Blindebuk


0Likes
0Kommentarer
500Visninger

1. Tudsmørke.

"1... 2... 3!

Josephine fulgte nøje med, imens Caroline drejede Markus rundt. Alle hyggede sig med blindebuk. ".. 7.. 8.. 9.. 10!" Caroline sprang til side. Hun nåede lige akkurat at komme væk, før Markus rakte sine arme ud efter hende. "Det er helt sort!"

Der blev fnist fra alle sider. Josephines læber var en smule adskilt. Det var de for det meste. Også i timerne, eller når hun bare sad og tænkte for sig selv.

Tunge åndedræt slap ud mellem læberne. Hun kunne mærke spændingen i kroppen. Den dejlige citerende fornemmelse, der boblede fredfyldt i maven. Den kom ikke så tit. Den dejlige fornemmelse var dog begyndt at komme regelmæssigt. I hvert fald, havde hun lagt mærke til, at fornemmelsen kom, hver gang hun kiggede på Markus.

Josephine bemærkede ikke, hvordan de alle sammen - både Jesper, Caroline og Markus - stirrede på hende. Hun var helt opslugt af tanken, om Markus der fangede hende, hvorefter de så kyssede et langt og lidenskabeligt kys.

"Jozz?"

Ingen reaktion.. "Josephine!"

Josephine reagerede på Markus' bløde stemme, der kaldte hendes navn. "Er du okay?" Jespers ru stemme fyldte rummet, og Josephine rettede opmærksomheden mod virkelighede, i stedet for hendes drømmende tanker. Hun hostede lidt. Hendes hals var tør.

”Du er den. Markus fangede dig. Du reagerede bare slet ikke,” sagde Caroline.

”Hvad?” Josephine var meget forsvirret. Markus? Fanget hende? Hvorfor havde hun ikke registreret det?! Hun kunne mærke skuffelsen sprede dig i hele kroppen. Ingen kys. Men selvfølgelig. Hvad kunne hun forvente? Hun var næsten sikker på, at Markus ikke kunne lide hende. I hvert fald ikke på dén måde. Hendes hjerte faldt tungt til jorden.

”Her.” Markus rakte hende der ternede tørklæde. Deres øjne mødtes, idet deres hænder rørte hinanden. De chokoladebrune øjne kiggede nysgerrigt på hende.

Åh nej, han ved det.. Han ved hvor vild jeg er med ham,
tænkte Josephine, og panikken skyllede ind over hende. Kinderne fik lidt mere farve. Tusindevis af tanker og spørgsmål fararede rundt i hovedet på hende.

”Nå, tager du tørklædet på eller hvad,” spurgte Caroline, og sendte hende et vent-med-det-kæresteri-til-i-er-alene-blik, der fik Josephine til at rødme dybt. Hun ignorerede det, og bandt dobbeltknude på det ternede stykke stof.

Hun konstaterede, at det ikke var helt sort. Kun mørkt. Som en stille nat, når klokken er bare end et, med mindre end tre. En stille nat med stjerneklar himmel, og en halv måne hængende over hovedet på en. To hænder tog fat om Josehpines skulder. De havde et godt fast greb. Hun blev drejet rundt. Igen.. Og igen.

Hun havde nu ikke længere styr på, hvor mange runder hun var drejet. Imens de andre talte til ti, fik hun pludselig svært ved at holde balancen. Hun følte svimmelheden i kroppen blive værre. Der kom helt sorte pletter for øjnene. Selvom det i forvejen var mørkt, kunne hun sagtens skælne mellem mørket der kom fra tørklædet, og de andre sorte plamager. Hun følte benene under hende svigte, da hun faldt direkte til jorden. Alt var sort. Som tudsmørket. Hun var helt væk.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...