Help! ☤

De er en helt normal familie. De skal bare ud at sejle. De ved ikke hvad der skal ske dem. De tror alt går godt. De er glade. Lykkelige. Spændte. Dette er et One-Shot.

0Likes
0Kommentarer
558Visninger

1. Help us!

For få år siden, en dag i år 2007, skulle en lille familie i Australien, Sydney til Tasmanien. Tasmanien var en ø, hvor der blev holdt en kæmpe fødselsdags fest, for en lille pige, der fyldte 1 år. Pigen hed Siff. Familien der skulle besøge pigen, havde en masse gaver med, og nogle par kort.

Familien kendte pigen fordi de var i familie med hende. Så de var alle i familie med hinanden. Den lille familie bestod af en mor og en far, og tre børn, to drenge og to piger.

Familien havde både opture og nedture men de holdt altid sammen, og var næsten altid søde mod hinanden. Sønnen på tolv, Adam, lod til godt at kunne lide at drille sin ældre storebror på femten, der hed Luckas. Luckas var en nørd, i Adams øjne. Luckas var ligeglad med Adams forfærdelige opførsel overfor ham. Så han ignorerede ham bare.

Begge brødre havde en lillesøster på ti år, der hed Anna. Anna var følsom, og blev mobbet i skolen. Selv kom hun grædende hjem hver dag, men hun var dog altid glad.

Det var altid glædestårer, selvom hun var blevet mobbet. Ingen i familien forstod hende på det synspunkt. Men det så ud til det ikke var psykisk mobning, for Anna.

”Er vi alle klar?” spurgte den trediveårige mor, Katrine, til alle sine børn fordi de snart skulle af sted til hav kysten, hvor deres store båd var. Børnene var på hver sig værelse, og hørte derfor ikke moren tale. ”Er alle klar?” spurgte moren så igen, dog lidt højere. Børnene kom endelig frem med nogle par gaver i sine hænder. ”Jeg er klar,” smilede Anna til moren, og kiggede lidt rundt.

”Hvor er far?” Moren smilede til hende, satte sig på knæ, og sagde: ”Han tager et bad.”

Da faren kom tilbage fra badet, i ført pænt festtøj, kørte hele familien hen til det smukke hav, der lå uden for Australien. På vej hen til havet, talte familien sammen i deres hyggelige familiebil. Bilen var en Jaguar, der havde hestekræfter som en sportsvogn. Det var dog ikke en sportsvogn.

”Er vi der snart?” spurgte Anna, da der var gået nogle par 40 minutter. Ingen svarede hende, bortset fra at hendes mor kiggede på hende og smilede. Måske havde de ikke hørt hende?

Endelig var de kommet til havet, og de løb hurtigt ud af bilen, og hen til deres båd.

”Wow,” sagde den meget overraskede Adam, da han så bådens indre. Børnene gik rundt på skibet,

og beundrede dets smukke udseende og de mange ting. Der var en stor kasse, med en masse mad i.

Så var der et rum, hvor de alle skulle overnatte. Eller faren skulle styre båden, mens de andre sov.

Hvilket resulterede i at faren skulle sove om dagen, og være vågen om natten. Så om dagen skulle moren selvfølgelig sejle. Heldigvis havde faren, i sine unge dage, levet af at sejle. Han sejlede meget dengang, og tjente en masse penge på det. ”Hm, jeg er træt,” sagde Adam, der sad på kassen med mad, og kiggede ud på havet. ”Vi skal også snart sove,” råbte moren ud til ham, fordi hun hørte så højt musik, at hun blev nød til at råbe, bare for at hører hende selv.

Familien kom ikke til at sove så meget den nat. Da faren var ved at vågne, og børnene sov, sejlede moren stadig. Det var blevet uvejr, som derfor forårsagede en masse store bølger, og en masse regn på dækket. Moren blev hurtigt irriteret over faren ikke kom. Hvordan skulle hun styre en båd, i dette uvejr, tænkte hun. På trods af hendes tvivl, gik det godt. Indtil der kom en bølge, som Adam ville tænke, var på størrelse med Mount Everest. Altså hvis han så sådan en

bølge på film. ”Jack!” råbte moren til faren, Jack, der stadig ikke var kommet.

Bølgen kom tættere og tættere på, og ramte snart båden. Moren nåede slet ikke at gøre noget, fordi hendes hoved var fuld af en masse tanker. Hun var gået i panik. ”Børn!” råbte moren så. Ingen kom, og ingen hørte hende. Bølgen var tæt på, og kom endda tættere på. Til sidst ramte den båden, og der vågnede familien endelig. Moren blev slynget fremad, og ramte ruden man skulle bruge til at kigge på når man sejler. Børnene og faren, røg ud fra deres senge, da båden ramte en stort sten, midt ude på havet. Båden rejste sig nærmest op, og styrtede ned på havets bund. Hele familien holdte vejret, indtil deres redningsveste fik dem op til havets overflade.

Anna begyndte at tude imens hende og hendes to brødre, svømmede. Anna havde aldrig lært at svømme, så Luckas holdte fast i hende og svømmede. Ingen af dem havde lagt mærke til, at deres forældre slet ikke svømmede med dem. Efter 50 minutter, var børnene endelig nået til en ø. Det var dog ikke Tasmanien, som Adam troede det var. Det var en ukendt lille ø, med en masse træer, og sand. Der var palmetræer rundt omkring, og uden for øen, var der lavt turkis vand, man sagtens kunne soppe i. I forhold til børnene havde mistet deres forældre, hvilket de ikke vidste, syntes de at øen ikke var det værste sted at havne. ”Hvor er mor og far?” spurgte Anna, da hun havde kigget sig omkring, uden at kunne se sine forældre. Luckas kiggede på hende, med et ulykkeligt ansigt. Adam stod så ved siden af Anna, og spurgte om det samme. ”Ja?” sagde Adam. Luckas kiggede så også på ham, og sagde: ”Jeg tror de blev .. Revet med stormen.”

Vejret var blevet smukt og varmt den næste dag, hvilket var en fordel for familien, eller rettere sagt, børnene. De levede på øen. De spiste kokosnødder og østers. De sov med store blade over sig. Og de lavede endda voodoo dukker ud af blade, grene, sand, og mere endnu. Den tredje dag børnene var på øen, ville de lave et slags tegn, der viste de var strandet på en øde ø. Det hele var Adams idé, selvfølgelig. Og det endte med at de alle lavede en kæmpe voodoo dukke. Men de blev stadig ikke reddet.

”Kommer vi til at dø her?” spurgte Anna grædende, imens hun holdte fast på Luckas' ben. Luckas svarede hende ikke, men kiggede i stedet bedrøvet ned på hende. Adam græd også til sommetider. ”Dette er uhyggeligere end Scream filmene!” sagde han tit. Han og Luckas var de eneste i deres familie, der havde set Scream filmene. Anna havde aldrig set de film, fordi hun ikke var gammelnok. ”Denne østers smager af bæ,” sagde Adam, da han hentydede til han havde fået en rådden østers.

Efter en hel uge på øen, kunne børnene se en kæmpe flyvemaskine oppe i luften. Luckas begyndte at tænde ild, så flyvemaskinen kunne se ilden. Adam klatrede oppe i et stort træ og vinkede. Og lille Anna råbte bare højt. Måske havde flyvemaskinen set dem, fordi den begyndte at flyve længere ned.

”Måske bliver vi reddet!” dansede Anna glad rundt. Men flyvemaskinen var væk efter en times tid, og børnene gav op. Bliver de aldrig nogensinde reddet? Vil de dø på øen? Finder de nogensinde deres forældre igen? De tanker strejfede børnene, og gjorde dem triste og bange.

Men efter en dag, kunne børnene se en helikopter komme flyvende hen imod dem. Ville den mon redde dem? Helikopteren landede på øen, og to mænd løb ud af den, og hen til børnene.

”Hvad er der sket?” råbte en af mændene, for at overdøve helikopterens lyd. Børnene kiggede på hinanden. ”Vores familie skulle sejle til øen Tasmanien, fordi vi skulle til en fødselsdagsfest. Men vores båd kæntrede, og så svømmede os børn ud på denne ø. Men vi tror vores forældre er ..væk ..” fortalte Luckas. Anna fik tårer i øjnene, og Adam bed sig i sin læbe for ikke at græde.

”Det er forfærdeligt,” sagde den anden mand så.”Vi er kommet for at redde jer. I skal ind i helikopteren.” Børnene og mændene gik så ind i helikopteren, og fløj tilbage til Sydney.

Da de var kommet tilbage til Sydney, måtte børnene tage til kommunen, for at fortælle dem hvad der var sket. Børnene kom i en god plejefamilie, der passede godt på dem. Men børnene ville aldrig glemme deres biologiske forældre.

Aldrig.

 

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...