Den sorte rose

Ariana er hjemme hos sin mor, da hun pludeslig kalder på hende. Hun siger at de skal afsted nu. Ariana bliver sent afsted, hun hører hendes mors skrig. Da hun kommer hjem til hendes onkel, rejser de vidre. På vejen finder hun et mystisk sværd, det har en rød aura og vejer intet.

Hvad er det for et sværd, og hvad skal hun gøre for at stoppe den meteor der destruerede jorden for over 1000. år siden?

12Likes
10Kommentarer
1668Visninger
AA

2. Meteoren

 Ariana blev bange, ville der komme en meteor mere ligesom for over 1000. år siden, ville den udslette jorden igen, var der en måde man kunne stoppe den på? alle de spørgsmål kværnede i hendes hoved. Hun blev svimmel og satte sig ned. Hendes onkel sagde noget til hende, men hun lyttede ikke. Ordene bliv bare til volapyk, hun spurgte, hvor der var et værelse, hun tænkte til at sove ordenligt. Hun havde kun mareridt, om en meteor der ville komme og dræbe alle hun kendte, mens hun bare kikkede på. Hun ville hjælpe, men hun kunne ikke bevæge sig. Deres skrig tænkte gennem marv og ben. Så vågnede hun Hun var badet i koldsved da hun vågnede, hendes onkel sov med hovedet på enden af sengen.

Hun ville ikke vække ham så hun listede ud af sengen og skiftede tøj. Hun så i hans spejl, at tøjet klædte hende godt. Hun havde valgt en lang blomstret kjole og lilla leggins, så gik hun ned og begyndte at lave morgenmad, efter hun havde spist, vaskede hun op. Hendes onkel vågnede mens hun var i gang med at vaske en tallerken op, hun sagde at hun bare havde stillet hans mad på bordet. Der var total stilhed mens han spiste, på et tidspunkt ville han havde sagt noget men stoppede sig selv, og spiste videre.

da han var færdig, brød han endelig stilheden " vi skal snart tage af sted til Eidilon, ellers kommer vi for sent" hans stemme var rusten, men hun kunne høre han mente det alvorligt " hvis vi ikke snart rejser, ville din mors offer være forgæves" da han sagde ordet "mor" blev hun trist, hun ville aldrig få sin egen mor at se igen. Dagen efter pakkede de, alt hvad han ejede. Selv de ting han aldrig brugte "jeg kan jo få brug for dem senere" havde han sagt. Da dagen var ved at være til ende, kom hun til at tænke på, hvis meteoren kom, hvad ville der så ske med alle andre? det ville hun ikke lade ske.

Hun ville have dårlig samvittighed til den dag hun døde, hun græd indvendigt. De gik ned mod Eidilon med en enkelt kuffert, hendes onkel havde lært, at gøre kufferten bundløs. Men desværre blev den ikke lettere, så de sled og slæbte for at få flyttet kufferten. Da de kom til Eidilon tog de den første svævebåd de kunne nå.

Heldigvis var der flere tusinde der skulle med båden den dag. Hun følte stadig et stik i sin samvittighed, mens de svævede på skyerne. Ville meteoren virkelig komme? Hun kikkede ud af vindurene, så hvordan de hvide skyer, der senere blev blå, så orange, røde og til sidst mørkeblå. De fløj med over 100. km. i timen, hun følte sig svimmel og faldt i søvn, hendes onkel vækkede hende da de skulle af

. Det var som at være på en fremmed planet, i stedet for de farverige træer i alle regnbuens farver, og det grønne græs, var alt her dødt. Der var kun sorte, grå og brune farver. Selv himmelen var grå. Hun blev helt deprimeret af at se på det, hun havde altid været letpåvirkelig af hendes omgivelser. Hun havde det helt dårligt. På et tidspunkt var hun lige ved at besvime, de gik langt, hun havde det som om de havde gået i evigheder, den ene fod foran den anden. På et tidspunkt stoppede de, hun så sig omkring, der var ikke den store forskel, det eneste der var her, var et meget gammelt sværd, det havde tidligere været et smukt sværd, der var to rubiner i siden, og der stod noget på klingen, det var desværre blevet slidt af i løbet af årene. Der var også et smukt mønster på skaftet.

Den så meget mystisk ud, hendes første tanke var at lade den ligge, men det var som om hun var bestemt til at finde sværdet, hun spurgte hendes onkel "hvad er det for et sværd?" hendes onkel vidste det ikke, han advarede hende dog, "det kunne jo være et forbandet sværd" havde han sagt, men hun var villig til at blive forbandet, hun skulle bare have det sværd. Hun samlede det op, og lige i det sekund hun havde løftet sværdet, var det som om der kom en varm vind i hele kroppen, hun havde det som om hun kunne gøre alt. Sådan stod hun med sværdet i hånden i flere minutter, hun hørte slet ikke at hendes onkel råbte "Ariana, hvad sker der? er du okay!" hun mærkede heller ikke at han ruskede hårdt i hende. Det var som om hele verden var samlet på et sted, hun kunne høre barnelatter, og alt andet positivt. Efter at hendes onkel havde råbt ind i hendes øre utallige gange, vågnede hun endelig op, hun følte sig helt frisk. Hendes onkel spurgte om hun var okay, "selvfølelig" havde hun glad svaret. For hun var jo okay, hun var mere end okay. Hendes onkel havde foreslået at hun skulle smide sværdet fra hende inden de gik videre.

Det ville hun ikke, hun ville aldrig slippe sværdet igen. Det var som om at sværdet var en del af hende, og hun havde et huld der endelig var blevet udfyldt. De fortsatte med at gå indtil de kom til endnu en kaj, der tog en lille svævebåd, der var højest blads til 40 mennesker, på båden. Den sejlede mindst med 500 km. i timen, hun var ved at kaste op da de blev sat af, stedet var meget anderledes end den sidste ø, stedet her var fuld af liv, børnene legede i gaden, de voksne sad på caféer og snakkede, mens de holdt øje med børnene. Hun blev både ked af det og glad ved synet. Glad for at se alt det liv, og alle de lykkelige ansigter, og ked af det fordi at alt liv måske snart ville blive udryddet.  

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...