Harry og Emilia Potter - Flammernes Pokal

Dette er en omskrivning af Harry Potter og Flammernes Pokal.
-
Harry potter skal til at starte sit fjerde år på Hogwarts, men inden da skal han møde sin tvillingesøster, Emilia, for første gang. Emilia tager med tilbage til Hogwarts hvor der skal afholdes en stor turnering. Nemlig, Trekampsturneringen om Flammernes Pokal.
Men alt forandre sig, da Harry pludselig skal deltage.

60Likes
156Kommentarer
33791Visninger
AA

31. De Tre Koste

 

Det er et mærkeligt fænomen, men når man frygter noget og ville give hvad som helst for at sætte tiden i stå, sker der blot det, at den flyver af sted. Dagene op til den første opgave virkede det, som om nogen havde forhekset urene til al gå dobbelt så hurtigt.

Emilias næsten galopperende panikfølelse forlod hende aldrig - lige så lidt som de spottende bemærkninger om artiklen i Profettidende forlod Harry. Hun gik konstant rundt med tanken om Cedric eller Harrys lig, som blev ført ud fra arenaen. Hun fortalte ingen om hendes frygt. Fordi for tiden følte hun sig lige så isoleret som Harry. Cedric ignorerede hende og Snape ville heller ikke lade hende komme, han sagde hun skulle koncentrer sig om sin skole i stedet for ham. Faktisk var det hun Hermione og Harry som hun snakket med, og tros det begge havde taget hende ind, så følte hun sig fremmede sammen med dem.  Det var ikke som når hun var med Cedric.

Lørdagen før den første opgave fik alle elever fra tredje år og opefter, lov til at besøge landsbyen Hogsmeade. Hermione sagde til Harry, at han ville have godt af at komme en tur væk fra slottet og Harry behøvede ikke videre overtalelse. Emilia gik bare med fordi hun stadig ikke havde fået talt med Cedric.

„Men hvad med Ron?" spurgte han. „Vil du ikke følges med ham?"

„Åh ... tja ..." Hermione rødmede en smule. Jeg tænkte, at vi måske kunne mødes med ham i De Tre Koste."

„Nej," sagde Harry rent ud.

„Åh altså, Harry. Det er så tåbeligt nu..." stønnede Emilia, træt af deres konstante skænderi.

”,Jeg kommer med, men jeg vil ikke mødes med Ron, og jeg lager min usynlighedskappe på."

„Åh, altså. Okay ..." vrissede Hermione, „men jeg hader at tale til dig, når du har den kappe på. Jeg ved aldrig, om jeg ser på dig eller ej."

”Du har da Emilia!” Sagde Harry hurtigt og smuttede op mod drenges sovesal. Hermione og Emilia kiggede kort på hinanden.

”Vi er nød til at gøre noget ved dem - snart.” Sukkede Emilia og kiggede efter sin anden halvdel.

”lige mine ord.” Svarede Hermione. ”Men du er også nød til at gøre noget ved Cedric.”

Emilia kiggede lidt forvirret på Hermione, hun regnede faktisk med at der ikke var nogle af dem, som havde bemærket det.

”Ja, tro ikke jeg har lagt mærke til jer, når I går forbi hinanden på gangende. Før smilede I og hilste, nu kigger I ingen gang op.” Hun satte hænderne i siderne og kiggede anklagede på den rødhårede pige. Emilia lod hoved falde og nikkede sløvt. ”Jeg ved et godt.”

”Så talt med ham.”

”Næste gang jeg ser ham.” Sukkede hun og så på Harry som kom tumlede ned af trapperne. Der sluttede pigerens samtale og de begav sig til Hogsmeade.

 

Emilia gættede det måtte være rart for Harry at være udenfor andres syn, blot for en stund.  Hun så andre elever gå forbi dem, da de var kommet til landsbyen, de fleste med emblemer med opfordringen, Støt CEDRIC DIGGORY, men til en forandring blev der ikke råbt hånlige bemærkninger efter Harry, og ingen citerede den tåbelige avisartikel.

Men i stedet var alle øjne nu rettet mod hende. Hun slog det hen med de nok undret sig over hvor Harry var, for på det sidste bevægede de sig sjældent med mere ned få meters mellemrum.

„Nu glor alle på Emilia i stedet" sagde Hermione gnavent da de senere trådte ud fra Kandisbaronen, gumlende på store, cremefyldte chokolader. „Hold nu op, vil du ikke nok tage den kappe at bare et lille øjeblik. Ingen generer dig her." Prøvede hun for gud ved hvilken gang.

„Nå, ikke?" sagde Harry. „prøv af se bag dig."

Rita Rivejern og hendes fotograf var netop kommet ud på gaden fra værtshuset De Tre Koste. Selv Emilia og Hermione der ikke havde set Rita Rivejern på andet end det billede hun havde under sin artikel, kunne ikke undgå at genkende hende.

Hendes frisure var annonceret i kunstfærdige, stive krøller, der stod i sær kontrast til hendes bulldogkæbe. Hun bar diamantindfattede briller. De tykke fingre, der holdt om hanken på en krokodilleskindstaske, havde lange, højrøde negle. Hun talte lavmælt sammen med fotografen, da de passerede Hermione uden at se hende.

Men som Emilia skulle til at træde forbi hende rakte Rita ud over hende med en klo, med lang rød klarkeret negle. Emilia trådte hurtigt væk, og bankede ind i Harry, der måtte spring til siden under kappen, for ikke at få den fået af sig.

”Frøken Potter,” Lo Rita falsk. “En fornøjelse endelig at møde dig. Jeg have jo fornøjelsen af at træffe din skønne bror for noget tid siden.” Hun smilede og en række gule tænder blottede sig til Emilia. Smile minde Emilia om en krokodilles og Emilia overveje om hun havde taget dem sammen med skindet til sin håndtaske. ”Nu jeg har dig, må jeg så ikke få et billede til min næste artikel?”

Hendes fotograf havde allerede hævet kameraet, men Emilia træk armene op foran ansigtet og knurrede, ”Jeg tror ikke jeg har lyst til at se mit ansigt, sammen med dine løgne. Jeg har set hvad du har gjort ved min bror, jeg har ikke selv lyst til at stå der.”

”Løgne?” Lo Rita og fotografen tog et hurtigt billede af hende, tros hun holdt sig tildækket. ”Hvilke løgne? Det er alt sammen bare min version?” Rita rakte igen ud over Emilia, men hun træk sig endnu længer tilbage. ”Hold dig fra os!” Knurrede hun som en bedre pitbull og bevægede sig hurtigt mod døren. ”Både Harry og mig.”

Rita lo igen, men begyndte så at gå ned af gaden. Harry måtte bakkede ind i Kandisbaronens mur for ikke at blive ramt af Rita Rivejerns svingende krokodilleskindstaske. Da de var gået sagde Harry: „De har indlogeret sig her i landsbyen. Jeg tør vædde på, at hun kommer for af overvære den første turneringsopgave."

”Nu forstår din beskrivelse af heden.” Sagde Emilia, stadig med knurren i stemmen. Hun mærkede panikken brede sig igen, som en bølge af flydende bly i maven. Hun kiggede længe efter Rita, med et blik som brude få den skrækkelige dame til at drætte død om på stedet.

„Nu er hun væk." sagde Hermione og så direkte gennem Harrymod Hogsmeades hovedgades fjerne ende. „Hvorfor går vi ikke bare ind og får os en ingefærøl i De Tre Koste. Det er lidt koldt synes I ikke? Harry, du behøver ikke af tale med Ron!" tilføjede hun hurtigt efter at have tolket Harrys tavshed korrekt.

Der var stuvende fuldt i De Tre Koste, hovedsagelig af elever fra Hogwarts, som nød deres frieftermiddag, men der var også en del magiske folk.

Det var meget vanskeligt al bevæge sig gennem mylderet og især når man skulle rydde vejen så Harry kunne komme igennem uden at træde nogle over fødderne.

Emilia kantede sig forsigtigt hen mod et ledigt bord i hjørnet, mens Hermione gik op til baren for at købe drikkevarer. På sin vej gennem det overfyldte værtshus fik Emilia øje på Ron, der sad sammen med Fred, George og Lee Jordan.  Hun kiggede sig over skulderen på den frie lufte, som brude være Harry. Havde han set ham?

Hun anede det ikke, endelig frem til det ledige bord, hvor de satte sig.

Hermione sluttede sig kort efter til dem, satte en ingefærøl foran Emilia og stak Harry en, indunder kappen.

”jeg her taget noget beskæftigelse med.” Sagde Hermione glad, da hun satte sid ned ved siden af Harry. Hun fandt et stilehæfte frem, hvor hun havde ført listen over F.A.R.-medlemmerne. Emilia så, at hun, Harry og Ron stod øverst på den uhyre korte liste. Det virkede som en evighed, siden de havde siddet i opholdsstuen og spået om fremtiden, da Hermione dukkede op og udnævnte dem til henholdsvis taler, sekretær og kasserer.

„Ved du hvad, jeg skulle måske prøve al få nogle af landsbyboerne engageret i F.A.R.." sagde Hermione eftertænksomt og så sig omkring i værtshuset.

„Ja, den er god med dig," sagde Harry, stadig skjulet af kappen.

„Hermione, hvornår har du tænkt dig at opgive alt det F.A.R.-pladder?"

„Når husalfer får en anstændig løn og ordentlige arbejdsforhold!" hvislede hun. De forsatte deres diskussion og Emilia gav sig til at kiggede rundt i krostuen.

De så alle meget muntre og afslappede ud. Ernie Macmillan og Hannah Abbot sad og byttede chokoladeuglekort ved et bord i nærheden. De bar begge Støt CEDRIC DIGGORY-emblemer på kapperne. Helt henne ved døren fik hun øje på Cho og en stor flok af hendes venner fra Ravenclaw. Hun havde ikke noget CEDRIC-emblem på. Det ville nok opmuntre Harry, at se det, når han altså var færdig med Hermione. Men for Emilia gjord det ingen forskel. De to piger have aldrig talt sammen, men ofte mødt hinanden på gangene og deres forhold til hinanden var ikke just venligt. Emilia brød sig ikke om Cho fordi hun vidste hun var forelsket i Cedric og Cho var ikke vild med Emilia fordi Cedric aldrig var omkring hende, eller det plejede han at være.

Emilia var sikker på Cho havde udnyttet den afstand der havde været mellem dem på det sidste. Det fik hende til at tænke på det som Hermione havde sagt, mens de ventet på Harry. Hun var nød til snart at få talt med ham. Problemet var bare hun faktisk ikke vidste hvor han var.

 

„Se, der er Hagrid!" sagde Hermione pludselig. Hagrids store hoved med det filter hår stak pludselig op over

mylderet. Han sad med ryggen til. Emilia undrede sig over, at hun ikke straks havde bemærket halvkæmpen, hans størrelse taget i betragtning, men nu så hun, at Hagrid bare havde bøjet sig helt ned for at tale med professor Dunder, der også sad ved bordet. Hagrid havde sit sædvanlige kæmpekrus stående foran sig, mens Dunder drak fra sin lommelærke. Madam Rosmerta, den kønne værtinde, lod ikke til at være begejstring for det; hun sendte Dunder et skævt blik, da hun gik rundt og samlede lomme krus fra bordene omkring dem. Måske syntes hun, at del var en fornærmelse mod hendes hjemmebryggede mjød, men Emilia og de andre vidste, hvordan det i virkeligheden forholdt sig. Dunder havde under sidste lektion i

Forsvar mod Mørkets Kræfter fortalt dem, at han foretrak at tilberede sin egen mad og drikke, eftersom det var alt for let for troldmænd i Mørkets tjeneste at putte gift i et upåagtet bæger.

Det er endnu en af de ting som fik hende til at ikke rigtig at bryde sig om deres forsvars lære.

 

Mens Emilia sad og bettagtede dem, rejste Hagrid og Dunder sig op for at gå. Hun fornemmede Harry bevæge sig, under kappen ved siden af ham og hviskede, ”Du er stadig usynlig, Harry,”

Bevægelserne stoppede, lige som Dunder standsede op med sit magiske øje rettet mod hjørnebordet hvor de befandt sig. Han prikkede Hagrid i ryggen (eftersom han ikke kunne nå hans skulder) og mumlede et eller andet til ham. Så begyndte de begge at trænge sig vej frem mod Emilias, Harrys og Hermiones bord.

„Alt vel, piger?" hilste Hagrid.

„Halløj, Hagrid," smilede Hermione tilbage.

Dunder haltede rundt om bordet og bøjede sig ned, mellem Emilia og Harry; Emilia troede, at han læste i F.A.R.-stilehæftet, hidtil han mumlede; „Flot kappe, Potter."

Emilia stirrede forbløffet på ham. Det voldsomme hak i hans næse var meget iøjnefaldende på så kort afstand. Dunder smilede.

„Kan dit øje - jeg mener, kan du ...?" Harrys stemme kom ud af den tome luft.

„Ja, øjet kan se gennem usynlighedskapper," sagde Dunder lavmælt.

„Og det er ofte kommet mig til gode, kan jeg love jer."

Hagrid smilede også ned mod Harry. Emilia vidste at Hagrid ikke kunne se ham, men Dunder havde selvfølgelig fortalt, at han sad her.

Hagrid bøjede sig ned og lod, som om han læste i F.A.R.-protokollen ligesom Dunder. Så sagde han med en hvisken, som kun Harry og Emilia kunne høre: „ mød mig ved hytten ved midnat, begge to. Tag kappen på."

Idet han rettede sig op, sagde Hagrid højrøstet: „Rart at møde jer."

Han blinkede og gik. Dunder fulgte med ham.

„Hvorfor vil han møde os ved midnat?" undrede Harry sig.

„Vil han da det?" sagde Hermione bestyrtet. „Gad vide, hvad han nu har for? Jeg ved ikke, om det er en god idé, Harry ..."

Hun så sig nervøst omkring og hvislede: „I risikerer at komme for sent til mødet med Sirius."

Emilia erklærede sig enig, med et nik. At gå ned til Hagrids hytte ved midnat ville betyde, at de kun på et hængende hår ville kunne nå tilbage til Gryffindortårnet.

Hermione foreslog, at ham sendte Hedvig ned til Hagrid med besked om, at han ikke kunne komme. Men Harry sagde, at det nok var bedst hurtigt at finde ud af, hvad Hagrid ville ham.

De snakket længe om hvorvidt det var klogt eller ej, da Hermione med et skubbede til Emilias ben under bordet. Emilia kiggede undrende på hende, men Hermione stirrede blot direkte mod døren. Emilia fulgte hende fastlåste øjne, og så i døren til Krostuen. Cedric stå med hele sit følge.

Emilia kiggede hjælpeløst mod Hermione, men der var ingen kære mor at finde. Hun slog blot med hoved i retning af dem.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...