På mission for Gud

En engel bliver sparket ud af himlen, og leder nu efter en måde at få sin plads tilbage. At fange Lucifer, den første faldne engel, ville det ikke hjælpe? Og hvem er Bailey, pigen i vinduet?

4Likes
5Kommentarer
1288Visninger

1. Regnen

Han stod i skyggerne. Underhalvtaget overfor hendes hus. Dråbernes falden gav ham en beroligende følelse indeni. Mennesker var sikkert blevet frastødt af den kølige regn, men ikke ham. Noget ved vandet, der faldt, gav ham styrke og håb på, at han kunne klare det. Han kiggede op på hendes vindue og så omridset af en pige sidde ved sin computer. Han lagde hovedet på skrå og rynkede panden. Det var lørdag aften, og hun sad helt alene på sit værelse? Underligt. I stuen nedenunder sad hendes far og drak en øl, mens han sad vendt mod fjernsynet. To kendte fodboldhold spillede åbenbart en kamp. Hendes lillebror fulgte halvt med, mens han legede med legoen foran ham. Han åbnede kort munde, men blev afbrudt af sin fars hjulpen. Hvad de præcist havde sagt fangede han ikke.

Han kiggede ned på sit håndled. Klokken var blevet mange. Han skulle til at finde et sted at sove. Han slog hætten på sin jakke op og gik ud i det kolde vejr. Da han nåede enden af vejen, kastede han et sidste blik på hende, inden han drejede af. Efter en kort gåtur på knap fem minutter var hans overtøj gennemblødt. De mørkeblå Vans sko, han bar, var nu helt våde og ville sikkert ikke være klar før om et par dage. Han tog hurtigt det våde tøj og hang det til tørre over en gammel stol, der stod ovre i hjørnet. Han rystede det halvlange mørke hår og kørte forsigtigt en hånd igennem. Han lagde sig ned på det kolde gulv og lukkede sine øjne. I morgen ville han spørge den gamle dame om lov til at sove på hendes loft, men lige nu var ulovlig indtrængen den eneste mulighed.

Regnen forsatte den næste morgen. Fru Larsen, den gamle dame, hvis loft han boede på, gav ham med glæde lov til at bo i sit hus, men på loftet var udelukket. I stedet fik han hendes afdødes mands kontor, der nu var ommøbleret til et smukt soveværelse. Værelset var indrettet victoriansk med gamle træmøbler og smukke gardiner. Han satte sig forsigtigt på den store dobbeltseng og huskede tilbage til på den victorianske æra og dronning Victoria. Et stort guldkors på væggen rev ham ud af hans tanker. En kort gysen gik i gennem ham, og han skyndte sig ud af værelset.

”Er De meget religiøs? Fru Larsen.” spurgte han og satte sig ved spisebordet. Fru Larsen grinede og skænkede ham en kop kaffe. ”Du er så fornem, min ven. Bare kald mig Marie.” Han pustede forsigtigt på kaffen og kom en teske sukker i koppen. ”Undskyld Fru .. Jeg mener Marie,” sagde han stille, tydeligvis ilde til mode over den respektløse titel, han tiltalte hende. ”Var De og Deres mand meget religiøse?” Hun trak kort på sine spinkle skuldre og rørte videre i gryden. ”Tjo.. En gang i mellem var vi da i kirke. Vi er begge døbt og gift under Vor Herre. Men nej, religiøs ville jeg ikke kalde os.” Hun smilede et hjertevarmende smil og fandt en skål frem. ”Er du sulten min ven?” spurgte hun og øste op første i en lille gul porcelænsskål med solsikker over det hele og derefter en almindelig hvid skål af porcelæn. ”Egentlig ikke,” sagde han, lige inden den hvide skål med grønsagssuppe blev stillet foran ham. Fru Larsen trissede over og satte sig foran ham og begyndte at spise. ”Et ungt mennesker som dig har vel altid brug for mad.” Da han ikke ville skuffe den gamle dame, spiste han suppe med yderst velbehag.

Senere på eftermiddagen stod han igen under halvtaget og kiggede op på pigen i vinduet. Endnu engang var hendes tilstedeværelse i huset en overraskelse for ham. Hans viden om unge piger og deres vaner, var heller ikke særligt udbredt. Men til hans store rædsel, kom hun nu gående imod ham med sin lille husky i en snor, imens hun kaldte: ”Skynd dig Chris,” og hev irriteret i snoren. Lammet af synet af hende kunne han intet gøre, da hun gik direkte ind i ham. ”Hovsa,” sagde hun undskyldende og tog flexlinen op, som hun havde tabt i sammenstødet. ”Det er helt fint,” sagde han stadig fortryllet af hendes tilstedeværelse. Hendes hår var kort og havde en rig mørkt farve, der strålede om kamp med hendes nøddebrune øjne. Hendes øjenvipper var lange om indrammede hendes øjne så fint, uden brug af hjælpemidler. Hendes kropsbygning var spinkel, selvom hun var høj, måske kun et halvt hoved mindre end ham. Hun var præcis, som hun var blevet beskrevet for ham for en uge siden. Seersken havde haft ret.

Hun havde endnu ikke kigget på ham og havde stadig travlt med sin hund, men da hun endelig kiggede op, stoppede hun helt. Hendes brune øjne fandt hans øjne, der havde samme grå farve, som himlen havde, når det regnede. Hun løftede forsigtigt hånden, som om hun var bange for, at han skulle flygte, hvis hendes bevægelser var for hurtige. Hun strøg hånden over hans kind og kørte den igennem hans hår. ”Hvem er du?” spurgte hun forpustet og lænede sig ind til ham. Han tog hendes hovedet i sine hænder og gned forsigtigt sine tommelfingre mod hendes hud. ”Din undergang,” hviskede han blidt i hendes øre. Og så var han væk. Tilbage stod hun med flexlinen hængende ud af hånden og varme mærker på sine kinder, hvor hans fingre havde kærtegnet hende bildt.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...