Harry og Emilia Potter - Flammernes Pokal

Dette er en omskrivning af Harry Potter og Flammernes Pokal.
-
Harry potter skal til at starte sit fjerde år på Hogwarts, men inden da skal han møde sin tvillingesøster, Emilia, for første gang. Emilia tager med tilbage til Hogwarts hvor der skal afholdes en stor turnering. Nemlig, Trekampsturneringen om Flammernes Pokal.
Men alt forandre sig, da Harry pludselig skal deltage.

61Likes
156Kommentarer
33857Visninger
AA

2. Transitnøglen

Stjernerne blinkede ned til dem, da de trådte ud af hoveddøren med tunge tasker på ryggen. Emilia kiggede op på fuldmåne mens hendes kinder blev røde af kulden. Fru Diggory krammede og kyssede sin mand inden hun gik videre til Emilia. Hun var ikke meget højere ind den fjortenårige pige. Hun lag begge hænder på hendes kinder og sagde: ”Emilia, husk lige meget hvad der sker, så har du altid en familie her.”

Emilia kastede sig om halsen på hende og hviskede: ”I vil altid være min familie.”

Emilia trådte lidt tilbage og stillede sig ved siden af Cedric, som smilede glad til hende.

 

Cedric tog som den sidste afsked med Fru Diggory, før de begav sig ind i skoven bag huset, med kurs mod Hermelinbakken. Emilia førte an, hun kendte skoven ind og ud, selv i mørke. Hun gik let uden om væltede træer og dybe huler, selv om det kun var det sløvhvide lys fra månen. Nattens stilhed var tæt og kun deres tunge vandrestøvler kunne høres.

 

Da de trådte ud på markerne var luften tyk af dis, månen var væk, men solen var endnu ikke stået op. ”Hvem tro du der vinder kampen?” Spurgte Emilia nysgerrigt, mens de gik over markerne, i den kolde morgenluft.

Cedric tog hendes hånd og sagde: ”Jeg ved det ikke Irerne er gode, men bulgarerne har Krum.” Han gav hende hånd et lille klem. Emilia nikkede halvt og trådte uden om et stort mudderhul.  Cedric og Emilia gik lidt bag Hr. Diggory og snakkede mens de kom tættere på skoven inden Hermelinbakken. Luften var så kold at deres ånde blev hængene i luften.

 

Langsomt steg solen op over træerne og gav lidt varme. Emilia ville normalt have sprunget let og glad gennem skoven, men ikke i dag. Den nervøse knude i hendes mave holdte hende på jorden. De kom frem til Hermelinbakkens fod. Emilia stoppede op i skovbrynet og kiggede mod bakkens top.

Da Cedric kom frem til hende og hviskede: ”Husk hvad mor sag til dig.”

”Det er ikke det,” Svarede hun ham, da det gik op for hende at han misforstod hende, ”Det er bare det…” Hun stoppede og tøvede lidt, for så at vende sig mod Hr. Diggory, der gik forbi dem.

”Ved han stadig væk ikke jeg eksister?”

”Arthur har vist prøvede at forklare det.” Sagde Hr. Diggory let, før de gav sig til at bestige Hermelinbakken.  Bakken var stejl og da de endelig noget bakkens top, var Emilia så forpustet at hun måtte stødte sig til Cedric. Cedric lo bare højt af hende og skubbede blidt til hende, men det var nok.

Emilia tumlede om i det dugfriske græs.  Hr. Diggory kunne ikke lade være med at le af dem, da Emilia prøvede at trække Cedric om kuld. Men han blev hurtigt alvorlig igen.

”Så unger, vi skal finde den transitnøgle.”  Cedric hjalp Emilia på benene og begyndte at lede efter noget som kunne ligne en transitnøgle. Emilia var våd på ryggen, efter at havde ligget i det våde græs.

 

Emilia vidste transitnøglerne ofte blev gemt som ubemærkelsesværdige genstande. Så mugglerne ikke ville samle dem op. Så det var mest ting, som de ville betragter som affald. En gammel fodbolt eller en tom dåse. Emilia gennem rode det høje græs sammen med Hr. Diggory, mens Cedric gik lidt der fra.

”Her!” Råbte Cedric lidt der fra og holdte en gammel sort støvle i vejret. Emilia og Hr. Diggory løb hen til ham og Hr. Diggory overtog den gamle støvle. Der var huld i snuden på støvlen, bestemt affald.

”Godt fundet min dreng,” Roste han og kiggede kort på sit armbåndsur. ”Ja nu kan det ikke var længe inden de andre kommer. Kom, vi setter os her over.” Sammen gik de over til nogle store sten, som lå lidt gemt i det høje græs.

Emilia og Cedric begyndte straks at skubbe hinanden ned af stenene, mens Hr. Diggory så på. Han lo af dem, når Emilia skubbede Cedric ned, men han hev hende med sig, så de begge endte i græsset.

 

”Nu mangler vi bare transitnøglen,” Stemme var fremmet, men meget venlig. Emilia rejste hoved højt og kunne ikke skjule at knuden i hendes mave, blev størrer.

Hr. Diggory rejste sig fra stenen og gik mod stemmen, i den tykke morgen dis. Cedric og Emilia var hurtigt på benene og gik hastigt efter ham. „Herovre. Arthur Herovre, kammerat. Vi har den!" Råbte Hr. Diggory og viftede ivrigt med støvlen. De syv mennesker som stod lidt længer femme i morgen disen, samlede sig og gik mod dem. Emilia forsøgte ud for det Cedric havde fortalt om dem, at sætte navne på.

Den høje ranglede mand, med rødt hår og briller, måtte være Hr. Weasley, for der var ingen andre voksen til stede. Tvillingerne var helt sikket Fred og George. Dem snakkede skrev han altid en del om.

Den lidt yngre pige med rødt hår, måtte være Ginny. Også måtte drengen – også rødhåret - bag hende være Ron. Pigen med det store brune hår og lidt for store fortænder måtte være Hermione, den kloge pige.

Emilia behøvede ikke gætte for at se hvem der var Harry. Hans sorte hår der strittede vildt var let at genkende fra avisudklippet, også stirrede han lige så meget på hende, som hun stirrede på ham.

 

”Dette er Amos Diggory," præsenterede hr. Weasley Hr. Diggory for hans børn. „Han arbejder i Afdelingen for Overvågning af Magiske Væsner. I kender sikkert allerede hans søn, Cedric?"

Cedric hævede hånden som hilsen og sagde: ”Hej.” De hilste alle på ham, undtagen tvillingerne, de nøjedes med at nikke. Emilia vidste de var sure på Cedric, at hans hold slog Gryffindor under den allerførste Quidditchkamp sidste skoleår.

”Og så må det være Emilia?” Spurgte Hr. Weasley venligt og kiggede nøje på hende. Emilia smilede høfligt og hævede en let skælvende hånd, som hilsen. Alle de nysgerie blikke fik kun knuden til at vokse mere.

 

”Var det en lang gåtur, Arthur?" spurgte Hr. Diggory så og tog ordet igen. Nej. det var ikke så galt," svarede hr. Weasley. ”Vi bor lige på den anden side af landsbyen der. Hvad med jer?"

”Vi måtte op klokken to i nat. Ikke sandt. Unger?” Emilia flyttede blikket fra Harry til Hr. Diggory. ”Jeg kan love dig for, at jeg bliver glad, når Emilia også består prøven i Spectral Transferens. Men vi skal Ikke klage... finalekampen ved Quidditchverdensmesterskaberne er noget, vi ikke vil gå glip af for en hel sæk Galleoner - og det var omtrent hvad billetteren kostede. Men jeg slap nu billigt..." Amos Diggory kiggede venligt rundt på de tre Weasley-brødre, Harry, Hermione og Ginny. Hans blik blev hængende på Harry.

 

„Ved Merlins skæg, der har vi ham jo. Harry, Harry Potter" udbrød Amos Diggory med store øjne. „Øh - jah," sagde Harry. Emilia tænkte Harry måtte havde vænnet sig til, at folk kiggede nysgerrigt på ham når de så ham. Og at deres blikket altid var rettet mod det zigzagget ar i hans pande. Men det lod ikke forhindrede ham i at føle sig forlegen.

„Cedric har naturligvis fortalt så meget om dig, men det er nu mest til Emilia" sagde Amos Diggory. „Man han har også fortalt alt om, hvordan han spilede mod dig sidste år ... så jeg sagde til ham, at nu har han da noget at fortælle sine børnebørn ... at han slog Harry Potter, selveste Harry Potter"

Emilia kiggede interesseret på Harry for at se hvad han ville svar, men der kom ikke noget.

 

 

 

Fred og George skulede til Cedric og Cedric så en smule flov ud.

„Harry faldt jo af sin kost far." mumlede han. „Jeg sagde jo det var et uheld ..." Emilia smilede til Cedric. „Ja. Men du faldt jo ikke af. Gjorde du vel?” brølede Amos muntert og klaskede sin søn på ryggen.

„Min Cedric er altid så beskeden, altid en gentleman ... men den bedste mand vandt, det er jeg også sikker på, at Harry vil give mig ret i, ikke Harry? Den ene falder af kosten, og den anden bliver siddende – så behøver man vel ikke at være et geni for at regne ud, hvem der er den bedste flyver!"

 

”Nu er det ved at være tid," Afbrød Hr. Weasley hurtigt og kiggede på sit ur igen. ”Ved du, om vi skal vente på flere, Amos?"

”Jeg tror det ikke. Familien Lovegood har allerede været der i en uge, og familien Fawcett kunne ikke få billetter." sagde hr. Diggory i samme tone som før.”Der er da ikke flere af os i dette område, er der?"

”Ikke hvad jeg ved af," sagde hr. Weasley. ”Ja. Så er der kun et minut tilbage ... vi må hellere gøre os klar ...”

Han så på Harry og Hermione. „I skal bare røre Transitnøglen. Det er det hele. En finger er nok ..." Med lidt besvær på grund af de store rygsække samledes de sig alle ti omkring den gamle gummistøvle, som Hr. Diggory holdt frem.

De stod i tæt sluttet kreds, mens en kølig brise strøg overbakketoppen. Ingen sagde noget. Cedric havde den arm der ikke rørte støvlen om Emilia, som var vældig nervøs. Det var hende første tur med en transitnøgl.

„Tre ..." mumlede hr. Weasley, der stadig tog tid på sit ur, „to ... én..."

Det skete øjeblikkeligt: Emilia følte det, som om en krog i navlen, der pludselig trak hendes fremad. Hendes fødder slap jorden; Hun kunne mærke Cedric skulder mod sin side. De susede frem i et hujende vindstød og hvirvlende farver. Hendes pegefinger sad som klistret til støvlen; det var, som om den hang fast ved hjælp af magnetisme. Af sted gik det indtil...

Hendes fødder ramte jorden med et hårdt stød; Emilia ville havde væltede, hvis ikke Cedric havde holdt hende oppe. Transitnøglen landede tæt på Harrys hoved med et tungt bump. Emilia så rundt. Hr. Weasley, hr. Diggory, Cedric og hende selv var de eneste der stadig på benene. Alle andre lå på jorden.

„Syv minutter over fem fra Hermelinbakken," sagde en stemme. 

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...