Muldvarp

Muldvarper er skadedyr. De graver og stikker næsen i ting de ikke burde. Nogen gør det frivilligt. Andre er tvunget. Men en ting er sikkert... De er en pestilens for alle omkring dem.

//Hvis I kan lide den, ville jeg blive meget glad hvis I gad like og/eller føje til favorit:D

24Likes
39Kommentarer
2747Visninger
AA

2. Indledning

Jeg kigger mig over skulderen for femte gang og begynder så at tale ind i uret, der sidder om min venstre arm. "Sidera Talpa melder til Præsident Snow. Fortsat ingen tegn på oprør. Der var lidt turmult på torvet i går, men ikke noget alvorligt. Rapport slut." Jeg slukker uret og kigger mig igen rundt for at sikre mig, at ingen har hørt noget. Frygten for at blive afsløret lurer altid i baghovedet. Jeg kan aldrig være for forsigtig.

Nedenunder kan jeg høre min mor gå rundt. Hun ved ikke noget. Ingen ved noget, og jeg vil aldrig kunne fortælle noget til nogen. Nogle gange overvejer jeg, om jeg bare skal gøre en ende på det hele. Det ville være så enkelt. Provokere en fredsvogter så meget, at han hænger mig. Men jeg er bange. For bange til at gøre det. Hvad ville Snow ikke gøre ved min familie. Det er på grund af min familie at jeg overhovedet gør det her. Truslen hænger over deres hoveder uden at de selv ved det. Jeg er den der bestemmer, om de skal leve eller dø. Derfor kan jeg intet gøre. Jeg må bare leve videre i skyggerne.

Jeg sætter mig på min seng. Jeg kan mærke at mit liv er ved at forsvinde fra mig. Det siver ud gennem mine hænder, og jeg kan intet gøre for at standse det. Som det fineste sand løber det og løber det. Der er ingen til at gribe det. Det løber bare ud på gulvet. Mor kommer op for at se til mig. Hun træder lige der hvor alt sandet ligger i en fin bunke. Jeg er ved at skrige, men bryder i stedet hulkende sammen. Min mor sætter sig på kanten af min seng. Prøver at trøste mig, men uden held. Ingen kan trøste mig. Jeg kommer aldrig til at kunne lade nogen elske mig igen. Jeg vil altid forråde dem tilsidst. Snow vil altid bruge dem i mod mig. Jeg vil altid bringe dem i fare.

Før alt det her startede var jeg lykkelig. Eller i hvert fald så tæt på som man nu kan blive i et distrikt som 8. Fabrikker så langt øjet rækker. Intet græs i miles omkreds. Men i det mindste havde jeg nogen jeg elskede. Nogen jeg stolede på, som også kunne stole på mig. Selvfølgelig hadede jeg Capitol dengang, det gør alle jo, men det var et mere begrænset had. Jeg havde endnu ikke oplevet hvor forfærdelige mennesker kan være. Det gik så op for mig, da jeg blev trukket ved høsten for halvandet år siden.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...