En Nødvendighed


0Likes
0Kommentarer
578Visninger
AA

1. En Nødvendighed

Mit liv passerer revy.

En pine, agoni, slagmarken var mit kærlige hjem i så mange år, lærte ved disciplin, fysisk smerte, psykisk smerte,

udholdelsen af dødens favntag i det afkræftede legeme, en udfordring, en udvikling.

Mine minder, kærtegner mit sind, glæder min krop, simpelt.

Trænet, tålmodig. Vild, utæmmet.

En udfoldelse af ubeskrivelig magt, dansende med skæbnens klinge i hånd, tog menneskers skæbne fra dem, deres sjæl

revet ud af deres svagelige legeme.

Jeg har aldrig tænkt på mennesker som andet end hjernevaskede, stupide dyr.

Deres liv, deres urenhed, deres tanker, deres handlinger.

Mens jeg tog deres liv fra dem, et hug, et stik, en afhugning, jeg gjorde verden en tjeneste.

De frygtede mig, de skreg, bad Gud om hjælp, men jeg er hans ridder, terror fyldte deres sind, nogle flygtede hjælpeløst væk.

Mit lys er stærkt, men ligeså er mit mørke, en aktivering af hadet, jeres handlinger der ikke kan ændres, I dør.

Endnu en skal faldt til jorden, tømt for essens, indhold, endnu en god gerning.

En klinge mod min hals, jeg ser alt, refleksionen af jeres tankespind, forudsigelighed, jeg læser jer, I er åbne bøger, jeg har

studeret jer så længe.

Ejermanden skriger, klingen på jorden, manglen på en legemsdel.

Adrenalinen i kroppen, dopamin, endnu en sejr, endnu en dag.

Min favorit tid var dengang, et simpelt liv, mig, min klinge, mit liv, deres liv.

Ingen forstod mig, jeg levede i renhed, de levede i urenhed, jeg var aldrig som dem.

Mit cølibat, min disciplin, styrkelse af sind, sjæl, hjerte og krop.

Jeg levede for at kæmpe, kæmpede for at leve, en benzin, mine følelser aggression, vrede, had, sorg.

Royal kriger, gik hurtigt op gennem rangeringen, men var ligeglad, vidste I sidste ende at jeg lå over dem alle, de er jo blot

mennesker, dødelige.

Men med mere formel magt opnåede jeg mere styrke, kunne skabe mere kaos.

Pludselig havde jeg loyale undersåtter, krigere der vil gå i døden for mit liv, det utagelige.

Udfordringen lå nu i at mindske egne tab, forøge fjendens.

Altid selv i kamp, kunne ikke leve uden min klinge i fjenders legemer, deres blod, deres pinsel, deres lidelse.

Døende kravlede over slagmarken, deres faldne kammerater, stønnede udmattende, døende, frygtende, døden holdte dem,

deres skæbnesnor klippet over af skæbnegudinderne.

Blev et frygtsomt symbol på slagmarken, ren død, min strategi overlegen, uovermenneskelig, de vidste det, indså det

langsomt med tiden.

Udenfor slagmarken, diplomatisk, fulgte hvem jeg ville, opnåelse af mine mål, mine principper, mine normer.

Mit sprog, delikat, graciøst, flydende, en elegance og en formulering der overgik deres fantasier, deres drømme, mine ord gik

ind i deres hjerter, deres sind, fuld kontrol.

Karismatisk, en charmør uden lige, kvinder faldt i dåne over mig, min magt, min personlighed.

Mændene beundrede mit mod, min styrke, andre misundende, hadende, frygtsomme, mennesket frygter hvad de ikke forstår,

ellers tager fascination pladsen.

Årerne gik, kedsomhed, mine strategier perfekterede, ufejlbarlige.

Mennesket begik de samme fejl, umulige at lære op.

Umulige at hjælpe, så jeg hjalp mig selv ved at ende det jeg hadede, deres liv.

Lidelsen svandt ikke, for deres fejlfulde handlinger forsatte.

Skadede de rene, de uskyldige, ødelagde livet for dem der fortjente det.

Måtte forsvinde, min blodlyst stor, enorm, kolossal, måtte søge noget andet, noget mere.

Mennesket fejlbarligt, hadede det, de fyldte mig med den pinsel de fyldte andre med, deres medmennesker.

Naturen, smuk, gav mig ro i sindet, lod mig hvile, gav mig andet at tænke på.

Livet i skoven, fangsten af dyr, et rent liv, levede i harmoni med dyrene, spiste hvad jeg havde brug for, en balance.

Væk fra mennesket, civilisationen.

Et opbrud, mennesket kom, huggede træer, ødelagde træerne, naturen, de ødelægger alting.

Som virus, fra et sted til et andet, ødelægger alt de rører ved, inficerer det, korrupterer det.

Dræbte mange, de frygtede nogle dele af skoven, men de kom fra alle sider, ødelagde den.

Jeg flygtede, måtte ikke dræbe mere, måtte leve rent, godt, fri fra denne synd.

Min flugt gik hurtigt, natten var ung, dagen ligeså.

Himlen var nu altid så smuk, jeg elskede den, et maleri, evigt skiftende.

Solen, skyerne, et billede så glansfuldt, konstant skiftende, varmen.

Månen, stjernerne, en verden af mystik og uendelighed, kulden.

Min kontinuerlige færden i verden blev ensom, havde den altid været.

Levede med dyrene, min flok, mit pak.

Men mennesket frygter som sagt det de ikke forstår, dræbte mine brødre, søstre, ulvene.

Åd for deres egne behov, ukontrolleret, ubalanceret.

Tiderne ændrede sig, tiderne ændrer sig altid.

Jeg havde opnået så mange ting, der for mennesker ligger langt væk.

Reflekterede dagligt, min fortid, mine handlinger, mine mord.

Ustoppelig, viden om alt.

Jeg opnåede mere erkendelse af selvet, lærte mig selv fuldt ud, mine handlingers motiv, mine tankers muld.

Krige kom, krige passerede, deltog ikke længere, deres våben krævede ingen snilde, ingen styrke, ingen hurtighed, ingen

præcision, de skød hurtigere end det menneskelige øje kunne se, hurtigere end kroppens bevægelser.

De faldt i skyttegrave, gas kvalte dem, fik dem til at hoste livet ud.

Ingen ære ved kampen mere, jeg lod dem dræbe hinanden.

Deres evige had til dem selv, deres korruption, deres brødre og søstre faldt for egne hænder.

Kunne ikke bære at se på det, deres dumhed alt for stor.

Måtte leve et normalt menneskeliv

Tiden gik, forsat, pludselig var vi i nuet.

 

Mennesket stadig en bakterie, ynkelige og destruktive.

Fylder deres krop med gift, urene.

Lungebegrænsende røg, leverknusende alkohol, deres sind fordummede.

Deres kroppe misbrugte af deres handlinger, overfladiske, stupide, lystne.

Jeg er fordelt mellem lyset og mørket, en handel, en pagt.

Jeg er midt imellem,

Mennesket er ikke længere værd at dræne fra.

Deres blod urent, uværdige, og dem der er rene lader jeg leve grundet deres uskyldighed, deres værdighed.

Hvis de blot bare var dumme og ikke forurenede deres blod ville det være lettere for mig.

Gider ikke selv at være uren.

Lever på renhedens vej, sandhedens vej.

I kan intet forstå, I vil ikke forstå, der er mere mellem Himmel og jord.

Jeres liv er værdiløse, ingen dybde, det overfladiske liv der leves af jer alle.

Mangel på refleksion, lev i jeres egen onde cirkel.

Tro I er lykkelige, I er tomme, ynkelige.

En misantrop, en aristokrat, en oligark.

Patetiske, svagelige, skrøbelige menneskedyr.

Jeg vil ende jer, en efter en, men jeg må ikke.

En ny æra skal begynde til nytår, en nødvendighed.

Ny begyndelse, en ny start.

Det er nødvendigt for mig.

Ellers forlader jeg det, ligegyldighed.

Går tilbage til mine gamle veje, handlinger, tanker.

Disse tanker.

Vil være ustoppelig, massakre.

Jeg er ved at gå tilbage til min gamle vej.

Jeg føler det, følelsen af kulde.

En vis anger, for at jeg lader den komme.

Var lige blevet mere menneskelig igen.

Kærlig, beskyttende, åben.

Er så tæt på at blive ét med kampen igen, destruktionen.

Dét er det simple liv.

Men hvorfor gør det der virker nemmest.

Retfærdigheden ved lidelsen.

Så jeg kræver en ny start.

En åbning, afslutningen på fortiden.

Min, din.

Et farvel, Aeternum vale til fortiden, præteritum.

En nødvendighed. Så nødvendigt.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...