Before You Leave ❤ One Direction

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 25 feb. 2012
  • Opdateret: 10 jul. 2012
  • Status: Færdig
Aldrig havde hun fået en ordentlig chance for, at vise verden hvad hun virkelig duede til. For attenårige Chloe Middelton er dette tilfældet. Hun elsker at synge, hvilket tidligere har resulteret i hendes deltagelse i X-Factor. En oplevelse hun ville have for livet, men som også skulle ende med at have en masse følger med i baglommen.
Under X-Factors forløb ender Chloe med at danne tætte bånd med en middelaldrende dreng, der som hende selv, stiller op som solosolist.
Venskabet mellem de to ender med at blive uadskilleligt.
Med deres venskab som højdepunkt, ender flere og flere personer med at blive indblandet i netop détte unikke venskab.
Men måske kærlighed til en speciel ven kan være med til at sætte startskuddet for et nyt eventyr? Nye ting skal opleves, mens andre helst skal glemmes. Dog kan alt ikke viskes ud i hukommelsen. Nogle sår vil altid være åbne.

197Likes
456Kommentarer
44719Visninger
AA

29. Chloe Middelton

Solen skinnede højt på himlen. Himlen var næsten helt skyfri, og vinden var ikke speciel stærk.  Ja, i det hele taget var vejret ufatteligt godt. Måske havde det været grunden til, at jeg tidligere havde valgt at trække i et par Nike sko, for derefter at gå en lang tur. Jeg havde nogle tanker jeg skulle have styr på, så hvad var bedre end at tænke alle tingene igennem, ved at gå i sin egen verden?

Mens jeg gik, lyttede jeg til fuglenes kvidren og græsset rislen, når vinden strøg gennem det. Det var dage som denne, der virkelig fik mig til at værdsætte livet og dets glæder. For hvorfor fokusere på alle de dårlige ting i livet, når vi alligevel alle sammen var omgivet af lige så mange gode og positive ting? Selvfølgelig ville der altid være negative og dårlige ting, som ville ramme en os som man ikke just ville komme over på nul komma fem, men jo længere tid der gik, jo mere lærte man også at leve med det.

Fuglenes kvidren fik mig til at tænke på et helt bestemt boyband. Som sædvandligt var mine tanker hos Niall, Liam, Louis, Zayn og Harry. Fem drenge som jeg havde fået et ubeskriveligt godt venskab til på ingen tid. Et boyband som både havde min bedste ven, tre af mine andre gode venner, men som også havde min ”Love-interest” som medlem. Godt nok havde jeg kendt Niall siden vores begges optræden i X-Factor, men havde det ikke været for hans gå-på-mod dengang, var han måske ikke blevet sat sammen med de fire andre drenge. Og hvor havde vi så alle været den dag i dag? Måske ville de fem drenge ikke ane noget til hinanden, måske ville Niall ikke være min bedste ven som han var på nuværende tidspunkt – og måske havde jeg, højst sansynligt, slet ikke udviklet følelser for Liam. Så mange spørgsmål kørte gennem mit hoved, da jeg gik for mig selv. Spørgsmål som ingen egentligt havde et ordentligt svar på. Svar som ikke engang jeg selv havde den fjerneste anelse om.

Dog blev jeg afbrudt i min indviklede tankegang, ved min telefons ringetone. ”Hej mor,” sagde jeg hurtigt, da forbindelsen var oprettet til den modsatte mobil. Inden jeg fik taget mobilen op til øret, havde jeg set min mors navn på skærmen, hvilket var gunden til min hurtige indskydelse. ”Hej skat. Er der mulighed for, at du kan komme hjem hurtigst muligt? Din far og jeg, har noget vi meget gerne vil snakke med dig om,” forklarede hun i korte træk. Men hvad kunne dog være så alvorligt, at det ikke kunne vente en time eller to? Hun ligefrem beordrede mig hjem. ”Jeg skal nok vende snude hjemad så. Vi ses om små ti minutter.” Derved afbrød jeg hurtigt forbindelsen med min mor, mens jeg på samme tid drejede en halv omgang på hælen, for derefter at fortsætte hjemad.

 

       •(♥).•*´¨`*•♥•(★)•♥•*´¨`*•.(♥)•

 

Noget alvorligt var ved at ske. Det havde jeg på fornemmelsen. Hvorfor skulle mine forældre ellers bede mig om at slappe af og sætte mig i sofaen, så snart jeg havde stukket min ene fod ind af hoveddøren? Selv havde de placeret sig overfor mig i den modsatte sofa, mens de så alvorligt på mig. Hvad var det der nagede dem så meget, at de pludseligt valgte at lade deres blikke være kolde?

Svaret var egentligt enkel - Noget her var helt galt.

”Chloe, skat,” startede min mor ud, mens hendes ansigt trak op i en forpint mine. Kort sukkede hun, inden hun så valgte at fortsætte; ”måske kommer det bag på dig, men vores tid her i Ramsgate er ved at være slut. Vi skal ud og opleve nye ting og møde nye mennesker.” Egentligt forstod jeg ikke hvad hun prøvede på at fortælle mig. Hentydede hun til, at jeg skulle tage fri fra skolen i et stykke tid, så vi kunne rejse rundt i verden og opleve nye ting? Havde mine forældre endelig taget mit længe eftertragtede spørgsmål, om en jordomrejse til dem? Så som jeg forstod situationen, valgte jeg at storsmile og håbe på det bedste. Dog skulle det hele, kort tid efter, ende med at ramle sammen for fødderne af mig.

”Det er ikke nogen ferie vi skal ud på, min pige. Vi har valgt forlade England. Pakke vores ting sammen, slukke lyset og sætte kurs mod nye højder.” Min far prøvede nu at supplere min mor, da han nemt kunne se, at jeg nu var forvirret over deres tidligere dårlige hentydninger. For hvad var det lige de prøvede på at fortælle mig? Kunne de ikke bare komme til sagen, så al min tvivl ville forsvinde og jeg kunne komme i gang med andre ting, end at ’hyggesnakke’ med dem? For eksempel havde jeg nogle lektier til engelsktimen dagen efter, som gerne skulle nås at gøres færdigt inden jeg ville putte mig under min varme dyne, og svinde smilende mod drømmeland. ”Kan du måske uddybe det lidt, far?” prøvede jeg på at sige, for at få et mere konkret svar på deres tidligere forvirrende hentydninger. Denne gang var det så min tur til at sukke. Hurtigt udvekslede han et strengt, men dog sørgmodigt blik med min mor, hvorefter hun trist nikkede på hovedet. Hvorfor var de begge så triste, men dog så alvorlige? ”Inden vi går til sagen skal du vide én ting. Intet ved dette valg har haft noget med dig at gøre, men vi tænkte på nogle andre muligheder for vores fremtid og kom frem til…” Min mor som igen havde taget ordet, valgte at stoppe sig selv midt i sætningen. Dog endte det så med at min far igen endte med at supplere hende, for derved at lægge sidste hånd på deres forklaringer:

”Vi har valgt at vi skal flytte.”

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...