Den sorte rose

Ariana er hjemme hos sin mor, da hun pludeslig kalder på hende. Hun siger at de skal afsted nu. Ariana bliver sent afsted, hun hører hendes mors skrig. Da hun kommer hjem til hendes onkel, rejser de vidre. På vejen finder hun et mystisk sværd, det har en rød aura og vejer intet.

Hvad er det for et sværd, og hvad skal hun gøre for at stoppe den meteor der destruerede jorden for over 1000. år siden?

12Likes
10Kommentarer
1625Visninger
AA

1. Begyndelsen

En verden opstod af asken fra det gamle. Jorden blev udryddet sammen med alt liv på planeten, men i løbet af de flere 1000 år der var gået siden meteoren, er der begyndt at komme et nyt liv på planeten. De har fået nye kræfter som bruges på det gode.

"Ariana kom her!" råbte Arianas mor en dag, Ariana fløj ned af trappen med fuld fart på. Hun vidste nemlig at hendes mor kun kaldte på hende hvis det var en nødsituation. Da hun kom ned så hun at hendes mor løb rundt, der var svedperler på hendes pande. "Løb" skreg hendes mor til Ariana, "og se dig ikke tilbage uanset hvad du ser eller hører", sagde hendes mor med den roligste stemme hun kunne, men den knækkede over et par steder. "Men mor.. Hvad sker der!?" sagde Ariana forvirret. "Ariana, kan du huske at jeg fortalte dig om din onkel Linkiel? opsøg ham, og snak ikke med andre på din færd, og GÅ SÅ INDEN DET ER FOR SENT!" hendes mor gav hende en madpakke og sagde" jeg elsker dig", så blev hun sendt af sted. Hun ønskede at kikke tilbage, men huskede hendes mors ord. Lige pludselig kunne hun høre lydene fra vagt robotterne, hun begyndte at løbe med fuld fart på.

Så hørte hun hendes mor skrige et højt rædselsfuldt skrig, hvorefter der var helt stille. Hun begyndte at græde mens hun løb, hun havde mest lyst til at vende tilbage, men huskede igen hendes mors ord. Da hun havde gået i flere dage, var hun helt udmattet. Hun faldt ned på sine knæ og begyndte at græde højlydt, der gik længe før tiårene stoppede. Hun følte sig helt alene i verden, efter bare at havde siddet på sine knæ i et par minutter mere, begyndte hun at gå igen. Hendes mave begyndte at rumle men hun ignorerede det. Hun tænkte kun på at finde hendes onkel i en fart.

Men det gik dog ikke længe før sulten igen meldte, denne gang kunne hun ikke ignorerer det, hun fandt sin madpakke som hendes mor havde lavet, og begyndte at spise mens hun gik. Det fortrød hun dog hurtigt fordi hun fik sidestik. Sur over hendes sidestik fortsatte hun til dagen var omme, hun fandt en hulning i vejen, gik derind og begyndte at sove.

Hun vågnede ved at få morgensolen i øjnene. Da hun tvang sig selv op var hun ekstremt træt, det viste sig at stedet hun havde fundet vrimlede med dyr der var nat-aktive så hun kunne ikke sove på grund af larmen, hun syntes også der var noget der kriblede i hendes nakke.

Hun gik videre ned af den uendeligt lange vej, hvis hun kunne bruge sine kræfter havde hun gjort det, men hun havde ikke energi til det. Et par dage efter, syntes hun at alt var håbløst. Hvis hun fandt sin onkel hvad skulle han så gøre? ville han forklare alt, og sige hvor hendes mor var henne, eller ville han bare blive forvirret. Hun tænkte i mens hun gik, hvad nu hvis alle jeg kender bliver bortført eller de bliver dræ.. hun turde ikke tænke det sidste færdigt. Alt skulle nok blive godt igen sagde hun til sig selv. Efter 5 dage kom hun endelig til hendes onkels hus, det havde været et problem da hun skulle over på den svævende ø, hun havde nemlig ikke noget svæve-bræt så hun måtte bruge al sin energi på at transportere sig over. Selv om det kun var nogle få meter var hun stadig helt udmattet, i skolen havde hun altid været den dårligste til at transportere sig, så hun blev altid valgt til sidst når de spillede transport bold i idræt.

Hun gik hen af den lilla og grønne brostensvej hen til hendes onkels hus, han stod i døren og vinkede til hende. Han transporterede sine tanker over til hende og sagde hun skulle skynde sig. Hun løb derhen, hendes onkel skubbede hende ind og låste døren tre steder. Han nærmest råbte til hende, "hvorfor kommer du først nu, du skulle havde været her for to dage siden" hun blev forvirret, hvordan vidste han at hun skulle komme herhen. Hun skulle til at sige noget, men han kom hende i forkøbet. "Du undrer dig sikkert over hvordan jeg vidste du ville komme, sagen er den. At din mor og jeg havde snakket sammen for et par dage siden, da hun havde opkaldt mig virkede hun stresset, hun sagde noget om at en destruktiv kraft ville udslette jorden igen, ligesom for flere tusinde år siden.

Hun sagde også at jeg skulle pakke mine ting og mødes med dig og hende, henne ved udkanten af Eidilon. Hun sagde at det var meget vigtigt, og hvis der skete noget med hende ville hun sende nød signalet, og sende dig hen til mig. Efterfølgende afsluttede hun samtaleanlægget".

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...