Sindets Selvvalgte Selvmord


0Likes
0Kommentarer
682Visninger
AA

1. Sindets Selvvalgte Selvmord

Jeg kæmper mod mørket i mig selv, blir slået halvt ihjel.

Sidder i mit sinds spjæld, fyldt med paranoia og jalousi, alt imens suser livet forbi.

Trækker mig tilbage til mit ensomme kammer, der hvor intet mig rammer.

Sådan er det når man fortaber sig i smerte

 

Har lyst til at skrige, for du er min pige, men forholder mig stum, holder tand for tunge.

Lægge mig ned og give helt op, håbe på et hjertestop, mens jeg glider ned i afgrunden, som tårerne i min øjenkrog, jeg lukker

mine øjenlåg, kold, kynisk og rå.

 

Lader dem ikke falde, for de vil ramme jorden og knalde, en eksplosion der gør mig blind, døv, forstummet, blikket forsvundet,

stikket trukket, sindet og hjertet lukket.

Et fald så højt at min landing gør for ondt, mit hjerte revet ud, grundet smerten, må tilgivelsen komme fra det højeste bud,

Gud.

 

En sand fryd for øjet, men endnu ikke fordøjet, for kan ikke se mere, men jeg ler og ler.

Fin på facaden, men ødelagt indeni, og jeg går forbi, med min jernmaske på, viser ikke mit hjerte, min verden er gået i stå.

Så Medusa, blodet i mine årer forstenet, går helt ind til benet, et plet på grinet, det kan ikke være sandt, det var smerten der

vandt.

 

Brudstykker af mit, vores lykkelige liv, nu blot en giftig kniv i min krop, mit sekundære valg - At give op.

Mit primærvalg - Min sjæl er ikke til salg, forlader mig ikke på mørke, men i øjeblikket lever jeg i tørke, min hals tør, min krop

ør og intet kan rør' min kærlighedskrystal, jeg ved pinsel ikke er mit kald.

 

Alligevel er min melankoli ikke forbi, grundet lidelsen indeni, når du ser mine vinger sprede, ville jeg alt andet end hade - Et

tårefuldt suk, et ord om at jeg er smuk og du aldrig ønskede min flamme sku' sluk.

Jeg vil se din mascara løbe, en ting der vil røbe, din elskovssyge, tårer der falder som en byge, en visning af din ultimative

kærlighed, håber det vil give min sjæl evig fred.

 

Et kærligt blik, genindsætte mit livsstik, en ny begyndelse, en ny start, det ville være så rart.

Men jeg lover dig at når mine vinger er helt foldet ud, vil jeg rense din sjæls brud, få livet til at se smukt ud.

Der var aldrig tvivl, du var unik, ligesom kærlighed ved første blik.

Det var hinandens hjerter vi ville røre, uopdaget, at vi begge var skøre.

Det er en byrde at vide at jeg skal lide for at komme igennem på den anden side, på dødens skygge vil jeg ride, jeg vil ligge

og vride mit legeme, fyldt med Héme.

 

Min livsessens løber ud i sandet, skyllet væk af vandet, forsvinder fra landet, følelser blandet.

Tiden har haft sin effekt, reagerer i affekt, den har haft sin virkning, fra mit korpus lyder en knirkning.

Ligger i min seng, livets eng, et spyd fra Himmelen gennemborer mit bryst, udslukker min sidste røst, hvor ville jeg bare ligge

ved dit bryst.

 

Et sidste gisp forlader mine læber, det spænder i mine kæber, blodet flyder ud, det var min straf, jeg stod for skud.

Ingen ønsker om at dø, holder mig i livet, nægter at ta' det forgivet, men det har længe sivet ud, af sindets knuste rud'.

Alt det vi havde sammen det startede som noget der ikke ku' vælte, det var så smukt og uskyldigt, men endte i noget ondt og

ynkeligt, jalousi, drama på drama, det fortjente vi, det var vores karma.

Vi prøvede virkelig på at byg' noget smukt sammen, men selv de største imperier kan vendes rundt på vrangen, vi havde intet

lært af gangen på gangen.

 

Små ting der bliver kæmpestore, fører til sindets selvvalgte selvmord.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...