Harry og Emilia Potter - Flammernes Pokal

Dette er en omskrivning af Harry Potter og Flammernes Pokal.
-
Harry potter skal til at starte sit fjerde år på Hogwarts, men inden da skal han møde sin tvillingesøster, Emilia, for første gang. Emilia tager med tilbage til Hogwarts hvor der skal afholdes en stor turnering. Nemlig, Trekampsturneringen om Flammernes Pokal.
Men alt forandre sig, da Harry pludselig skal deltage.

61Likes
156Kommentarer
33858Visninger
AA

16. En ny bedsteven

Den næste morgen havde stormen lagt sig, selvom loftet i Storsalen stadig var mørkt; tunge, blygrå skyer susede over deres hoveder, da Harry, Ron, Hermione og gennemgik de nye skoleskemaer ved morgenmaden. Et par pladser længere henne ved bordet sad

Fred, George og Lee Jordan optaget af en diskussion af magiske metoder til at gøre sig ældre for at bluffe sig med i turneringsudvælgelsen.

„Det bliver ikke så slemt i dag ... vi skal være udendørs hele morgenen," sagde Ron og lod sin finger løbe ned over skemaets mandagsfag. „Botanik sammen med klassen fra Huffelpuff og bagefter Magiske Dyrs Pasning og Pleje ... pokkers, vi skal stadig være sammen med dem fra Slytherin..."

„Dobbelttime i Spådom i eftermiddag," stønnede Harry og så ned på skemaet.

„Du skulle bare have droppet det ligesom jeg, skufle du!" sagde Hermione frisk og smurte smør på sit brød. „Så kunne du brage tiden på noget mere nyttigt - Talmagi, for eksempel."

”Jeg ser, at du er begyndt at spise igen," sagde Ron og så til, mens Hermione rundhåndet puttede marmelade på brødet. „Jeg har erkendt, at der findes bedre måder at kæmpe for alferettigheder

på," sagde Hermione vigtigt.

„Ja, ja ... og desuden var du sulten," grinede Ron.

En pludselig brisen af mange vingeslag hørtes, da hundreder af ugler kom susende ind gennem de åbne vinduer med morgenposten. Harry kunne ikke lade være med at kaste et forventningsfuldt blik op, men der var ingen spor af hvide fjer blandt de mange brune og grå. Uglerne kredsede overbordene og ledte efter de elever, som deres breve og pakker var adresseret til. En stor slørugle susede ned til Neville Longbottom og lagde en pakke i hans skød - ” Nevillen er noget glemsom, så han bedstemor sender ham, hans glemte sager,” Forklaret Ron med et smil. I salens anden ende var Draco Malfoys store hornugle landet på hans skulder bærende på noget, der lignede en større forsyning af slik og kager. Harry vendte sig igen mod sin grød, mens han gjorde alt for at kvæle sin dybe skuffelse. ”Rolig Harry. Han skal nok svare,” Sagde Emilia dæmpet, før hun rejste sig. De andre kiggede underne på hende, de var fortidigt til at gå endnu.

”Jeg vil lige se om jeg finde Cedric,” sagde hun for gik ned mellem brodne.

Hun drejede omkring hjørnet på Rawenclaw bordet og forsatte op mellem dem og Huffelpufferne. Hun kiggede efter Cedric mørkehår, men det var hans latter som noget hende først.

 

Hans sad med en større gruppe af venner, halvvejs oppe ved højbordet. Hun bevægede sig langsomt mod ham og stillede sig lige bag hende. Hun havde ikke set ham forlade storsalen i aften og havde ikke talt med ham siden toget. Hun frygtet lidt han var sur over hun var kommet på Gryffindor og ikke Huffelpuff med ham. Hun prikkede han kort på skulderen og han drejede sig mod hende. Hun havde is i maven og bed sig selv i underlæben, men da klaret et smil op på han læber, ved synet af hende.

”Hey du,” Hilste han og rykkede sig lidt tætter på Jimmy, så hun kunne side ved siden af ham. Emilia skyndte sig at slå sig ned, mens hun stadig var lidt på vagt.

”Jeg ser du her fået en løve på brystet,” Lo Anthony. Emilia skævede ned til Gryffindors våbenskjold, som sad over hendes venter bryst. Hun nikkede lidt betuttet. ”Det klæder dig,” Sagde Oskar, med et stort smil. Emilia forstod det ikke helt, accepteret de det bare? Ingen der syntes der var underligt at hun ikke bar Huffelpuff gule mærke. ”Jeg tror stadig du ville havde set bedre ud i gul,” Lo en dreng Emilia ikke genkendte, men hun smilede bare til ham. Hun så på Cedric, som var godt halvvejs gennem sin morgenmad og kom i tanke om hvordan han havde reageret på turneringen i går.

”Er der nogle af jer som har tænkt jeg at melde jer?” Spurgte hun åbent, for ikke at lyde som den bekymret hønsemor, hun nok mest af alt var.

”Ja, jeg har,” Sagde Anthony stolt.

”Også mig,” Sagde Oskar og vinkede til sin lillebror Barny, som satte sig lidt længere nede af bordet med en flok tredjesårs huffelpuffer. ”Hvad med dig, Cedric?” Hun skævede til ham og prøvede at smile ligegyldigt. Men han kendte hende bedre end det og rystede på hoved over hende. ”Jeg tænker stadig om det,” Svaret han kort og hun kendte ham ligeså, til at vide det mere betød noget i retningen af, jeg har tænkt mig at deltage, men jeg vil ikke fortælle dig det.

Hun nikkede og lod som om det ikke røgte hende, men hendes hjerne var allerede i gang med adskillige planer om hvor vidt hun kunne få ham til at opgive ideen.

 

Hun spekulerede stadig over hvordan hun skulle få Cedric til ikke at melde sig til tuneringen, da hun traskede gennem den oversvømmede urtehave, sammen med Harry, Ron og Hermione. De nåede drivhus nummer tre, hvor hendes opmærksomhed blev fanget af professor Spire, der viste klassen de grimmeste planter. Emilia nogensinde havde set. Hun havde fået meget hjemme undervisning af fru Diggory og det hun ikke kunne få der hjemme, var hun blevet undervist i af nogle af de bedste troldmænd og hekse, så hun følte sig ikke bag ud i forhold til resten af klassen. Men alligevel var denne plante ukendt for hende. De lignede faktisk i mindre grad planter end tykke sorte kæmpesnegle, der stak op af jorden. Hver plante vred sig en smule og havde et antal store, skinnende, byldelignende udposninger, som lod til at være fulde af

væske.

„Bobutuber," fortalte professor Spire dem energisk. „De skal klemmes. I skal opsamle materien ..."

„Opsamle hvad?" udbrød Seamus Finnigan frastødt.

„Materien, Finnigan, materien," sagde professor Spire. „Den er uhyre værdfluid, så lad være med at spilde den. I skal opsamle materien, sagde jeg, i disse flasker. Husk at tage jeres drageskindshandsker på. for der kan ske mærkelige ting med huden, hvis man rører ved ufortyndet materie fra Bobutuber."

At klemme Bobutuberne var ækelt men alligevel sært tilfredsstillende. Når en byld brast strømmede der store mængder tyk, gulgrøn væske ud, som lugtede stærkt af benzin. De opsamlede væsken I flaskerne, som professor Spire havde sagt, og da timen var til ende, havde de samlet flere liter.

„Det skal nok gøre madam Pomfrey glad," sagde professor Spire og satte prop i den sidste flaske. „Bobutubermaterie er et fremragende middel mod ondartede filipenser. Det forhindrer også eleverne i at gribe til desperate løsninger for at befri sig selv for bumser."

,„Ligesom stakkels Eloise Midgen," sagde Hannah Abbot fra Huffelpuff med dæmpet stemme. „Hun forsøgte at kaste en forbandelse over sine."

„Tåbelige pigebarn," sagde professor Spire og rystede på hovedet.

„Men madam Pomfrey fik da sat hendes næse på plads igen til sidst" En dyb klokkekimen nåede dem fra slottet og signalerede timens afslutning. Klassen skiltes; Huffelpuffeleverne gik op mod hovedindgangen

for at komme til deres time i Forvandling, mens dem fra Gryffindor gik i den anden retning, ned ad bakken mod Hagrids lille træhytte, der lå ved Den Forbudte Skov. Hagrid ventede uden for sin hytte med et greb i halsbåndet på Trofast, hans kæmpestore, sorte jagthund. Der stod adskillige åbne trækasser på jorden omkring ham, og Trofast peb og kæmpede for at få lov til at undersøge indholdet. Da de kom nærmere, hørte de en besynderlig rumsteren, der blev afbrudt af regelmæssige små eksplosioner.

„G'morgen!" sagde Hagrid og smilede til Harry, Ron og Hermione. Han stirrede som så mange andre en ekstra gang på Emilia, men smilede dog åbent og venligt. Han rakte sin kæmpe næve mod hende. Emilia var lidt nervøs ved den kæmpe udseende mand, men tog alligevel hans hånd. ”Rubeus Hagrid.”

”Emilia Potter,” Svaret Emilia med et smil. ”Ja, det skal jeg love for.” Lo Hagrid venligt. ”Sikke du dog ligner Harry.” Emilia smilede lidt bedre. Hagrid var den første som havde sagt de lignede hinanden.

„Vi må hellere vente på dem fra Slytherin, så de ikke går glip af det her. Jeg har magiske Futskolopendre til jer!" Fortalte den kæmpe professor stolt.

„Hva' for noget?" sagde Ron.

Hagrid pegede på kasserne.

„Adr!" hvinede Lavender Brown og hoppede baglæns, da hun havde kigget ned i en af kasserne.

„Adr" var, efter Emilias mening, den rette kommentar til Futskolopendrene. De lignede deforme, skjoldløse skaldyr, strandvaskerblege og slimede at se på. Deres ben stak ud alle vegne, og der var ingen synlige hoveder. Der var omkring hundrede stykker i hver kasse, hver af dem omkring seks tommer lang. De kravlede blindt hen over hinanden og stødte uafladeligt ind i kassens sider. I tilgift lugtede de stærkt af rådne fisk.

Nu og da udstødte en skolopender gnister fra den ene ende og fløj et lille stykke frem med et fut-ten.

„De er lige blevet udklækket," sagde Hagrid stolt „så I kan selv få lov til at opfostre dem! Jeg mente, at vi kunne gøre det til et projekt!"

„Og hvad skulle vi dog opfostre dem for?" lød en kold stemme. Eleverne fra Slytherin var ankommet. Den kolde stemme tilhørte Draco. Malfoy, Grabbe og Goyle stod og klukkede bag ham. Spørgsmålet lod til at komme helt bag på Hagrid.

„Jeg mener, hvad kan de?" spurgte Malfoy. „Hvad er meningen med dem?"

Hagrid åbnede munden og så ud til at spekulere som en rasende: der gik et par sekunder, før han knugende sagde: „Det kommer i næste lektion, Malfoy. I dag skal I bare fodre dem. I kommer til at

forsøge jer med forskeligt foder, for jeg har aldrig haft futskolopendre før. Jeg er ikke sikker på, hvad de kan lide. Jeg har myreæg, tudselever og en smule hugormekød - prøv jer frem."

„Først materie og nu dette." mumlede Seamus til Emilia, som stod vedsiden af ham. Hun nikkede langsomt. Hun kunne heller ikke få armene i vejret over de ulækre væsner. Harry, Ron og Hermione kiggede kort på hinanden, gik frem og tog en håndfulde af blævrende frølever og rakte herlighederne ned til futskolopendrene for at se, om det kunne friste. Resten af klassen begyndte arbejdet med futskolopendrene. Emilia havde på fornemmelsen, at det var fuldkommen meningsløst eftersom skolopendrene tilsyneladende ikke havde munde. Men hun ville gerne gøre at positivt indtryk på alle de nye lære, så hun gjord som professor Hagrid sagde.

„Aaauv!" skreg Dean Thomas efter ti minutter. „Den fik mig!" Hagrid skyndte sig opskræmt at løbe over til ham.

”Den ene ende eksploderede!" udbrød Dean vredt og viste Hagrid et brandsår på sin hånd.

„Åh, ja, det kan ske, når de sætter turbo på," sagde Hagrid og nikkede.

„Adr!" lød det igen fra Lavender Brown. „Adr, Hagrid, hvad er det for en spids tingest, der stikker ud?"

„Jo, ser du, nogle af dem har brod." fortalte Hagrid ivrigt (Lavender fik lynhurtigt trukket sin hånd op af kassen). „Jeg tror, at det er hanneme ... hunnerne har sådan en slags skarp suge snabel på

maven ... jeg tror, at den er beregnet på blodsugning."

„Ja, nu kan jeg sandelig se det nyttige i at holde dem i live." Sagde Malfoy sarkastisk. „Hvem vil ikke have et kæledyr, der både brænder, stikker og suger blod på samme tid?"

„At de er grimme, betyder ikke, at de ikke kan brages til noget," snerrede Emilia, lavt, da hun stod nær ham. „Drageblod er fantastisk magisk, men derfor holder man da ikke drager som kæledyr, vel Malfoy?"

Malfoy kiggede ondt på hende og hviskede lavt, ”Pas på, Potter. Du stikker næsen lidt for lagt frem, af en der er ny i klassen.” Ron hørte Malfoy og træk Emilia rundt, så hun stod mellem ham og Harry. Malfoy og Emilia stirrede ondt på hinanden resten af timen, vær gang de så muligheden for det.

 

„Nå, i det mindste er skolopendrene små," sagde Ron, da de gik op mod slottet for at få frokost en time senere.

„Det er de nu," sagde Hermione opgivende, „men når først Hagrid opdager, hvad de spiser, kan vi frygte, at de bliver flere meter lange."

„Men det betyder jo intet, hvis de viser sig at kunne kurere søsyge eller sådan noget, gør det vel?" sagde Ron og smilede drillende til Emilia.

„Du ved udmærket, at jeg kun sagde det for at lukke munden på

Malfoy." sagde Emilia. ”Han går mig bare så meget på navnerne med alle sine små kommentarer.”

”Ja, det kunne ses.” Lo Harry. ”Det var nogle heftige blikke du sendte ham.”

Emilia fik røde kinder og så væk. ”hm..” Hun ville ikke have de troet hun var typen som altid faret i flintenten på flok, hvis de provokeret en smule.

 „Jeg er nu næsten tilbøjelig til at give ham ret Det bedste ville være at trampe på krybet, før de begynder at angribe os alle." Sagde Hermione kort, da de satte sig ved Gryffindorbordet og forsynede sig med lame koteletter og kartofler. Hermione begyndte at spise så hurtigt at Harry og Ron stirrede på hende.

„Øh- er det din nye demonstration for alferettigheder?" spurgte Ron. „Har du tænkt dig at kaste op i stedet for at sultestrejke?"

„Nej," sagde Hermione, så værdigt det var muligt med munden fyldt af kogte bønner. „Jeg skal bare skynde mig op på biblioteket."

„Mener du da?" udbrød Ron vantro. „Hermione - det er allerførste skoledag! Vi har slet ikke fået lektier for endnu?"

Hermione trak på skuldrene og fortsatte med at skovle mad i sig, som om hun ikke havde spist i dagevis. ”Hermione, kan jeg følge med dig til biblioteket?” Spurgte Emilia, som stille og rolige pillede små bider af sit brød. ”Ja, men jeg går nu.” Svaret Hermione og rejste sig.

”Det gør ikke noget.”

Emilia slap brødet og lod det falde ned på hendes urørte tallerken og rejste sig. ”Nu stopper du også med at spise?” Spurgte Ron endnu mere vantro. ”Næ, jeg er bare ikke så sulten lige nu.” Emilia smilede og træk på skulderne. „Vi ses sener!" Sagde Hermione og begynde at gå hastigt ned gennem storsalen med Emilia efter sig.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...