Når verden bryder sammen.

Hun vidste det fra det øjeblik hun så ham. At han var hendes soulmate.
Men hun var ikke forberedt på den smerte der førte med kærligheden.

14Likes
79Kommentarer
2297Visninger
AA

6. Smerten.

I det øjeblik brød hendes verden sammen. Smerten ramte hende igen og igen, som tusind slag, mod hendes bryst. Som tusind brændende nåle i hendes hjerte. Hvis hun ikke havde været sammen med hendes forældre, havde hun smidt sig på gulvet, krøllet sig sammen, skreget.

Men det kunne hun ikke... Hun kunne ikke vise nogen smerte, nogen følelser. Hun måtte lade som om alt var okay.  Da de gik ud af rummet, fik hun en stor trang til at løbe. Bare nå at finde ham. Hendes syn sløredes hele tiden af tårer, og hun var kun lettet, da hun så at det regnede udenfor. Så kunne hun skjule det lidt.

Køreturen hjem, var den længste køretur hun nogensinde havde kørt. For hver kilometer pressede tårerne sig mere og mere på. Fra radioen lød kærlighedssange, og hun havde lyst til at skrige. Overdøve dem.

Lige så snart hun kom hjem, gik hun i bad. Det var det eneste sted hun kunne være i fred, det eneste sted hun kunne græde. Hun kiggede sig selv i spejlet, og så den. Smerten. Den var skrevet ud over hendes ansigt. Hendes ansigt var vredet i et skrig, men ingen lyd kom ud. Hun følte en trang til at skrige smerten ud. Tårerne strømmede ud, som var hun en hysterisk lille unge. Og sådan fortsatte det. Dag efter dag. Uge efter uge. Måned efter måned.

Hun græd sig i søvn hver aften, til hendes øjne var tomme for vand. Hver eneste dag vågnede hun op, kun for at krumme sig sammen i forsterstilling, og skrige i hendes pude. Selv i skolen kunne hun ikke altid holde tårerne tilbage. Hun kunne ikke koncentrere sig om sit arbejde, fordi hendes blik sløredes af de mange tårer.

Hun var ligeglad med alt, alle. Intet betød noget for hende mere, andet end ham. Intet. Hendes venner som hun før havde elsket og grint med, var nu ligegyldige. Selv hendes forældre, som havde bragt hende til verden, var ligegyldige for hende.  Hun var ligeglad med hvordan hun så ud. Intet gjorde hun ud af sig selv, overhoved.  Efterhånden lærte hun at holde det inde. Hun opførte sig som en zombie, som en død, tom skal, når hun var sammen med folk. 

Hun stirrede ud i luften, var ligeglad. Fuldstændig ligeglad. Men så snart hun var alene, brød hun sammen. Som aldrig før. Hun hadede sig selv højere end noget andet. Ikke som andre teenagepiger, ikke hendes udseende. Nej, hun hadede hendes personlighed, hun hadede den pige hun var. Hun hadede hende, fordi hun havde ladet det eneste der betød noget for hende, slippe væk. Dag efter dag susede smerten rundt i hendes bryst, susede rundt i det hul som nu var i hendes hjerte. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...