Harry og Emilia Potter - Flammernes Pokal

Dette er en omskrivning af Harry Potter og Flammernes Pokal. - Harry potter skal til at starte sit fjerde år på Hogwarts, men inden da skal han møde sin tvillingesøster, Emilia, for første gang. Emilia tager med tilbage til Hogwarts hvor der skal afholdes en stor turnering. Nemlig, Trekampsturneringen om Flammernes Pokal. Men alt forandre sig, da Harry pludselig skal deltage.

59Likes
161Kommentarer
30311Visninger
AA

1. Godmorgen

Sommerregnen var stimlet af og aftensolen sendte sine sidste solstråler ind i det lille værelse. Værelset var svagt oplyst, men stadig nok til man kunne se de levende plakater, som bevægede sig hen over de skrå trævægge.

I sengen længst væk fra vinduet, lå en ung spinkel pige, med langt rødt hår. Hun lå og stirrede på avisudklippet, som stod i en træramme på hendes natbord. Udklippet forstillede en dreng på samme alder, med voldsomt grønne øjne, sort hår som stod til alle sider og et zigzagget ar i panden. Hun smilede stille til billede, hvor drengen kiggede forvirret ud på hende. Lidt efter hviskede hun stille: ”Godnat Harry.” Der efter krummede hun sig sammen og lukkede øjnene.

Pigen der lå og stirrede på udklippet var Emilia, Emilia Lily Potter.

 

Emilia krummede sig helt sammen i fosterstilne. Endelige var hun faldet i søvn. Hendes tætte øjenvipper hvilede på hendes kinder, mens hendes bryst bevægede sig roligt op og ned. Bag øjenlågene gemte sig de mest vidunderlige blå øjne, som hun havde arvet fra sin far. Emilia træk dynen lidt tætter om sig, så kun fingerspidserne og hoved stak frem.

I den anden seng, var der lidt mere liv. En ung dreng lå på siden, vendt mod hende. Hans regalmæssige træk gjord ham meget køn at se på. Hans mørkebrune hår stod til alle sider, mens han bare lå og betragtede hende. Alle bekymringerne som satte sig som skygger i hendes ansigt, var væk når hun endelige sov. Han smilede svagt, mens han kiggede på den let røde farve hendes kinder altid fik, når hun sov.  ”Godnat.” Hviskede Cedric stille ud i værelset, før han selv lukkede øjnene og faldt i søvn.

 

Emilias drøm var forvirret og dunkel. Hele tiden, stod han lidt foran hende. Hans grønne øjne lynne af vrede og arret i hans pande lyste rødt. Emilia råbte efter ham, men ordene kom aldrig frem til ham. Hun løb efter ham, men kom aldrig tætter på. ”Harry!” Hendes råb druknede i mørket, mens hun løb. Mere og mere udmattede blev hun og til sidst faldt hun om i mørket. Mørket sluttede sig om hende, som hun gav et sidste skrig fra sig.

 

Stjernerne og månen stod højt på den sorte nattehimmel da Hr. Diggory kom ind. Hr. Diggory var en stor mand med et kraftigt brunt overskæg og venlige grå øjne. Han listede hen, over det knirkende egetræsgulv, til Cedrics seng. Han ruskede let i Cedrics skulder og sagde muntert: ”Så er det tid til er vågne, søn. Vi skal af sted om en time, så se at komme i tøjet.”

Cedric slog øjnene op og gabte højt, mens han mumlede et utydeligt: ”Ja, Ja.” Hr. Diggory vente sig mod Emilia og strøg roligt hendes kind, mens han blidt sagde: ”Emilia, du skal vågne nu.”

Emilia rystede blot på hoved og vente sig væk fra Hr. Diggory. Han lo hjerteligt af hende og sagde til Cedric: ”Se lige, om du kan få lidt liv i hende, mens jeg klæder om.” Hr. Diggory forlod værelset igen og gik ned af trapperne. Cedric rejste sig fortumlet fra sengen, stak sig og trak den gule Hufflepufsweater med grævlingen på over hoved, inden han gik over til hendes seng.

Hendes lange røde hår var spredt over hele puden, mens hun igen roligt træk vejret. Han strøg en tot hår væk fra hendes kind og hviskede blidt: ”Emilia, åbne lige øjnene.”

 

Hun åbnende det ene øje på klem og kiggede lidt på ham, inden hun smilede. ”åh… Okay så.” Sukkede hun tungt, før hun skubbede dynen til side og svang benene ud af sengen. ”Hvorfor skal vi så tidligt op?” Gabte hun og trak de falmede cowboybukser på.

”Vi skal nå en transitnøgle fra Hermelinbakken klokken fem.” Svaret Cedric træt over fra skabet. Emilia samlede håret i en hestehale, mens hun kiggede på sig selv i spejlet. ”Hvad tænker du?” Spurgte Cedric og kiggede på hendes spejlbillede.

Emilia mødte hans blik i spejlet og sagde: ”Hvad hvis nu han ikke kan lig mig? Hvad hvis nu alt det med…” Ordene blev til en klump i halsen på hende og hun tav.

Cedric gik over til hende, lag hånden på hendes skulder og bukkede sig, så deres ansigter var lige ud for hinanden. ”Og hvad hvis nu du bliver tryllet om til en frø?”

Emilia lo ikke, så han forsatte: ”Hvorfor skulle han ikke kunne lig dig? Du er klog, sjov, venling og næsten altid positiv.” Emilia smilede og sagde: ”Du har nok ret. Jeg er bare lidt nervøs.”

”Det er jeg også, men det skal nok gå.”

Emilia vidste ikke hvorfor Cedric var nervøs, så hun slog det hen og skyndte sig at sige, ”Vi må hellere se at blive færdige.”

 

Da de begge var fuldt påklædt, gik de ned i køkkenet. Køkkenet var åbent ind til stuen og bestod, som det meste af huset af gamlet egetræ.

Ved komfuret ventede fru. Diggory med morgenmaden. Hun gik over til dem da de kom ned af trappen og knugede dem begge hårdt ind til sig. ”Godmorgen unger!” Hilste hun varm, da hun gav slip på dem igen. ”Er i spændte? Verdensmesterskaberne i Quidditch, det er ikke hver dag, man får lov til at se det.”

Cedric nikkede roligt og satte sig ved boret, som stod under vinduet.

Emilia hentede mælken i køleskabet og satte sig ved siden af ham. ”Bare spis op, I har en lang rejse foran jer, venner.” Sagde hun muntert og satte skålene med havrgrød foran dem. Begge spiste de med stor appetit, mens fru Diggory nulrede rundt i køknet og mumlede: ”Det er utroligt de er nød til at stå op klokken to om natten.”

Emilia og Cedric kiggede på hinanden og kvalte deres fnisen.

Hr. Diggory kom ind i køknet, kiggede på dem og sagde stolt: ”Nå unger, se lige min Muggler påklædning!” Cedric og Emilia spærrede øjnene op og stirrede målløst på Hr. Diggory. Hr. Diggory stod, med arme spredt ud til siderne, i et par rødternet bukser og en mørkeblå sweater med gule ærmer. ”Hvad syns I?” Spurgte Hr. Diggory, da ingen af dem sagde noget.

”Ja, far… du meget…” Cedric stemme døde hen og Emilia overtog: ” Det er meget flot . Du liner jo en Muggler på en prik.” Cedric kiggede uforstående på hende, hun sendte ham bare et blik der sagde: Det-Han-Ikke-ved-har-Han-Ikke-ondt-Af.

De lod den falde til jorden mens, Hr. Diggory satte sig ned over for dem.

”Nå søde, er du nervøs?” Spurgte fru Diggory lidt efter og lag en lille, fin hånd på hende skulder. Emilia så op på hende med et roligt smil og sagde: ”Ja en smule nervøs er jeg, vel.”

”Ja, Tænk engang selveste Harry Potter!” Sagde Hr. Diggory begejstret og slog i boret. Fru Diggory rystede på hoved af sin mand og vimsede tilbage til komfuret, uden flere bemærkinger. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...