Before You Leave ❤ One Direction

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 25 feb. 2012
  • Opdateret: 10 jul. 2012
  • Status: Færdig
Aldrig havde hun fået en ordentlig chance for, at vise verden hvad hun virkelig duede til. For attenårige Chloe Middelton er dette tilfældet. Hun elsker at synge, hvilket tidligere har resulteret i hendes deltagelse i X-Factor. En oplevelse hun ville have for livet, men som også skulle ende med at have en masse følger med i baglommen.
Under X-Factors forløb ender Chloe med at danne tætte bånd med en middelaldrende dreng, der som hende selv, stiller op som solosolist.
Venskabet mellem de to ender med at blive uadskilleligt.
Med deres venskab som højdepunkt, ender flere og flere personer med at blive indblandet i netop détte unikke venskab.
Men måske kærlighed til en speciel ven kan være med til at sætte startskuddet for et nyt eventyr? Nye ting skal opleves, mens andre helst skal glemmes. Dog kan alt ikke viskes ud i hukommelsen. Nogle sår vil altid være åbne.

197Likes
456Kommentarer
44612Visninger
AA

17. Chloe Middelton

Månen stod allerede højt på himlen, da Liam og jeg gik sammen ad parkens lange og snoede stier. Jeg havde valgt at takke ”ja” til hans tilbud om at tage mig med ud på en date. Et valg som jeg ikke havde fortrudt – endnu! ”Da jeg var mindre, plejede at tit at komme her med mine forældre. Men da jeg blev ældre bruge jeg dog en del tid alene på en bænk lige herovre,” sagde jeg, da vi havde gået i stilhed i et stykke tid. Hvis Liam og jeg skulle tættere på hinanden venskabsmæssigt, ville det vel altid være en god idé at fortælle hinanden om vores liv. Mest af alt ville jeg vel gerne høre om hans liv, da mit ikke ligefrem var noget at prale af. ”Så du er altså enebarn, hvis jeg forstår det ret?” Hans blik mødte mit, mens jeg kort tid efter blev fanget af hans varme brune øjne, der så smukt funklede i skæret fra månen. Mit svar til hans spørgsmål blev bare et nik på hovedet, hvorefter stilheden igen lagde sig over os – troede jeg. Liam havde en anden plan. ”Kan du måske vise mig den bænk, du plejede at tilbringe til på? Det kunne være rart hvis vi kunne slå os ned.” Hurtigt blinkede han med sit ene øje, hvilket fik mig til at grine. Han var sådan en charmetrold. Men det endte med at jeg viste vej hen til denne specielle bænk, hvor jeg havde brugt en del tid når jeg havde brug for at være lidt alene.

”Jeg er glad for at have mødt dig,” måtte jeg erkende, da vi havde siddet på bænken i små fem minutter. Vi sad et godt stykke fra hinanden, som ville vi ikke have kropskontakt på nogen måde. En ting der egentligt var rimelig komisk. For hvorfor kunne vi ikke bare sidde lidt tæt? Altså det betød jo ikke at vi havde noget sammen hvis det var tilfældet – men det med at sidde i hver sin enden af bænken var lidt til grin. ”Ditto,” grinte han, som tog han slet ikke min hentydning alvorlig. Selvfølgelig vidste jeg godt hvad ”ditto” betød, dog ville jeg bare ønske at han sagde det på en anden måde end bare med et to-stavelses ord. ”Hvis jeg selv skal sige det, uden nogen andre hører det udover dig, så er jeg også utroligt glad for at du er kommet ind i mit liv. Godt nok var det på en lidt underlig måde. Jeg mener – du husker vel dengang jeg åbnede døren, og ingen af os kunne kende forskel på op eller ned.” Bare det at han fortsatte med at snakke, og ikke bare lod samtalen stoppe op med et ”ditto”, gjorde mig glad. Af de ting han så også valgte at nævne, fik mig til at grine. ”Det er nogle gange at de mest akavede situationer udvikler sig til noget godt. For se bare hvor vi sidder i dag. Hvem havde troet at da jeg så dig første gang, og du så mig, at vi nogensinde skulle tage på en date sammen?” sagde jeg, som havde en date med Liam aldrig skænket mig en tanke. Dog var jeg glad for, at han valgte at møde op her i Ramsgate inden turen ville gå til USA for de fem drenge. Hvis jeg selv skulle sige det, så nød jeg at være i hans selvskab. Ikke nok med at han så godt ud og havde det glimt i øjnene alle pigerne elskede, så var han også noget af det sødeste jeg nogensinde havde mødt. Men det havde jo bare vidst sig, at ligge til drengene i One Direction. ”Jeg tror hvertfald ikke at de andre drenge havde forudset det.” ”Eller måske havde de,” brød jeg ind. For hvorfor skulle de ellers ”tvinge” Liam til at tage over til mig? Det kunne ikke bare være for hyggens skyld – der måtte simpelthen ligge noget andet bag. ”Tror du, at de prøver på at smede os sammen på en måde? Du ved, prøver på at få os til at tilbringe så meget tid sammen som overhovedet muligt, hvor vi måske derefter vil kunne udvikle det til mere end bare snak og kram?” foreslog jeg, som kunne jeg lige forestille mig, især Niall, stå og forklare Zayn, Harry og Louis hvordan de skulle gå til værks med deres plan. En tankegang som endnu en gang fik mig til at grine. Egentligt havde jeg ikke lavet andet end at grine hele aftenen. Noget som bare var med til at gøre denne aften helt specielt. Jeg følte mig altid så godt tilpas når Liam var ved min side og grinte med mig. Dog kunne han til tider også finde på at grine af mig. Ikke så fedt. ”De kunne godt finde på det. Siden jeg har været en del nede over det med Danielle inden du kom og besøgte os, tror jeg at de indså hvor glad jeg var i dit selvskab. Måske kan det have noget med det at gøre,” indrømmede han så, hvilket gjorde ham enig i mine beretninger om de andre og deres skumle planer. Mens vi snakkede, rykkede vi begge to tættere på hinanden, så pladsen midt på bænken blev erstattet, af den afstand der mellem os blev mindre og mindre.

Igen fangede jeg hans blik, hvorpå jeg begyndte at smile som en gal. Måske var der alligevel noget om snakken. For hvad hvis det de andre drenge havde gang i, i sidste ende godt kunne føre Liam og jeg sammen? Hvad hvis der ville ske noget uventet mellem os, og vi kom til at have nærkontakt? Flere tanker nåede dog ikke gennem mit hoved, da Liams telefon pludselig begyndte at kime nede i hans bukselomme. Typisk. Han drejede hovedet mod mig, med et spørgende blik. Kort, men smilende, nikkede jeg på hovedet som et tegn på, at det var iorden at han besvarede opkaldet. Tænk nu hvis det var noget vigtigt.

Liam smilte hurtigt tilbage, og besvarede det så. Han valgte ikke at forlade mig og efterlade mig alene, men drejede sig bare halvfems grader på bænken, hvorefter han så begyndte at snakke: ”Det er forhåbentligt løgn.” – var det eneste jeg hørte ham sige, inden jeg koblede fuldstændigt fra. Hvad var der sket?

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...