Harry og Emilia Potter - Flammernes Pokal

Dette er en omskrivning af Harry Potter og Flammernes Pokal.
-
Harry potter skal til at starte sit fjerde år på Hogwarts, men inden da skal han møde sin tvillingesøster, Emilia, for første gang. Emilia tager med tilbage til Hogwarts hvor der skal afholdes en stor turnering. Nemlig, Trekampsturneringen om Flammernes Pokal.
Men alt forandre sig, da Harry pludselig skal deltage.

60Likes
156Kommentarer
33805Visninger
AA

3. Lejeren

 

Emilia, var svimmel og måtte støttede sig til Cedric. Hendes blik fandt hurtigt Harry, som var ved at skubbe Ron til siden, så han kunne kommer op. Hun skubbede sin lidt ud fra Cedric, fandt balancen, og vaklede over til ham, for at række ham hånden. Han stirrede først lidt forvirrede på den, men tog den så og lod hende hjælpe ham på benene.

”Tak.” mumlede han hurtigt, før han vendte sig for at hive Ron op. Han virkede næsten lige så anspændt som hende. De andre kom lidt forslået på benene. Emilias blikket vandrede videre og løb over det nye landskab. De var ankommet til et sted, der umiddelbart lignede et øde, diset marskområde. Hun kiggede mod himmelen, de måtte også være kommet længer mod Nordvest, for her stod solen ikke lige så højt i horisonten, som den havde gjort på Hermelinbakken.

 

Foran dem stod et par udkørte og gnavent udseende troldmænd. Hvor af den ene holdt et stort guldur og den anden en tyk rulle pergament, samt en fjerpen. De var begge klædt som Mugglere, om end temmelig ubehjælpsomt. Manden med gulduret var iført et jakkesæt af tweed og dertil et par store galocher, mens hans kollega havde valgt kilt og poncho. „Godmorgen. Basil," sagde hr. Weasley, han samlede gummistøvlen op og rakte den til den kiltklædte toldmand. Der kastede den i en stor kasse med transitnøgler ved siden af sig. Emilia kunne se en gammel avis, en tom sodavandsdåse, en punkteret fodbold og en dykke uden hoved.

„Halløjsa, Arthur," sagde Basil træt. „ikke på arbejde, hva’? Ja, visse folk er heldige ... vi har stået her hele natten ... du må hellere komme af vejen, for vi venter et større selskab fra Sorteskov klokken kvart over fem. Lige et øjeblik. så skal jeg finde ud af, hvor I kan slå lejr... Weasley ... Weasley ..." Han så på sin pergamentliste. „Jeres pladser er en halv kilometer i dén retning. Det er den første mark, I kommer til. Områdechefen hedder hr. Roberts. Diggory ... I skal bo lige ved siden af.

„Tak skal du have, Basil," sagde hr. Weasley og gjorde tegn til de andre, at de skufle følge ham.

 

De hankede alle op i deres takser og begav sig af sted over det øde marskland. Der lå en tæt dis over hele området, så det var svært rigtigt at se noget, der røbede en stor begivenhed under opsejling. Efter tyve minutter dukkede et lille stenhus ved siden af et stengærde, med en hvid trælåge i. Bag lågen kunne Emilia lige netop skimte silhuetten af hundredvis af telte, der var rejst på en stor, skrånende mark i læ af en mørk skov, der sås aftegnet i horisonten. Nu begyndte det at ligne noget. Hun smilede op til Cedric som gik ved hendes side, han havde også set det. De tog fortsatte hen til stenhusets dør. En mand stod i døråbningen og spejdede ud mod teltene. Cedric bøjede sig ned mod Emilia og hviskede lavt, ”Han må være en af de eneste muggler i miles omkreds.” Hun nikkede og kiggede nøje på ham. Han var ikke så høj og mørkhåret, også bar han briller.

 

Da han hørte dem komme, drejede han hovedet mod dem.

„Godmorgen,"sagde hr. Weasley muntert.

„godmorgen" sagde Muggleren.

„Hr. Roberts, går jeg ud fra?"

„Det kan du have ret i," sagde Muggleren. „Og hvem er så du?"

„Weasley og Diggory - tre teltpladser bestilt for et par dage siden?"

„Javel." sagde hr. Roberts og rådførte sig med en liste, der var sat op på døren. „I har fået pladser helt oppe ved skoven dér. Kun for én nat?" '

„Ja, det stemmer," sagde hr. Weasley.

„Og du betaler med det samme?" sagde hr. Roberts.

„Åh - ja - naturligvis ..." sagde hr. Weasley. Han trak sig lidt tilbage fra huset og vinkede Harry over til sig. „Hjælp mig, Harry." sagde han lavmælt. Han fiskede et bundt Mugglerpengesedler frem fra sin lomme og begyndte at sortere sedlerne. Emilia tog et skridt tætter på så hun kunne følge med. Hun havde aldrig set mugglerpenge så tæt på før.

„Her er en - en – en tier? Ja, nu kan jeg se de små tal på den ... så må dét være en femmer?" „En tyver," rettede Harry ham hviskende, Emilia var sikker på, hr. Roberts lyttede til hvert et ord, de sagde. „Åh. ja, det er også rigtigt... det er sandelig ikke let... alle de små stykker papir..."

„Er du udlænding?" spurgte hr. Roberts, da hr. Weasley vendte tilbage med de rigtige sedler.

„Udlænding?" gentog hr. Weasley forundret

„Du er i hvert fald ikke den første, der har haft svært ved at tele penge op," sagde hr. Roberts og kiggede undersøgende på hr. Weasley og resten af forsamlingen.

„Der var to, som forsøgte at betale mig med kæmpestore guldmønter for ti minutter siden."

„Er det virkelig rigtigt?" indskød Hr. Diggory og lagde en hånd på både Cedrics og Emilias skulder. Hr. Roberts rodede i en dåse efter byttepenge, mens han nikkede langsomt.

„Her har aldrig været sådan en trængsel," sagde han med ét og kiggede endnu en gang ud over den disede mark. „Hundredvis af forud bestillinger. Folk plejer bare at dukke op ..."

„Det må jeg sige," sagde hr. Weasley og rakte hånden frem for al få sine byttepenge, men hr. Roberts lagde ikke mærke til det. „Jah," sagde han tankefuldt. „Rejsende fra nær og fjern. Massevis af udlændinge. Og ikke nok med, at de er udlændinge, de er også underlige. Der er for eksempel en fyr, der spadserer omkring i kilt og en poncho."

„Er det da forkert?" spurgte hr. Weasley bestyrtet.

„Det ligner et... hvad skal jeg sige ... et stævne af en art," sagde hr. Roberts, mere til sig selv ind til Hr. Weasley. „Det lader til, at alle kender hinanden. Som ét stort rejseselskab."

 

I samme øjeblik kom en toldmand i pludselig til syne lige foran hr. Roberts' hoveddør - som sprunget ud af den blå luft. „Obliviater sagde han skarpt med tryllestaven rettet mod hr. Roberts. Hr. Roberts' øjne blev med det samme slørede, og hans ansigt faldt i afslappede, drømmende folder.

Emilia genkendte besværgelsen og vidste, det betød, at han fik sin hukommelse modificeret, eller slettet om man vil.

„Et kort over lejren til fri afbenyttelse." sagde hr. Roberts fredsommeligt til hr. Weasley. „Og her er byttepenge."

„Tusind tak." sagde hr. Weasley høfligt.

 

Troldmanden der lige var sprunget ud af den blå luft, fulgte med dem hen til lejrens låge. Han så udmattet ud; han havde skægstubbe på hagen og mørke rande under øjnene. Da de havde fjernet sig fra hr. Roberts' hørevidde, mumlede han til hr. Weasley og Hr. Diggory; „Vi har haft en del bøvl med ham. Der skal en Forglemmelsesbesværgelse til mindst ti gange om dagen for at holde ham i humør. Og Ludo Ludomand er ingen hjælp. Han går glad omkring og taler højlydt om tromlere og smashere i ét væk uden at bekymre sig om sikkerhedsreglerne. Du godeste, jeg er glad, når alt dette er ovre. Vi ses senere. Arthur. Amos."

Han forsvandt, videre ud i den stille morgen.

 

„Jeg troede, at hr. Ludomand var chef for Afdelingen for Magiske Spil og Sportsgrene?" udbrød Ginny forbavset. „Han burde da vide bedre end at snakke om smashere i nærheden af Mugglere. Burde han ikke?"

„Det burde han," sagde Emilia venligt og træk på skulderen, som hun stod lige ved siden af Ginny. De to pigers blikke mødtes og de smilede begge skævt.

Hr. Weasley førte dem ind i teltlejren. „Ja, Ludo har altid været en smule ... afslappet hvad sikkerhedsforanstaltninger angår. Men man kan ikke forestille sig en mere entusiastisk leder af Sportsafdelingen, det må man dog lade ham. Han spillede selv for England, at I ved det."

"Og han var den bedste basker, der nogensinde har spilet for Wimbourae-Hvepsene." Indskød Hr. Diggory og lo højt. Ginny og Emilia kiggede igen på hinanden og træk samtidig på skulderne, inden de brød i latter. Harry, Ron og Hermione gik lige bag dem sammen med tvillingerne.

 

De traskede over den disede mark mellem rækker af telte. De fleste så ganske almindelig ud; deres ejere havde tydeligvis forsøgt at fremstille dem så mugglerartige som overhovedet muligt. Selvom nogle få var faldet for fristelsen til at overdrive med skorstene, ringeklokker eller vejrhaner.

Cedric pegede hen på nogle af de værste tilfælde. Der var både et med facon som et slot, eller et der var flere etager højt og et med udbygget have, der både have fuglebassin, solur og et springvand. Emilia kunne godt forstå Hr. Roberts blev mistænksom, de telte havde jo nærmest ordet magi hængende over sig. Men sådan var det vel altid når magiker fra hele verdens mødtes, de skulle altid vise sig.

”Tænk engang du er Harrys søster.” Sagde Ginny og rev Emilia ud af sine tanker. Hun vendte hoved mod Ginny og nikkede halv. Hun ville ikke fortælle hun havde vidst det hele sit liv, når Harry ikke havde. ”Hvem er egentlig ældst, nu hvor i er tvillinger?” Spurgte hun nysgerrigt og kiggede kort på Cedric, som havde fanget Emilias hånd. ”Harry.” Sagde Emilia kort og vidste Harry lyttede med, bag fra.

 

”Åh, så er vi her. Se, det er vores teltpladser." Udbrød Hr. Weasley. De var nået heft op til skovbrynet på toppen af skråningen. Her var der et ubenyttet areal med to små skilt hamret i jorden. Der stod; Weezly og Diggory.

„Vi kunne ikke have fået en bedre plads!" udbrød hr. Weasley glad.

”Nej det må siges,” Sagde Hr. Diggory højt „Banen er lige på den anden side af skoven her. Vi er så tæt på som man kan komme."

De spændte deres rygsæk af og smed dem på jorden.  „Nå." sagde Hr. Weasley Begejstret „ingen magi er tilladt, hvis vi skal opføre os korrekt. Ikke når vi er så mange i mugglerland. Vi rejser vores telte ved hjælp af håndkraft Det burde ikke være så svært ... mugglerne gør det jo hele tiden ... hør, Harry, hvor skal vi begynde?"

 

Emilia kiggede lidt skeptisk på Harry, han lignede ikke lige en der kunne finde ud af at slå et telt op. Den kunne hun dog heller ikke selv, faktisk havde hun kun prøvet at sætte et telt op ved hjælp af magi. Hvordan skulle de dog for dem op og stå?

”åh! Arthur dog, disen er alligevel så tæt, lad nu bare Cedric og Emilia sætte dem op.” Sagde Hr. Diggory højt og klappede Cedric hårdt i ryggen.

”Nej ellers tak, vil klare os.” Hr. Weasley lød ikke helt tilfreds, men Emilia var ligeglad, hun havde fået lov til at bruge magi. Det var en sjælden ting. For så længe hun var under sytten kun hun - og alle andre under sytten - kun bruge magi, nå de var sammen med en voksen eller på skolen.

Mens hende og Cedric satte deres telt op med en besværgelse, hjalp Hermione, Harry med at få deres to telte op og stå. På den gammeldags måde. Efter en lille times tid have Harry og Hermione fået rejst et par miserable tomandstelte. De trådte alle tilbage for at beundre værket. Ingen, der kastede et blik på de telte, ville få mistanke om, at det var troldmænd, der ejede dem.

 

”Hvordan skal vi alle kunne være i dem?,” Spurgte Harry og kiggede på deres to telte. Emilia kiggede underligt på ham, hvad var det for et spørgsmål? Hr. Weasley kravlede som den første, ind og bad Harry og Hermione om at følge med. Emilia vidste godt viklet syn der ventede dem. Noget der ville minder om en lejlighed, med køkken, bad og måske også brænde oven.

Det var der iverfald i deres eget. Emilia kunne fra sin plads foran deres eget telt, høre hr. Weasley, „Vi får brug for vand... Harry. Ron. Kom med.” Han kom kravlene ud af telte, nu med to store plastic dunke i hænderne. Han satte dem på jorden og kiggede over på Emilia. ”Hjælper du ikke også lige til?”

”jo.” Svarede Emilia høfligt og rejste sig fra jorden. ”Der er en vandhane markeret på kortet, som Muggleren gav os." sagde Ron, som var fulgt efter Harry ud af teltet. Han kiggede lidt på Emilia

„Den skulle være nede i den anden ende af marken." Hr. Weasley rakte dem de to dunke og sagde „Vi andre går ud og skaffer brænde til bålet"

„Men vi har jo en ovn." sagde Ron. „Hvorfor kan vi ikke bare ...?" 

„Ron, husk på Anti-Mugglerreglerne!" sagde hr. Weasley og strålede af forventning.  „Når ægte Mugglere slår lejr, laver de mad over udendørs bål. Jeg har selv set dem gøre det"

 

Efter Harry og Ron havde taget et hurtigt kig i pigernes telt, der var en anelse mindre end drengenes, gik Harry, Ron og Emilia af sted gennem teltlejren med de to dunke. Nu, hvor solen var stået op, og disen lettede, kunne de rigtigt se den lille by af telte, der bredte sig til alle sider. De gik langsomt frem mellem rækkerne og befragtede nysgerrigt teltene. Ingen af dem sagde noget, men Emilia gjord hvad hun kunne for at se venligt og åben ud.

Teltlejren var begyndt at vågne. De første, der kom til syne, var en familier med små børn. Et stykke længere henne så de to små hekse, ridende på et par legetøjskoste, der kun hævede sig højt nok, til at pigernes fødder løftede sig over det dugvåde græs. En official havde allerede fået øje på dem; han hastede forbi Harry, Ron og Emilia, mens han mumlede: „Ved højlys dag! Forældrene sover nok længe, kan jeg forstå ..."

 

”Emilia?” Emilia kiggede på Harry da han sagde hendes navn. Han øjne gnistrede i den klare morgensol og hun smilede venligt. Hun kunne godt forstå hvis det var noget af en omvending, at gå fra enebarn til tvilling.

”Hvordan…” Han kiggede på hende, med et blik det fortalte at ordene sad fast på hans læber.

”Det er egentlig meget simpelt. Da mor og far blev dræbt af… Ham, så var de sikker på Han ville komme tilbage efter os. Bare for at gøre arbejdede færdigt. Så de besluttede at skille os ad indtil vi ville være gamle nok til at passe på hinanden.” Emilia havde øvede sig på den tale i ugevis, men nu hvor den hang i luften i mellem dem, ville hun ønske hun havde fundet på noget andet.

”Men er du så også…” Ingen kunne Harry ikke finde ord, men hans hånd svævede op mod hans pande, hvor det lille ar var gemt under håret.

”Nej, Han noget aldrig at forbandede mig. Og det kan jeg takke dig for. Du redet mig liv, den aften.”

”Men ville du ikke bare have gjort det sammen som, jeg tilsyneladende gjord?”

”Nej, så enkelt er det ikke Harry. Vores mor ofrede sit liv for dig, kun dig. Hende kærlighed beskyttede dig og inden andre. Det var der for jeg blev anbragt bland magiker, som kunne beskytte mig, hvis nu Han ville komme tilbage.”

”Men troede alle ikke at du-hved-hvem var død?” Sprunget Ron nysgerrigt.

”Jo næsten alle, Dumbledore, var ikke helt så sikker.” Svarede Emilia roligt, mens de gik.

 

Rundtomkring kom flere voksne troldmænd og hekse til syne fra deres telte og begyndte at lave morgenmad. Nogle kastede stiftet blikke omkring sig, før de fremmanede ild med deres tryllestave mens andre strøg tændstikker med tvivlsomme miner, som om de var overbevist om, at den metode ikke kunne fungere. Emilia lage for første gang mærke til alle de forskellige sprog og dialekter, folkene talte. Hun fangede brudstykker af ordvekslinger på mange mærkelige sprog fra hvert telt, de passerede, og selvom hun ikke forstod ét ord af det, så var det sejt at vide der var så mange magiker samlet på et sted.

„Øh - er der noget i vejen med mine øjne, eller er alting pludselig blevet grønt?" spurgte Ron. Der var ikke noget i vejen med Rons øjne. De var kommet til en gruppe telte, der var dækket af en sær tæt kløverbevoksning, så de lignede små, mærkeligt formede tuer.

 

De kunne se glade ansigter inde i de telte, der havde teltdugen slået op.

Så hørte de nogen kalde bag sig. ”Harry! Ron! Ginny!" Henne ved et af teltene vinkede to drenge. Den ene var og ret så høj mørkhåret, mens den anden helt chokolade farvet i huden og havet kort sort hår. De sad foran deres eget kløverdækkede telt med en lyshåret kvinde, der måtte være den mørkhårets mor. ”Det er Seamus og Dean, de går på samme årgang som Harry og mig.” Hviskede Ron lavt til Emilia. Drengene vinkede dem hen til sig, men Emilia blev stående på den ”stig” der var lavet mellem teltene. Hun havde bidt mærke i at de to drenge havde forvekslede hende med Rons lillesøster.

 

”Der er da ikke Ginny” Hviskede Dean, til Seamus og pegede på Emilia. Seamus slog Deans hånd ned og smilede stort til Emilia, som smilede bare lidt genert tilbage.

”Hvem er hun?” sagde Seamus, da Harry og Ron kom helt hen foran teltet. Emilia begyndte at gå efter dem

”Emilia Potter.” Sagde hun stille og rakte hånden frem mod ham, med et lille smil. Men begge drenge havde spærrede øjne op og stirrede nu mærkeligt på hende. ”Potter?” Spurgte Dean mærkeligt og så på Harry, som bare smilede lidt underligt.

”Ja.” Emilia træk på skulderne som om det var det mest normale i hele verden.

”Så du er i familie med Harry?”

”Ja, hun er min søster.” Indskød Harry stille og smilede lidt usikkert til Emilia. ”Din søster!” Råbte de så højt i kor, at den lyshårede kvinde tyssede på dem. ”Vi er tvillinger.” Sagde Emilia, som pludselige blev så usikker. Hvor meget skulle hun forklare?

”åh, okay… Hvordan er det lige gået til?” Spurgte Seamus.

”Ja, jeg vil gætte på det er fordi de har samme forælder.” Sagde Ron ironisk. Emilia smilede bare korte og gik i gang med en ”kort” version af den lange historie om hvordan Harry og hende var blevet skillet fra hinanden.

”Så du skal begynde på Hogwarts efter ferien?” Spurgte Seamus, da hun var færdig.

”Ja.”

”hvilket kollegium?” Spurgte Dean. De vidste alle at Hogwarts normalt ikke lukkede nye elever ind midt på en årgang. ”Det ved jeg ikke endnu, jeg bliver først placeret når skole året starter.” Emilia nikkede stille for sig selv og smilede. Hun var lykkelig over at Harry havde kaldt hende, hans søster.

”Cool nok,” Sagde Seamus. ”Du bliver nok den ældste der nogensinde har siddet under den gamle hat.”

De brød alle ud i latter.

 

”Når men kan I lide vores udsmykning?" grinede Seamus, lidt efter da roen var faldet over dem igen. ”Ja, den er flot,” Svarede Ron lidt modvilligt.

„Ministeriet er ikke begejstret det."

”Åh, hvorfor skufle vi dog ikke vise vores farver?" sagde fru Finnigan inde fra teltet. ”..I skulle bare se, hvad bulgareren har dinglende fra alle deres telte. I holder vel også med Irland?" spurgte hun i samme åndedrag, stak hoved ud af teltet og sendte Harry, Ron og Emilia et skarpt sigende blik.

”Jo, selvfølgelig fru.” sagde Emilia høfligt, selv om hun faktisk ikke interesseret sig for Quidditch.. Hun sendte fru Finnigan et sort smil og vendt sig mod Harry og Ron igen. ”Vi må hellere se af komme videre.”

”Ja.” sagde de hurtigt i kor, hankede op i dunkene og skyndte sig videre.

 

Da de var kommet lidt væk sagde Ron: „Som om vi turde sige andet midt i den flok." „Gad vide, hvad det er, bulgareren har dinglende fra deres telte?" undrede Harry sig. „Lad os gå hen og se," sagde Ron og pegede mod en stor klynge telte lidt oppe ad skråningen, hvor det bulgarske flag vajede med røde, grønne og hvide farver.

 

De bulgarske teltene var ikke dækket af nogen form for vegetation, men ved hvert eneste var der fastgjort en plakat som afbildede et tvært ansigt med buskede sorte øjenbryn. Billedet var selvfølgelig et bevægeligt toldmandsbillede, men det gjorde ikke andet end at blinke og skule. „Krum," sagde Ron lavmælt.

„Hvad?" spurgte Emilia.

„Krum!" gentog Ron. „Viktor Krum, den bulgarske søger. Ser du aldrig Quidditch?"

„Nej,” Emilia rystede på hoved. Det eneste Quidditch hun havde set, var når Cedric trænede i haven, der hjemme.

”Han ser da virkelig… barsk ud." bemærkede Emilia og kiggede rundet på de mange Krum'er der blinkede og skulede mod dem.

„Barsk!" udbrød Ron og himlede med øjnene. „Det er da ligegyldigt, hvordan han ser ud, er det ikke? Han er helt fantastisk. Han er heller ikke særlig gammel. Kun atten, tror jeg. Han er et geni. Vent bare til i aften, så skal du se løjer."

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...