Harry og Emilia Potter - Flammernes Pokal

Dette er en omskrivning af Harry Potter og Flammernes Pokal.
-
Harry potter skal til at starte sit fjerde år på Hogwarts, men inden da skal han møde sin tvillingesøster, Emilia, for første gang. Emilia tager med tilbage til Hogwarts hvor der skal afholdes en stor turnering. Nemlig, Trekampsturneringen om Flammernes Pokal.
Men alt forandre sig, da Harry pludselig skal deltage.

60Likes
156Kommentarer
33381Visninger
AA

25. Udvælgelsen

Den næste dag var lørdag, hvor de fleste elever plejede at spise sen morgenmad. Men i dag var Emilia, Harry, Ron og Hermione ikke de eneste, der til en forandring var stået tidligt op i weekenden. Da de nåede

ned i indgangshallen, myldrede eleverne rundt flere med et stykke ristet brød i hånden, for at se nærmere på Flammemes Pokal. Den var opstillet midt i hallen på den skammel, hvor man plejede at placere fordelingshatten. En tynd, gylden linje var aftegnet på gulvet i en cirkel omkring den med en diameter på fire meter.

„Er der nogen, som har lagt deres navne i?" spurgte Ron ivrigt en tredjeårspige.

„Alle fra Durmstrang," svarede hun. „Men jeg har ikke set nogen fra Hogwarts endnu."

Emilia smillede en smule lettet, indtil Harry sagde, ”Jeg tør vædde på. at nogen må have gjort det allerede i aftes, efter at vi var gået seng." sagde Harry. „Det ville jeg i hvert fald selv, hvis jeg kunne være med ... jeg ville helst ikke have, at andre så på, mens jeg gjorde det. Hvad nu hvis pokalen bare spyttede sedlen op i hovedet på én igen?"

En eller anden lo et sted bag ved Emilia. Da hun vendte sig om, fik hun øje på Fred, George og Lee Jordan på vej ned ad trappen i fuld fart. De så alle tre meget spændte ud.

„Vi har gjort det" sagde Fred med en triumferende hvisken til Emilia Harry, Ron og Hermione. „Vi har lige drukket den!"

”Drukket hvad?" spurgte Ron.

„Ældeeliksiren, bæhjerner." sagde Fred.

„Én dråbe til hver." sagde George og gned sine hænder af fryd. „Vi behøver jo kun at blive få måneder ældre."

„Vi deler de tusind Galleoner mellem os, hvis en af os vinder," sagde Lee og smilede bredt.

„Jeg er nu ikke så sikker på, at det vil lykkes for jer," sagde Hermione advarende. „Jeg er overbevist om. at Dumbledore har tænkt på den mulighed for at snyde."

”Det vil ikke virke for dem.” Slog Emilia fast med rystede hoved. ”Dumbledore har tænkt på alt, sådan er han.”

Fred, George og Lee ignorerede pigerne.

„Er I klar?" spurgte Fred de to andre, dinende afspænding. „Kom så - jeg går først..."

Emilia så hovedrystende til. mens Fred trak et stykke pergament op af lommen med påskriften „Fred Weasley - Hogwarts". Fred gik direkte hen til den gyldne linje, standsede et øjeblik og vippede på tæerne, som om han var en udspringer, der netop skulle til at foretage et spring fra timetervippen. Og så, med alles blikke rettet mod sig, tog han en dyb indånding og krydsede linjen.

I et kort øjeblik troede alle, at det gik - George var åbenbart af samme opfattelse, for han udstødte et triumferende hyl og kastede sig ind over linjen for at slutte sig til Fred. Emilia så stadig skeptisk til - og i næste sekund kom der en høj, hvislende lyd, hvorefter begge tvillinger blev slynget ud af den gyldne cirkel, som om de var kasteskyts i en dværgkastningskonkunence.

De landede hårdt på det kolde stengulv flere meter derfra, og for at føje spot til skade groede der lynhurtigt et par identiske lange hvide skæg ud på deres hager; Latteren rungede i indgangshallen. Selv Fred og George kunne ikke lade være med at grine, da de var kommet på benene igen og, havde set nærmere på hinandens fuldskæg.

Emilia og Hermione stod bare og rystede på hovet af dem.

„Jeg advarede jer," lød en dyb, munter stemme. Alle vendte sig mod Dumbledore, der kom ud fra Storsalen. Han bettagtede Fred og George med et glimt i øjet. „Jeg foreslår, at I to næste gang lytter til frøken Granger og frøken Potter, da de have ret i noget fra starten af. Jeg har tænkt på alt. Og smult så op til madam Pomfrey. Hun tager sig allerede af frøken Fawcett fra Ravenclaw og hr. Summers fra Hufflepuff, der også besluttede sig til at ændre en smule på deres alder. Men jeg må sige, at jeres fuldskæg er langt flottere end deres."

Fred og George begav sig af sted til hospitalsfløjen sammen med Lee, der slet ikke kunne holde op med at grine. Emilia, Harry, Ron og Hermione gik fnisende ind for at spise morgenmad.

Her til morgen var Storsalens udsmykning blevet ændret I anledning

af allehelgensdag, baskede en flok flagermus randt oppe under det fortryllede loft, mens hundredvis af udskårne græskarhoveder gjorde grimasser fra hvert et hjørne. Harry gik foran og satte kursen mod Dean og Seamus, der sad og diskuterede, hvem af de syttenårige fra Hogwarts der meldte sig til.

„Der går rygter om, at Warrington stod tidligt op og lagde sit navn i" fortalte Dean, Harry. „Ham den store kleppert fra Slytherin, der ligner et dovendyr."

Harry, der havde spillet Quidditch mod Warrington, rystede på hovedet i afsky. „Vi kan da ikke lade os repræsentere af en fra Slytherin!"

„Og alle Hufflepufferne taler om Diggory," sagde Seamus forkasteligt. „Men jeg troede ikke, at han turde sætte sit smukke ansigt på spil. Ikke for noget, mini Potter."

”Men det vil han,” Sagde Emilia toneløst.

Der lød jubel ude fra indgangshallen. De vendte sig alle i stolene så Angelina Johnson komme ind i Storsalen med et forlegent smil. Den høje sorte pige, der spillede angriber på Gryffindors quidditchhold, kom hen til dem, satte sig ned og sagde: ”Ja, nu har jeg altså gjort det! Jeg har lige lagt mit navn i pokalen!"

„Det er da løgn!" udbrød Ron imponeret.

„Er du da sytten år?" spurgte Harry.

„Selvfølgelig er hun det. Kan du måske se et skæg?" sagde Ron.

„Jeg havde fødselsdag i sidste uge." sagde Angelina.

„Hvor er jeg glad for, at nogen fra Gryffindor har meldt sig." Sagde Hermione. ”Jeg håber virkelig, at du bliver valgt. Angelina!"

„Tak skal du have, Hermione," sagde Angelina og smilede til hende.

”Også mig,” Sagde Emilia.

Angelina kiggede på hende med store øjne. ”Men Diggory er også meldt til, jeg trorede du ville heppe på ham.”

”Hun vil ikke have han er med,” Sagde Ron, med munden fuld af brød.

”Jeg vil hellere se en for mit eget kollegie.” Løg Emilia hurtigt og skulede til Ron.

„Ja, hellere dig end Smukke Diggory," sagde Seamus og høstede adskillige onde blikke fra Hufflepuffbordet og Emilia.

 

„Hvad skal vi så lave i dag?" spurgte Ron Harry, Emilia og Hermione, da de havde spist morgenmad og gjorde sig klar til at forlade Storsalen.

„Vi har ikke besøgt Hagrid endnu," sagde Harry.

„Okay." sagde Ron. „bare han ikke beder os om at donere fingre til Futskolopendrene."

Et udtryk af pludselig begejstring bredte sig på Hermiones ansigt.

„Jeg kommer lige til at tænke på noget - jeg har ikke bedt Hagrid om at melde sig ind i F.A.R. endnu!" udbrød hun glad. „Gider I lige vente på mig, mens jeg smutter ovenpå efter emblemerne?"

„Hun giver aldrig op, vel?" lød det fortvivlet fra Ron, da Hermione hastede op ad marmortrappen.

”Det tror jeg ikke,” Sagde Emilia og rystede endnu en gang på hoved.

”Kan du andet end at ryst på det hoved, dit hår flyver jo omkring.” Bag dem kom Cedric gående, med et roligt smil. ”Ja, men det kræver folk holder op med at opfører sig som dig.” Sagde hun udfordrende og var glad for han talte til hende igen.

„Hov, Ron," sagde Harry med ét. „Dér er din veninde ..." De vendte sig alle og kiggede ned af trappen. Eleverne fra Beauxbatons var på vej ind gennem hoveddøren, og blandt dem var den smukke Wiliepige. Flokken omkring Flammens Pokal trådte tilbage for at lade dem komme til. Alle så spændt på dem.

Madame Maxime trådte ind i hallen bag sine elever og fik dem til at træde an på en række. Én efter én krydsede Beauxbatons' elever alderslinjen og lod deres pergamentark med navn og skole på dumpe ned i pokalens blåhvide flammer. For hvert navn, der blev lagt ned, blev pokalen kortvarigt rødglødende og udsendte gnister.

„Hvad tror du, de afviste kandidater vil gøre?" spurgte Ron Harry, da Wiliepigen smed sit stykke pergament ned i Flammemes Pokal.

„Tror du, de vender tilbage til deres skole eller bliver her for at overvære turneringen?"

„Aner det ikke." sagde Harry. „De bliver her nok ... madame Maxime skal i hvert fald blive, når hun er dommer, ikke?"

Da alle eleverne fra Beauxbatons havde tilmeldt sig, førte madame Maxime dem ud ad hoveddøren igen.

„Hvor mon de sover?" undrede Ron sig og gik hen til hoveddøren for at Sture efter dem.

Emilia vendte sig mod Cedric, som stod lige bag hende og havde set det hele over hoved på hende. ”Når du, hvad er planerne for i dag?”

Han smilede skævt og sagde, ”Jeg tænkte, du og jeg skulle fjolle lidt rundt alene, uden at skændes.”

Hun nikkede og sagde, ”Den ide kan jeg godt lide.”

Han strøg noget hår væk fra hendes ansigt og sagde, ”så du kan andet end at ryste på hoved.”

Emilia smillede drilsk og rystede så voldsomt på hoved at håret dansede om hendes kinder. Da hun var færdig himlede Cedric højt med øjnene over hende. Hun træk på skulderne, og han spurgte, ”Skal vi gå?”

Hun kastede et blik rundt i indgangshallen for at se efter Harry, Ron og Hermione, men de var allerede væk. ”Ja, lad os det.”

”Det er lunt i dag og solen skinner næsten, så jeg tænkte vi kunne gå ned til søen.” Sagde Cedric og begyndte at træde ned at marmortappen. Emilia fulgte hurtigt trop. Hun have lidt på fornemmelsen at han kun ville have hende udenfor så de kunne forblive på to mandshold.

 

Det var ikke helt så varmt, som Cedric havde lagt op til, hvilket kun understøttede Emilia teori, mens solen kæmpede sig i gennem den disede himmel. De gik side om side ned mod søen, hen over det fugtigt udendørs areal som strakte sig fra slottet til den forbudte skov. De sagde ikke meget til hinanden, ikke fordi der var spændinger mellem dem, men Cedric var ikke en dreng af mange ord og Emilia lod bare til at tumle i sin egen verden.

Cedric førte dem ned over græsset mod søen. Har satte han sig i den svage sol, under et udgået træ. Han placerede sig taktisk mellem de tykke rødder, så han kunne have ryggen lænet mod stammen. Emilia satte sig på en af rødderne og kiggede ud over vandet. Overfaldet var bugtet i blide ujævne bølger, på grund af den svage efterårsvind.

”Er du blevet for fin til at side på jorden, mini Potter?” Drillede Cedric og tog fadt om hendes håndled.

”Næ, jeg gider bare ikke blive våd bag i.” Svarede Emilia med et smil, men Cedric træk hurtigt i hendes arm og hun måtte lad sig falde forover. Hun tumlede ned mellem hans ben, så hendes ben lå over hans ene og hendes ryg stødte mod det andet.

”Tak,” sagde hun sarkastisk og himlede med øjnene, men da hun prøvede at rejse sig, slog han armene om hende og holde han hende tæt. Emilia puls steg og for første gang følge hun sig pludselig nervøs i Cedrics selvskab. Tros svang hun sine ben ned mellem hans og lade ryggen mod hans bryst. Hans arme hvilede stadig om hendes krop, lige under brystet.

Der var stille igen for et stykke tid, ingen af dem var meget for at bryde den afslappende stilhed som kunne ligge over dem. Men spørgsmålet hvilede så tungt på Emilia tunge, at det bare måtte ud.

Hun lagde hoved tilbage og kiggede op på ham. Han stirrede lige frem over hovedet på hende og et rolige, skævt smil pyntede han så perfekte læber

 ”Du ved godt jeg ønsker du ikke bliver valgt, ikke også?” Spurgte hun langsomt, agtpågivende i tilfælde af et nyt skænderi.

”Jo, det ved jeg,” svarede han langsomt. ”Men jeg ville ønske du ville gøre det modsatte.”

”Det kan jeg ikke.”

”Det ved jeg godt,” Han gav hende et klem og strøg hendes arm. ”Men jeg skal nok vise dig du tog fejl.”

”Ja, ja, Ced.” Svarede hun bare og lod samtalen pacere.

De sad helt tæt i lang tid uden at tale sammen. Emilia lod sig synke ind i rytmen af Cedrics brystkasse som sank og hævede sig i et langsomt tempo. Hun lagde hoved tilbage, så det hvilede lidt unders hans. Der var noget fremmede og særligt mellem dem, netop nu som de sad sammen.

Hun lod sine hænder glide over han arme, de grove lyse hår på hans arme, fik det til at summe i hendes fingerspidser. Hun drejede hoved tilbage igen og kiggede på kanten af hans hage. I det svage sollys kunne man lige skimte de små skægstubbe, som så hurtigt voksede frem, selv om han prøvede at holde dem nede.  Emilia stillede Harry og Ron op ved siden af Cedric i sit hoved. Hun kunne ikke komme uden om at forskellen var enorm.

Ikke blot på grund af den så tydelige forskel i deres træk, men også fordi Cedric krop var flere år fremme i forhold til deres. Han var højere, brede over skulderene og så var alders tegn som skæg og kraftigere hår på armene og benene begyndt at skyde frem.

Cedric gav hende et klem og fik hende til at vende tilbage til virkeligheden. Hun lod tankerne om deres alder flyde ud i sandet. Cedric lod sine arme falde, hvilket næsten fik Emilia til at fare sammen, hun ville ikke have han slap hende. Men i stedet for at holde om hende, fangede hans hendes hånd mellem sine og træk dem op for an dem. Han lade sin håndflade mod hendes og kiggede nær studene på dem.

”Se, min er næsten et led støre end din.” Mumlede han lavt ned i hendes øre. Det var rigtig nok, Cedrics lange smalle fingre stak næsten et led op over Emilias spinkle finger, selv hvis man regnede hendes lange negle med. Emilia stirrede på deres sammen pressede hænder, da Cedrics fingre pludselig gled ind mellem hendes og lukkede sig om hendes hånd. Hun skyndte sig på refleks at lukke sine fingre.

De blev sidende sådan, med sammen feltet fingre i flere timer, uden nogen af dem sagde ret meget. Over dem bevægede solen sig vest på og efter langtid måtte de rejste sig, for at gå op mod slottet, så de kunne nå at komme ind i storsalen før middagen.

 

 

Storsalen var næsten fyldt op, da de trådte ind, og der var tændt stearinlys overalt Flammemes Pokal var blevet flyttet nu stod den på højbordet foran Dumbledores tomme stol. Fred og George - glatbarberede

igen - lod til at tage skuffelsen som mænd. Cedric lod armen glide af Emilias skuldre og hun kiggede længe på ham, uden at sige noget. Han havde holdt om hende, lige siden de havde forladt det udgåede træ. I dag have været noget særligt, det vidste de begge, men ingen af den vidste hvorfor.

Emilia sendte ham et skævt smil og gik tøvende mod Gryffindorbordet, mens Cedric træk med Huffelpufferne.

„Jeg håber, at det bliver Angelina," sagde Fred, så Emilia kunne hører ham i mængden. Harry, Ron og

Hermione sad på den modsatte side fra tvillingerne. Hun lod sid ubemærket dumpe ned ved siden af Georgs

„Det gør jeg også." sagde Hermione åndeløst. „Men det finder vi snart ud af!"

Allehelgensfestmiddagen lod til at trække ud i det uendelige, måske fordi det var den anden festmiddag i træk, måske fordi alle var så spændte - eller nervøst i Emilias tilfælde. Ingen havde den  store appetit på al den udsøgte mad, alle sad med store øjne og kiggede på alt, hvad der foregik omkring

dem; de var rastløse og rejste sig konstant op for at se, om Dumbledore snart var færdig med at spise.  

Selv Emilia virkelig frygtede Cedric ville blive udvalg og hun synes turneringen var noget, som de kun afholde for at kunne vise sig, ville hun alligevel gerne se hvem der skulle konkurer. Hendes nysgerrighed kom før hende hønsemorgen.  

 

Langt om længe var de gyldne fade atter strålende rene; en summende mumlen brød ud, men stilnede hurtigt igen, da Dumbledore rejste sig op. På hver side af ham sad professor Karkaroff og madame Maxime, der så lige så anspændte ud som alle andre. Ludo Ludomand smilede og vinkede randt til forskeflige elever. Hr. Ferm, derimod, virkede fuldkommen uinteresseret - det så næsten ud, som om han kedede sig.

„Ja, nu er pokalen næsten parat til at træffe beslutningen." Sagde Dumbledore. ”Jeg regner med, at der vil gå et minut. Når de udvalgte om lidt får deres navne kaldt op, vil jeg bede dem om venligst at gå denne vej forbi højbordet og fortsætte ned i det tilstødende gemak ..." han pegede på døren bag højbordet. „... hvor de vil modtage de første instrukser."

Han tog i tryllestav og svingede den i en stor, blød bue; omgående blev alle stearinlys, bortset fra lysene i de udskårne græskarhoveder, slukket. Storsalen henlå nu i halvmørke, og Flammemes Pokal skinnede stærkere end nogensinde som det lysende centrum, genstanden for alles opmærksomhed. De knitrende, blåhvide flammer var næsten smertefulde for øjet at befragte. Alle stirrede og ventede ... nogle begyndte at se på deres ure ... „Hvert sekund det skal være," hviskede Lee Jordan to pladser fra Emilia.

Flammerne i pokalen blev pludselig røde igen. Gnisterne røg fra den. Så skød en lang flamme op i luften, og et let sværtet stykke pergament blev kastet ud - alle gispede. Dumbledore greb pergamentstykket og holdt det ud i en arms længde for at læse det i flammeskæret der igen var blevet blåhvidt

„Durmstrangs turneringsdeltager," læste han med høj, fast stemme, „bliver Viktor Krum."

„Det er ingen overraskelse!" råbte Ron, mens bragende klapsalver og vild jubel brød ud i Storsalen. Emilia så Viktor Krum rejse sig fra Slytherinbordet og daske op mod Dumbledore; han drejede til højre, gik om bag højbordet og forsvandt gennem døren til det tilstødende gemak.

„Bravo, Viktor!" brølede Karkaroff så højt, at alle kunne høre ham trods jublen.” Jeg vidste, at du havde det i dig!"

Klapsalverne og snakken døde hen. Alles opmærksomhed blev atter rettet mod pokalen, der få sekunder senere blev rødglødende igen. Endnu et stykke pergament skød op fra den, båret af flammerne.

„Beauxbatons' turneringsdeltager," sagde Dumbledore, „er Fleur Delacour!"

„Det er hende. Ron!" råbte Harry, da pigen, der lignede en Wille, yndefuldt rejste sig op, kastede sit lange blonde hår tilbage og vimsede frem mellem Ravenclaw- og Hufflepuff-bordet

„Åh, se, hvor skuffede de andre er," sagde Hermione højt i al armen og nikkede mod de resterende elever fra Beauxbatons. At de var „skuffede" var en underdrivelse, tænkte Emilia. Et par af pigerne, der ikke var blevet valgt, var fuldkommen opløste af gråd; de lå hulkende hen over bordet med hovedet gemt i armene. Da Fleur Delacour også var forsvundet ind i sidegemakket, faldt stilheden atter over salen, men denne gang var det en stilhed så ladet med spænding, at man næsten kunne smage det i luften. Emilia kiggede gennem salen på Cedric, som stirrede opslugt på pokalen. Hendes fingre dirrede nervøst og hun frygtede det værste.

Og Flammemes Pokal glødede atter rødt; gnisterne føg fra den, ildtungen skød højt op i luften, og fra dens spids trak Dumbledore et tredje stykke pergament. Emilia fulgte det hele med øjnene, mens hun holdte stramt fast om kanten, på bænken under sig.

„Hogwarts' turneringsdeltager." råbte han, - Emilia pressede læberne hårdt sammen - „er Cedric Diggory!"

„Nej!" udbrød Ron højt, men ingen andre end Emilia hørte ham, for brølet fra det næste bord overdøvede alt. Men hun var enig. Nej, det var lige det hun ville havde råbt hvis der have kunne komme et eneste ord ud over hendes sammen pressede læber. Dog var hendes grunde langt fra de samme som Rons. Den frygt hun før hun havde strejfede lidt for tid til anden, blussede nu op i hendes og antændte alt inden i hende. Hermione fangede hendes hånd under bordet og gav den en beroligende klem, men Emilia var for langt væk til at falde ned.

Eleverne fra Hufflepuff var sprunget op, skrigende og trampende, mens Cedric rejste sig med et bredt smil og gik op mod lokalet bag højbordet. På vej der op drejede han hoved mod Emilia, og mødte kort hendes blik. Hun klemte et falsk smil frem og håbede han tog det for gode.

Bifaldet for Cedric var så overvældende og varede så længe, at der gik en rum tid, før Dumbledore kunne få ørenlyd igen.

„Fremragende!" råbte Dumbledore glad, da de sidste tumulter havde lagt sig. „Vi har nu vores tre deltagere. Jeg er sikker på, at jeg I kan stole på, at I alle, inklusive de resterende elever fra Durmstrang

og Beauxbatons, vil give jeres repræsentanter al den støtte, I kan mønstre. Ved at opmuntre jeres deltagere, vil I udvise virkelig ..."

Men så tav Dumbledore brat og alle kunne se, hvad der havde afbrudt ham. Flammerne i Pokalen var atter blevet røde. Gnisterne føg fra den.

En lang ildtunge skød op i luften, bærende på endnu et stykke pergament.

Dumbledore rakte nærmest mekanisk sin lange arm frem og greb pergamentstykket. Han holdt det ud for sig og stirrede på det navn, der var skrevet på det. Der var en lang pause, for Dumbledore blev ved med at stirre på pergamentstykket i sin hånd, mens alle andre

studerede på Dumbledore. Så rømmede han sig og læste højt

„Harry Potter."

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...