Harry og Emilia Potter - Flammernes Pokal

Dette er en omskrivning af Harry Potter og Flammernes Pokal.
-
Harry potter skal til at starte sit fjerde år på Hogwarts, men inden da skal han møde sin tvillingesøster, Emilia, for første gang. Emilia tager med tilbage til Hogwarts hvor der skal afholdes en stor turnering. Nemlig, Trekampsturneringen om Flammernes Pokal.
Men alt forandre sig, da Harry pludselig skal deltage.

60Likes
156Kommentarer
33798Visninger
AA

30. Rita Rivejerns Artikel

Lille forfatter kommentar:

Jeg ved, jeg har været stille rigtig, rigtig længe... Men det er skoles skyld!

Men jeg håber meget at både skolen og min skrive blokade er væk så der kan komme mere :)

 

***

 

Udsigten til et møde med Sirius var det eneste, der holdt Harry oppe i de næste to uger. Det var det eneste lyspunkt i en horisont, der aldrig havde set mørkere ud.  Emilia prøve gang på gang at munder ham op, men han træk sig fra hende, hvilket ramte hende lige hårdt hver gang.  Chokket over at han var blevet valgt som turneringsdeltager havde efterhånden lagt sig og var langsomt blevet erstattet af frygten for, hvad han skulle gennemgå. Men hun frygtede ikke kun for ham. Tros hendes og Cedric havde ignoreret hinanden endnu mere end før - hvis det da var muligt - så frygtede hun også for ham. Hun var bekymret for deres sikkerhed, selv om Hermione blev ved med at sige ingen af dem fik lov til at komme noget slemt til. Men Emilia havde svært med at tro på det. Hun tænkte hele tiden tilbage til den aften hvor Mørkes tegn var kommet op på himlen. Hun havde sagt til Cedric at hun forventede der ville ske noget forfærdeligt det skoleår og indtil nu var tegnet alt på hun fik ret.

Tiden for den første opgave nærmede sig og Emilia blev mere og mere pir lig som dagende gik.

Harry kunne hellere slet ikke se lyst på fremtiden; han virkede som om hans liv kun havde været en venten på den første opgave - som også ville afslutte det.

Emilia måtte se i øjnene, at uanset hvor opmuntrende et besøg af Sirius ville være, så kunne det ikke hjælpe hverken ham eller hende af med angsten. Men det ville være velgørende for dem begge at se et venligt ansigt.

Harry skrev tilbage til Sirius, at de ville vente ved pejsen i opholdsstuen på det rette tidspunkt. Emilia, Harry og Hermione brugte derefter lang tid på at planlægge, hvordan de skulle få jaget nattevandrere ud af stuen den pågældende nat.

I værste fald ville de smide en hel pose stinkbomber, men det var en desperat løsning, som de håbede ikke

ville blive nødvendig - Filch ville flå dem levende.

 

I mellemtiden blev livet på slottet gjort mere og mere surt for Harry, efter at Rita Rivejern havde offentliggjort sin artificiel om Turneringen i Magisk Trekamp. Det var den Harry var blevet interviewet til da han måtte forlade eliksirtimen.

Harry havde beskrevet oplevelsens for Emilia en enkel gang og først havde hun tror han overdrev noget. For som Harry beskrev hende, kunne ingen kvinde være. Men efter hun havde fået artiklen mellem hænderne havde hun ombestemt sig. Rita måtte være den største løgner i den magiske verden.

Den viste sig at handle mindre om turneringen end om Harrys liv i en meget kulørt fremstilling.

Forsiden var stort set ryddet til fordel for et fotografi af Harry, og artiklen (der fortsatte på side to, seks og syv) handlede næsten udelukkende om Harry, mens deltagerne fra Beauxbatons og Durmstrang kun blev nævnt (med forkert stavede navne) i den allersidste Artikel. Cedric blev slet ikke nævnt, ved navn.

 

Artiklen havde været i avisen for ti dage siden, og Emilia vidste Harry stadig led under en kvalmende skamfølelse, hver gang han kom til at tænke på den. Rita havde citeret ham for en masse ting, han sagde han aldrig havde sagt. Og hun tror ham fuldt og fast, for nogle af tingende at for langt ude.

 

Jeg tror, at jeg får min styrke fra mineforældre. Jeg ved, at de ville være stolte af mig, hvis de blot kunne se mig nu... Ja, det sker somme tider, at jeg græder mig selv i søvn om aftenen, når jeg tænker på dem, det skammer jeg mig ikke over at indrømme. Jeg ved, at intet kan ske mig under turneringen, for de våger over mig... Emilia? Ja, altså vi mødte her i sommers, men jeg bryder mig faktisk ikke om hende… Hun er for meget sammen dem konkurrenten fra Hufflepuff…Og jeg vil jo helst ikke havde hun fortæller mine taktikker til andre.

 

Harry havde fortalt Emilia han faktisk ikke havde sagt ret meget mere end ”øh” og ”åh”. Men Rita havde i vært faldt forvandlet dem til lange, sødladne sætninger. Men ikke nok med det, hun havde interviewet flere andre for at få dem til at fortælle om ham.

 

Harry har omsider mødt kærligheden på Hogwarts. Hans nære ven, Colin Creevey, fortæller, at Harry sjældent ses uden følgeskab af Hermione Granger, en henrivende Mugglerfødt pige, der i lighed med Harry er en af skolens bedste elever.

 

Fra den dag, artiklen blev bragt, måtte Harry udholde, at de andre- især dem fra Slytherin - citerede den, når han passerede; og han måtte finde sig i deres grove vittigheder.

„Vil du låne et lommetørklæde, hvis du skulle komme til at tude i Forvandling. Potter?"

„Siden hvornår er du blevet en af skolens bedste elever. Potter? Eller det er måske en skole, som du og Longbottom har startet sammen?"

„Hallo-Harry!"

„Ja, og hva' så?" råbte Harry og vendte sig om. Emilia stirrede forskrækket på ham. Han havde fået nok, det vidste hun, men hun havde ikke forventet ham at reagere sådan.

„Jeg har lige siddet og vrælet over min døde mor, og nu har jeg tænkt mig at græde lidt mere ... og derefter tror jeg, jeg vil være ond over for en af de eneste der støtter mig."

„Men - jeg ville bare - du tabte din flerpen."

Del var Cho.

Emilia så farven stige op i Harry i kinder, men tog sig ikke rigtig af det. For Emilia havde mere travlt med at stirre ondt på Cho, fra sin plads bag Harry.

„Åh - okay - det må du undskylde." mumlede Harry og tog imod pennen.

”Oh ... held og lykke på tirsdag." sagde hun ”..Jeg håber virkelig, at det går godt for dig." Hun vinkede lidt akavet og skyndte sig ned af gangen. Emilia sendte et isende blik efter hende og Harry stod tilbage, og følte sig umådelig dum.

 

Hermione fik også sin bekomst af drillerierne, men hun var endnu ikke begyndt at råbe efter folk. Emilia beundrede hende lidt for hendes måde at håndtere situationen.

„Henrivende? Hende?' hylede Pansy Parkinson den første gang, hun kom i nærheden af Hermione efter offentliggørelsen af Ritas artikel. „Hvad har de dog sammenlignet hende med - en kanin?"

„Lad som ingenting," sagde Hermione værdigt, da hun med næsen i sky passerede de fnisende slytherintøser, som om hun slet ikke kunne høre dem.

„Bare lad som ingenting, Harry."

Men Harry kunne ikke lade som ingenting. Han var såret, tros han ikke sagde det til nogen, var Emilia ikke i tvivl. Ron havde slet ikke taft til ham efter beskeden om svederen hos Snape. Hun vidste Harry havde næret et svagt håb om, at de ville blive gode venner igen i løbet af de to timer, hvor de var, blev tvunget til at konservere rottehjerner i Snapes krypt.

Men det var samme dag, som Ritas artikel blev bragt i Profettidende, og det havde kun bestyrket Ron i hans opfattelse af at Harry virkelig nød al den opmærksomhed.

I mellemtiden have Emilia sine egne problem at kæmpe med. Efter hendes lille optrin i storsalen, med Cedric. Have han nægtet så meget som at se til hendes side. Hun have opsøgt ham et par gange, men Barny, Oskar Morley lillebror, havde gjort det klart for hende at han ikke ønskede at tale til hende. Hun gav efter et par sølle forsøg op og besluttede med sig selv, at hvis han ikke ville snakke med hende, ville hun heller ikke snakke med ham.

Harry mestrede endnu ikke Hidkaldebesværgelsen; klappen gik ned, hver gang han prøvede, og Hermione fastholdt, at han bare skulle lære al teorien bag den. Derfor tilbragte de nu hver frokostpause med næsen i bøgerne. Emilia fulgte med dem, for at stødte Harry og for ikke at følge sig helt alene.

Viktor Krum opholdt sig også temmelig meget på biblioteket, og Emilia spekulerede på, hvad han mon var ude på. Studerede han, eller ledte han efter noget der kunne hjælpe ham gennem den første opgave? Måske vidste han allerede hvad det var? Hun frygtede Karkaroff snød. Hun have ikke selv fået den mistanke, men Snape havde opsøgte hende en aften, hvor hun var på vej til opholdstuen. Han havde været ophidset og noget blegere end han normalt var. Han havde trukket hende ind til siden og næsten klemt hendes arm i stykker. Han have givet hende en advarsels om at holde sig så langt fra Karkaroff som muligt. Hun ville gerne have spurt hvorfor, men han havde kørt Jeg-er-din-værge-så-du-skal-gøre-som-jeg-siger kortet af.

Hun have så bare givet sin accept og var derefter gået. Hun var stadig noget vred på ham, efter hans opførelse i krypten, men hun vidste også det ikke nyttede noget. Snape var ikke en mand som ændret sig, bare fordi det tætteste han kunne havde på en datter, var sur på ham. 

Hermione beklagede sig også ofte over Viktors tilstedeværelse på biblioteket Ikke fordi han nogensinde forstyrrede dem. Men fordi flokke af fnisende piger ofte udspionerede ham bag reolerne - og

det forstyrrede Hermione.

„Han ser jo slet ikke godt ud!" mumlede hun vredt og kastede et blik på Krums skarpe profil. „De kan kun lide ham, fordi han er berømt! De ville ikke tage sig det mindste af ham, hvis ikke han var god til den der Wonkyfuite ..."

„Wronski-finten," rettede Harry hende sammenbidt. Emilia så kort op fra sin bog og stirrede længe på ham. Hun kunne mærke han blev ked af det, men sagde ikke noget. Siden sommeren var deres bånd kun blevet stærkere dag for dag, og hun følte nogle gange hun var mere inde i hoved på Harry, end hun i sit eget. Hun vidste fra sin viden om tvillingebåndet, at der altid ville være et dominerende sind, og hun gættede på det var Harrys. Hun ville gerne snakke med Snape om hvad det ville betyde for hende, men hun turde ikke rigtig fortælle ham det.

Hun havde en indre ide om han ville blive sur på hende. For Snaps had til Harry kunne umuligt blive mindre, hvis han fandt ud af at han også dominerende hendes sind. Som hun sad og lod som om hun læste, dukkede flere og flere tegn op i hendes hoved.

Hun var vågnet med et skrig den morgen, for snart et halvt år siden, sammen morgen som Harry havde drømt om Ham.

 

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...