Before You Leave ❤ One Direction

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 25 feb. 2012
  • Opdateret: 10 jul. 2012
  • Status: Færdig
Aldrig havde hun fået en ordentlig chance for, at vise verden hvad hun virkelig duede til. For attenårige Chloe Middelton er dette tilfældet. Hun elsker at synge, hvilket tidligere har resulteret i hendes deltagelse i X-Factor. En oplevelse hun ville have for livet, men som også skulle ende med at have en masse følger med i baglommen.
Under X-Factors forløb ender Chloe med at danne tætte bånd med en middelaldrende dreng, der som hende selv, stiller op som solosolist.
Venskabet mellem de to ender med at blive uadskilleligt.
Med deres venskab som højdepunkt, ender flere og flere personer med at blive indblandet i netop détte unikke venskab.
Men måske kærlighed til en speciel ven kan være med til at sætte startskuddet for et nyt eventyr? Nye ting skal opleves, mens andre helst skal glemmes. Dog kan alt ikke viskes ud i hukommelsen. Nogle sår vil altid være åbne.

197Likes
456Kommentarer
44726Visninger
AA

35. Chloe Middelton

Var jeg ved at blive splitter ragende sindssyg? Det var som om, at jeg hele tiden kunne høre en stemme kalde på mig. Dog var det ikke bare hvilken som helst stemme. Nej rettere sagt var det hans stemme. ”Mor er det bare mig, eller er der en som råber mit navn?” Hvis min mor ikke kunne bekræfte at mit navn blev nævnt, måtte det udelukkende være mig der var noget galt med. Hun rystede kort på hovedet. ”Nej jeg kan ikke høre noget, min skat. Måske er det fordi du allerede savner dine venner, så du derfor bilder dig selv ind, at de kalder på dig.” Den måde hun forklarede det på, fik mig til at fremstå som en lille pige på godt og vel fem år. En lille pige, som ikke kunne tage vare på sig selv, og som troede på ting der ikke engang fandtes. Hurtigt slog jeg så tanken om en mulig kalden ud af hovedet, hvorefter jeg prøvede at fokusere på rejsen. Alligevel var det dog som om, at stemmen blev ved med at gentage mit navn. Som ville han virkelig i kontakt med mig. ”Kom nu min pige. Jeg ved det er hårdt at give afkald på dit liv her i England, men nye eventyr venter lige rundt om hjørnet. Du er nødt til at give slip.” Min far tog stille en arm om min skulder, for dels at berolige mig, men også for at føre mig det sidste mod gaten – B7.

Jeg sukkede kort, da min far så valgte at slippe grebet om mig, for derefter at tage min mor i hånden. Og som jeg troede jeg var alene igen, i min egen verden, hørte jeg for tredje gang mit navn blive nævnt.  Uden egentligt at vide hvad jeg skulle kigge efter, vendte jeg mig en halv omgang og spejdede ud over alle de rejsende omkring mig. Da der var intet af se, og ingen tegn på den velkendte drenge stemme, måtte jeg sørgmodigt gå videre med min kuffert slæbende efter mig. Hvordan kunne det være, at jeg blev ved med at høre ting? Ting som ikke engang var en realitet, men som nærmere var en illustration som jeg håbede var virkelighed?

Flere tanker nåede ikke gennem mit hoved, da jeg blev afbrudt af en prikken på min skulder. Inden jeg kunne nå at vende mig om, blev jeg nærmest slynget en halv omgang, hvorefter et par bløde læber lagde sig på mine. Hans læber. Uden yderligt at tænke på konsekvenserne ved vores kys, og på folkene omkring os, lagde jeg mine arme om nakken på ham og kyssede blidt med. Da kysset skulle til at udvikle sig, valgte jeg dog at stoppe op og trække mig ud. ”Liam hvad laver du her?” Selvom jeg tidligere kunne ’genkende’ hans læber, stod det først helt klart for mig efterfølgendende, at han egentligt ikke var en halluciation. Han var ægte og virkelig. ”Jeg måtte se dig en sidste gang inden du forlod landet,” forklarede han sagte, så kun vi to kunne høre det. Dog var det alligevel ikke just positivt at han dukkede op midt i lufthavnen få minutter inden vi skulle tjekke ind, og gøre os klar til at lette. Han gjorde det hele så svært for mig. ”Liam… Jeg kan ik..” Inden jeg nåede at sige mere havde han allerede afbrudt mig: ”Vi skal nok finde ud af noget Chloe.” Det lød så overbevisende det han fortalte mig. Alligevel endte jeg med at ryste på hovedet. ”Jeg kan ikke.” Tre korte ord, som i sidste ende havde en så stor betydning at verden næsten stod stille for vores fødder. Tre ord som forlod mine læber.

“Lov mig at dette ikke er slutningen.”

Du hvisker det så stille til mig. Jeg lukker hårdt mine øjne i, for at glemme den sorg og smerte jeg nu må leve side om side med. Bare jeg kan give dig et positivt svar med på rejsen, også selvom jeg ved at det bliver svært. For intet ved denne situation er positivt. Det er det stik modsatte – negativt.

”Vi kan ikke være sammen mere,” må jeg til sidst forklare dig. Tårerne har formet sig i mine øjenkroge, og der skal ikke meget til før de vil trille ned af mine kinder.

”Ikke sig sådan,” bliver du ved, mens du blidt kærtegner mit ene kindben. Kan du ikke bare lade være med at være så sød? Så vil det hele være lettere for mig, for du hjælper mig ikke just på vej. Det er først da dine læber rammer min pande en sidste gang, at jeg indser hvilken situation vi to står i. Jeg er ved at miste dig, og i sidste ende kan jeg ikke gøre noget ved det.

”Du er nødt til at leve dit liv, som har jeg aldrig været en del af det. For at vi ikke skal være kede af det i for lang tid, så må du glemme mig. Det er du nødt til. Glem alt om mig og find en ny og smuk pige. Du fortjener meget bedre.” Ordene har svært ved at komme ud af min mund. Dog er jeg nødt til at forklare dem for dig inden det er for sent.

”Hvad nu hvis jeg ikke vil glemme dig. Hvad nu hvis jeg kun vil have dig og ingen andre? Hvad nu hvis…” Jeg kærtegner forsigtigt din kind, som et tegn på at du skal tie stille. Dine ord gør det alligevel kun sværere end det i forvejen er. 

”Du er nødt til at glemme mig. Uanset hvilke midler der må tages i brug.”

Det hele gik så hurtigt, at jeg næsten ikke nåede at opfange tårerne, der lydløst løb ned at mine kinder. Ligeså havde tårerne formet sig i Liams øjenkroge. Det at skulle bede ham om at glemme mig, ville aldrig have været min hensigt. Dog ville jeg ikke have ham til at sørge over en ting som denne. Han skulle ikke være ked af det, fordi jeg skulle flytte. For i sidste ende fortjente han bedre end mig. ”Du ved jeg holder ufatteligt meget af dig, Liam. Men… Jeg vil ikke kunne leve med at du skulle sidde tilbage i England med savn så stort. I sandhed kommer jeg jo selv til at sidde med et lige så stort savn til dig.” Jeg hviskede ordene så stille. Det gjorde ondt at såre ham. Det at skulle lægge mine følelser for Liam på hylden ville blive en prøvelse, dog vidste jeg også, at jeg var nødt til det. ”Jeg kan besøge dig hver gang vi er på tour i USA, og når drengene og jeg har ferie kan vi rejse over til dig,” foreslog han, som ville han under ingen omstændigheder give slip på det vi havde for hinanden. Men jeg forstod ham – hvis jeg havde en mulighed for at omfavne ham i al evighed ville jeg gøre det. ”Det går ikke. Vi er nødt til at give slip på hinanden. Jeg møder nye mennesker, og du skal ud og opleve verden. Du skal udleve din drøm, og det vil jeg ikke stå i vejen for.” Inden han kunne at svare mig, tog jeg hans hænder i mine, hvorefter jeg lod mine læber strejfe hans en sidste gang, inden vores veje skulle skilles. Jeg blev nødt til at føle hans kys inden jeg rejste. Bare en sidste gang. ”Farvel Liam. Pas på dig selv, og lov mig at du kommer videre. Find en ny smuk pige og giv hende al den kærlighed du ville have givet til mig. Husk på – jeg holder ubeskriveligt meget af dig.” Han tørrede forsigtigt mine tårer væk med to fingre, og kiggede så ned i jorden. Hans hænder lagde sig om mine.  Hvorfor gjorde han også det hele så svært for mig? Hvorfor kunne jeg ikke lade mine forældre rejse videre, hvor jeg så kunne blive ved Liams side? ”Jeg kommer til at savne dig.” Og med de ord vendte jeg om på hælen, og lod så mine hænder glide ud af hans. Min mor stod et stykke fra mig med åbne arme. Hun havde tydeligvis set og fulgt med i hele forløbet, og tænkte sikkert at jeg kunne bruge noget omsorg på nuværende tidspunkt. Alt mellem Liam og jeg kendte hun til, hvilket betød at hun også kendte til mine følelser for ham. Mine stærke følelser.

Inden omverdenen kom tilbage omkring mig, nåede jeg at høre Liam sige fem sidste ord til mig: "Jeg vil aldrig glemme dig."Aldrig havde en dreng sagt sådanne ord til mig, og det at han skulle bringe ord som disse, på banen på et tidspunkt som dette, fik mig til at indse én ting -Inderst inde ville jeg heller ikke glemme ham ... Aldrig!

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...