Harry og Emilia Potter - Flammernes Pokal

Dette er en omskrivning af Harry Potter og Flammernes Pokal.
-
Harry potter skal til at starte sit fjerde år på Hogwarts, men inden da skal han møde sin tvillingesøster, Emilia, for første gang. Emilia tager med tilbage til Hogwarts hvor der skal afholdes en stor turnering. Nemlig, Trekampsturneringen om Flammernes Pokal.
Men alt forandre sig, da Harry pludselig skal deltage.

60Likes
156Kommentarer
33794Visninger
AA

13. Cedric’s venner

Emilia fulgte efter Cedric, ned gennem den smalle toggang, de gik fra den ene vogn til den næste. Rumlen fra toget virkede voldsommer ude på gangen, end inde i kupéen. Hun måtte hæve stemmen en smule, for at være sikker på han hørte hende, da hun spurgte, ”Cedric hvad når nu vi begge går i skole? Hvornår skal vi få tid til at være sammen?” Hun måtte normalt undvære ham det meste af året, men så var han fysisk væk, hvilket gjord savnet lidt mindre. Hun var ikke sikker på hun ville kunne holde det ud, hvis han var omkring hende, uden at have tid til hende. Han lo af hendes små bekymringer og lagde armen om hendes smalle skuldre. ”Vi skal nok få tid nok, bare rolig. Mig slipper du ikke så let af med.” Det var betryggende at han så sådan på det. Men tiden var ikke hendes eneste bekymring.

”Men hvad med dine venner? Hvad hvis nu de syntes det er mærkeligt jeg er så… lille?”

”Emilia,” Sukkede han. ”Du er knap to år yngre, det gør dig ikke lille.”

”Jeg føler mig lille,”

Han lo igen, ”Det er bare fordi du ikke er så høj, det har ikke noget med din alder at gøre.” Hun himlede med øjnene over ham, men var glad for hans måde at være på. Det gjord hende godt, han ikke havde tænkt sig at vende sig væk bare fordi hun havde mødt Harry.

 

De forsatte frem til den kupé, hvor Cedric i starten af togturen havde lagt deres kufferter ind i. Før hen havde den været tom, men nu sad der fem drengen stude tæt sammen. De fleste af dem var på Cedrics alder på nær en enkel en, som så ud til at være lidt yngre.

 

Cedric lagde hånden på Emilias ryg og førte hende frem. Drengene stoppede deres snak og kiggede på hende. Hun hævede kort hånden og prøvede at smile naturligt, men det blev kun til en akavet maske. Den dreng, som så noget yngre ud, rejste sig fra sædet og rakte hånden frem mod hende, ”Hej, jeg hedder Barny Morley. Du må være Emilia.” Emilia tog hans hånd og smilede. ”Jo.” Hun lod blikket glid over hans pjusket høfarvede hår, lysegrå øjne og store smil, som afsløret nogle ualmindelig store fortænder.

”Det er en fornøjelse endelig at møde dig.” Sagde Barny og slap hendes hånd. ”Cedric snakker altid om dig.” Emilia skævede til Cedric, som så forlegen væk.

Ved siden af Barny sad en ældre udgave af ham, dog med lidt mindre tænder. Han rakte sig også frem og præsenterede sig. ”Oskar Morley, Barnys storebror.” Han lænede sig tilbage igen og pegede rundt på de sidste tre drengen mens hans sagde, ”Det er Tom Hall, Jimmy Bedgberry og Anthony Darley.”

Emilia fulgte hans hånd. Tom var en høj og mager dreng, med små øjne og en lidt for stor næse, men alligevel køn at se på. Jimmy var ikke særlig høj og en smule buttet, med vilde brune øjne og lidt grumset hudfarve. Anthony var stor og kraftig, med en skæv næse - Emilia vidste fra Cedric han var den ene af Huffelpuff to basker, og under træning havde brækket næsen. Men ud over sine lidt voldsomme ansigtstræk, så han smilende og venlig ud.

Hun havde ofte hørt navnene på de fire ældste, men det virkede underligt endelig at se dem. Hun smilede dog blot og lod Cedric trække hende ned på sædet mellem ham og Barny.

”Så du er Potters søster?” Kommenterede Anthony og lænede sig frem, så han støttede mod sine knæ, med albuerne. Emilia nikkede.

”Du ligner ham ellers ikke,” Sagde Oskar, som nær studerede hendes ansigt. Emilia træk på skulderne og kunne ikke rigtig finde ud af hvad hun skulle sige, hun var blevet grebet af sin generthed og lukkede sig tæt sammen. ”Emilia ligner deres mor og Harry deres far, men man kan godt se de er i familie, når de står ved siden af hinanden. Deres kropsbygning er den samme,” Sagde Cedric og kom Emilia til hjælp.

”Harry er højere end jeg.” Sagde Emilia og kiggede på Cedric.

”Ja, men ud over det.” Rettede han med et kort smil og tjattede drillende til hende med armen. Det naturlige drilleri løsnede Emilia lidt op.

Hun vendte sig mod Barny og spurgte, ”Hvilken årgang skal du på?”

”Jeg skal begynde på mit tredje år,” svaret ham stolt.

”Så må du kende Ginny Weasley.”

”Jeg kender hende ikke som sådan, men jeg ved da hvem hun er. Hun går på Gryffindor, som resten af hendes familie.” Svaret han.

”Hvilket kollegiet hører du egentligt til?” spurgte Jimmy nysgerrigt.

”Det ved vi ikke endnu,” Svaret Cedric hurtigt.

”Jeg skal først placeres her til aften, efter første årseleverne.” Forklaret Emilia mere uddybende. Drengene stirrede undrende på hende, uden at sige noget. Emilia så lidt ned og fik farve i kinderne. ”Okay, spændende” Sagde Barny, som det første. ”Hvor tror du, du ender?”

”Jeg har ingen ide, alle kommer med forskellige argumenter, så jeg ved ikke hvad jeg skal tro på.” Svaret hun langsomt og smilede til ham. Hun kunne godt lide ham, han var åben, hvilket gjord ham let at snakke med.

”Jeg håber på Huffelpuff.” Sagde Cedric.

”Hendes bror håber sikkert på Gryffindor,” Tilføjede Anthony.

”Hermione Granger siger jeg også godt kunne komme på Rawenclaw.” Sagde Emilia langsomt. Cedric nikkede, ”Det kunne du godt, du er rimelig kvik i pæren.” Han slog sig blidt på tindingen med langefingeren.

”Men Slytherin er udelukket, det er du for sød til og desuden tror jeg ikke ham Malfoy fyren bryder sig så meget om dig.” Lo Cedric.

”Nej, men det gør ikke noget, jeg kan heller ikke lide ham.” Sagde Emilia koldt. ”Nej, han er ikke den man har mest lyst til at dele eliksirsæt med,” bekræftede Oskar.

Emilia kiggede tomt ud af vinduet og nikkede. Hun havde bestemt ikke lyst til at dele noget som helst med den dreng. ”Men slap du bare af, vi skal nok sørger for du falder godt til.” Lo Jimmy og lænede sig tilbage i sæder, med hænderne foldet bag nakken. ”Vi har lovet Cedric at vi nok skulle tag os godt af dig.” Mumlede han. Emilia så på Cedric, som rødmede op over begge øre.

”Det tvivler jeg ikke på,” Svaret hun blot og smilede til ham, selv om han havde travlt med at undgå hendes blik.

 

Efter en kort pause optog drengene den samtale, som de havde stoppet da Emilia og Cedric var trådt ind. Samtalen drejede sig endnu en gang om det der skulle ske på Hogwarts i år. Men ingen af dem viste mere end Harry og hans venner havde gjort.

Cedric træk sig op i et hjørne mod kupéens væg og træk Emilia ind til sig, så hun lå halvt op af ham. Han lukkede sin ene arm om hende og fulgte med i samtalen, mens hun blot stirrede ud af vinduet. Himmelen var helt sort udenfor og regnen trommede mod vinduet.

Hun var allerede godt træt, på grund af alle de nye mennesker og indtryk, men hendes krop var fyldt med forventning. For første gang siden hun havde fået at vide hun skulle på Hogwarts, glædet hun sig rigtig. Hun vidste dette vil blive en start på noget nyt og spændende, og med Cedric bag hende kunne det ikke gå helt galt.

 

Efter knap en time, måtte de skifte til deres skoleuniform. Alle drengene træk i deres sorte sweater med Huffelpuffs gule våbenskjold på brystet, mens Emilia måtte nøjes med en sort vest, ud over sin hvide skjorte. Hun kiggede kort på sit bryst. Hvilket mærke ville side på hendes der, når hun faldt i søvn i aften. Hvilket hus ville hun høre til og hvem ville være hendes værelseskammerater. Hun havde tænkt meget over det den sidste time og faktisk håbede hun på at komme på Rawenclaw, få på dem måde ville hun ikke være mere hos Harry end Cedric eller omvendt, efter hvor hun måtte ende. Men spændingen gav hende ondt i maven og hun sagde ikke så meget.

Barny prøvede igen og igen at skubbe en samtale i gang med hende, men hun svaret kun med korte svar. Til sidst gav han op og lod hende gruble i fred. Hun overvejede at gå tilbage til Harry, da hun huskede sig selv på at hun ikke behøvede at dele tiden mellem dem hundrede procent lige, hun var også menneske og hun skulle være der hvor hun følte sig bedst tilpas og lige nu var det hos Cedric.

 

 

Hogwartsekspressen sænkede langt om længe farten og for til sidst standsede på den buldermørke Hogsmeade station. Da togdørene åbnede sig, hørte de rumlende torden over sig. Emilia trykkede sig mod Cedric og han lagde beroligende armen om hende. De steg ud af toget med dukkede hoveder og missende øjne i den piskende regn, der nu var så voldsom, at det føltes som at få spandevis af isvand hældt ned over hovedet. Cedric træk sin kappe op over dem, så den skånede dem en smule for regnen, mens de boksede deres kufferter mod det lille læ skur.

De kom hurtigt af med deres kufferter og gik ned langs perronen, med de andre bag sig.  ”Skal de virkelig sejle i det her vejr?” Spurgte Emilia, som de passerede en høj mand, med et langt sort skæg, som stod samlet med de nye førsteårs elever. Hun viste det var normal kutyme at sejle første årseleverne over søen, men hun syntes det var synd de skulle side i bådene, mens regnen silede ned.

”Det er jo en tradition, at de nye førsteårselever skal sejle over søen til slottet sammen med Hagrid.” Sagde Oskar roligt, mens han fulgte lige bag dem.

„Uuuh, jeg ville ikke bryde mig om at krydse søen i det vejr," sagde Barny skælvende, mens de langsomt bevægede sig hen ad den mørke perron sammen med alle de andre Hogwartselever. ”Nej det er godt du slipper for det.” Sagde Cedric og smilede til Emilia. Hun nikkede, hun var ikke meget for at sejle, så hun var også selv lykkelig over at slippe.

Hundrede hesteløse hestevogne ventede uden for stationen.

Cedric førte Emilia frem mod vognene. Barny fandt en tom vogn og åbnede døren til dem. Emilia kastede et kort blik over sin skulder, for at se efter Harry, da hun steg ind. Men hun kunne ikke se ham i det voldsomme vejr og skyndte sig ind. Da de alle var inde, lukkede døren sig med et smæld, og få øjeblikke efter satte den lange procession af vogne sig i bevægelse med et ordentligt ryk. Så kørte de plaskende ad det mudrede vognspor mod Hogwarts slottet.

 

 

//Forfatter kommentar//

Ja, nu fylder denne movellas 53 sider på min computer og er her med den længste sammenhængende historie jeg nogensinde har skrevet. Jeg håber I stadig syntes om den og vil forsætte med at læse den, mens jeg taster videre på min computer så den bliver endnu længere. Hvis I har nogle ønsker til noget der skal ske eller andet I meget gerne vil have med, må I altid gerne skrive. Så skal jeg se hvad jeg kan gøre.

Alberte D. Lauritzen

                                                                                                                     

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...