Med livet i ryggen - The Hunger Games

Destiny Slythen er blevet udvalgt til dødsspillet, som hendes bror fra nogle år siden døde i. Destiny har tænkt sig at vinde dødsspillet og hævne sig på hendes brors vegne. Men det er noget af en opgave og Destiny finder hurtigt ud af at det ikke er noget hun kan gøre alene.

4Likes
4Kommentarer
1255Visninger
AA

1. Høstfesten

Gaden ligger øde. Det er i dag, det sker. Hvert eneste år bliver 2 børn fra hvert distrikt udvalgt til Dødspillet. Det er et spil Capitol har lavet for at vise os, i distrikterne, at vi ikke skal prøve på noget. Det har været der så længe, jeg har kunnet huske. Folk fra Panem kan godt lide at se børn slå hinanden ihjel, mens der er en masse forhindringer som er overnaturlige og ingen ved, hvad man skal gøre ved. Min bror blev valgt forrige år. Han var det eneste der holdte denne forfærdelige familie sammen. Min far som altid er fuld og slår min mor, som har fået depression, siden min bror blev udtrykket til spillet. Nej, han kom ikke tilbage. Jeg sparkede i gruset på vejen. Den eneste lyd man kunne høre var lyden af gruset, der trillede forsigtigt hen ad vejen. Jeg kunne bare ikke tænke mere over det. Jeg kunne mærke tårerne trille ned ad kinderne på mig.

“Des?” Jeg tørrede hurtigt tårerne fra mit ansigt væk og vendte mig om. Daniel stod og kiggede på mig med sine mørkeblå øjne. Jeg kunne se i hans blik at han var ligeså ulykkeligt og vredt over disse dødsspil som jeg var. Daniel er virkelig min bedste ven. Han er den person jeg stoler allermest på. Jeg har aldrig haft særlig mange venner. De fleste var bange for min far og synes min mor var mærkelig. Jeg blev tit arrig i skolen og derfor syntes de også at jeg var mærkelig. Vi stod alle i centrum. Drengene i den ene side og pigerne i den anden. Der var stille ud over forsamlingen, kun en ganske svag mumlen gik igennem os.

“Velkommen, til det femogfyrretyvende Dødsspil” Selvia’s stemme lød skingert ud over forsamlingen af mennesker. “Som i ved er der hvert år et dødsspil for at fremhæve, at jer i distrikterne ikke kan gå imod Capitol”...  Jeg hørte ikke længere efter, det var det samme der blev sagt hvert år. Vi stod alle rædslensslagende og venter på at finde ud af hvem staklen er, der i år skal med i dødspillet. Jeg kiggede rundt på pigerne og drengene. “Nu til pigenavnene” Selvia kiggede ud over os med et smil på læben. Hun gik over til bowlen med pigenavne.“Destiny Slythen”

Der blev tavst ud over forsamlingen, nogle enkelte gisp lød rundt omkring. Jeg kiggede kort rundt for at finde den stakkels pige, der snart skulle ind i arenaen, da jeg kom i tanke om at det var mig. Mit navn er Destiny Slythen.

“Kom her op min pige” Selvia’s stemme lød utrolig rolig. Det var klart. Nu havde Capitol fundet deres underholdning. Jeg synes det var ulækkert. At mennsker kan se andre mennesker dræbe hinanden. Jeg havde allermest lyst til at slå den fredsvogter der kom hen imod mig i hovedet og løbe min vej. Men jeg var for stiv til at gøre noget som helst. Jeg fulgte med op til scenen. På vejen derop kunne jeg høre en stille mumlen, nogle enkelte suk og min mor græde og skrige, at de nu havde taget begge hendes børn, og at de skulle komme til at betale for det.  “STILLE!” Selvia rettede sit lyseblå hår og sagde så “Og nu til drengenavnene” Selvia’s ansigt smilte igen med hendes afskylige udtryk.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...