Harry og Emilia Potter - Flammernes Pokal

Dette er en omskrivning af Harry Potter og Flammernes Pokal.
-
Harry potter skal til at starte sit fjerde år på Hogwarts, men inden da skal han møde sin tvillingesøster, Emilia, for første gang. Emilia tager med tilbage til Hogwarts hvor der skal afholdes en stor turnering. Nemlig, Trekampsturneringen om Flammernes Pokal.
Men alt forandre sig, da Harry pludselig skal deltage.

60Likes
156Kommentarer
33379Visninger
AA

18. En gammel kending

Emilia gik gennem storsalen, med blikket rettet mod den mørkegrå himmel. Det regnede godt nok ikke her til aften, men hun savnede allerede sommeren. Det var som om den var taget af sted med et vindpust og efteråret havde lagt sig over dem, som en tyk kappe.

 Hun gik ned langs Huffelpuffs bord og kiggede efter Cedric, men han var ikke til at se nogle steder. Hun gik efter hans mørke hår som normalt raget godt op, på grund af hans højde, men der var intet at få øje på. Hun prøvede at se efter Morley brødrene, Tom Hall, Jimmy Bedgberry eller Anthony Darley. Men heller ingen af dem var til at se.

Det undrede hende, hvor kunne de alle være? Måske var de ikke kommet endnu, men hun havde allerede noget at spise sin mad og det havde resten af salen også. Hun gik samme vej tilbage som hun kom, for at se om hun havde overset Cedric, men det var ikke tilfældet.

Har var der ikke.

En knude af skuffelse samlede sig i hendes mave og hun satte nedslået kursen mod døren.

Hun havde glædet sig til at fortælle Cedric om hendes første skoledag, men nu var han forsvundet som dug fra solen. Hun overvejede han måske lavede noget hjemmearbejde eller bare sad et andet sted med sine venner. Der var en lille stemme i hendes hoved som blev ved med at sige, hvad sagde jeg, hvad sagde jeg.. I kommer på Hogwarts og pludselig har han ikke tid til dig… Stemme var hoverene og Emilia slog den af sig så hurtigt som muligt. Sådan ville Cedric aldrig behandle hende. Han var hendes bedste ven og sådan ville det altid være - sådan skulle det være.

Hun kiggede tilbage på Harry, Ron og Weasley tvillingerne. Hun overvejede at gå tilbage til dem, men hun ville ikke opfattes som den irriterende lillesøster som man ikke kunne slippe af med.

Så Hun forlod storsalen med skuffelsen liggende tungt på skuldrene. Hun gik ned af gangen med trapperne og tænkte hun lige så godt kunne gå tilbage til opholdsstuen og se efter Ginny, nu Cedric ikke var til at finde. Hende om Ginny havde haft en super kemi da de havde været i Vindelhuset og til verdensmesterskaberne, men Emilia havde endnu ikke set noget til hende på Hogwarts.

 

Hun var noget til anden sal, da hun hørte hastige fodtrind bag sig. Hun gik ind til siden, så ved kommende kunne stryge forbi, men i stedet for at springe forbi hende, lagde vedkommende en hånd på hendes skulder. Emilia vendte sig hurtigt om og stirrede mod en kroget ørnenæse og et sæt mørke øjne. Hun trådte et halvt skridt tilbage og stirrede på Severus Snape, Hogwarts professoren i eliksir.

Genkendelsen stod malet i hendes blå øjne, som hun sendte ham et forsigtigt smil. Snape fortræk ikke mine, ikke det overaskede Emilia særligt.

”Frøken Potter,” Sagde han høfligt, men med kold og streng stemme. Emilia nikkede lidt anspændt. Hun havde aldrig hørt ham bruge hendes efternavn i stedet for hendes fornavn før.

”kom,” Sagde han kort og drejede af en anden trappe mod 2. sals korridor.  Emilia gik lige bag ham. Hans sorte kappe flagrede omkring ham og hans sorte halvlange hår ligeså.

Snape åbnende en dør ind til korridoren og kiggede køligt ned på hende, med et fjernt blik. Emilia snoede sig forbi han og forsatte ned af gangen. Hun forventede at få skæld ud for et eller andet, efter at dømme på hans måde at snakke til hende på.

Snape kom op på siden af hende og de gik i stilhed ved siden af hinanden. Emilia sagde ikke noget, for var det en opsamling hun stod til, var der ingen grund til at kalde helvede frem før tid. Men Snape forblev stille. Korridoren var mennesketom og de gik langsomt frem, uden nogen forstyrrede dem. Deres fodtrind gav genlyd og Emilia ransagede sin hukommelsen for ting der kunne føre til hans uvenlige opførsel.  

”Du er blevet stor,” Sagde Snape efter små ti minutters tavshed. Emilia sukkede næsten af lettelse, så var han ikke kommet for at skælde hende ud.

”Du har ikke set mig i næsten fire år, så lidt ældre skulle jeg gerne være blevet.” Hun sendte ham et roligt smil og hendes livboblende øjne lå roligt på ham. Han træk kort på smilebåndet og så mod hende, med et blik som var fremmede for ham. ”Jeg har haft travlt,” Sagde han hurtigt.

”Det har du altid.” Svarede hun bare.

”lever det op til dine høje forventninger?” spurgte han og skiftede emne.

”Ja og mere til,” Smilede hun.

”også Harry?” Der lå noget bag spørgsmålet, som Emilia ikke lige kunne regne ud. Men hun havde med tiden lært at han heller ikke altid var lige til.

”Ja… Harry er alle tiders, lidt anderledes end jeg havde forventede, men… Hvorfor spørg du?”

”Jeg interesserer mig for dig, Emilia, det vil jeg altid gøre…” Mumlede han kort.

”Det er derfor du aldrig har tid til at se mig? Du interesserer dig for mig?” En gammel skuffelse kom op til overfladen, gennem hendes stemme og fik Snape til at se væk.

”Jeg beklager,” Mumlede han stadig med kølig stemme.

”Jeg overlever. Ingen er endnu døde af ikke at se sin familie,” Hun træk på skulderne. ”Jeg af alle må vide hvad jeg taler om.”

”Drop selvmedlidenheden, Emilia.” Snerrede Snape og kiggede koldt på hende.

”Vel vil jeg ej!” svarede hun ham igen. ”Jeg mister mine forældre, min bror og den eneste jeg står tilbage med, har ikke tid til at se mig. ”

”Det er ikke så enkelt.”

”Når ikke? Hvorfor ikke det? Jeg forstår det ikke og du forklarer dig aldrig.”

”Hold op med at råbe,” Sagde Snape koldt og Emilia kastede armene over kors og så væk. 

”Der var noget jeg gerne ville snakke med dig om,” Sagde han roligt og stoppede op. Emilia stoppede og vendte sig mod ham. ”Jeg vil bede dig om ikke at hisse dig op, men det ville være til stor hjælp for mig hvis du holdte vores tilknytning for dig selv.” Han var formæl på en helt forkert måde. Som om det var noget han havde trænet at sige og det slet ikke var noget han mente. Men hun var ikke i tvivl om at han mente det og det skar hende i hjertet.

”Først giver du mig væk, så har du ikke tid til at se mig og nu må ingen vide du er noget af det sidste familie jeg har tilbage...” Hun stirrede ned i gulvet, mens hendes øjne var rødsprængte af de tårer som kun kæmpede med at holde tilbage.

”Se på dem du taler til,” irettesatte Snape hende med isende stemme.

Emilia så trodsigt op og Snape så væk fra hendes våde øjne.

”Hvorfor vil du ikke kendes ved mig?” spurgte hun, med tom stemme og stirrede ham direkte i øjnene. ”Hvorfor skal det være hemmeligt at du er min gudfar, folk er da ligeglade…” sukkede hun og så væk fra ham.

”Kig på dem du taler til!” Rettede han igen. ”Og nej, de er ikke ligeglade. Dine forældre overlod mig et ansvar, ikke en titel.”

”De ene kommer med det andet,” Sagde Emilia forvirret og kiggede på ham. Hun kendte ham godt og vidste hun intet ville få ud af sine anstrengelser, men hun ønskede ikke at han skulle få ret. Hun ville ikke have han skubbede hende endnu mere væk fra sig.

”Er det fordi du skammer dig over mig?” spurgte hun og så væk igen. ”Du ville hellere have haft Harry, ikke?” Hendes øjne sveg og hun bed sig hårdt i underlæben. Snape stod helt kold foran hende. Han bøjede hoved ned og rystede det, som var alt hun sagde galesnak. Han lagde en hånd på hendes skulder og fangede hendes blik. Noget bag hans mørkebrune øjne ulmede underligt.

”Jeg skammer mig aldrig over dig, Em. Og jeg ville hellere dø end at havde din uduelige bror som gudbarn. Jeg vil bare gerne holde mit privatliv for mig selv og de inkludere dig.”

Hun overhørte det med Harry. ”Hvorfor!”  Hun så ned igen og mumlede, ”Jeg ser dig aldrig, for du har altid for travlt til mig og nu har jeg muligheden for at se dig og så vil du ikke kendes ved mig!”

Følelsen af at blive skubbet væk, brændt hende til ukendelighed inden i. Hun kæmpede med tårnede.

Snape så underligt på hende, som om han ikke vidste hvad han skulle stille op med hende.

”Jeg sagde ikke jeg ikke ville se dig,” Mumlede han overgivende,” jeg sagde bare jeg ikke ville havde det var til offentlig skue.”

Emilia så op på ham og hviskede, ”Så du vil gerne se mig?”

”Ja.” Svarede han kort og gav op med et suk.

Emilia nikkede og sagde, ”okay så, ingen får noget at vide.”

”ikke engang Harry,” Sagde Snape med afsky i stemme. Emilia sukke og mærkede hadet som lå mellem dem. ”ikke engang Harry.” Sagde hun med toneløs stemme og så tomt væk.

”Undskyld Emilia, jeg ved jeg ikke gøre det letter for dig.” Sagde Snape tomt og strøg hende over håret. ”Du ved jeg holder af dig, nogen gange kræver verden bare noget andet af os.”

”Ja, ja, det har jeg hørt før.” Sagde hun med stemmen fyldt med skuffelse. ”Må jeg gå nu?”

”Ja, du er fri til gå.” Emilia vendte ham ryggen om gik af samme vej hun var kommet.

Diggory drengen og hans venner er ned på Quiddicht banen.” Sagde han efter hende. Hun sagde ikke noget og forsvandt bare ind af døren igen. Snape kiggede længe efter hende, selv om døren var lukket og sagde tomt ud i gangen.

”Jeg er glad for du kom på Gryffindor. Det var din mor også.”

 

 

 

Morgenen efter stimlede eleverne sammen i den fugtige krypt foran eliksirlokalet. Til en dobbelt morgen lektion med Gryffindors ynglings lære, professor Snape. Emilia var i dårligt humør, efter hendes møde med Snape i går og var nervøs over de følgende timer.  Harry fortalte på vej ned i skolens krypt om Snape og hvor ond og modbydelig han var. Emilia havde lidt lugtede det fjendskab som lå mellem hendes bror og gudfar, men dog havde hun aldrig regnet med det var så ekstremt. Det var offentligt kendt at Snape ikke brød sig om deres far og nu havde kastede sit had over Harry, men alligevel var hun ikke forberedt på de ord der kom fra Harrys mund den morgen.

Emilia lod Harry snakke løs og kommenterede kun når det var yderst nødvendigt. Hun grublede over hvordan én som hun vidste holdte af hende, kunne afsky Harry sådan.

 

Et par minutter før timen startede, gik døren til klassen op. Eleverne skyndte sig ind og fandt hurtigt et arbejdsbord at stå ved. Emilia endte mellem Neville og Harry. Harry havde byttede plads med Ron for at stå ved siden af hende og hun havde på fornemmelsen at det var for at passe på hende. Men hun frygtede ikke Snape, han ville aldrig krumme så meget som et hår på hendes hoved.

Når man tænker på stormen. Døren i den modsatteende af klassen gik op og Snape strøg ind som en stor sort fugl. Hans kappe baskede som kæmpe vinger omkring ham og fik ham til at se faretruende ud.

Han stillede sig op som en storm foran klassen og kiggede med kolde mørke øjne ud over dem. Flere krympede sig, men Emilia kendte hans opførsel og så ikke noget uvant i den.

Hun var stadig vred på ham og undgik hans blik, da det kort strøg over hende.

”Som nogen af jer måske har bemærket, har vi fået endnu en Potter blandt os…” Sagde han tøvende og med gru i stemmen. ”Jeg vil lige skære det ud i pap for enkelte af jer… Emilia Lily Potter, klassens nye berømthed.” Der lød latter fra Malfoy og hans slæng i bunden af klassen, mens Emilia lod som om hun intet hørte, hverken Snape eller Malfoy.

”Men for dem som var for berømte til at kunne deltage i de fire første års undervisning, vil vi i dag starte med noget basalt, som selv de mest uduelige burde kunne følge med i.” Han kiggede koldt på Neville som allerede lignede et vrag. Emilia tog sig ikke af hans nedladende kommentarer.  Før hun var kommet på Hogwarts havde han selv undervist hende i flere fag, for hun netop ikke skulle falde bagud. Så hun vidste det hele var en del af hans skuespil. Alt dette vidste Harry naturlig intet om og han stirrede rasende på Snape.

”I dag starter vi med en Hukommelseseliksirer. Åben jeres bog på side 38 og begyndt.” Snape begyndte at drive rundt i klassen, mens folk fandt deres eliksirsæt frem og åbnede deres bøger. Hukommelseseliksireren, var ikke noget som hørte til i den svære ende, og den voldet ikke Emilia nogle synderlige problemer.  

 

De næste to timer forløb uden særlige begivenheder bortset fra, at Neville smeltede sit sjette kogekar i Eliksirtimen. Professor Snape, der - ifølge Harry - var blevet endnu mere ondskabsfuld i løbet af sommerferien, gav Neville en sveder. Neville vendte tilbage til frokost i en tilstand af komplet nervesammenbrud, fordi Snape havde tvunget ham til at dissekere en tøndefuld Tudseleguaner. Emilia syntes Snape gik over stregen med Neville men det kunne hun ikke fortælle ham og hun lod som  om hun ikke bemærkede noget.

„Du ved godt hvorfor Snape er i sådan et frygteligt humør, gør du ikke?" sagde Ron til Harry, da de sad samlet til frokost.

„Jo," sagde Harry. „Det er på grund af Dunder."

”Dunder?” spurgte Emilia undrende?

”Alle ved, at Snape brænder efter stillingen som lærer i Forsvar mod Mørkets Kræfter, og nu er han blevet snydt for den for fjerde år i træk. Snape har hadet alle vores tidligere lærere i faget, og han har aldrig lagt skjul på det. Men denne gang virkede han dog besynderligt varsom, som om han ikke vil have Dunder ved han hader ham…” Sagde Hermione klogt.

”Jeg tror faktisk, at Snape er en smule bange for ham," sagde Harry tankefuldt.

”Forståligt nok,” Sagde Emilia næsten lydløst ved siden af dem.

„Forestil dig, at Dunder forvandlede Snape til en Tudseleguan," sagde Ron drømmende, „og spillede bold med ham nede i krypten ..."

”Ron!” Emilia kiggede forkastende på ham og Ron himlede med øjnene, med lod emnet falde. Resten af måltiden forgik i stilhed.

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...