Kongen

Ud over sletten lød der galoperende heste. Man kunne nærmest se det foran sig. Hestene kom tættere og tættere på. Man kunne begynde at fornemme lugten af en forbrydelse...

1Likes
0Kommentarer
730Visninger

1. Efterårsaften

ud over sletten lød der galoperende heste. Man kunne nærmest se det foran sig. Hestene kom tættere og tættere på. Man kunne begynde at fornemme lugten af en forbrydelse. Kvinden som stod og spejdede ud over sletten klemte sine hænder hårdt omkring karmen så de blev røde som blod. Hestene var kommet så tæt på nu at man kunne se, at der sad ryttere bagpå. Rytterne sad med oprejst ryk, stolte og tilfredse. Bag dem kom fire stor røde bannerter, og i midten af dem red kongen klædt  i rødt på sin hvide hest mens ridderne red på heste, som havde den samme farve som universet, og man kunne se månens skær ramme deres rustninger, så rustningerne lyste sølv. De red tættere og tættere på det gamle tårn, og spændingen steg. Kvinden i tårnet blev varm, og svedig og det var som om at feberen ramte hende. Vinden ramte hendes lyse hår som lyste sølv i måneskinnet, og hendes lokker bevægede sig som store bølger i et stormvejr. Kongens hest stejlede så kongen røg af og ramte en sø. Han var hurtigt oppe igen, men han var våd. Kongen løb hen til tårnet, og bønderne som bevogtede tårnet løb til side så de ikke ville blive ramt af døren som fluer der blev smækket af en pisk.    I kongens øjne lyste begæret op så folk omkring ham blev bange. Hans ansigts udtryk lyste som en djævel, og hans klæder lignede flammer. Kvinden udstødte et skrig da hun hørte det høje smæk som når en hængebro falder ned. Kongen styrtede op af trapperne. Hans begær var ved at dræbe ham, og han løb så hurtigt at han faldt og væltede alt omkring sig. De sidste trin der var tilbage til han ville være oppe i det gamle og ækle tårnrum, gik han. Han rettede på sine klæder og forsøgte at smører hans stemme med et glas varmt mælk med honning så hans stemme ville lyder ekstra charmerende. Derefter bankede han på døren til tårnrummet, og med det samme han åbnede døren  kom lugten af størknet blod og råddent menneskekød. Kongen begyndte at råbe efter kvinden, men hun kom ikke. Kongen kunne ikke se kvinden, og panikken for op i ham. Han begyndte at råbe og skrige som en bjørn og kvinden som havde gemt sig i et hjørne begyndte at græde, og det hørte kongen. Han gik ligeså stille hen til hjørnet hvor kvinden havde gemt sig. Kongen begyndte som sædvanligt at undskylde over at hun var blevet kidnappet. For hver gang kongen havde haft en ny gæst oppe i tårnrummet, begyndte han at fortælle en opdigtet historie. Til denne kvinde sagde han at hun var blevet kidnappet fordi at han havde hørt rygter om at hun ville blive overfaldet en aften, og som konge, som han var, var det hans pligt at passe på sine bønder. Kvinden rystede over hele kroppen, og hendes spinkle krop var ved at bryde sammen da kongen gav hende hans hånd. Kvinden var meget svag. Hun havde være lukket inde i rummet i to dage uden at have fået det mindste at spise, og hun ville meget snart dø når hun var så spinkel og mager som hun var. Da hun var kommet op og stå rev kongen hende ind til sig og omfavnede hende vildt. Han stak hans hånd ned til hendes bryst og klemte og trykkede omkring det. Kvinden veg til siden, og kongen greb fat i hende igen. Hun rev sig ud af hans arme og løb sin vej. Kongen løb efter og tog en kniv. Han tog hende bagfra og skar kjolen og underkjolen op. Han rev resterne af kjolen af hende, så hun stod nøgen. Han betragtede hendes smukke krop i måneskinnet, som gjorde at hendes krop lyste sølv. Derefter åbnede han sine bukser og gik hen til hende. Kvinden skreg højere end før, og ridderne der stod nedenunder tårnet begyndte at grine ydmygt over hendes skrig. Kongen fangede kvinden, og bar hende hen til sengen som stod midt i tårnrummet. Kvinden græd tårer så det lignede sølv der  løb ned af hendes kinder. Kongen tog alt hans tøj af og gik langsomt hen til kvindes nøgne krop. Han nød at se på den nøgne og smukke kvinde. Han kunne se at hun var bange, og han vidste at hun frygtede det værste. Han lagde sig blidt ovenpå hende, og deres kroppe æltede sig ind i hinandens. Kvinden skreg flere gange. Hun var taget på sengen som en jomfru uden mand. Det ville betyde at hvis hun havde mulighed for at overleve ville hun være ubrugelig. Kongen gjorde sit job flere gange og han var begyndt at gøre det så hårdt at kvinden begyndte at bløde. Hun skreg pinefuldt. Hun skreg igen. Der var smerte i hendes stemme. Kongen grinte voldsomt over hende. Hans skygge dannede sig som en slags djævel.   Ude i natten kunne man hører nat dronningens skrig, som man kaldte det. Dette skrig havde man hørt i flere måneder hver aften og nat. Kongens grin blev højere og højere og lød mere og mere som en djævel. Hans riddere nedenunder frygtede hans grin og tog sig til ørerne og gemte sig under borde og i hjørner. De begyndte at skrige. Det var som om at hans grin gav smerte til enhver som hørte det. Solen ville snart begynde at stå op, og kongen stoppede.    Han befalede kvinden at hun skulle rejse sig op, men hun kunne ikke. Han rev hende så hårdt op at kvindens arm fik røde mærker fra kongens hånd. Kvinden stod med krum bukket ryg og blodet dryppede fra viljens sky fra underlivet. Der kom hurtigt en blodpøl nedenunder hende. Kongen grinte imens kvinden var ved at falde sammen. Hun havde mistet for meget blod ,og hun var ved at dø. Kongen trak sit sværd som var gemt væk. Han tog det og stak det igennem hendes mave. Han trak det først til den ene side og derefter til den anden. Til sidst var hun blevet skåret direkte over  ved underlivet. Indvoldene røg ud som et vandfald, og den rådne lugt kom frem. Det stank af død og blod over det hele. Kongen stak hans sværd ned igennem hendes øje så det sad fast på sværdet. Han slikkede på det, og stak det derefter ind i munden. Han spiste det af viljens lyst, og det knasede, som når man træder på en kakerlak. Kongen pakkede resten af hendes lig ind, og tog det op i sine arme. Det ellers hvide lagen blev farvet af blod, og det blev hurtigt brunt. Kongen kastede hendes lig ned i  floden, og derfra drev det ligeså stille. Kongen gik hen til sine riddere, og han tog noget rent tøj på. Derefter red de afsted.    Ude på engen gik en smuk skikkelse. Det lignede en person der var lavet i sølv. Dette var kvinden. Hun stod og betragtede kongen da han red forbi. Hun lovede sig selv at hun ville beskytte enhver ny kvinde som blev voldtaget p.gr.a. kongens begær, og indtil hun fik fred ville alt vandet i kongens brønde være rødt som hendes blod. Hun vendte sig om gik hen til de andre sølvskikkelser, og tog dem i hånden. Derefter fløj de op mod månen imens de hver skreg deres smertefulde skrig.

Beboerne i byen hvor kongen kom fra var ved at være bekymret... Mange af indbyggernes døtre og unge koner var begyndt at forsvinde...

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...