Dragekriger

Drager er farlige, dødbringende og smukke. Dragende på mange unge mænd der bliver fløjet til Drageøen af deres læremestre, hvor de skal stå deres prøve. Nogle få overlever mødet med dragerne, kun få vender tilbage som stolte dragekrigere. Ingen ved at på øen er der andet skjult end drager. Noget der har kunnet holde sig skjult, og samtidig ikke er blevet til drageføde ... Ikke bare noget, men et menneske i kød og blod ...

9Likes
28Kommentarer
2280Visninger
AA

2. Sruhi og jeg

 

 

Solen hang, rund og gylden, lige over havets overflade. Himlen havde antaget en svag rosa farve, og de lavt hængende skyer havde guldkanter, som om de var meget finere end alle andre skyer. Sruhi lå udstrakt på klippen, og hans skæld glimtede mat i det sidste lys fra den nedgående sol. Hans øjne var lukket i, men hans sorte øjenvipper dirrede let. Hans vinger var foldet sammen, og han lignede mest af alt en sovende flagermus i stor udgave. Han var helt sort. Mere sort end nattehimlen.

Sort – ligesom mig. Vi lignede hinanden på mange punkter, og alligevel var jeg så forskellig fra ham. Sorte drager var sjældne, men jeg var endnu sjældnere. Jeg vidste at Sruhi ikke sov, for jeg følte hvordan han var på vagt, ligesom mig.

Hele mit liv havde jeg været på denne ø. Hele mit liv havde jeg set døden og livet på denne ø. Jeg havde set alt. Hvad fandtes der bag ved havet? Bag ved dette uendelige, blå intet? På den ene side længtes jeg efter at komme væk, men jeg var også bange. For hvad hvis der ikke var andet end havet? Hvad hvis det bare fortsatte?

På øen var man dagligt i fare for at blive spist eller flået i småstykker. Godt nok havde jeg et godt tav på drager, men jeg havde da før prøvet at komme slemt til skade. Sruhi var en meget ung drage, og oven i købet lille af hans alder, så han indgød ikke særlig meget respekt hos de større drager. Men han var god til at kæmpe, og gav alt hvad han havde i sig når faren virkelig truede.

Et trick der altid virkede var at ramme dragens svage punkt, som sad lige mellem øjnene. Det var blødere end resten af panden, og det førte direkte ind til dragens sjæl, og dens sjette sans. Drager kunne mærke hvis farer truede, og om der var løgn i luften. Og indgangen til alt dette sad altså lige i panden, og bare man rørte ved det fik dragen ulidelige smerter i hovedet af de forstyrrelser der var omkring indgangen. Hvis man mere end bare rørte kunne man slå dragen ihjel. I hvert fald psykisk. Hvis en drage var ’rørt’ kunne det ske at de blev sindsyge, og det første tegn var når de begyndte at græde blod. Men nogen ’overlevede’ hvis de var ekstra stærke, men de var altid lidt svækket.

Af og til skete der mystiske ting på øen… Fremmede væsner kom hertil, og stillede sig op som om de ejede det hele. De dummeste af dem blev spist eller flået i tusinde stykker af dragerne, men af og til fik væsnet bugt med dragen, og slog den med en lang snor til dragen villigt lod væsnet klatre op på sin ryg. Så fløj de væk på dragen, hvilket altid havde været mig et mysterium. Dragerne på øen kunne ikke komme væk herfra. Hvis man fløj op over en hvis højde fik man et lille stød, hvilket Sruhi havde prøvet. Hvis man trodsede det, og fløj længere væk… Døde man. Hvorfor kunne disse mærkelige væsner så!? I det samme så jeg en mørk prik i horisonten, men netop da slugte havet solen, og jeg kunne ikke længere se prikken. Men jeg havde set den før. Det var en drage der kom flyvende med endnu et af disse naive væsner.

Lad os komme væk!

Og som i en bevægelse begyndte Sruhi og jeg at bevæge os ind i den tætte skov. Sruhis sorte øjne spillede i mørket, og jeg smilede til ham. Endnu en forskel på os – Hans tænder var sylespidse og klar til at gennembore noget, mens mine var flade og små, og kun kunne tygge maden. Ikke gennemborer den. Herinde var der meget mørkt, især når solen var gået ned. Men heldigvis havde Sruhi nattesyn, så jeg fulgte bare efter ham. Sruhi og jeg havde været sammen altid. Jeg kunne ikke huske tiden hvor vi ikke var sammen, men jeg ved den var der. Det første minde jeg havde, var skovens mørke, og så Sruhis lysende øjne. Der begyndte alting. Inden det, husker jeg intet andet end nogle slørede billeder af disse væsner. Derfor følte jeg også, at min fortid havde noget med dem at gøre. Havde en taget mig til fange som lille? Eller…

Og disse væsner, måtte da også komme et sted fra. Det var nok derfor jeg længtes efter at flyve væk fra øen. Men jeg turde ikke på grund af stødet. Vi fandt frem til en af vores sædvanlige huler. Et tæt krat hvor vi havde samlet en masse blade, så vi kunne ligge blødt og rart. Sruhi krøllede sig sammen, og jeg lagde mig med hovedet på hans bløde mave, og lænede min arm på hans hale.

Jeg hvæsede kærligt, og aede hans bug til godnat.

Vi hørte sammen, og jeg kunne næsten ikke forstå at jeg engang ikke havde haft ham. Det var slet ikke til at forestille sig.

Han hvæsede igen, og viftede lidt med halen.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...