Når verden bryder sammen.

Hun vidste det fra det øjeblik hun så ham. At han var hendes soulmate.
Men hun var ikke forberedt på den smerte der førte med kærligheden.

14Likes
79Kommentarer
2283Visninger
AA

5. Et sidste farvel.

Hun sad i bussen på vej til lufthavnen, og tænkte tilbage på de sidste par dage.

Hun havde nydt de sidste dage. Hun havde nydt solens sidste stråler på hendes krop. Hun havde nydt at spise på restaurant en sidste gang. Nydt den dejlige, græske mad, som altid duftede af fremmede, stærke krydderier. Hun havde sagt farvel til det hele, til hotellet, poolen, de dejlige tjenere.

Nu burde hun være klar til at tage hjem. Og hun burde være glad, ikke? Hun havde lige været på den mest fantastiske ferie hun nogensinde havde været på. Og nu skulle hun hjem og se alle sine venner igen.

Men sandheden var at hun havde grædt sig selv stille i søvn de sidste par aftener. For hver aften hun lagde sig til at sove, var der en dag mindre sammen med ham.  Hun blev ved med at sige at hun ville gøre noget ved det, at hun ville kæmpe indtil det sidste. Men hendes opgivende tårer fortalte hende noget andet. At det var slut. At hun i hvert fald ikke kunne få sig selv til at gøre mere.

Tiden i lufthavnen brugte hun på at sidde blandt en masse fremmede mennesker.  Meningsløs tid fløj afsted, imens hun kiggede på ham, og han på hende. Hvorfor gjorde de ikke noget? Hun vidste det ikke. 

Flyturen var smertefuld. Udenfor hendes vindue fløj verden forbi, landende passerede, imens tiden med ham blev kortere og kortere. 

Hurtigere end hun anede, var de tilbage i Danmark. Hun vidste det var slut, vidste at det var nu det var sidste gang.  Som hun stod og ventede på at hendes families bagage skulle komme, var hun ikke ked af det. For ligesom hver eneste gang han var i nærheden, forsvandt alle hendes bekymringer, alt mørket. Han var hendes glæde, hendes lys. Med ham følte hun sig hel. Hun kunne ikke være ulykkelig så længe han var i nærheden. Hun var fast besluttet på at tage alt hvad hun kunne få nu. Nyde hvert eneste øjeblik hun havde tilbage med ham. Nu var hun ligeglad med om hendes forældre så det, ligeglad med om alle så hvor meget hun kiggede på ham. Hun var ligeglad. De sidste øjenkontakter var de vigtigste. Og han havde det på samme måde. Det kunne hun se.

Da alle andre familier var gået, var der kun hans og hendes tilbage.  Hun kunne ikke lade være med at tænke på, at det blot var en af de mange "tilfældigheder".  Først gik hans glade, halvtykke far ud af døren. Man kunne tydeligt se på ham at ferien havde været god for ham, og at han var fuld af ny mod, ny glæde, ny styrke.  Derefter gik hans søde lillebror, efterfulgt af hans mor.  Han nærmede sig langsomt døren, imens han kiggede ned i gulvet. Lige inden han gik ud af døren, standsede han op.  Han så på hende, så ind i hende, som første gang deres øjne mødtes. Hans ansigt var dækket af sorgen, smerten. Hun kunne tydeligt se den, hun vidste den var der. Og hun vidste hvad han ville sige. Han ville sige farvel. Imens han holdt øjenkontakten med hende, forsvandt han ud af døren, ud i verden.

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...