Harry og Emilia Potter - Flammernes Pokal

Dette er en omskrivning af Harry Potter og Flammernes Pokal.
-
Harry potter skal til at starte sit fjerde år på Hogwarts, men inden da skal han møde sin tvillingesøster, Emilia, for første gang. Emilia tager med tilbage til Hogwarts hvor der skal afholdes en stor turnering. Nemlig, Trekampsturneringen om Flammernes Pokal.
Men alt forandre sig, da Harry pludselig skal deltage.

60Likes
156Kommentarer
33384Visninger
AA

35. Advarslen

Harry og Emilia havde som det første, søndag morgen, opsøgt Hermione. Hun sad ved Gryffindorbordet i Storsalen og spiste morgenmad sammen med Ginny. Emilia satte sig roligt ned, mens Harry var alt for anspændt til at lade som om han var rolig. Så snart Hermione havde slugt sin sidste skefuld havregrød, trak hende med sig udenfor, mens Emilia tullede efter. Hun holde et øje med Cedric på vej ud, men han lod sig ikke se.

Mens de tre spadserede en lang lur randt om søen, fortalte Harry Hermione alt om dragerne og om, hvad Sirius havde sagt. Selvom nyheden om Karkaroff foruroligede hende meget syntes Hermione alligevel, at problemet med dragerne var det værste.

„Skal vi ikke foreløbig prøve at holde dig i live til tirsdag aften," sagde hun fortvivlet, „og så kan vi altid bekymre os om Karkaroff bagefter."

”Den plan er jeg med på,” Stemte Emilia i og kiggede kort på Hermione. Hun brød sig rigtig godt om den kloge brunette.

 

De gik tre gange rundt om søen, mens de forsøgte at udtænke en simpel besværgelse, der kunne betvinge en drage. Da de slet ikke kunne komme på noget, gik de i stede op på biblioteket. Her tog Harry hver eneste bog, han kunne finde om drager, hvorefter de begge gik i gang med at kigge dem igennem efter ledetråde.

„At trimme kløer ved hjælp p af besværgelser... behandling af skæleksem ... det duer ikke, den slags er for skøre kugler som Hagrid, der vil give dem manicure ..." Mumlede Emilia og rystede på hoved, efter næsten en times søgen.

„Drager er uhyre vanskelige at nedlægge på grund af den ældgamle magi, der bor i deres tykke hud. Her kan selv ikke de stærkeste besværgelser trænge igennem...” Sagde Hermione.

”men Sirius sagde, at en ganske simpel én ville være tilstrækkelig.” Harry begravede ansigtet i hænderne og lød helt opgivende

”Så lad os kigge i nogle af de helt elementære besværgelsesbøger." sagde Emilia og lukkede den støvede bog hun havde sider med; Mænd, der elsker drager for meget.

Hun gik hen og hentede endnu en stabel bøger, lagde dem fra sig og begyndte at bladre dem igennem fra en ende af.

Imens ræsonnerede Hermione hviskende mellem hende og Harry: „Tja, der er jo alle ombytnings-besværgelserne, men hvad nytter de? Medmindre du ombytter dens hugtænder med vingummi eller

noget, der kunne gøre den mindre farlig ... problemet er bare, som der står i bøgerne, at der skal meget stærk magi til for at trænge igennem drageskind. Jeg ville umiddelbart mene, at man kunne forsøge sig med at forvandle den, men en drage er så stor, at det virker håbløst Jeg tvivler på, at selv professor McGonagall kunne klare det Måske skufle du prøve at forvandle dig selv. Måske kunne du give dig selv nogle nye magiske kræfter, men det er i hvert fald ikke nogen simpel besværgelse. Det har vi slet ikke lært endnu, og jeg ved kun, at det er muligt, fordi jeg er begyndt at forberede mig på mine U.G.L'er."

„Hermione," sagde Harry sammenbidt „gider du holde din mund et Øjeblik? Jeg prøver at koncentrere mig."

 

Der var stille mellem dem for et øjeblik, mens Emilia kiggede gennem de ikke så hjælpsomme bøger. Hendes hoved summede som en flok vrede bier. Tænkt hvis de ikke fandt en måde at hjælpe Harry på, hvad ville der så ske med ham. Hun prøvede at holde fast i Charlies ord, men det var ikke let.

„Åh, nej, nu er han her igen! Hvorfor kan han ikke blive og læse på sit åndssvage skib?" sagde Hermione irriteret da Viktor Krum kom sjoskende ind og sendte dem et gnavent blik, før han satte sig i et uforstyrret hjørne med en stak bøger. „Kom, lad os gå tilbage til opholdsstuen ... hans beundrere er her sikkert om et øjeblik og forstyrrer os med deres fnisen ..." Knurrede Hermione surt.

Og ganske rigtigt da de forlod biblioteket, listede en flok piger lige forbi dem. En af dem havde et bulgarsk banner bundet om livet.

 

 

Emilia fik knap lukket et øje den nat. Hun lå vendte og drejede sig, mens tankerne for frem og tilbage i hendes hoved. Hvad ville der ske hvis de ikke fandt en besværgelse til Harry? Var der virkelige nogen som ville slå ham ihjel med en drage? Hvad skulle hun så gøre? Hun ville være halv for resten af sit liv!

Bare ved tanken om det fik hende til at græde. Hun vidste et brud tvillingebånd var smertefuldt at leve med, hvordan skulle hun kunne klare det.

Og hvad med Cedric. Hvad hvis han kom til skade? Hun lå længe og tænkte på hans grå øjne og varme smil. Hun tænkte på deres sidste samtale igen. Der var et eller andet nyt mellem dem. Noget nyt som hun ikke kunne forklare, som både skræmte og gjord hende glad.

Da hun endelig faldt i søvn, var det allerede lys udenfor. Hermione træk hende ned i storsalen til morgenmad, selv om Emilia inderligt ønskede hun kunne ligge sig syg. Hun sank ned mellem Harry og Hermione ved morgenbordet. Hverken Harry eller hende selv havde det store appetit.

Ingen af dem sagde heller meget, men så fik Emilia øje Cedric, der netop havde rejst sig fra Hufflepuffbordet.

Hun kom igen i tanker om at han vidste stadig intet om dragerne ... som den eneste turnertingsdeltager, der svævede i uvidenhed, hvis hun og Harry ikke log fejl i deres formodning om, at madame Maxime og Karkaroff havde røbet det for Fleur og Krum.

Emilia sendte Harry et blik, som fik han til at sukke opgivende. Han havde også set Cedric.

Han rejste sig dog og sagde, „Hermione, vi ses i drivhuset. Emilia og jeg, skal lige nå noget på vejen.”

Han sendte Emilia et blik, som fik hende til at himle med øjnene, men alligevel smil. For første gang følte hun der var en eller anden form for familie stemning i mellem den.

„Harry, I risikerer at komme for sent Klokken ringer om lidt..." Sagde Hermione og kiggede frem og tilbage mellem dem, som Emilia sluttede sig til Harry.

„Bare rolig, vi skal nok skynde os og du smutter bare, så vi Indhenter dig på vejen." Sagde Emilia og smilede til hende, som de skyndte sig efter Cedric.

”Jeg holder mig altså ude af syne, Harry, det her må du klare selv.” Sagde hun, da de kom ud af storsalen.

Harry kiggede irriteret på hende og mumlede, ”Ja, ja.”

 

Da tvillingerne nåede ud til foden af marmortrappen, var Cedric allerede oppe ved de øverste trin. Han var omgivet af sin gruppe af venner. Emilia vidste Cedric var på vej mod Besværgelseslokalet, hun kunne hans skema i hoved.

Emilia træk sig tilbage, så hun stod halvt i skjul bag en rustning. Harry trådte et bar skridt videre efter den uvidende Cedric og kaldte så, ”Cedric!”

Cedric snurrede rundt og kiggede underne på Harry. Han så et øjeblik ikke ud til at vide om han skulle smile eller ej. En af Cedrics venner som Emilia ikke havde set før, kiggede på Harry og sagde højt, ”Der har vi jo Harry Potter! Hogwarts anden deltager.”

Cedric fik med et, et nervøst blik i øjnene og trådte frem mod Harry. ”Kom nu, Ced, spild ikke tid på ham.” Sagde en af de andre drenge. Emilia kiggede kort på ham, til hende store overraskelse var det Tom Hall.

”Jeg hører lige hvad han har at sige, det kunne være noget vigtigt.” Mumlede Cedric og træk mod Harry.

”Klokken ringer om lidt,” Sagde Oskar Morley.

„Bare sig til Flitwick, af jeg kommer om lidt..."

Cedric venner rystede på hoved af ham, med lod ham være. Det forsvandt ned af gangen, men Cedric trådte hen til Harry. Han kiggede nervøst rundt, for så at se på Harry. Der gik lidt før han sagde, ”Er Emilia okay?” Spørgsmålet slog Harry lidt ud af kurs.

Han stod lidt og bare stirrede på Cedric, før han så sagde, „Hun har det fint, Cedric. Men den første opgave… det er drager!"

„Hvad?" udbrød Cedric og kiggede uendeligt på Harry, som om han ikke troede ham.

„Drager," sagde Harry igen, han talte hurtigt på grund af risikoen for, at professor Flitwick skufle komme ud for at se, hvor Cedric blev af.

„Der er fire af dem. én til hver af os, og det er meningen, af vi skal komme forbi dem."

Cedric stirrede på ham med sine grå øjne, som om han ikke vidste om han skulle tro ham eller ej.

„Er du sikker?" spurgte Cedric så, lavmælt.

„Dødsikker," sagde Harry. „Jeg har selv set dem."

„Men hvordan opdagede du det? Del er jo ikke meningen, at vi skal vide noget på forhånd." Harry tøvede lidt. Emilia bed tænderne hårdt samme i sit skjul. De kunne ikke fortælle ham om Hagrid, så vil han sikker bare ende i fedtefadet. Hun kiggede med et stålblik på Cedric, hvorfor skulle han spørge så meget?

 

Harry sagde hastigt, „Det skal du ikke tænke på. Men jeg er ikke den eneste, der ved det. Fleur og Krum har også fået del at vide nu, for både madame Maxime og Karkaroff så dragerne."

„Hvorfor fortæller du mig det?" spurgte Cedric så og kiggede skeptisk på Harry. ”Ved Emilia det?”

Harry nikkede. ”Ja, hun var der sammen med mig, så du kan bare spørger hende. Hun vil sige det samme som mig.”

”Hvorfor fortæller hun mig det så ikke bare?” Spurgte Cedric. Emilia himlede højt med øjnene. Det var jo slet ikke det, det hanlede om.

Harry så forbløffet på Cedric, han vidste ikke lige hvad han skulle lige. ”Øh, hun bad mig gøre det, og hvorfor ikke mig? Vi er begge deltager for Hogwarts… og efter som alle andre ved det er det… kun rimeligt, er det ikke?" sagde han til Cedric. „Nu ved vi alle, hvad der venter... så står vi jo lige, ikke?"

Cedric så stadig mistroisk på Harry. Han åbnede munden for at sige nogen, men Emilia hørte det ikke, fordi et velkendt klonk ... klonk, lød længer nede af gangen. Emilia kiggede sig overskulderen, hvor Skrækøje Dunder komme nærmere. Harry og Cedric havde endnu ikke bemærket ham, men Dunder havde set hende. Hun holdte vejret, om lidt ville Cedric vide hun stod der.

Det kunne kun ende galt. Dunder kom helt hen til hende og kiggede kort på hende. ”Hold du dig hellere der, eller ved Diggory drengen du lytter med.” Emilia kiggede undrende på ham. Ville han ikke afsløre hende. Han gik videre forbi hende og nu vendte Harry og Cedric sig mod ham.

„Følg med mig. Potter," brummede han. „Diggory, af sted til timen." Harry så uroligt på Dunder og forsøgte sig med „Øh - professor, jeg skal altså til Botanik ..."

„Pyt med det, Potter. Følg med ind på mit kontor." Han slog med armen og vendte rundt. Emilia stod stadig i sit skjul og gemte sig.

Som Dunder kom forbi igen, kiggede han kort på hende og knurrede, ”også dig mini Potter.” Emilia skævede nervøst til Harry. Hun brød sig altså bare ikke om den mand. Men Harry træk blot på skulderne og fulgte med ham, så Emilia kunne ikke gøre så meget andet.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...