tro af, at hvis jeg fandt jeres mor, ville det hele ordne sig, det hele ville falde på plads, og vi kunne endelig være en lykkelig familie igen. Det er dog først gået op for mig nu, at der er gået 7 år. 7 år har jeg brugt på at lede. Grunden til, at hun forsvandt, har bare plaget mig endnu mere…” sagde han.

    ”Hun vil dukke op en dag,” sagde jeg, men vidste ikke, om jeg selv troede på det. ”Det er bare vigtigt nu, du er der for Katie. Hun har brug for en forælder.”

    ”Hvor var du egentlig henne, da det skete?” spurgte han med undren i stemmen. Jeg tog en dyb indånding. Han ville ikke blive glad, når han hørte svaret, men jeg ville sige sandheden. Især fordi min far lige havde åbnet op for, hvordan han havde det, og vi havde ikke snakket sådan siden… nogensinde. Jeg havde følt, at jeg var kommet tættere på far, at vi nu kunne tale mere åbent og jeg ville ikke ødelægge det med at lyve nu. Selvom det ville blive ødelagt alligevel, når han fik sandheden at vide.

    ”Vi… vi var ude i haven. Hun besvimede så pludseligt, og jeg vidste ikke, hvad jeg skule gøre, så jeg ringede efter en ambulance. De kom inden længe og kørte hende på hospitalet, hvor hun fik foretaget en blodprøve og kom igennem nogle undersøgelse, men alt var, som det skulle være. Jeg havde lige hentet mit gamle badebassin op fra kælderen og fyldt det op i haven, da det skete,” sagde jeg. Far fik et overrasket udtryk i ansigtet.

    ”Men det er maj. Det er da ikke varmt nok til at…” det gik pludseligt op for ham, hvor jeg måske var på vej hen med det, jeg ville sige.

    ”Jeg tog det ikke ud for at bade… Vi trænede Katies nyopdagede evne,” Sådan. Nu havde jeg da fået det ud.

    ”Nicole, jeg tror aldrig, jeg har været så skuffet, som jeg er nu. Jeg sagde udtrykkeligt, at jeg ikke ville have, at Katie skulle i nærheden af træning af hendes evne. Jeg kan ikke få mig selv til at tro, at du bare gjorde det alligevel, selvom jeg sagde nej,” hans ansigtsudtryk var skiftet til en blanding af frustration, skuffelse, træthed og så det, at være bedrøvet. ”Dette var, hvad jeg ville undgå, skulle ske.”

    ”Kan du ikke se det? Dette skete, lige præcis fordi du ikke ville træne med hende. Forstår du ikke, at det var hende, det ufrivilligt stod bag det, der skete i Slippery Slides? Hun fik badebassinet til at sprænge, far. Det var ikke med vilje. 2 glas sprang også. Det er en destruktiv evne, hun skal kunne kontrollere den. Jeg er langt fra så erfaren som du, jeg ved ikke, hvornår hendes grænser er nået, om vi overhovedet har grænser for sådan noget. Jeg vidste ikke, det her ville ske. Du sagde, du ville være der mere for din familie – du kunne jo have startet med at have været der for Katie, da hun manglede sin far. Du er nødt til at lægge sagen med mor bag dig for nu, for Katies skyld. Det skylder du også mor.” sagde jeg. Han kiggede ned på Katie. Hans ansigtsudtryk havde ikke ændret sig, og jeg vidste, at følelsen af at være kommet tættere på hinanden som familie, var pist væk nu. Det var til dels min skyld, men han skulle vide det. Jeg havde trodset ham, og det havde såret ham, og hele denne aften havde været et skridt frem og to tilbage for vores familie.

    ”Nu er du begyndt træningen, så nu har jeg intet valg. Jeg skal fortsætte det med hende, så hun ikke finder på at bruge sin evne et sted i offentligheden for at ’øve sig’. Jeg havde sådan håbet, at Katie ikke havde nogen evne.” sagde han.

    Ingen af os sagde mere den aften.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...