Snehvide ❅

Dette er en lille bitte novelle, jeg har skrevet til en konkurrence på en hjemmeside. Novellen handler om Disney-prinsessen Snehvide. ;-)

2Likes
0Kommentarer
877Visninger

1. ~

Der fandtes mange kvinder i verden, der alle var forskellige. De kom fra forskellige steder af, men nogle, kom fra det helt samme sted. Nogle der blev født på samme hospital, samme stue, samme dag, eller i den helt samme skov. En af kvinderne der fandtes, hed Snehvide. Snehvide var en kongedatter, og den smukkeste i verden. Hun havde hus så hvid som sne, løber så røde som blod og hår så sort som kul.

Hun havde levet i nogle par år nu, og hun havde det meget godt. Sammen med skovens søde og nuttede dyr, og syv dværge hun var blevet venner med, havde hun haft det fantastisk.

Da hun en dag, ville besøge den smukke skov, mødte hun en ældre dame gå rundt. Damen gik rundt mellem træerne, med en lille kurv der var lukket. Efter alle de sukkersøde historier Snehvide havde læst, gættede hun sig frem til, at kurven var fyldt med mad, så hun ikke gik sulten rundt i skoven.

Snehvide tog dog fejl, da damen gik langsomt hen imod hende, med et lumsk, klamt smil på læben. Hun viste Snehvide kurven, og åbnede den så. Den var fyldt med æbler. Damen tog én af æblerne op, og gav den så til Snehvide, hvor hun bagefter sagde, ”tag et sødt æble.” Det gjorde Snehvide så, fordi hun var så venlig som hun var.

Hun havde ingen idé om æblet var giftigt, og at den ældre dame, var pist forsvundet. Snehvide svandt ned på jorden, med utallige smerter i kroppen. Det prikkede for hendes øjne, hendes tær klemte sig sammen, og hun kunne mærke hun blev ved med at rulle med hendes øjne, selvom hun ikke selv bestemte det.

Det tog lang tid, før stakkels Snehvide rejste sig op, og dækkede automatisk sit ansigt. Hun havde rørt ved sit ansigt. Det eneste hun kunne føle . . . var luft. Hun havde stadig store smerter, der sagtens kunne få hende til at falde sammen igen. Men hun blev stående, mens hun dækkede sig ansigt med sine hænder så hvide som sne.

Langsomt, gik hun listende tilbage mod sit hus, hvor hun straks løb ud på det lille toilet. Hun kiggede på sig selv i spejlet. I spejlet, så hun ikke sig selv.

Hun så en ung kvinde, med et sort sløret ansigt, store øjne der kun var røde, som lyste hele rummet op, og et klamt smil som viste nogle spidse grå tænder. Hun blev væmmet af sig selv. Hun satte sig på knæ, kiggede ned i jorden, og lod tårerne trille ned af hendes ”kinder”, men da hun atter kiggede sig selv i spejlet, var det blod der kom ud af hendes øjne. Hun lukkede sine øjne i, og bad til det hele bare var en ond drøm.

Da hun atter åbnede sine øjne, kunne hun intet se. Ligesom da hun havde spist æblet, prikkede det for hendes øjne. Hun kunne ikke klare det mere. Hun plejede da at være smuk. Hun plejede altid at få komplimenter. Nu . . . nu var lignede hun et frygtindgydende monster.

Hun gik ind i det lille soveværelse, hvor der blot var en lille seng, som hun lagde sig i. Da hun lagde sig i sengen, lukkede hun sine øjne og sov.

Hun sov så tung som en sten, og så længe som dyr der var gået i vinterhi. Hun var dog gået i vinterhi, gennem alle årtiderne.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...