Icy Shadow

Siden Nikkis mor forsvandt for 7 år siden, har hendes liv ikke været det samme. Ikke nok med, at hendes far bruger alt sin tid på arbejdet, i stedet for at være hjemme med familien, og at Nikki skal sørge for hende og sin lillesøster alene, - så er der det, med familiens hemmelighed, der også skal holdes hemmelig. Nikkis familie har særlige evner. Mens Nikki forsøger at hjælpe hende søster med at få styr på sine nyopdagede evner, sker der mærkværdige ting i London, der ikke kan bortforklares logisk. Og kan Nikki komme til bunds i, hvad der er sket med hendes mor?

5Likes
6Kommentarer
1342Visninger
AA

1. Refleksioner

 

    Jeg lagde min taske fra mig på køkkenbordet. Min far var i færd med at ryge en cigaret derude. Han sagde ikke noget, da jeg kom ind og det gjorde jeg heller ikke. Jeg gik hen for at tage mig en tår vand.

    ”Har du hentet Katie fra skole?” spurgte jeg ham og han nikkede.      ”Okay.” sagde jeg, og forlod køkkenet for at gå op på mit værelse. Det havde lige været påskeferie og i dag var den første dag, vi startede i skole igen. Min far havde været på arbejde det meste af påskeferien, så jeg brugte den på at se film med min lillesøster, Katie, og ellers brugte jeg den mest på at få lavet feriens lektier.

    Inde på mit værelse brugte jeg mest tiden på at se fjernsyn. Min far bankede på lidt efter, og sagde at han ville tage på arbejde igen i aften. Jeg nikkede, og han forsvandt fra døren igen. Jeg kunne høre ham tage overtøj på nede ved fordøren og da jeg hørte døren blive låst, vidste jeg, at han havde forladt huset. Min far arbejdede en hel del, siden vores familie skrumpede ind til, at det kun var os tre. Der er én sag, jeg ved, han især arbejder meget på. Min far er politibetjent, og siden den dag min mor forsvandt, har han ikke lavet andet end at begrave hovedet i arbejde. Det er snart 7 år siden. Hun forsvandt sporløst. Politiet har tit været lige ved at opgive sagen, men min far er blevet ved med at holde liv i den.

    Min familie var engang meget tætte. Vi var den lykkeligste familie, man kunne ønske sig. Nu, var det eneste vi lavede sammen alle sammen, at spise aftensmad sammen – når min far ikke var på arbejde. Ellers var det mest Katie og mig, der var alene i huset.

    Døren til mit værelse gik lidt efter op, og ind kom Katie.

    ”Skal far på arbejde igen aften?” spurgte hun, med en trist undertone.

    ”Ja” sagde jeg, og hun kiggede i jorden.

    ”Men jeg troede, vi alle skulle spise sammen i aften. Det har vi ikke gjort i lang tid” jeg kunne høre, hun var ked af det.    

    ”Op med humøret, Katie. Det er bare os to, og jeg er i humør til at lave noget fancy – hvad siger du til, at vi åbner den gamle kogebog og så kan du vælge en ret du gerne vil spise, så laver jeg den til dig?” sagde jeg og forsøgte at smile til hende. Jeg så hendes øjne lyse op af glæde, da hun nikkede ivrigt. Jeg kunne slet ikke lide at lave mad, men for at gøre Katie glad, ville jeg gøre hvad som helst. Katie var så lille, da min mor forsvandt, at hun ikke kan huske hvordan vi havde det inden. Jeg vil ikke have, hun skulle være så ulykkelig, som jeg var, da vores mor forsvandt. Siden jeg begyndte at lave mad sammen med Katie, var jeg dog også blevet god til det.

    Katie var 5 år yngre end mig. Hun var lige blevet 12 og jeg fyldte 17 om 2 måneder. Jeg syntes, der var stor aldersforskel mellem os, men jeg kunne stadig godt lide at være sammen med hende og underholde hende – Katie gjorde, at jeg følte, jeg havde ’mening’ i mit mærkelige liv. Jeg vidste, hun havde brug for mig i huset, så hun var en grund til, at jeg endnu blev derhjemme. Var det ikke for hende, ville jeg ikke kunne holde ud at være her.

    Da Katie og jeg nåede ned i køkkenet og fandt bogen frem, nåede jeg slet ikke at bladre særlig langt i bogen, før Katie fandt en ret hun syntes, hun havde lyst til at spise. Det blev nudelsuppe. Vi havde ikke alle ingredienserne hjemme, men Katie ville så gerne have nudelsuppe, så vi gik en tur ned til den nærmeste kiosk, hvor vi fik købt ind.

    Det tog ikke lang tid at forberede aftensmaden, og inden længe sad Katie og jeg og spiste aftensmad ved spisebordet i køkkenet.

    ”Smager det godt?” spurgte jeg Katie med et smil. Hun nikkede.

    ”Jeg elsker, når du laver aftensmaden, Nikki” sagde hun med et smil. Jeg smilte tilbage.

    ”Har du nogen lektier for til i morgen?” spurgte jeg hende og hun nikkede igen.

    ”Kun lidt matematik” svarede hun.

    ”Noget du har brug for hjælp til?” spurgte jeg igen og tog en skefuld suppe i munden. Jeg var ikke blandt de klogeste i klassen, men jeg kunne nogenlunde finde ud af de ting, vi lavede i skolen. Jeg kunne også nok til at kunne hjælpe Katie, hvis hun fik brug for det, så det gjorde jeg somme tider.

    Hun nåede ikke at svare, før hun begyndte at hoste kraftigt. Hun må have fået noget af suppen galt i halsen, og blev ved med at hoste. Jeg skulle lige til at rejse mig, men følte pludselig at suppen i min mund blev varmere og varmere og følte en stikkende smerte mod min tunge. Jeg måtte straks spytte suppen ud, og skyndte mig at løbe ud i køkkenet, for at få noget koldt vand i munden. Katie kom lidt efter løbende ud til mig i køkkenet.

    ”Hvad skete der??” spurgte hun forvirret. Jeg havde fået munden kølet ned, men det gjorde stadig afsindigt ondt.

    ”Hvorfor gjorde du det??” spurgte jeg hende. Det gjorde ondt at tale, så jeg mumlede mere ordene. Jeg var forvirret, og en smule irriteret.

    ”Hvad mener du?” hun kiggede endnu mere forvirret på mig.

    ”Min tunge! Du brændte den – vandet, du varmede det op,” det gjorde stadig ondt at snakke, så jeg forsøgte at gøre det så lidt som muligt.

    ”Hvad?”

    ”Katie – har du ingen anelse om, hvad du gjorde?”

    ”Nej, jeg ved ikke, hvad du taler om,” jeg kunne se, hun sagde sandheden. Jeg kiggede længe på hende, inden jeg sagde noget.

    ”Det ser vist ud til, vi lige er blevet én mere i familien, der skal have styr på sine særlige evner,” mumlede jeg stille.

 

    ”Ikke tale om!” min far sagde det i en tone, der virkeligt understregede hans strenge beslutning.

    ”Men, far, du er nødt til det! Hun har lige opdaget sine evner i dag, vil du ikke godt bare høre på, hvad det var, hun gjorde?” spurgte jeg. Han tøvede et øjeblik, inden han svarede.

    ”Nej, så er det godt Nicole! Jeg vil ikke høre et ord mere!” Dette var hans sidste ord, inden han forlod køkkenet og lod mig stå derinde alene. Jeg sukkede og kiggede ud gennem vinduet. Det var blevet mørkt og kun få biler kørte engang i mellem gennem gaden. Storartet, tænkte jeg. Min far nægtede at hjælpe min søster med at lære at træne sine evner. Han ville engang lytte til, hvad der skete i dag. Jeg vidste, min søster havde brug for at lære, hvordan hun kan kontrollere sine evner. Hun havde ingen kontrol over dem tidligere i dag, da hun fik suppen til at koge i min mund. Jeg vidste endnu ikke meget om hendes nyopdagede evne, men jeg gættede på, at hun kunne manipulere med temperaturen på vand. Min far havde den evne, at han kunne flytte rundt på vand og dermed forstærke og formindske bølger – i det hele taget bare styre vand, og få det til at gøre, som han ville – og han havde fuldstændig kontrol over sin evne. Siden min mor forsvandt, har han dog ikke villet høre et eneste ord om familiens kræfter og han har selv opgivet at bruge sin evne.     Katie havde en evne, der ville kunne skabe megen skade, hvis ikke hun fik lært at kontrollere den. Jeg vidste en smule om familiens evner, men langt fra ligeså meget som min far. Jeg ville forsøge at få min far overtalt til lære hende at kontrollere dem igen, men hvis det ikke lykkedes, måtte jeg selv forsøge at guide hende igennem det, med den viden jeg nu havde.

    Jeg lod blikket falde på klokken en sidste gang, inden jeg forlod køkkenet, og gik op ad trapperne for at komme op til mit værelse. Klokken var halv 12 – det var blevet ret sent, da jeg havde ventet oppe, fordi jeg ville snakke med min far om Katies evner.

    Inde på mit værelse lagde jeg mig bare i min seng, og kiggede ud i værelset. En masse tanker fløj gennem hovedet på mig. Jeg kastede et blik på spejlet i værelset og lod blikket hvile lidt på det. Jeg lod mine blå øjne køre nedad mit spejlbillede og betragtede mig selv i refleksionen. Jeg var blevet lidt mørkere i huden, da det lige var begyndt at blive varmere i London – vi havde haft nogle få dage med masser af sol – og min hud opfanger hurtigt solens stråler. Mit ansigt kunne godt gå for at ligne en lille piges, uden makeup. Skolen havde strenge regler omkring makeup, men jeg har det på i skoletiden alligevel og har aldrig fået nogen bemærkninger fra omkring det. Det var heller ikke fordi, jeg gik med særlig meget makeup – det var for det meste bare mascara, men allerede dét skabte betydelige forandringer og jeg så ældre ud. Mit ansigt var omgivet af langt, brunt hår, der krøllede nogle steder, og gik mig til lige under brystkassen. Den brune farve havde en mørk undertone i det, men det var langt fra sort. Jeg var højere end de fleste piger på min alder, da jeg havde ret lange ben, men jeg var alligevel mindre end mange af de andre på min årgang. Mit tøj i dag bestod af sorte jeans og en sort, ærmeløs top. Det havde været en af byens varmere dage – men vi var jo også i slutningen af april. Som barn havde jeg altid været meget tynd, men det var blevet bedre, efter jeg var kommet i teenagealderen, hvor jeg kom i normalvægt, i modsætning til Katie, der altid har været på normalvægten. Jeg var ikke blandt de flotteste piger på skolen, men heller ikke blandt de grimmeste. Jeg havde skam lagt mærke til, at nogle drenge engang i mellem skævede min vej på gangene i skolen, men det var langt fra alle.

    Jeg lå længe oppe og lod tankerne få frit løb den aften. Jeg tænkte på, hvordan det var dengang vi var én stor, lykkelig familie og kunne ikke lade være med at sammenligne det med, hvordan det var nu. Jeg savnede det så meget. Før jeg havde vist af det, havde mit lykkelige liv ændret sig voldsomt. Jeg havde svært ved at acceptere det først, men det blev lettere med årene. Jeg kunne heller ikke lade være med at tænke på fremtiden. Hvordan ville det se ud i vores hjem om 5-10 år, hvis det fortsatte på denne måde?

    Jeg fik ikke meget søvn den aften, men var heller ikke særlig træt den følgende morgen. Min far havde lavet morgenmad, og Katie og jeg fik hurtigt spist og var hurtigt ude af døren. Da vi gik på 2 forskellige skoler, plejede far altid at køre Katie i skole, mens jeg tog enten bussen eller toget. På dage hvor far var på arbejde, stod jeg ekstra tidligt op, så jeg kunne nå hen på Katies skole i tide, og derefter hen på min egen. Vi boede i Lewisham, i den sydøstlige del af London, på Holme Lacey Road. Det var en forholdsvis lang gade (mente jeg, i hvert fald) og lignede et helt almindeligt kvarter i London, med masser af små og store familiehuse, på begge sider af gaden, der blev delt af en helt almindelig asfaltvej. Ingen ville nogensinde kunne gætte, at der boede en familie, der ikke helt var så normal, som den gav sig ud for, i det lille blå hus inde på gaden. Der boede vi nemlig, familien Donovan. Udefra set en ganske almindelig familie, der var gået gennem en tragisk oplevelse, der havde skabt afstande mellem os, og fået familiesammenholdet til at briste. Naboerne støttede og hjalp os dog så meget, de kunne. Familien Halderberg, der også boede på Dallinger Road, en gade, der ligger meget tæt på vores, havde endda Katie hjemme ved dem ret tit, da de kunne forstå, hvor hårdt det måtte være for min far med sit arbejde som politibetjent og så også at skulle tage sig af 2 børn, endda en på alder med Katie. Katie tilbragte meget tid hos familien Halderberg, da de også havde en datter på hendes alder. Hvis de bare vidste, hvem vi virkeligt var, ville de ikke være så belejlige med deres støtte. Det var jeg næsten helt sikker på.

    Jeg blev meget overset af familiens venner og bekendte, da de mente, Katie og min far måtte have det allerhårdest med mors forsvinden. Derfor kunne jeg rigtig godt lide at være i skolen. Det var en passage til det virkelige hverdagsliv for mig. Det var en pause fra min sære familietilværelse. I skolen behøvede jeg ikke tænke over noget af det, jeg grublede over sidste aften, for jeg havde travlt nok med at løse ligninger og lære grammatikregler udenad, og mine venner var der for mig. Jeg var bare Nikki Donovan, når jeg var sammen med mine venner. Skolen var min tilgang til det normale hverdagsliv, som en typisk, britisk teenager har. Fik jeg det af og til dårligt med min mors forsvinden, var de der også for mig.

    Hvad angik skolegang gik jeg i 1.g på Water Hill Secondary School i Hither Green området. Min familie plejede at bo tættere inde på centrum af byen, og jeg havde længere til skole, men efter min mor forsvandt, flyttede vores familie længere væk. Jeg foretrak at køre i tog, men fordi det var lettere at komme ned til skolen med bus, tog jeg altid i skole med en af busserne.

    Skoleuniformerne på min skole er mørkeblå, i modsætning til Katies, der var grønne. Vores uniformer ligner meget de ”klassiske” skoleuniformer her i England, med nederdel, blazer, små, sorte sko og lange hvide sokker, så det er, hvad jeg har på, på vej i skole. Drengeversionen af uniformerne er så med bukser i stedet for nederdel.

     Min skole, Water Hill, havde farverne blå og hvid. Det var en forholdsvis lille skole, i modsætning til de fleste andre gymnasier her i London. Udefra var det bare en kedelig, hvid bygning, med 2 etager. Indefra lignede det en typisk skole. Gange, med klasseværelser på begge sider, hvidmalede væge, og elever og lærere der hele tiden holdte liv i gangene, fordi de skulle skynde sig videre til deres næste lektion og hen i et nyt klasseværelse. Kantinen faldt uden for skolens farver, da den var gul. Skolens elever tilbragte deres frikvarterer i enten kantinen, eller den lille skolegård, der var omme bag bygningen. For min gruppe af venner, afhang det af vejret, om vi sad indenfor eller udenfor. Jeg havde min faste gruppe af venner, som jeg havde kendt siden de små klasser. Om morgenen mødtes vi altid i kantinen, inden vi gik til vores forskellige timer.

    ”Hey, Nikki!” jeg snurrede rundt på hælen, og så en velkendt skikkelse stå og vinke smilende til mig, længere nede ad gangen. Jeg ventede på hende, og hun kom op ved siden af mig.

    ”Er du klar til en ny skoledag?” spurgte hun smilende. Stephanie var en, der altid havde smilet med sig overalt hun gik, og kunne se det positive i næsten alting. Hun havde blondt hår, der var næsten ligeså langt som mit. I skolen havde hun det altid sat op i en hestehale. Hun havde store, brune øjne og en smule fregner over næsen.

    ”Til selve undervisningen, ikke rigtigt. Til at være sammen med jer igen, ja, altid” svarede jeg. Hun svarede ved at smile stort. Vi fortsatte sammen ind til kantinen, for at mødes med de andre.

    ”Der har vi dem jo! I kommer ret sent, vi skal jo til time lige om lidt” sagde Juan. Han sad på bordet sammen med Troy Summers og Scott Trueblood. Juan var fra Spanien, men det kunne man ikke høre på hans engelsk. Han lød ligeså britisk som jeg, og alle de andre i vores vennekreds. Han havde sort hår og brune øjne, og var en, alle pigerne havde et godt øje for på skolen. Troy havde kastanjebrunt hår og grønne øjne, mens Scott var lyshåret og havde blå øjne.

     ”Nej vi gør da ej, der er hele 5 minutter til undervisningen starter!” sagde Steph muntert. Vi blev ved med at snakke i de resterende 5 minutter inden vi skulle gå til hver vores time. Vi havde fremmedsprog i 1. lektion, og da jeg og Troy havde tysk, fulgtes vi ned til klasseværelset. Steph og Juan havde fransk, mens Scott havde spansk. Vores tysklærer, Vivianne Westeryaard, begyndte på et nyt tema i dag i tysk; Schicksal, eller skæbne, som vi bedre kendte det som. Mrs. Westeryaard elsker at se klassen deltage livligt i hendes undervisningen, så hun indledte lektionen ved at lade spørge klassen om, hvorvidt vi troede på skæbnen og ville så høre alle vores forskellige svar, selvom det somme tider var svært at formulere sig på tysk. Jeg havde planer om at holde mig så vidt som muligt ude af dagens debat, men Mrs. Westeryaard havde et falkeblik for at spotte elever, der forsøgte at undgå hendes opmærksomhed og som havde planer om ikke at sige et eneste ord på tysk i hendes lektioner.

    ”Und Nicole, was meinst du? Glaubst du auch an das Schicksal?“ Jeg sukkede, da Miss Westeryaard spurgte mig om, hvad jeg mente om skæbnen og om jeg troede på den. Jeg havde stadig ikke ændret indstilling om, at jeg ikke havde lyst til at ytre mig på tysk i dagens lektion, så jeg rystede bare på hovedet. Da Mrs. Westeryaard så sagde ordene ”warum nicht?” vidste jeg, at jeg ikke kom udenom at uddybe. Jeg vidste ikke rigtig, hvor min holdning til skæbnen lå. Jeg troede ikke på det med, at en persons liv var bestemt ud fra skæbnen og at alt, hvad vi gjorde i livet, var besluttet på forhånd. Jeg syntes, det var nyttesløst at gå og håbe, fordi man måske mener, at skæbnen alligevel har noget godt i sinde til en senere hen. Og jeg mente i hvert fald ikke, at skæbnen havde noget godt at komme med, hvis den fandtes. Dette forsøgte jeg at forklare på et noget gebrokkent tysk, hvorefter mine argumenter blev pillet ned af de andre piger i klassen. Jeg delte ikke den samme positive tilgang til troen på skæbnen, som de fleste af mine klassekammerater.

    ”Jeg forstår ikke, hvordan man slet ikke kan tro på skæbnen. Selvfølgelig skal man blive ved med at håbe og drømme, for hvad lever man ellers for?” sagde Andie Evans på perfekt tysk. Hun havde lige været et år i Tyskland, så mit tysk kunne slet ikke måle sig med hendes, hvilket gjorde det endnu sværere at få mine argumenter igennem.

    ”Hvad så, når du går og håber og drømmer i lang tid, og du i sidste ende opdager, at det ikke kommer til at gå i opfyldelse, det du har ventet på, skulle ske? Der er folk, der møder deres eneste ene på den mest eventyrlige måder, men er det så også deres skæbne, at de skal miste dem igen på en tragisk måde?” Jeg forsøgte mig, så godt jeg kunne på tysk. Og jeg kan til mit forsvar sige, at det ikke altid havde været sådan. Jeg var en stor fan af skæbnen engang. Engang for noget tid siden.

     ”Sådanne ting sker, men der er så meget mærkværdigt i verden, at det må have noget med skæbnen at gøre.” Sagde Andie. Jeg var ikke enig. Jeg foretrak ordinære ting og havde gennem årene fået nok af mærkværdigheder. Jeg havde ikke lyst til at argumentere videre med hende, og blev reddet af klokken, eftersom det ringede ud til at frikvarter lige efter.     I anden lektion havde vi kemi, hvor vores lærer, Karen Ellebrook, fortalte os om elektronegativitet og polære og upolære stoffer – i dag startede vi nemlig på et nyt tema inden for kemi; polaritet. Hun fortalte os meget detaljeret om polaritet, hvorefter vi fik at vide, at vi en af de følgende gange ville blive delt op i grupper, og så ville lave forsøg for at finde ud af, om nogle forskellige stoffer var polære eller upolære. Dette var jeg en smule nervøs for, da jeg havde kemi med Trevor McGreedy. Trevor var en, jeg helst undgik. Han var en af de personer på skolen, som alle helst bare skulle undgå. Han var, hvad vi i min vennekreds kaldte en typisk definition af en gymnasiebølle. Han gik altid ned ad gangene med sin klike lige i hælene, gav eleverne på de mindre årgange tæv og mobbede de elever, der havde et karaktergennemsnit, der var højere end hans eget. Ikke en, man havde lyst til at komme på tværs af. Mrs. Ellebrook havde også en tendens til at danne de mest umulige grupper i sine lektioner, at hun næsten skulle have fået en medalje for det. Hvis jeg kom i samme gruppe som Trevor, kunne det ende ude i noget grimt noget – for mig.

    Efter 2. lektion var der frokostpause, og fordi det regnede, sad min gruppe af venner og jeg og spiste indenfor.

    ”Har I hørt, at de åbner en ny skøjtehal? Den hedder Slippery Slides og åbner i næste uge, her nogle få kilometer uden for London?” indskød Stephanie helt spontant, efter vi lige havde afsluttet et samtaleemne om den sidste basketballkamp, vores skole havde tabt.

    ”Jeg har hørt om den, ja. Den skulle vist blive meget stor, og på åbningsdagen skulle det vist være meget billigt at komme ind.” føjede Juan til.

    ”Såååeh…” begyndte Stephanie. ”Giv mig én god grund til, at vi ikke skulle tage derned og skøjte..?”

    ”Ud at stå på skøjter? Næh nej, jeg tror jeg springer over.” svarede Scott.

    ”Det er heller ikke lige noget for mig. Desuden har jeg fodboldtræning den dag, det åbner” sagde Troy.

     ”Ej, come on!” udbrød Stephanie. “Hvor er I kedelige! Nikki, vær sød at fortælle mig at du tager med mig derhen…?”

    ”Selvfølgelig gør jeg det.” sagde jeg. Stephanie har altid været vild med at stå på skøjter. Det har været hendes store passion, og hun har gjort det lige siden hun var mindre. Jeg har aldrig været specielt god til det, men jeg var altid med Stephanie ude at skøjte, når hun spurgte om jeg ville med.

    ”Storslået! Er I andre nu sikre på, I ikke vil med? Jeg kan mærke, der kommer til at ske noget helt vildt! ” sagde Stephanie.

    ”Tjo, hvorfor ikke? Jeg har alligevel ikke andet at tage mig til næste lørdag. I’m game.” sagde Juan.

    ”Cool,” svarede Stephanie.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...