Harry og Emilia Potter - Flammernes Pokal

Dette er en omskrivning af Harry Potter og Flammernes Pokal.
-
Harry potter skal til at starte sit fjerde år på Hogwarts, men inden da skal han møde sin tvillingesøster, Emilia, for første gang. Emilia tager med tilbage til Hogwarts hvor der skal afholdes en stor turnering. Nemlig, Trekampsturneringen om Flammernes Pokal.
Men alt forandre sig, da Harry pludselig skal deltage.

60Likes
156Kommentarer
33792Visninger
AA

32. På god fod?

Det ved med svedige håndfalder og musseskridt Emilia krydsede den overflydte krostue. For hvert skridt hun kom tættere Cedric slog hendes hjerte højere og hendes tanker gik mere, og mere amok. Hvad hvis nu Cedric afviste hende? Hvad hvis han slet ikke ville tale med hende? Hvad skulle hun så gøre? Hvorfor havde hun dog også sagde til Hermione at hun ville tage sig af det næste gang hun så ham?

Hun kastede et blik mod døren, måske kunne hun stadig nå at smutte. Men den ide forlod hurtigt hendes hoved, som hun kiggede mod drengenes bord igen, de alle kigget direkte på hende.

Hun lod blikket glide over dem, de var der alle: Tom Hall, Jimmy Bedgberry, Anthony Darley, Oskar Morley og Cedric, selvfølgelig.  De stirrede alle på hende, som hun var på vej i deres retning.

Oskar sagde et eller andet til Cedric, som ikke reagerede. Han sad bare stift på sin stol, med sit grå blik fastlåst på hende.

Hans blik der ikke var til at læse. Var han vred?

Det var som en baglænds vandretur gennem Sahra før hun stod ved drenges bord. Hun lod blikket løber over den endnu en gang, hendes hjerte slog, som var det på vej ud.

Med et virkede de alle sammen meget ældre end hende.

 

Emilia tog en dyb indånding. ”Ced, kan vi lige tale sammen?” Spurgte hun så og kæmpede med at holde sin stemme kølige og tone løs. En varme, som normalt var efterfulgt af tåre spredte sig i hendes brystkasse. Hun gik for at være ved at besvime af nervøsitet, til at blive vred.

Hun vidste godt det var hendes fejl, men det var ikke hende alene. Det var ikke hende som havde meldt sig til turneringen uden at snakke med hende om det og det var ikke hende som hele tiden var omgivet af piger.

Hun prøvede ikke at være jaloux, men hun var jaloux. Jaloux over Cedric bemærkede dem mere end hende. Var hun ikke nok til ham længere?

Tankerne løb rundt i hoved på hende og hun blev næsten helt dårlig. Hun stirrede køligt på Cedric, mens hun ventede på en reaktion.

hvilken reaktion hun kunne forvente fra Cedric, vidste hun ikke, måske et nik eller et ja, men den som hun fik, var ingen af delene. Cedric sprang bogstaveligtalt op, så han stol væltede bag ham.

De andre drenge brød ud i latter over Cedrics klodsethed, men Emilia kunne ingen gang kæmpe et smil frem. Cedric fik snoet sig mellem stolende og hen til hende.

Hun havde helt glemt hvor høj han var i forhold til hende, når han stod sådan lige foran hende. Det trykkede i hendes bryst. Det var så velkendt at havde ham så tæt på og det gik med et op for hende at hun savnede ham. ”Skal vi ikke gå en tur?” Spurgte han roligt.

Hvorfor var han altid så pokkers fattet, skreg hun i sit hoved, hvorfor kunne han ikke bare se en lille smule påvirket ud, så hun ikke stod alene, som en idiot.

Hun skulle til at nikke, men Cedric ventede ikke på svar. Han viklede sin hånd om hendes og førte hende i retning af døren. Det slog hende, han havde altid været god til at takle hende, selv når hun var besværlig.

 

De ente udenfor igen, hvor kulden stadig bed. Cedric slap hendes hånd så snart de var et par skridt væk fra døren, hvilket blot fik det til at trykke yderlig i Emilias bryst. Hun ønskede han skulle holde på hende. De gik ned af gaden, uden at sige noget.

Det var som om alle ord mellem dem var frosset fast. Emilia stirrede bare lige frem for sig, og ønskede inderligt, at hun bare kunne undskylde over sin vanvittige opførsel. Men noget stoppede hende og der kom ikke et ord over hendes læber.  

”Du ville snakke?” Mumlede Cedric lidt efter. Han gik så tæt på hende, så Emilias skulder stødte mod hans overarm. Selv om det var længe siden hun have været sammen med ham, vågnede sommerfuglene op i hendes mave i samme øjeblik.  

”Hvad sker der med os?” Spurgte hun med lav og svag stemme. ”Vi opfører os aldrig sådan.”

Cedric svarede ikke med det samme, men han gjord sig heller ikke uenig. De forsatte lidt uden at sige noget.

Emilia forventede han ville svare hende, hvis blot hun ventede og det gjord han.

”Det ved jeg ikke,” Sukkede han tungt. Han var ked af det.

”Vi skændtes storset aldrig før og nu! Vi kan knap tale sammen!” Udbrød Emilia, da Cedric svar ikke stillede hende tilfreds.

Han sagde ikke noget igen. Det var klassisk ham, vidste hun, når han have mest at sige, var han mest stille. Hun forstillede sig tit ordene skabte en prop i halsen på ham, og derfor blev han tavs.  Hun besluttede sig for at ændre taktik, eller ville hun aldrig få noget ud af ham.

 

”Hvorfor var du så hurtigt til at komme på benene?” Hun skød efter hans reaktion, da hun havde spurgt om han ville tale med hende.

Han træk halvt på skulderne og sagde,” Det er første gang du taler til mig i en evighed.”

”Det var jo dig, der ikke ville tale til mig.” Sagde hun langsomt.

”Nej… Jo… Altså…” Han tav og kiggede kort op mod himlen. ”Jo…” Sukkede han så og kiggede ned på sine føder. Hun vidste han kæmpede med ordene. ”Jeg blev sårt… Du flåede hoved af mig da jeg sidst prøvede at komme i kontakt med dig. Jeg forstod det ikke. Du sagde du var jaloux, men…”

Emilie huskede den aften hvor hun havde vært hos Snape for at snakke og han havde fået pissede hende så godt og grunddigt af, at det var gået ud over Cedric da han havde forsøgt at hiv fadt i hende.

 

Hun vidste dog det var hendes fejl, men hun havde i det øjeblik været for vred til at indse det. Men der værste nu var at hun ikke kunne fortælle ham, at det aldrig havde været ham, han havde været vred på. Det var Snape. Men det måtte Cedric jo ikke vide.

Så hun snoet sig uden om. ”Jeg ved godt jeg flippede ud og det er jeg ked af. Det var ikke meningen det skulle gå ud over dig. Du dukkede bare op på det forkerte tidspunkt.”

”Hvorfor var du vred?”

Det var lige det han ikke skulle spørger om, så Emilia så ikke nogen anden mulighed end at lyve, selv om hun hadet at lyve for ham, ”Det er bare alt det med Harry og turneringen. Og DIG! Det hele falder bare sammen om ørene på mig. Cedric, jeg ved ikke hvad jeg skal gøre. Jeg er så bange for I skal komme til skade.”

Hun kiggede kort op på ham. Det ansigt der mødte hende, var ikke et hun havde forventede. Han grå øjne var mørke og hans udtryk forpint, som om han havde ondt. Hun vidste ikke helt hvad hun skulle stille op med ham, men hun fulgt sin første indskydelse og greb hans hånd.

Hun flettede sine fingre ind i hans som han havde gjort den dag ved søen.

Cedric kiggede ned på hende og han ansigt forløste sig en smule.

Hun vidste han tænkte på dagen ligesom hun.

 

De gik videre ned af hovedgaden uden at sige så meget mere, selv om de begge endnu havde meget at sige. Men det var som om deres sammenflettede fingre havde lagt en dæmper på dem.

”Du sagde pigerne gjord dig jaloux?” Sagde Cedric, som de gik om et hjørne for ikke at komme alt for langt ud af byen.

Emilia kigge kort op på ham og smilede et smil, som sagde mere end alle ord hun havde i tankerne.

 

Forfatterkommentar:

Ærligt, ikke det bedste kapitel, men jeg skulle bare i gang igen, så derfor skrev jeg bare noget hurtigt. Det er en samling af gamle noter og nye ideer, men jeg håber det går for jer, nu jeg har taget kampen op igen. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...