Skæbnen

Marilyn er 17 år gammel og bor hos sin far og mor i en lille by i england. Hende og hendes lille søster Marie har aldrig set dagslys. Deres forældre har forbudt dem at gå udenfor. De har ingen venner for de har aldrig været udenfor huset.Deres forældre siger at det er livsfarligt at være udenfor huset. Marilyn vil gerne vide hvorfor hendes mor og far har forbudt dem at være uden for huset.og begynder at forske idet. men det ender med at døden bliver skæbnen.

3Likes
6Kommentarer
981Visninger

1. Solllyset

" Marylin du skal op! " råbte min mor nede fra trappen  " jaja" .  Det er en en solskindrig dag udenfor vil jeg ihvertfald gætte på efter at der er ca 20 grdaer her oppe på mit værelse jeg kan nemlig ikke se det for der er ingen vinduer i huset. så jeg gætter altid på vejret når jeg står op. " Marilyn her ned nu! " råbte min mor igen. Jeg tog min morgenkåbe på og åbnede den hvide dør indtil mit værelse gik ud af den og smækkede den i igen. " Nå der er du endelig! " sagde min mor vredt " kom og spis din havregryn" jeg gik hen til min stol og satte mig ned. " Mor?" spurgte jeg  " ja skat " svarede hun " hvorfor er det egentlig at mig og Marie ikke må se sollyset bare en gang? " spurgte jeg "skat det har vi snakket om " sagde hun med en steng stemme.  "jamen mor jeg har altså ret til at se den bare en gang! " sagde jeg bestemt  " ved du hvad den sol kan koste mig livet! " nærmest råbte hun. " Hvordan kan den det?" spurgte jeg nysgerigt  " det kan den ikke skat det er noget vrøvl jeg står og siger" sagde hun nervøst mens hun kiggee ned i jorden. Jeg kunne se på hendes ansigt at hun var anspændt og bange for et eller andet. Jeg havde aldrig set min mor på den måde før. Jeg rejste mig op fra min stol med et sæt gik hen til min mor og råbte hende lige op i ansigtet " jeg har ret til at vide hvorfor jeg er træt af det jeg er virkelig træt af det mig og marie har ingen venner ingen vi kan tale med så jeg har ret til at vide hvorfor! ". Hun så op på mig tog mig hårdt i armen og skulle lige til at give mig verdens største skideballe hun åbnede munden men lukkede den igen og sagde lidt efter med en opgivende stemme " gå op på dit værelse ". Hun slap min arm så jeg kunne gå. Jeg begyndte at gå op af trappen men halvejs oppe hørte jeg min mor og far snakke sammen om et eller andet nede i stuen. Jeg stoppede og lyttede med "Andreas" sagde min mor til min far hvad nu hvis hun er ved at finde ud af hvad sollys faktisk kan gøre" sagde hun " havd nu hvis........" Knirk lød det fra den gammle trappe under mig. Orhh...... pis tænkte jeg bare alt andet end det. Jeg løb hen til den hvide dør indtil mit værelse jeg skyndte mig at sætte mig på min seng og tog et Olivia blad i hånden og begyndte at læse. Hastige skridt begyndte nu at nærme sig. " Hallo? " "Marie og Marilyn hvad laver i deroppe?" spugte min far mens han bankede på min dør. Han åbnede den langsomt og kom ind " hvad laver du? " spurgte han mistænksomt " øhh.... ikke noget " løj jeg.  " Nå så vil jeg bare gå igen " han smilede og lukkede døren bag sig. Da han var gået smed jeg Olivia bladet fra mig og gik over i min blå papirkurv og fandt et rænt stykke jeg tog en blyant og begyndte at tegne. Jeg lavede en plan over vores hus jeg lavede stuen, entraen, køkkenet og trappen jeg havde en plan om at se sollyset bare en gang så jeg ville lade som at jeg snublede på trappen og så ligge og græde så kommer mine forældre og hjælper mig mens de tror at jeg ligger og har ondt skal Marie løbe hen og åbne døren så rejser jeg mig og løber ud. Jeg syntes selv at det var en rigtig god plan nu manglede jeg jo bare lige noget af det vigtigste og det var at få overtalt Marie. Jeg gik ned af gangen og hen forand hendes dør jeg tog en dyb indåndning og bankede på. Man kunne høre de små hurtige skridt nærme sig inde på værelset. " Hvem er det?" sagde en lille lys pige stemme og kiggede ud af nøglehullet " det er bare mig" sagde jeg og himlede med øjnene. Hun tog langsomt i håndtaget og åbnede døren meget meget..... langsomt endelig gik den op og hun sagde " kom ind" jeg gik ind på det lyserøde værelse fyldt med prinsser over alt jeg satte mig ned på hendes seng og fortalte hende planen. Heldigvis forstod hun den og ville gerne være med. Så begyndte vi at planlægge det hele. Det gik rigtig godt og så skulle vi igang. Først løb jeg over til trappen og trillede ned af den og græd nogle krokodile tøre og imens løb Marie ned og åbnede døren på hvid gab "LØB! " råbte jeg til Marie og rejste mig op. Vi løb begge ud det var fantastisk den var da ikke dødbringende eller det der ligner. Mig og Maries mor og far gik ikke ud for at hente os de blev bare stående og kiggede de fleste forældre ville nok bare stå og smile og syntes at det var lidt sjovt. Men vores syntes bestemt ikke at det var sjovt min mor skullede efter os  og råbte at vi skulle løbe og aldrig mere komme tilbage.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...