Gilea Everdeen - The Hunger Games

Denne historie foregår i landet Panem, efter Kattua og Peeta har vundet Dødsspillet, og har fået børn.
Capitol havde hævnet sig på Kattua, fordi hun gjorde oprør mod dem, da hende og Peeta deltog i spillet. De havde med vilje trukket Prim til at deltage. Prim døde i spillet, af en pil som Gale havde lavet.
Kattua har været vred på Gale længe, men efter et møde med ham, bliver hun gravid.
Hun lader Peeta tro, at det er hans barn, lige indtil Gileas navn bliver trukket ved høsten.
Vil Peeta nogensinde tilgive Kattua?
Vil Gilea overleve?
Hvad vil der ske, hvis hun dør? Vil alt være glemt om Kattuas forræderi?
Dette er en historie om skyldfølelse, sorg, kærlighed og forelskelse.
(begivenhederne i bog 2 og 3 har ikke fundet sted)

39Likes
127Kommentarer
6654Visninger
AA

19. De første dage

Et par ben standser lige ud for mit ansigt, jeg prøver at holde vejret, men det er svært. Han eller hende må helt sikkert kunne høre mig.

,,Hvor er hun henne? Hun var her lige før,” jeg genkender med det samme Jaces vidunderlige stemme. Men for en sikkerheds skyld, vover jeg hovedet lidt tætter på hullet, og ser op.

,,Jace” hvisker jeg og kravler op ad hullet. Han ser forskrækket ned på mig.

,,åh gudskelov du er i live! Jeg var så bange for, at du var død” Jace tager min hånd, og hjælper mig op og stå.

,,Tak,” jeg lægger mit hoved ind mod Jaces bryst, jeg hader det her spil så meget. Hvorfor kan jeg ikke bare tage hjem sammen med Jace, selvom at vi kun har kendt hinanden i en uge, føles det som om at vi har kendt hinanden altid. Vi skal finde en måde at overleve på.

,,Kom Gilea,” Jace tager min hånd og trækker let i mig,

,,Vi må finde et sikkert sted.” jeg nikker og vi går videre. Hvis bare det havde været hjemme i Distrikt 12´s skove, så havde det været perfekt. Fuglene kvidrer, solen skinner og jeg går her sammen med min elskede. Men det faktum, at det her ikke er Distrikt 12, men Dødsspillet, ødelægger det hele. Vi fortsætter ligesom, jeg gjorde før, med at følge vandløbet, så må vi jo finde et godt sted at overnatte på et tidspunkt. Vi går i nogle timer, på et tidspunkt kan vi høre nogle snakke i nærheden, så vi skynder os videre, hen på aftenen opgiver vi at lede mere, og går hen til den nærmeste større busk. Faktisk er vi så heldige, at finde et stort brombær krat. Det gør ondt, at kravle derind, men da vi først er inde, føles det meget trygt. Krattet er lidt som en stor cirkel, hvor der herinde inde i midten er et stort bart stykke, hvor der kun er græs.

,,Hvordan skal vi holde varmen i nat?” siger jeg, og skutter mig i tiltagende mørke.

,,Jeg ved det ikke” Jace ryster på hovedet. Samtidig begynder billederne af de døde at dukke op på himlen, der er 9 døde. Begge fra 11, pigen fra 10, begge fra både 7 og 8, pigen fra 9 og drengen fra 4.

Vi ender med at lige helt tæt og krøllet sammen, også bruge vores jakker som tæppe. Da vi vågner efter højst to timers søvn næste morgen, har vi begge helt blå hænder og læber. Jeg har det som om, at mine led er frosset fast, da jeg sætter mig op, og prøver at ryste nattens mareridt væk. Mareridtene i nat, var endnu værre end de plejer. I stedet for bare at handle om labyrinten, handler de nu også om selve spillet, og om mor, Gale, Jamilian og Peeta´s død. Solen er begyndt at titte frem, og temperaturen er steget et par grader. Efter en time, er temperaturen ved at være behagelig, og jeg har fået noget mere energi af solens stråler. Jeg rusker til Jace, som sidder og hænger.

,,Jace! Jace, vi må finde noget vand. Kom vi er nødt til at gå.”

,,Ja, jeg kommer,” han rejser sig, og ser sig omkring.

,,Gilea, prøv og se. Det er ikke bare et krat, her er faktisk modne brombær,” Jace smiler stort, han elsker bær.

,,Men er det den rigtige årstid?” spørger jeg, og ser usikkert over på ham, vi har ikke brombær omkring distrikt 12, jeg har kun hørt om dem i skolen.

,,Det ved jeg ikke, men vi er jo i arenaen her kan alt ske,” han har allerede spist det første bær.

,,Gilea smag, de er fantastiske!” Jace rækker mig et par stykker.

,,Men hvad nu hvis de er forgiftede, eller dødelige?” siger jeg betænkeligt.

,,Vi dør jo sikkert alligevel, ik?. Men ville det ikke være lidt mærkeligt, hvis de, efter det stunt dine forældre lavede, stadig havde forgiftede bær?” siger Jace, og rækker endnu engang bærrende hen imod mig. Jeg har ikke fortalt Jace, noget om Gale, det kommer ingen andre end familien ved. Desuden hvis jeg fortalte ham det nu, ville hele Panem få det at vide.

,,jo det ville det vel,” siger jeg, og tager tøvende imod bærrene.  I det øjeblik, at jeg putter bærret i munden, fortryder jeg helt, at jeg ikke tog imod et før. Det smager himmelsk, som små sukkerbomber, der eksplodere inde i munden. Desuden er de også så fulde af saft, at de næsten er lige så gode som vand. Jeg skynder mig over til Jace, der allerede har rød lilla pletter på hænderene, og omkring munden.

,,De er fantastiske,” mumler han med munden fuld af bær. Jeg nikker og begynder at plukke som en vanvittig. Efter en time, kan ingen af os klemme mere ned. Vi ligger på den nu sol opvarmede jord, og med hinanden i hånden. Pludselig rejser Jace sig op. ,,Gilea kom op, vi skal danse.”

,,Danse? Hvorfor dog det,” jeg ser underligt på Jace, men rejser mig alligevel op.

,,Fordi solen skinner, vi er mætte og her er fuld af blomster,” pludselig synes jeg, at ideen er vildt god. Vi danser både vals, lancier og noget vi bare selv finder på. Hele formiddagen går med dans, men omkring middag er vi sultne igen, så vi spiser en helt masse bær igen. Denne her gang, under en masse latter. Jeg falder om af bare grin. Jace ligger sig ned til mig, han griner også. Jeg griner så meget, at jeg begynder at græde. Det får bare Jace til at grine endnu mere. Så ser han over på mig.

,,Gilea, ved du godt hvor fantastisk smuk du er?” han rykker tætter på mig.

,,Øhm ja,” fniser jeg. Jace ligger helt op ad mig, hans læber er endnu engang helt tæt på mine, og hans hånd kører langsomt op og ned af mit ben. Jeg lukker øjnene forventningsfuldt, da jeg pludselig hører et snork. Jeg åbner hurtigt øjnene igen, og ser på Jace. Han er faldet i søvn. Jeg sætter mig surt op, så er han bare faldet i søvn. Jeg skuler ned på ham, det kan han da ikke være bekendt, nu hvor vi lige skulle til at… ja hvad var det nu vi skulle. En tåge lægger sig over min hjerne, jeg lægger mit hoved ned på hans brystkasse, og til lyden af hans hjerteslag, falder jeg i søvn.

Jeg misser med øjnene, solen skarp. Hvad mon klokken er? Jeg sætter mig op, og ser efter Jace. Han braser i samme øjeblik igennem brombærkrattet.

,,Hvad skulle du?” jeg ser op på Jace. ,,Når du ved, jeg skulle lige træde af på naturens vegne,” siger han, og rødmer. Jace tager sig til hovedet, han ser helt smadret ud. Jeg føler mig også som om at nogen har sprunget en bombe i mit hoved, desuden lægger jeg først nu mærke til, hvor trængende jeg er.

,,Æhh, jeg smutter også lige hurtigt,” siger jeg, og rejser mig fra den kolde jord. Jeg masser mig, så lydløst som muligt, ud et tilfældigt sted i krattet. Jeg går ikke lang væk, og jeg prøver at holde mig inde i buskene. Jeg vil ikke overraskes af en anden sonere lige pludselig. På vej tilbage, får jeg brækfornemmelser og kaster op. Det var vist ikke, helt almindelige brombær. Tilbage hos Jace, prøver vi at finde ud af, hvor længe vi har sovet.

,,Åh gud Gilea, vi må have sovet i et helt døgn. Se det er ved at blive aften igen,” Jeg ser op på himlen, som ganske rigtig er ved at blive rød.

,,Hvad var det dog for nogle bær?” siger jeg, mens gårsdagens begivenheder langsomt vender tilbage til mig. Ved mindet om vores næsten kys, rødmer jeg.

,,De må have været gæret, eller også er der nogle euforiske stoffer i,” siger Jace, og ser over på mig.

,,Er der noget galt Gilea?” Jace ser helt bekymret ud.

,,nej, nej,” mumler jeg. En tanke slår mig pludselig, hvad nu hvis nogen hørte os i går. Vi grinede jo rimelig højt, tænk hvis der ligger en på lur, lige ude bag ved krattet. Jeg skal lige til at sige det til ham, da jeg hører et lille fnis. Jeg ser over på ham. ,,hvad er det, der er så sjovt,” jeg kan mærke vreden, bygge sig op, inden i mig. Der er absolut ingenting at grine af.

,,ej undskyld, det er bare først gået op for mig nu, at jeg faldt i søvn i går, lige før at vi skulle til at… ja kysse,” Jace rødmer let, da han siger det sidste.

,,Det er jo ikke fordi, at du er kedelig..” jeg afbryder ham, ved at lægge armene omkring ham.

,,Det ved jeg godt, det var bærrene ik?” jeg blinker til ham, lige i det her øjeblik, er spillet glemt, men kun for en kort stund. For med ét lyder der et krigsråb. Pigen der fulgte efter mig i starten, kommer brasende ud fra krattet. Hun har en stor kniv, det ligner at der er lidt størknet blod på den.

,,i troede nok, at i kunne gemmer herinde hva'?,” hun ser ondskabsfuldt på os. ,,men så var det jo ærgerligt, at i kunne finde ud af at holde jeres kæft.” Med kniven løftet går hun mod mig, jeg er i chok og når ikke at afværge det angreb der kommer. Hendes kniv skære igennem mit tøj og når min mave. Jeg skriger og prøver at stoppe blodet med mine hænder. I mellem tiden, er hun hoppet videre til Jace, som har fundet en kæp. Han får ved hjælp af kæppen, verfet kniven ud af hånden på pigen. Hun kaster sig rasende mod ham, og overfalder ham med næverne. Jeg prøver samtidig, at få styr på mit sår. Jeg holder mig på maven med den ene hånd, og river min trøje i stykker med den anden. Jeg er nødt til at bruge tænderne for at kunne rive trøjen i stykker, men til sidst, har jeg fået revet et langt stykke af, som jeg binder stramt om såret, det stopper i hvert fald blødningen lidt. Jeg ser over på Jace, som har fået overtaget. Han har på en eller anden måde fået fat på pigens kniv, og ligger nu tungt oven på hende, med kniven tæt på hendes hals. Hun kæmper hårdt, for at holde kniven væk. Jeg kan se, at Jace ikke kan klare det alene. Jeg bliver nødt til at hjælpe. Jeg går derover, og tager med den venstre hånd fat i pigens arm, og tvinger den til jorden. Min højre hånd lægger jeg om Jaces, og begynder at presse kniven længer ned. Pigens skrig bliver afbrudt af en rallen fra hende, hendes øjne ruller og blod løber ud af munden på hende. I det kanonskuddet lyder, trækker Jace kniven op med en ubehagelig knasen og svuppen. Jeg kan ikke lade være med at vende mig og brække mig igen, det er forfærdeligt, og jeg kan mærke, at mit sår springer op igen. ,,Gilea, dit sår. Det er virkelig slemt,” siger Jace.

,,Det skal bare forbindes,” jeg nikker bare til ham. Jeg kan se, at Jace ser sig om efter noget at bruge, da hans blik falder på pigen fra 4. Beslutsomt sætter han sig ned ved siden af hende, og begynder med rolige bevægelser at rive hendes trøje i lange strimler, han fortsætter med hendes undertrøje. Til sidst har hun kun en bh på overkroppen, jeg har ondt af hendes familie. De har lige set deres datter dø, og nu bliver hendes tøj endda stjålet. Jace binder strimlerne, så hårdt han kan, omkring min mave. Blødningen stilner af igen, jeg tror at såret mest var overfladisk. Det er nok helet om et par dage.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...