Gummicellen.


0Likes
0Kommentarer
1042Visninger

1. Ishavet.

Smerten forvrænges gennem tomhedens matte glas En sten falder, rives fra hinanden, har aldrig eksisteret. Vandet der ikke bliver ramt bevæger sig, danner ringe, flere ringe, interaktion.

Mit sind kan ikke bære trykket under vandet, mit sinds trykken, for langt nede, mod dødsriget, skallen knuses, pulveriseres.

Min sjæl sejler, synker, falder til bunds, mod dødsriget. I et hjørne af sindet hører jeg en lydløs lyd og forveksler had med kærlighed, et syndigt bedrag.

I hjørnet, hænderne omklamrer ørerne, vil ikke høre det der ikke kan høres, en stum stilhed.

Lufttæt rum, lufttæt sind, molekylerne er ubevægelige, ingen vibration, ingen lyd, sindets tanker farer dog stadig, fra sindsvæg til sindsvæg, som molekyler i et alt for opvarmet rum, svedende, væggen er ved at nedbrydes, smuldre, falde fra hinanden, sindet dør.

Så vil sindssyge herske, ingen modreaktion.

Et kontrollabelt tab af mangel på kontrol, ude af kontrol. Hoster, spytter på gulvet, blod.

Jeg kigger dybt i mit spor af lidelse, et plagsomt virus i blodets små fordybninger, umuligt for mennesker at se.

Min hals brænder, fortrydelsen springer frem i sindets hulning, slikker gulvet som en glubsk og hungrende hund, jeres hånende bakterier kommer ind sammen med min hadefulde efterladenskab, min egen. Gør mig endnu mere syg, psykisk.

Jeg vælger selv min egen vej, kursen mod min undergang, oplysning. De kigger til mig, jeg ved det, jeg mærker deres øjne borer sig ind i mit skind, paranoid.

Det mørke glas, jeg mærker de kigger, deres tanker, deres fordømmelse, deres uvidenhed. De vil aldrig forstå, en genialitet som denne, man må betale en pris, jeg er evigt villig.

Tanker springer frem, som bølger på et skur, aldrig eksisterende for den blinde.

Jeg ser alt det du ikke ser, mine øjne er sande, mit sind er virkeligt. Det du ser, en hallucination, induceret af den lykke du så uvidende tror du har.

Kun melankolien er sand, virkelig, en realitet.

Min fysiske celle, fanger kroppen, min psykiske celle, forsvindende, mit sind går for hurtigt, det løber, flyver, tankerne slipper ud gennem det spinkle lag af hud, frihed, tatoverer mig med smerte og genialitetens ord.

Følg mig, ind i min verden, den vil forvirre dig, fylde dig med forbløffelse, kan du klare det pres jeg udstår. Eller vil du knuses, presset af genialitet, knusende, som en klippe i Bermuda Trekanten.

Det er jer der er syge, jeg er rask, hør mit stumme sind, hør mine aldrig udtalte ord. Du hører intet, ser intet, alt seende, omniscient, med ører som en ulv.

I går imod alt, I er på ukendt grund, ukendt havn, flydende på havet, jeg er isbjerget. I ser kun ti procent, I er blinde, jeg mærker hundrede procent, jeg knuser jer, som Titanic.

I synker lidelsesfyldt, forlad den arrogante skude. I dør alle i havet, for det er mit hav, ishavet, mit sinds væske.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...