Icy Shadow

Siden Nikkis mor forsvandt for 7 år siden, har hendes liv ikke været det samme. Ikke nok med, at hendes far bruger alt sin tid på arbejdet, i stedet for at være hjemme med familien, og at Nikki skal sørge for hende og sin lillesøster alene, - så er der det, med familiens hemmelighed, der også skal holdes hemmelig. Nikkis familie har særlige evner. Mens Nikki forsøger at hjælpe hende søster med at få styr på sine nyopdagede evner, sker der mærkværdige ting i London, der ikke kan bortforklares logisk.
Og kan Nikki komme til bunds i, hvad der er sket med hendes mor?

5Likes
6Kommentarer
1452Visninger
AA

8. Bekendelser

    Da jeg stod ude foran indgangen på Dallinger Road nogle dage efter, stod jeg og kiggede på husnummeret i et stykke tid. Jeg vidste ikke, om det var den rigtige ting at gøre, men jeg måtte have svar. Jeg havde en mistanke, og jeg havde ikke fået megen søvn de sidste par nætter, fordi jeg lå og tænkte på det, jeg havde oplevet i mandags – og i weekenden. Jeg vidste ikke, hvordan han ville reagere, eller hvordan jeg selv skulle reagere, hvis det, jeg troede, var sandt. Jeg håbede ikke, jeg ville begå en fejl. Jeg tog en dyb indånding og trykkede ringeklokken i. En kvinde i midten af 30’erne åbnede døren. Hun havde blondt hår og blå øjne, og bar et stort smil på læben, da hun åbnede.

    ”Hej,” sagde hun, da hun så mig. Hun så undrende – men stadig venligt – på mig, eftersom hun ikke kendte mig.

    ”Mrs. Pierce, jeg er en af Justins venner fra skolen. Er han hjemme?” spurgte jeg.

    “Jo, det er han. Vil du snakke med ham?” spurgte hun. Jeg nikkede. Jeg ville have snakket med ham om det i skolen, men det var som om, han undgik mig. Jeg havde set ham de sidste par dage på gangene, men han var forsvundet hurtigt efter.

    ”Det ville være rart, hvis jeg kunne komme til det,” Mrs. Pierce forsvandt om bag døren, uden at lukke den helt.

    ”Justin, du har besøg!” kaldte hun. ”Han komme ned lige om lidt,” sagde hun, og smilede til mig. Justins hoved kom få sekunder efter til syne i døren, hvorefter hans mor lod os være alene.

    ”Nikki,” sagde han. ”Jeg går ud fra, du ikke er her for at skrive rapport.”

    ”Vi er nødt til at tale sammen. Du kan ikke komme udenom det,” sagde jeg.

    ”Det er vi to om at bestemme,” mumlede han.

    ”Hvad?” sagde jeg. Han rystede på hovedet.

    ”Glem det. Har du lyst til at komme indenfor?” spurgte han. Det kom lidt bag på mig, men jeg nikkede. Der var en lugt af kager indenfor, så jeg gik ud fra, at Mrs. Pierce var i færd med at bage. Der var en hyggelig atmosfære indenfor, og der hang billeder på væggene og på reoler. Billeder af Justin da han var yngre, og til turneringer. Jeg fulgte Justin op ad en trappe, som jeg gik ud fra førte op til hans værelse. Jeg ved ikke, hvad jeg ville have forventet af et drengeværelse, men Justins var i hvert fald meget simpelt. Væggene var hvide, han havde en seng, et skab, skrivebord, tv og reol – fyldt med trofæer. Det var et forholdsvis stort værelse, med masser af plads. Tv’et var fladskærms og hængt op på væggen, men der var nogle ledninger forbundet til det og til en Playstation. Det var slukket lige nu, og på hans skrivebord var der en blok papir, et penalhus og et glas vand ved siden af. Hans computer var også tændt, og det så ud som om, han havde været i gang med at skrive en skoleopgave. Jeg vidste ikke, om jeg skulle lukke døren bag mig eller ej, da jeg kom ind på værelset, men besluttede mig for at gøre det. Justin havde sat sig på kanten af hans seng, en grå sovesofa. Jeg blev stående lidt væk fra døren.

    ”Du bliver nødt til at give mig nogle svar,” sagde jeg.

    ”Lige på og hårdt. Ikke noget med at starte med en hilsen? Hvad med ’hej, hvordan har du det, hvordan går det?’? Og jeg som troede, du kom for at sige tak for at jeg greb dig,” sagde han.

    ”Jeg mener det, Justin. Jeg mangler virkelig, at du giver mig nogle svar. Jeg har gået og tænkt på dag og nat,” sagde jeg. Han tøvede, inden han svarede.

    ”Hvad er det helt præcis, du gerne vil have svar på?”

    ”Lad vær med at spille dum, du ved udmærket godt, hvad mener,” sagde jeg. ”Men for at skære det ud i pap: Jeg vil vide, hvordan i alverden du nåede at komme hen til mig på så kort tid i kemilokalet i mandags, da jeg var snublede, mens jeg var i færd med at stille reagensglasset tilbage?” Han kiggede ned i gulvet.

    ”Jeg stod tæt på dig hele tiden,” sagde han.

    ”Jeg ved, hvad jeg så og hvad jeg hørte. Du stod nede ved glasbeholderen og fumlede med den,”

    ”Hvordan kan du være sikker?” sagde han. ”Det kan være, du bildte dig det ind. Jeg kan tydeligt huske, jeg stod næsten lige ved siden af dig, da du snublede. Du kan måske ikke selv huske det, på grund af chokket.”

    ”Næh nej, den hopper jeg ikke på – hvordan kan du stå lige overfor mig og lyve?”

    ”Beskylder dig mig for at lyve?”

    ”Du snakker udenom,”

    ”Udenom hvad? Jeg har givet dig svar,”

    ”Drop det nu! Logisk set er hvad du gjorde, umuligt. Forklar mig nu, hvorfor det var muligt for dig,” Han tøvede igen.

    ”Det er logisk, at man ikke opfatter alting rundt om sig, når man er i chok,” sagde han.

    ”Hold nu op, jeg var ikke i chok - jeg snublede bare, som om man kan går i chok pga. det,”

    ”Du snublede, og det gjorde, at du ikke koncentrerede dig om dine omgivelser,”

    ”Justin! Stop det nu!” sagde jeg og knyttede den venstre næve. Irritationen voksede i mig, og det gav for en kort stund min evne frit evne frit løb. Følelser kunne somme tider styre de evner, man havde, og min havde brug for at komme til udtryk. ”Nu gør vi det her på en anden måde!” sagde jeg. Jeg holdt min højre hånd strakt ud mod døren. Min evne fik frit løb og på kort tid var dørhåndtaget frosset. Justin rejste sig omgående fra sengekanten.

    ”Gjorde du det der?” sagde han. Han gik til døren og prøvede at rokke med håndtaget, men det bevægede sig ikke.

    ”Er du i besiddelse af en evne ligesom min?” spurgte jeg ham om. Han kiggede først i gulvet, men nikkede langsomt bagefter.

    ”Ja,” sagde han. Jeg lod isen smelte fra dørhåndtaget og vandet fra isen dryppede ned på hans gulv. Jeg ventede i noget tid på, at han skulle sige noget mere. ”Først fryser du mit dørhåndtag, og så gør du mit gulv vådt. Det var da den særeste måder at takke mig på.”

    ”Justin! Fokus! Du har lige fået at vide, at jeg har en evne som dig, og så er den eneste respons jeg får, endnu en af dine vittigheder!”

    ”Jeg sagde da bare, hvad jeg tænkte. Nu er det jo ikke fordi, det kommer som en stor overraskelse, at der er andre, der har specielle evner som du og jeg. Jeg havde ikke regnet med, at du var i besiddelse af en, men min mor fortalte mig for længe siden, at der er andre som os,”

    ”Har din mor også en evne?” spurgte jeg.

    ”Ja selvfølgelig. Du er vel ikke den eneste i din familie, der har en evne?” spurgte han. Jeg rystede på hovedet. Jeg var ikke helt klar over, hvorfor det skulle være indlysende, at andre i min familie også have en evne, men det måtte jeg få ham til at uddybe senere. Jeg havde fået svar på det første af mine spørgsmål, så nu måtte jeg koncentrere mig om at få ham til at svare på det næste.

    ”Hvad præcis kan du? Hvilken evne har du?” spurgte jeg. Han smilede skævt.

    ”Vil du virkelig vide det? Hvis jeg nu sagde superfart…” sagde han.

    ”Superfart. Okay. Du kan altså løbe hurtigt,” konkluderede jeg. ”Er der andet, du kan med din evne?”

    ”Ikke kun løbe hurtigt. Jeg kan bevæge mig så hurtigt, at du ikke kan nå at lægge mærke til, hvad det egentlig er, jeg laver.”

    ”Okay. Og det er alt, du kan?”

    ”Tjoh, stort set, selvom det indimellem også påvirker min styrke, så den også bliver forstærket.”

    ”Hvor meget forstærket? Sådan, løfte-biler-stærk, eller hvordan?”

    ”Er det her en afhøring, eller hvad?”

    ”Måske,” sagde jeg. ”Svar bare på spørgsmålet.” Han sukkede.

    ”Ikke så stærk, nej. Bare stærkere end gennemsnittet. Det er bare lidt ligesom en sideeffekt af superfarten, og sker kun engang i mellem.”

    ”Altså er den ikke stærk nok til at skabe jordskælv og få is til at revne.” Det var mere en konklusion end et spørgsmål.

    ”Hvad?” han så forvirret på mig.

    ”Brugte du din evne i Iced Up?” spurgte jeg.

    ”Ja, sådan lidt. Det plejer jeg at gøre til sport. Hvorfor? – Brugte du din evne?”

    ”Mig? Jo, men – det var ikke pointen,” sagde jeg.

    ”Nikki, det var vel ikke dig, der manipulerede med isen på banen i søndags?” spurgte han chokeret.

    ”Hvad? Nej, du har forstået det forkert! Jeg skulle lige til at spørge dig, om det var dig, der havde ødelagt banen,” sagde jeg.

    ”Mig? Hvorfor skulle jeg gøre det? Mr. Barrelle er en nær ven af familien, jeg kunne aldrig finde på at gøre sådan mod mine venner.”

    ”Nu kender jeg jo ikke dine motiver,” sagde jeg.

    ”Min evne har jo slet ikke mulighed for til at kunne gøre sådan noget. Den kan få mig til at bevæge mig hurtigere, men der sker jo ikke noget med omverdenen. Og min ’superstyrke’ er slet ikke stærk nok til at skabe jordskælv på den måde. Jeg stod jo ikke på noget tidspunkt og hamrede min stav ned i isen – selv hvis jeg gjorde det, ville det ikke være nok til at skabe et så kraftigt jordskælv. Jeg ville heller ikke kunne kontrollere jordskælvet, og efter min mening så det jordskælv, hvis man kan kalde det dét, rimelig kontrolleret ud,” sagde han. ”Det er dig, der har en evne, der har noget med is at gøre. Du sagde, du havde brugt din, det kunne ligeså godt have været dig.”

    ”Det er lige netop det, der er pointen. Jeg brugte min evne til at få isen omkring dig til at blive umulig at skøjte på. Når jeg bruger min evne, manipulerer jeg jo med is. Jeg kan nærmest føle isen, og i søndags kunne jeg mærke, at en anden person på samme tid brugte sin evne på isen. Jeg har prøvet det før, da jeg trænede med min far. Vi skulle manipulere med det samme vand, og det var som om, vores evner forsøgte at skubbe hinanden til side. Det følte jeg også i søndags.” Jeg satte mig ned på sengen. Justin blev stående.

    ”Aha. Så du mener, altså at der er en anden en i blandt os, der har evner som os?”

    ”Lige præcis.”

    ”Og det er et problem fordi…?” Jeg fortalte ham om, hvad der var sket i Slippery Slides – og om Katie.

    ”Det er en destruktiv evne, og det er åbenbart en serieforbryder, vi har med at gøre her,” sagde jeg.

    ”Okay, Nancy Drew. Jeg er med på, at det er et problem, at en person går og bruger sin evne så løssluppet. Worst-case-scenario: vores evner kunne blive opdaget og det ville skabe kaos i samfundet. Men troede du virkelig, det var mig, der havde gjort det?

    ”Jeg ved det ikke. Jeg håbede ikke, det var dig, men indtil i mandags fandt jeg ud af, at du havde en evne. Hvorefter du undgik at møde mig på skolen. Jeg vidste ikke engang, hvad din evne var,” sagde jeg. ”Men jeg håbede, det ikke var dig.”

    ”Okay. Du sagde din søster var blevet indlagt på hospitalet – og hun er stadig ikke vågnet?”

    ”Nej,” sagde jeg.

    ”Hvilket hospital ligger hun på?” jeg fortalte ham navnet.

    ”Der arbejder min mor,” sagde han. ”Hun er læge derhenne. Hun ved også en masse om vores evner. Det kan være, hun kan hjælpe. Jeg kan sige til hende, vi kommer forbi i morgen efter skole, så ser vi, hvad hun kan gøre.” Jeg rejste mig fra sengen og gik hen til ham.

    ”Det ville virkelig være vidunderligt, hvis vi kunne prøve at hjælpe hende.” Han nikkede. Der gik lidt tid, inden nogen af os sagde noget igen.

    ”Du sagde, du brugte din evne til at gøre isen om mig umulig at skøjte på – hvorfor dog det?” sagde Justin. Ups. Det skulle jeg måske ikke have nævnt.

    ”I førte… og jeg… jeg vil være ærlig. Jeg ville bare vinde.”

    ”Nej da,” sagde han og morede sig tydeligt over det.

    ”Nu er det ikke fordi, du gjorde det bedre. Du brugte også din evne.”

    ”Ja, men det er noget andet. Jeg bruger den jo altid i sport.”

    ”Hvad? – Du bruger den altid i-” Jeg gik hen til reolen med de mange trofæer. ”Du snyder jo! Alt det her, alle trofæerne – de er ikke vundet ærligt og redeligt!”

    ”Teknisk set,” sagde han. ”Er det ikke at snyde. Jeg er bare hurtigere end alle de andre.”

    ”Jeg tror ikke mine egne ører! Det er jo… det er jo unfair, for almindelig folk har ikke samme muligheder! Det er jo næsten… dopingmiddel!”

    ”Sammenligner du vores evner med..?! Det er på ingen måde et dopingmiddel, det er noget, vi kan, der gør os specielle – vores talent.”

    ”Andre kunne tro, du var på dope!”

    ”Indtil de foretager testen på mig og finder ud af, jeg er clean. Hør, jeg har prøvet at lade være med at sætte den ind i spil. Men løbning og superfart går bare alt for godt sammen. Det er som om, evnen bare presser på, når jeg er ude at spille, og jeg er næsten nødt til at holde en slags skillevæg oppe, for at holde den ude og det gør det svært at koncentrere sig om kampen på samme tid. Jeg bliver bedre og bedre til at holde den skillevæg oppe, men det kræver stor koncentration, så hvis vi spiller vigtige kampe, lader jeg den bare falde. Men… hvad er det for en tilgang, du har til din evne? Du ser den næsten som en straf?” Jeg vidste ikke, hvad jeg skulle sige til det.

    ”Jeg har altid bare villet være som alle andre. Det blev værre, efter min mor forsvandt, da jeg var 9 år gammel. Min far holdt ligeså småt op med at træne min evne med mig, og jeg følte mig komplet som en outsider. Der var også Katie, der havde brug for os til at være der,” sagde jeg.

    ”Er din mor forsvundet? Hvordan – kan du fortælle mig mere? Hvis du vil.” Jeg nikkede. Det var ikke fordi, det var nogen hemmelighed. Jeg følte også, at jeg kunne stole på Justin.

    ”Jeg var som sagt 9 år gammel. Min far ivrig efter at lære mig så meget som muligt om min evne dengang, så han havde kørt mig helt ud til the Cliffs of Dover, for at øve med en stor mængde vand. Efter vi havde været dernede i noget tid og skærpet evnerne intensivt, ringede min fars mobil. Jeg kan ikke huske så meget, for jeg var ikke så gammel. De snakkede i hvert fald længe om et eller anden i telefonen, og derefter fortsatte vi vores træning. Vi kom hjem om aftenen, og døren stod vidt åben. Indenfor var flere møbler var væltede, noget af tapetet var revet væk og der var kaos. Katie og min mor var der ikke, men det viste sig senere, at hun havde været hjemme ved familien Halderberg – du kender dem måske? – de bor lidt længere nede ad gaden. Både Katie og jeg overnattede hos dem den nat. Katie var 4 år gammel. Der er gået 7 år, og siden den dag har min far været anderledes. Det er som om, han stadig ikke kan acceptere, at hun er væk. Han er politibetjent, og har arbejdet på sagen med min mor lige siden. Han er næsten aldrig hjemme, og Katie har næsten tilbragt hele sin barndom hos familien Halderberg. Min familie er ét stort rod.”

    ”I har altså ikke set noget til hende siden?” spurgte Justin.

    ”Nej, men min far har en masse artikler og udsagn hængende på sit kontor over folk, der mener, de måske har genkendt hende.” Jeg havde én gang været inde på hans kontor, og opslagstavlerne var helt gemt væk bag forskellige avisudklip og opslag om sagen med min mor.

    ”Det er jeg ked af at høre. Jeg vidste slet ikke, du havde det så hårdt, Nikki,” sagde han.

    ”Det var hårdt i starten. Det er blevet meget lettere siden.”

    ”Uanset hvad skal du ikke se din evne som en last. Det er en fantastisk evne du har, du burde være stolt af den og glad for den.”

    ”Det er en destruktiv evne. Hvordan kan det, at kunne fryse ting og sprede kulde, være en god ting?” spurgte jeg. Han ventede lidt, inden han svarede.

    ”Du har en stærk evne. Den er konstruktiv, ikke destruktiv. Giv mig noget tid, så finder jeg en måde at bevise for dig på, at den er god at have ved hånden. Og at du kan bruge den til masser af gode ting.” Jeg rystede opgivende på hovedet.

    ”Hvis du insisterer på det. Jeg kan bare ikke forestille mig det.”

    ”Du vil blive overrasket. I mellemtiden synes jeg, vi skulle træne vores evner sammen,” sagde Justin. ”Hvis du vil, altså. Vi kunne mødes nogle gange efter skole, det kan skriftes blive i min baghave, og vi kan tage på ’ekskursioner’, om man vil, altså udflugter, hvor det er lidt mere udfordring til vores evner.” Jeg tænkte over det. Min far ville på ingen måde give mig lov til at træne med Katie længere og han havde lovet, han ville gøre det. Jeg havde derfor tid til at træne min evne og i fællesskab med Justin, der selv havde en evne, kunne jeg med sikkerhed nå længere med den, end når jeg øvede med mig selv.

    ”Okay, den er jeg med på,” sagde jeg.

    ”Super,” sagde han. ”Husk nu, hver glad for din evne.” Jeg smilede

    ”Så siger vi det,” sagde jeg. Jeg gik hen til hans skrivebord for at se på, hvad der stod på computerskærmen.

    ”Vikingernes plyndringstogter i England,” læste jeg op fra computerskærmen. Han var i gang med at skrive opgave til historie.

    ”Jeg skriver opgave om plyndringen på Lindisfarneklosteret,” sagde han.

    ”Har I også Mr. Jonsen til historie?” spurgte jeg.

    ”Nej, Mr. Kayser,” sagde Justin. ”Han er vanvittig.”

    ”Den tror jeg, går for alle historielærere.” Jeg lod blikket glide videre mod hans trofæreol.

    ”Nu har du jo din evne og alt det, men alligevel… det er godt nok mange trofæer.” Han smilede skævt.

    ”Det var det, jeg mente med at være stolt af sin evne. Det er noget, du er god til, som ingen andre er lige gode til. Og så er det også lidt blær med alle de trofæer.” jeg gav ham et lille skub.

    ”Hold op med at være så kæphøj,” sagde jeg. ”Selvom du har ret i, at vores evner gør os unikke.”

    ”Du er unik helt uden din evne.” sagde han. Jeg vidste ikke, hvordan jeg skulle svare på det, og blev også afbrudt af en, der bankede på døren. Mrs. Pierce stak hovedet ind.

    ”Undskyld jeg forstyrrer et kort øjeblik,” sagde hun. ”Jeg ville bare lige høre om du blev og spiste med?” spurgte hun mig om. Jeg kastede et blik på klokken.

    ”Jeg var egentlig på vej ud af døren,” sagde jeg til hende. ”Men ellers tak.”

    ”Det er i orden,” sagde hun smilende. ”Du er altid velkommen.” Inden jeg forlod værelset kiggede jeg endnu engang på Justin.

    ”Tak,” sagde jeg til ham.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...