Den magiske amulet.


2Likes
2Kommentarer
923Visninger
AA

2. Kapitel 2.

Min far prikkede til min skulder og ruskede i mig med den ene hånd.

"Veronica, vågn op og kig ud af vinduet. Dit nye hjem er lige forud", sagde han beroligende. Jeg rejste mig søvningt op og kiggede frem ud af vinduet. Vi drejede omkring et hjørne, og der lå det så. Mine øjne slog op, som en paraply i et frygteligt stormvejr. Det.. det lignede jo et helt palads. Det flotteste hus jeg nogensinde har set før. Det var stort og hvidt, med en altan, som gik ud over døren. Der var en kæmpe gårdsplads, og en have på størrelse med en fodboldbane. Det var så vildt. Min var trådte ivrigt ud af bilen med min bedstemor lige i hælende.

" Verionica. Kom min lille skat", sagde min bedstemor. Det var sødt nok, at hun kaldte mig 'sin lille skat', men andre gange var det lige til at brække sig over. Altså jeg er ikke noget lille barn mere. Jeg åbnede døren og gik langsomt ud af bilen, imens jeg betragtede det store hus med store øjne. Jeg hentede kasserne i bagagerummet, og nærmest listede hen mod huset.

"Det siges, at huset engang har været et gammelt slot, hvor konger og dronninger boede, men siden der ikke var nogle børn eller børnebørn til at arve huset efter dem har det stået tomt i lang tid. Det siges, at slottet er hjemsøgt af ånder, genfær, og de konger og dronninger, som har levet her.", sagde Far med et lille grin og låste døren op. Superfedt! Jeg skulle altså bo et sted, hvor gamle, fede mennesker render rundt som genfær og danser hula-hula. Megafedt! Den store fine trædør slog op, og ind brasede bedste og far på engang. Jeg trådte ind forsigtigt som om gulvet kunne falde ned, hvornår det skulle være. Idet jeg trådte ind af døren, begyndte amuletten at lyse for fuld drøn. Den fangede min bedstemors opmærksomhed, og hun kiggede mærkeligt på mig, mens jeg stod og slog på den i håbet om at den ville holde op, for det gjorde faktisk lidt ondt i øjnene. " Rolig,rolig. Sæt du farten ned", sagde min far totalt useriøst.

"Jeg sagde det jo, stedet her er magisk", sagde bedste og lagde armen på fars skulder og fortsatte.

"Amuletten lyser, fordi den føler sig hjemme. Det var din mors førhen, og hun havde fået den af hendes mor, som så havde fået den af hendes osv. Men til at starte med, ejede dronningen, som boede her, halskæden. Din tip-tip-tip-tip... oldemor fandt den efter Dronningens død herinde i huset. Det skulle lige siges, at hun var Dronningens tjener. Da hun tog den på, sad den nærmest klistret til hendes hals og skinnede og lyste som 10.000 stjerner på en klar stjernenat. Lige siden den nat vidste hun, at den var noget særligt. Den har været i familien i mange år, og nu er du så heldig at få den", sagde hun og lød som min gamle, slidte historiebog. Hun begyndte igen og jeg var lige ved at falde sammen.

" Der går rygter om, at amuletten blev skabt af en engel eller lignende, som lavede den til ære for Dronningen.  Hun lavede sådan, at amuletten nærmest havde følelser. Desværre følte den sig ikke hjemme hos hende, og selv ikke hende fik nogle specielle kræfter.  Amuletten var også sendt på en 'mision'. Den skulle finde en den kunne betro sig til, en som havde rent blod og styrke, men den person er aldrig fundet. Den som amuletten vælger vil blive forærret specielle kræfter. Man er ikke i tvivl, hvis den har valgt en person. Nu har den været i familien i flere år, og efter som jeg har set på det, synes den ret godt om dig.", sagde hun og smilede igen. Jeg hørte egentlig ikke rigtigt efter, og i min verden gav det ikke mening.

"Ja, okay, bedste", sagde jeg stille og lignede bare et stort spørgsmålstegn.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...