Harry og Emilia Potter - Flammernes Pokal

Dette er en omskrivning af Harry Potter og Flammernes Pokal.
-
Harry potter skal til at starte sit fjerde år på Hogwarts, men inden da skal han møde sin tvillingesøster, Emilia, for første gang. Emilia tager med tilbage til Hogwarts hvor der skal afholdes en stor turnering. Nemlig, Trekampsturneringen om Flammernes Pokal.
Men alt forandre sig, da Harry pludselig skal deltage.

60Likes
156Kommentarer
33790Visninger
AA

7. Husalften

Hermione og Cedric rettede i første omgang deres stav direkte mod ham, ind til det gik op for dem at det var ham.

Selv i det svage lys fra de to tryllestave kunne Harry se, at Ludomand slet ikke lignede sig selv. Han var ikke længere blussende og begejstret; hans skridt var ikke længere så lystigt fjedrende. Tværtimod så han meget bleg og træt ud.

„Hvem der?" sagde han og kneb øjnene sammen mod dem i et forsøg på at genkende deres ansigter. „Hvad gør I her på egen hånd?" De så overrasket på hinanden.

,Jo, ser du - det er al ballade i teltlejren," sagde Ron.

Ludomand stirrede på ham. „Hvad?"

„I teltlejren ... nogle maskerede troldmænd fik fat i en Mugglerfamilie..." Ludomand bandede højlydt „Gid pokker tag dem!" sagde han og så helt fortvivlet ud, hvorefter han uden videre transfererede sig bort, med et lille plop.

„Han har ikke ligefrem styr på tingene, ham Ludomand. Har han vel?" sagde Hermione med rynket pande.

„Han var en fantastisk basker, det må man dog lade ham," sagde Ron; han førte dem bort fra stien og ind i en lille lysning. Her satte han sig i det tørre græs ved foden af et træ. „ Wimbourne Hvepsene vandt ligaen tre gange i træk, da han spilede for dem."

”Det ser bare ikke ud til at hjælpe ham nu,” Sagde Emilia tørt.

Ron skulede ulmet til hende, mens Cedric bag hende træk på skulderne og sagde, ”Hun forstår det ikke.”

 

Ron tog en lille figur af Krum op af lommen, satte den ned på jorden og bettagtede den et øjeblik gå omkring. Ligesom den virkelige Krum var modellen en smule platfodet og rundrygget, ikke så imponerende et skue til fods som på sin kost. Emilia lod, lige som alle andre end Hermione, sig dumpe ned på jorden. Hun lyttede efter lyde fra teltlejren. Alt var stille; måske var balladen ovre.

„Jeg håber da. at de andre klarer sig." sagde Hermione lidt efter og kiggede nervøst på Ron

„Selvfølgelig gør de det" sagde Ron.

..Tænk. hvis din far fanger Lucius Malfoy," sagde Harry, der havde sat sig ned ved siden af Ron og bettagtede den lille model af Krum snuble over nedfaldsbladene. „Han plejer jo at sige, at han ville ønske, at han kunne snuppe karlen for et eller andet"

„Det ville i hvert fald tørre grinet af Dracos fjæs," sagde Ron.

„Hvor var det synd for de Muggler," sagde Emilia lidt i sine enge tanker.

„Jo, det er også vanvid at finde på den slags netop i aften, når hele Ministeriet for Magi er samlet på stedet?" udbrød Hermione, ”Jeg mener, hvordan kunne de tro, at de ville slippe af sted med det? Tror I, at de har drukket eller at de bare er..." Hun tav brat og så sig tilbage over skulderen. Harry og Ron vendte sig også lynhurtigt. Cedric sprang og træk Emilia op i overarmen. Det lød, som om nogen kom vaklende mod dem. De rettede deres stave mod lyden. De ventede og hørte lyden af de uregelmæssige skridt ude mellem de mørke træer. Så standsede de.

„Hallo?" kaldte Harry, som stod bag de andre, stadig uden sin stav. Der var kun stilhed. Ron gik frem mod et træerne og spurgte „Hvem der?"

Og så, uden varsel, blev stilheden brudt af en stemme, der ikke lød som nogen anden stemme, de havde hørt i skoven; den udstødte ikke et panikslagent skrig, men noget, der lød som en besværgelse.

„MORSMORDRE!"

Noget kæmpestort, grønt og glittende kom til syne fra det uigennemtrængelige mørke, de havde forsøgt at spejde igennem. Det fløj op over trækronerne og fortsatte videre op i luften.

„Hvad i...?" gispede Ron, og faldt bagover af forskrækkelse. Et kort sekund troede Emilia, at det var endnu en flyvende dværgformation. Så gik det op for hende, at hun stirrede på et kæmpemæssigt dødningehoved dannet af noget der lignede smaragdgrønne stjerner, med en slange hængende ud ad munden som en tunge. Hun gav et skrig fra sig og tabte sin stav af skræk. Mørkets tegn. Han tegn. Cedric greb fadt om hendes arm og træk hende om bag sig.

De så efter det uhyggelige syn, steg det højere og højere op, indhyllet i en stråleglans af grønlig, glittende dis. Det var så tydeligt mod den sorte nattehimmel som en nyfødt stjernekonstellation. Nu brød der flere skrig og hyl ud overalt i skoven omkring dem.

Emilia fangede et kort glimt af Harrys ansigt. Han kiggede forvirret rundt, som om han ikke forstod hvad der forgik. Dødningehovedet nu så højt på himlen, at det kunne kaste sit skær over hele skoven som et grusomt neonskilt. Emilia vendte sig rundt, så hun stod med ryggen op af Cedric og spejdede gennem mørket for at få øje på den person, der havde fremmanet dødningehovedet, men hun kunne ikke få øje på nogen. Harry kom over på siden af hende og stirrede ind i skoven sammen med hende.

„Hvem der?" råbte han igen.

„Harry. kom nu, vi skal væk" Hermione og greb fat i hans jakke og trak ham baglæns.

„Hvad er der dog i vejen?" spurgte Harry. Emilia kiggede forskrækket på ham. Han forstod det ikke? Hun kiggede kort mod himlen og hviskede lagt, ”Harry, det er Hans tegn.”

„Voldemorts?" Spurgte Harry forvirret.

Emilia slog hænderne for ørne og kastede overkroppen til siden, som om hun ville undgå hans ord. Cedric holdte om hende, mens hun ikke sammenbidt på Harry. ”Du kan da ikke sige hans navn!” Udbrød hun vredt. ”Hold op,” Indskød Hermione, ”Lad os nu bare komme væk.”

 

Harry gjorde omkring, med et kort blik på Emilia, det var aldrig fladet ham ind at hun blev så bange bare af at høre Hans navn- Ron fik hurtigt flået sin mini-Krum til sig - og så begyndte de alle fem at løbe bort fra lysningen, men før de nåede længere end nogle få hastige skridt, hørte de en række små plop, der varslede ankomsten af tyve troldmænd, der dukkede op fra; den tomme luft og omringede dem.

 

„DUK JER!" Råbte Harry, som det gik op for ham at troldmænds stave var rettet mod dem. Cedric der stadig holdte om Emilias skulder træk hende ned, mens Harry selv kastede sig over de to andre, og træk dem ned. „LAMMER!" brølede tyve stemmer efterfulgt af en række blændende røde gnister. Emilia kunne mærke, hvordan håret på hendes hoved bølgede, som om et kraftigt vindstød blæste gennem lysningen. Hun lå klemt under Cedric, men kunne ane hvordan hidsige røde stråler skød frem og tilbage over ham, krydsede hinandens baner og rikochetterede mod træstammerne for derefter at forsvinde ud i mørket...

„Stands!" råbte en stemme, hun genkendte. „HOLD INDE! Det er min søn!"

Emilias hår holdt op med at piske om hovedet på hende. Cedric lettede sig lidt og hun løftede hoved. Troldmanden foran hende havde sænket tryllestaven. Cedric satte sig halvt op, og kravlede af hende. Ved siden af kom Harry, Ron og Hermione også tøvende op.

Emilia så hr. Diggory stå mellem de andre troldmænd, mens staven mod jorden, bag den kom hr. Weasley komme løbende med et forfærdet ansigtsudtryk.

«Ron..." Hr. Weasley stemme rystede, „... Unger - er I kommet noget til?" Han rakte hånden til Harry og hjalp ham op. Ron kom på benene med hjælp fra Hermione, og Cedric hjalp Emilia. Hr. Diggory gik frem mod dem og lagde en hånd på Cedric skulder. ”Er I okay,”

”Ja, far vi har det fint.” Svarede Cedric kort.

„Flyt jer," sagde en kold, bydende stemme. Det var hr. Ferm. Han og de andre troldmænd fra Ministeriet havde også nærmet sig. Hr. Ferm’s mine var stram af vrede og der var noget over ham som skræmte Emilia. Hun trykkede sig ind mod Cedric, som heller ikke virkede til at være helt tryg ved situationen.

„Hvem af jer gjorde det?" spurgte Hr. Ferm strengt og så på hver enkelt med sit skarpe blik. „Hvem er jer tre fremmanede Mørkets Tegn?"

„Det var ikke os!" sagde Harry og pegede op mod dødningehovedet

„Vi har slet ikke gjort noget som helst!" sagde Ron og gned sin albue, mens han så ophidset på sin far.

 

¨åp+”Far, det var ikke os,” Sagde Cedric lavt. Hr. Diggory klappede ham på skulderen.

„Hvorfor ville I dog angribe os?" udbrød Ron, stadig vred.

„Forsøg ikke at lyve, min fine ven!" råbte hr. Ferm. Hans tryllestav pegede direkte mod Ron, og hans øjne bulede ud af raseri- han så faktisk en kende vanvittig ud. „I er blevet pågrebet på gerningsstedet!"

„Barty," hviskede en heks iført lang, ulden slåbrok, „det er jo bare børn, Barty, de er slet ikke i stand til..." ”..Kan I så sige mig, hvor tegnet kom fra?" spurgte hr. Weasley hastigt.

„Derfra," sagde Hermione rystet og pegede mod stedet hvor de havde hørt stemmen. „Der var nogen bag træerne ... én, som råbte ordene - en besværgelse ..."

„Nå, så det påstår du?" sagde hr. Ferm hånende og lod sit gale blik hvile på Hermione. Han lagde ikke skjul på, at han tvivlede stærkt. „En besværgelse, siger du? Du lader til at vide klar besked om. hvordan tegnet fremmanes, frøken ..."

Men ingen af de andre troldmænd lod til at ville anklage dem for at have fremmanet dødningehovedet. Tværtimod, hævede de ved Hermiones forklaring tryllestavene mod det sted, hun havde udpeget, og spejdede mod de mørke træer.

„Vi kommer for sent," sagde heksen i den uldne slåbrok og rystede på hovedet. „Hvem det end var, er de for længst over alle bjerge."

„Det er jeg nu ikke så sikker på." sagde hr. Diggory. „Vores lammere skød direkte ind mellem træerne dér ... det er meget muligt at vi ramte dem..."

„Amos, vær forsigtig!" sagde et par af de andre troldmænd advarende, da hr. Diggory skød skuldrene frem, fra Cedric og Emilia, hævede sin stav og marcherede tværs over lysningen for derefter at forsvinde ud mørket. Emilia kiggede efter ham med store øjne. Hun brød sig mindre og mindre om det, som minutterne gik.

Lidt efter hørte de hr. Diggory råbe, „Ja! Vi har dem! Der er nogen her! Bevidstløs! Det er - åh - du godesteo..."

„Har du pågrebet nogen?" råbte hr. Ferm i et særdeles vantro tonefald. „Hvem? Hvem er det?"

De hørte lyden af knækkende kviste, raslen af blade og trampende skridt før hr. Diggory atter kom til syne fra træerne. Han bar en lillebitte, bevidstløs skikkelse i sine arme. Emilia genkendte med det samme de store hængende øre. Det var Wicky.

Hr. Ferm hverken gjorde eller sagde noget, da hr. Diggory lagde husalfen for hans fødder. De andre ministerielle troldmænd stirrede tavs på hr. Ferm. Der gik et par sekunder; hr. Ferm lod til at være

lige så lammet som alfen; hans øjne skød lyn i det ligblege ansigt, da han så ned på Winky. Så kom han til sig selv igen. „Det - det kan ikke passe." sagde han arrigt „Nej..."

Han skubbede hr. Diggory til side og skyndte sig hen til stedet hvor Winky blev fundet.

„Det nytter ikke, hr. Ferm," råbte hr. Diggory efter ham. „Der er ikke andre i nærheden."

Men hr. Ferm lod ikke til at tage hans ord for gode varer. De kunne høre ham bevæge sig omkring i buskadset.

„En smule pinligt," sagde hr. Diggory bistert og så ned på den bevidstløse Winky. „Barty Ferms egen husalf... jeg mener, det er da bar ..."

„Hold nu op, Amos." sagde hr. Weasley lavmælt „du tror da ikke for alvor, at det var alfen?”

”Kan man over alfer overhoved udføre så meget magi uden en stav? Mumlede Emilia til hr. Diggory, som han sank tilbage ved siden af Cedric.

„Hun var også i besiddelse af en tryllestav." sagde hr. Diggory

„Hvad!” udbrød hr. Weasley.

„Her, se bare." Hr. Diggory viste hr. Weasley en tryllestav. „Hun havde den i hånden. Alene det faktum er en overtrædelse af paragraf tre i Magikergrundloven: Intet ikke-menneskeligt væsen må bære eller

gøre brug af en tryllestav."

I dette øjeblik lød der et plop, og Ludo Ludomand kom til syne ved siden af hr. Weasley. Åndeløst og forvirret drejede han rundt om sig selv, mens han gloede op på den smaragdgrønne, flyvende dødningeskal.

„Mørkets Tegn!" stønnede han og var nær kommet til at træde på Winky, da han nu vendte sig spørgende mod sine kolleger. „Hvem gjorde det? Fik I fat på dem? Barty! Hvad foregår der?"

Hr. Ferm var vendt tomhændet tilbage. Han var stadig bleg som et lig, og hans smalle moustache, strittede forivret.

„Hvor har du været, Barty?" spurgte Ludomand. „Hvorfor var du ikke i logen under kampen? Din alf holdt endda en plads for dig ... Du galpende gargoil!" Ludomand lagde først nu mærke til Winky, der lå ved hans fødder. „Hvad er der dog sket med hende?"

„Jeg har været travlt optaget Ludo," sagde hr. Ferm, der stadig talte stødvis med sammenbidte tænder. „Og min alf er blevet lammet"

„Lammet? Af jer, mener du? Men hvorfor?" Nu dæmrede det for Ludomand; han så op på det lysende dødningehoved, derefter på Wicky og endelig på hr. Ferm.

„Det kan da ikke passe!" udbrød han. „Skufle hun have fremmanet Mørkets Tegn? Det kan hun da slet ikke finde ud af og desuden skufle hun bruge en tryllestav til det!"

„Hun var netop i besiddelse af en," sagde hr. Diggory. „Jeg fandt hende med en i hånden. Ludo. Hvis det er i orden, hr. Ferm, må vi hellere høre, hvad hun har at sige til sit forsvar."

Ferm lod slet ikke til at have hørt. hvad der blev sagt, men hr. Diggory mente tilsyneladende, at tavshed var samtykke, så han hævede sin tryllestav. rettede spidsen mod Winky og sagde: „Mobile!"

Winky rørte svagt på sig. Hendes kæmpestore, brune øjne åbnede, og hun blinkede desorienteret. Skarpt overvåget af de tavse troldmænd fik hun chokerede sat sig op. Hun fik øje på hr. Diggorys fødder og hævede skælvende blikket op mod hans ansigt, før hun ganske langsomt kiggede videre op på himlen. Harry kunne se det flyvende dødningehoved afspejlet i hvert af hendes enorme, stirrende øjne. Hun udstødte et gisp og så rundt på troldmændene, der stod omkring hende i lysningen, før hun brød ud i forfærdet gråd.

„Alf!" sagde hr. Diggory strengt. „Ved du, hvem jeg er? Jeg er fra Afdelingen for Overvågning af Magiske Væsner!"

Wicky begyndte at rokke frem og tilbage på jorden, og hendes åndedræt kom i skarpe stød.

„Som du ser, alf, blev Mørkets Tegn fremmanet her for kort tid siden." fortsatte hr. Diggory. „og du blev fundet få øjeblikke senere lige under det! Kan vi få en forklaring!"

„D-d-det var ikke mig, der gjorde det. hr.!" gispede Winky. „Jeg ved slet ikke, hvordan man gør, hr.!"

„Du blev fundet med denne tryllestav i hånden!" buldrede hr. Diggory og viftede hende om næsen med staven. Da tryllestaven nu blev oplyst af det grønne skær, der faldt over lysningen fra det svævende dødningehoved. Harry stirrede på den med store øjne.

„Hov - det er jo min!" udbrød han.

Alle så på ham.

„Undskyld, hvad var det du sagde?" lød det vantro fra hr. Diggory.

„Det er min stav," gentog Harry, „jeg mistede den!"

„Du mistede din tryllestav?" sagde hr. Diggory, som om han ikke troede sine egne ører. „Skal det forestille en tilståelse? Kastede du den fra dig, da du havde fremmanet tegnet?"

”Far, det er Harry Potter, tror du han kunne finde på at fremmane Mørkets Tegn?" brød Cedric ind.

„Øh - selvfølgelig ikke," mumlede hr. Diggory. „Undskyld... jeg blev vist lidt for ivrig..."

„Men det var jo slet ikke der, du mistede den," sagde Emilia tøvende.

„Nej, Jeg opdagede, at jeg havde tabt den, lige efter at vi var nået ind i skoven." Svarede Harry.

„Aha," sagde hr. Diggory og kneb øjnene sammen for igen at se på den paniske Winky, der krøb sammen for hans fødder. „Du fandt denne tryllestav, gjorde du ikke, alf? Og så tog du den for at få lidt sjov i gaden, ikke sandt?"

„J-jeg lavede ingen magi med den, min herre!" hylede Winky med tårerne strømmende ned over sin store tomattud. „Jeg ... jeg kom bare til at tage den op, hr.! Jeg lavede ikke Mørkets Tegn, for jeg ved jo ikke. hvordan man gør!"

„Det var ikke hende!" sagde Hermione. Hun var bestemt ikke glad for at tage ordet i denne forsamling af ministerielle troldmænd. Men hendes stemme lød fast og beslutsom. „Winky har en lille pibestemme, hvorimod stemmen, vi hørte mane tegnet frem, var meget dybere!" Hun så appellerende på de andere, for at de skulle bakke hende op. „Det lød slet ikke som Winky, gjorde det vel?"

„Nej," sagde Harry og rystede på hovedet „Det lød overhovedet ikke som en alf."

„Nej, det var en menneskelig stemme," sagde Ron.

„Nå, det skal vi snart få rede på," knurrede hr. Diggory, der ikke lod til at godtage deres forklaring. „Der findes en ganske simpel måde, hvormed man kan afsløre den sidste besværgelse udført med en tryllestav. Vidste du det. alf?"

Wicky skælvede og rystede på hovedet som en vanvittig, så ørerne blafrede, mens hr. Diggory hævede sin egen tryllestav og placerede den spids mod spids med Harrys tryllestav.

Prior Incantatol" brølede hr. Diggory.

Emilia hørte Hermiones rædselsslagne gisp, da et gigantisk, slangetunget dødningehoved kom til syne fra de to sammenpressede tryllestaves ender. Det var kun en svag skygge af den grønne dødning, der svævede på nattehimlen; det så nærmest ud, som om det var dannet af tæt, grå røg: en besværgelses blege spøgelse. Hun reagerede igen ved at så hænderne for øjnene, hun ikke ville se det. Flere af de andre troldmænd og hekse mumlede trykket.

Hr. Diggory viftede røgen væk med hånden. „Nå!" lød det triumferende fra hr. Diggory. Han så vildt ned på

Winky, der havde fået kramper af angst. „Det var ikke mig!" skingrede hun med øjne, der rullede rundt i hovedet på hende af rædsel. „Det var ikke mig. Det var ikke mig, var det ej! Jeg er en god alf og bruger ikke tryllestav, for jeg ved ikke hvordan!"

„Du er blevet taget på fersk gerning, alf!" brølede hr. Diggory.

„Grebet med misdæderne staven i hånden."

„Amos," sagde hr. Weasley højt „tænk dig lige om... kun ganske få troldmænd er i stand til at udføre den besværgelse ... hvor i alverden skulle hun have lært det henne?"

..Måske prøver Amos at antyde noget," sagde hr. Ferm med isnende stemme. „Måske antyder han, at jeg har for vane at lære mine tjenere at fremmane Mørkets Tegn?"

Der fulgte en højst ubehagelig tavshed.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...