Stella Montez

Stella Montez er en pige på 13 år som har en far fra Arabien og en mor fra Danmark. Stellas far bortfører hende til Arabien på hendes 13 års fødselsdag, det er der hendes historie begynder...

2Likes
12Kommentarer
1547Visninger
AA

1. Fanget..?

Lyset ramte mine øjne for første gang i flere dage, "far? Hvor er jeg!" råbte jeg ham ind i hoved, jeg var sikker på at jeg var i Arabien for min mor havde nemlig sagt at hun var bange for at min far ville tage mig med til Arabien. Min far satte tape for min mund og bar mig op på hans skulder, jeg prøvede at skrige men der kom kun et lille støn ud af min mund. Efter vi havde gået et stykke tid stoppede han op og åbnede et lem, som der var nede i jorden gemt under en masse skrald. Han kastede mig ned i hullet og jeg kunne mærke noget hårdt jord under mig. Mine tårer begyndte at flyde ned af mine kinder som et vandfald, der gik ikke meget tid før jeg stoppede min gråd og prøvede at tage tapet af min mund. Endelig! Jeg fik det af og kunne bedre trække vejret, på den der paniske måde som fortæller dig at din krop virkelig ikke har det godt. Klaustrofobien overmandede mig og jeg begyndte at hulke panisk og rullede mig sammen til sådan en kugle. Jeg mærkede hvordan frygten og overraskelsen sneg sig ind på mig. Jeg ville flygte. Det var et fakta men jeg ville stadig være forsigtig. Helt vildt forsigtig. Jeg nikkede for mig selv før jeg lukkede mine øjne og faldt i en drømmeløs søvn. Alligevel svævede jeg flere gange imellem virkeligheden og de mørke drømme.

Jeg ved ikke hvor længe jeg havde ligget stille men noget vækkede mig. Klonk! Lød det deroppe. En banken mod lemmen. Var der nogen som ville befrie mig? Lågen blev åbnet men jeg kunne ikke se nogle. Forsigtig begyndte jeg at kravle op af den rustne stige. Jeg var der næsten da stigens rustne trin gav sig og flækkedes. Det næste også til sidst var jeg kun to-tre skridt over jorden. "Hjælp!" sagde jeg hæst. Min stemme var mærkelig og anderledes. Det ekkoede i det alt for lille hul. Jeg begyndte at hulke højt og så et hoved mod det skarpe sollys. "Kom min pige," sagde en dyb stemme. Ikke min fars. Jeg rakte armene op og han hev mig op. Jeg var så lettet og gav en lille glad lyd fra mig. Jeg kiggede mig omkring. Intet var anderledes solen var ca. det samme sted. En hel dag? Tanken røg igennem mig og jeg mærkede hvordan forbløffelsen overtog mig. Jeg smilte til manden. Han smilte ikke men tog hårdt fast i mig og hev mig afsted mod en mørk lastbil. Jeg ville skrige men min stemme var for hæs. Jeg blev ført ind der hvor lasten plejer at være, der røg let lys ind og der var bænke? Det betød altså at der kunne sidde folk herinde. Manden rakte mig et krus med lunken vand. Det undrede mig at det var af ler men jeg drak det hele hurtigt. Han stilte en vandtank derind før han forsvandt. Jeg så en anden mand sidde i hjørnet. Min far. Han så dystert på mig. Bange fyldte jeg lerkruset med vand og slubrede halvdelen i mig.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...