Sauman

Saumaner er mennesker der kan komunikkere med et dyr. Elena er sauman og kan komunikkere med heste via tankerne. Elena er i starten af sit liv lykkelig over sin evne, men der går ikke lang tid før Øjets Vogtere bryder ind i byen og tvinger dermed Elena til at flygte. Hun finder ly hos en mystisk kone og bliver mod sin vilje forelsket i hendes underlige søn...

2Likes
6Kommentarer
1280Visninger

2. Siro

Jeg skuttede mig. På trods af mit sjal var her alligevel køligt. Jeg klaprede tænder og lænede mig ind imod Dark i et håb om at få mere varme. Det hjalp en smule. Jeg havde reddet i flere timer nu, og min numse føltes hård. Skal vi holde hvil om ti minutter? Spurgte jeg håbefuldt Dark. Egentlig var det jo op til mig, men når jeg var så søvnig som jeg var lige nu stolede jeg ikke på min egen viljestyrke.

Nej da. Øjets Vogtere er lige i hælene og de finder os helt sikkert! Om en times tid måske. Jeg ærgede mig, men gad ikke diskutere videre, men lod bare Dark ride derud af. Jeg havde ingen anelse om hvor vi var på vej hen, og hvad vi skulle gøre hvis vi mødte nogen. Jeg bed mig nervøst i neglen. Var Øjets Vogtere mon taget af sted, da jeg var rejst? Eller havde de stormet landsbyen og dræbt en masse uskyldige mennesker? Og hvad med min mor? En kuldegysning fór igennem min krop. En time senere stoppede Dark endelig op foran et vandløb. Jeg satte mig taknemmeligt ved siden af det. Jorden var blød og fugtig og min krop slappede en smule mere af. Men også kun en smule. Jeg fandt tasken frem som min mor havde pakket til mig og tog en humpel hårdt brød med en skive ost og begyndte grådigt at spise.

Du får det galt i halsen, og der er ikke nok mad til at du kaster det hele op igen, jeg sukkede indvendig over at Dark var så alvorlig. Fint, mumlede jeg og tvang mig selv til at spise langsommere.

Lad os holde hvil for natten her, foreslog Dark. Jeg rodede rundt i tasken indtil jeg fandt en lille pose med korn og hesteslik. Jeg kastede lidt af det ud over græsset og Dark spiste det ivrigt. Jeg målte maden med øjesyn. Der var i hvert tilfald nok til en uge eller to hvis jeg sparede på det. Mørket var begyndt at falde på, så jeg tog et tæppe op fra tasken som min mor havde pakket. Det var tykt og dejlig varmt. Jeg lagde mig i skjul under et træ og der gik ikke lang tid før jeg sov dybt.

 

Dark prustede utålmodigt. De kan være her når som helst. Jeg vidste med dem samme hvem han snakkede om. Jeg pakkede lynhurtigt tæppet tilbage i tasken og samtidig fiskede et par sure bær op fra den. Jeg gumlede på dem i et godt stykke tid imens jeg gjorde mig klar til at tage afsted. Først nu så jeg rigtigt på det træ jeg havde sovet under. Det var et stort og frodigt æbletræ og der hang en masse friske æbler på grenene. Jeg rakte ivrigt ud efter to og kastede så det ene hen til Dark. Han spiste mindst lige så grådigt som mig. Der gik ikke lang tid før vi var på farten igen.

Efter en lang diskution besluttede Dark og jeg os for at finde den nærmeste by så jeg kunne finde en bonde at arbejde for. Så kunne jeg tjene nogle penge og før Øjets Vogtere havde fået farten af mig ville vi være afsted igen. Problemmet var bare at vi ikke vidste hvor den nærmeste by var. Landskabet var ens lige meget hvor man kiggede hen. Skov på den ene side og ødemark på den anden. Der bugtede sig små stier rundt omkring, og det var dem vi fulgte.

Efter nogle timer fik jeg øje på en hytte. Det var en lille træhytte og havde højest tre rum. Da jeg kom tættere på kunne jeg se at der også var en lille stald foran og at der var planter overalt i haven. De var bare alle visne. Jeg hoppede af Dark og satte kursen mod huset. Jeg spørger om vej, sagde jeg, gik op til døren og bankede på.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...