Gilea Everdeen - The Hunger Games

Denne historie foregår i landet Panem, efter Kattua og Peeta har vundet Dødsspillet, og har fået børn.
Capitol havde hævnet sig på Kattua, fordi hun gjorde oprør mod dem, da hende og Peeta deltog i spillet. De havde med vilje trukket Prim til at deltage. Prim døde i spillet, af en pil som Gale havde lavet.
Kattua har været vred på Gale længe, men efter et møde med ham, bliver hun gravid.
Hun lader Peeta tro, at det er hans barn, lige indtil Gileas navn bliver trukket ved høsten.
Vil Peeta nogensinde tilgive Kattua?
Vil Gilea overleve?
Hvad vil der ske, hvis hun dør? Vil alt være glemt om Kattuas forræderi?
Dette er en historie om skyldfølelse, sorg, kærlighed og forelskelse.
(begivenhederne i bog 2 og 3 har ikke fundet sted)

39Likes
127Kommentarer
6606Visninger
AA

15. Capitol...

Resten af togturen er både rædselsfuld og fantastisk. Jeg sidder stadig og kigger ud af vinduet, men ved siden af mig sider Jace. Vi snakker næsten ikke, kun få ord i ny og næ, om udsigten eller hvor længe der mon er til vi ankommer.

,,Slog du nogen ihjel?” Jace kigger bedrøvet over på mig, han øjne er fulde af tårer. Jeg får et chok, jeg havde ikke lige regnet med sådant et spørgsmål, ikke engang, at Jace ville sige noget.

,,én,” jeg får en kæmpe klump i halsen. Jeg ser Vanillas ansigt for mig. Minderne vælter ind over mig, og jeg laver et lille snøft. Så mærker jeg en arm omkring mig, jeg vender hovedet om, og ser direkte ind i Jaces øjne. Han holder om mig og fortæller lidt af hans historie:

,,Jeg slog to ihjel. Det var forfærdeligt, men nødvendigt. De var begge mindre end mig, jeg tror, at den ene har været 14, den anden 15. Jeg følte mig som et monster bagefter! Det gør jeg stadig,” hans stemme knækker over, da han siger den sidste sætning. Vi sidder længe sammen, vi har begge hårdt brug for det. Brug for nogen, at støtte sig til. Så med ét, rejser Jace sig,

,,undskyld! Det her er forkert. Vi kan ikke være venner. Jeg må gå,” hans stemme er skinger, og han løber hurtigt væk. Jeg sidder tilbage, jeg er helt stum.

Så rejser jeg mig også, jeg går ned på mit værelse. Der er ikke lang tid til vi ankommer til Capitol. Jeg husker Angies ord om at imponere, så jeg må have noget andet tøj på. Lige nu har jeg stadig mit høsttøj på, vi fik det tilbage efter Udvælgelsen. Det er en lyseblå kjole med lommer, og da jeg stikker hånden ned i den højre lomme, kan jeg mærke noget hårdt. Jeg tager tingen op, det er en broche, det er mors sladredrossel. Jeg lægge den på mit sengebord, og tager kjolen af. Jeg finder en undertrøje i en kommode. Jeg tager sladredroslen, og sætter den inde i undertrøjen, så forsiden vender ind mod mit bryst. Nu vil mor og Distrikt 12 hele tiden være tæt på mit hjerte. Til at tage uden over finder jeg en kridhvid knælang kjole. Jeg lader mit hår hænge løst, det ser pænest ud. Nu er jeg klar til at indtage Capitol.

Turen fra toget, og over til mit nye midlertidige hjem er kaotisk, selvom at klokken er 2 om natten. Fra jeg står ud af vognen og til jeg går ind ad døren, i det højhus hvor jeg skal være de næste par dage, er der kameraer og råb fra alle sider. Jeg smiler og vinker og prøver at se så godt ud som muligt, måske vil nogen af dem der ser på, være sponsorer for mig. Kort efter at jeg er kommet ind i huset, kommer Jace også ind. Hans hår er rodet, og hans tøj er krøllet.

,,De er helt vilde derude” siger han, og smiler let. Jeg kan ikke lade være med at grine, selvom at det er lidt akavet. Få sekunder efter kommer Minnie, hun har to Avoxer med. Jeg har ondt af dem, jeg ville hellere dø, end at leve resten af mit liv som stum tjener for Capitol. Minnie forklare, at vi i morgen tidlig vil blive mødt af vores forberedelses team, og i morgen aften er paraden. Avoxerne viser os op til vores værelse, på tolvte sal.

I dag er det tid til Paraden. Mit forberedelses team er præcis lige så underlige, skøre, smådumme og naive, som jeg have forestillet mig. Udseendet her i Capitol bliver vildere og vildere. Mor har fortalt om hvordan folk fra Capitol så ud, dengang hun var her, men det er blevet endnu værre. Én af pigerne fra mit team, har fået indopereret englevinger på ryggen, og da hun ankommer til mit værelse, flyver hun faktisk. Ikke særlig hurtigt eller højt, men hun flyver! En anden på mit team, en mand, har fået et ekstra øje i panden, og det bevæger sig ligesom et rigtigt øje. Den eneste nogenlunde normale, er lederen af mit team. Hun hedder Ariel, og ligner en mellemting mellem en fisk og et menneske. Hendes hud er grønlige skæl, og hendes er hår er langt og blodrødt, desuden har hun tang og muslingeskaller over det hele. Hun forklarer mig, at hun skal minde om en fra et meget gammelt eventyr, og hun er den der ser mest menneskelignende ud! Jeg ryster lidt på hovedet for mig selv, hvornår lærer de at stoppe.

Ariel fortæller mig, at både hende og Jace´s forberedelses leder, elsker havet, derfor skal vi have noget der minder om vand på, hvordan det skal minde om Distrik 12, ved jeg ikke. Jeg bliver nervøs, vi bliver sikker gjort til grin…

Men efter mange timer sammen med Ariel, Angel og Miu – de to andre fra mit forberedelseshold, ser jeg helt fantastisk ud. Min kjole smyger sig om mig, den sidder tæt, men ikke stramt. Skørtet er draperet så det ligner et vandfald, og den bruser om mine lægge, desuden har den et stort slæb, der bølger omkring mine fødder. Det er godt, at jeg ikke skal gå i den, det ville være umuligt. Farven er en dyb blå, men det er ikke den samme farve, på en måde er der tusind forskellige dybe blå, og de er alle mixed ind i hinanden, så man ikke kan se hvor den ene farve stopper og den næste starter, det ligner rent faktisk havet. Kjolen har intet pynt udover vandråber, de er over det hele. Det kan ikke være rigtig vand, for de ligger helt stille, men når lyset rammer dem, lyser de op som små diamanter. Der er ingen stropper i kjolen, til gengæld er der et smukt lyst sjal, lavet af en form for tyl. Det er lagt om mine skuldre så det ligner brusende bølger. Jace´s tøj er næsten identisk til mit, men i stedet for en kjole, har han skjorte og bukser på.

Hele turen foregår i en tåge, min eneste tanke er, at jeg skal imponere, så jeg kan få sponsorer. Så jeg smiler mit smukkeste smil, sørger for, at man kan se hvor godt mine øjne og kjolen matcher og så vinker jeg alt, hvad jeg kan. Senere da jeg endelig er tilbage på mit værelse, ser jeg genudsendelsen af paraden. Jeg er tilfreds, jeg kunne ikke have gjort det bedre. Jeg kan se, at folk er vilde med os. De råber mit navn og kigger fortryllede op på mig. Hvis nu bare, at én af dem sponsorer mig, har jeg måske en chance.

I morgen starter træningen, jeg ved ikke helt, hvad jeg skal forvente. Jeg håber bare, at jeg får en god karakter om tre dage. Allerede da klokken er halv 6, bliver jeg vækket, det er Ariel der står på mit værelse.

,,Skynd dig og få tøj på, jo mere tid du har til at træne, jo bedre!” af en indbygger fra Capitol, overrasker hun mig, ved faktisk at sige noget klogt. Jeg skynder mig at tage tøj på, en enkel sort stram dragt, og derefter smutter jeg ned og lidt morgenmad. Maden her er god, lidt bedre end derhjemme. Den smager af mere, ser flottere ud og så er så meget! Jace sidder overfor mig, vi har ikke rigtig snakket sammen siden toget. Jeg kan mærke den kildrende fornemmelse komme igen, jeg bliver sur på mig selv. Det er helt forkert, men alligevel bliver jeg helt blød i knæende, da han pludselig ser op, fra sin mad og smiler til mig. Hvorfor smiler han til mig? Vi kan jo ikke være venner? Mit hoved er et stort rod.

Da morgenmaden endelig er slut, og vi går ned til træningen, er klokken ca. 7. Der er mange poster, og jeg starter ved den post der handler om træklatring. Jeg har aldrig været specielt god til at klatre, så det her ville i hvert fald forbedre mine evner lidt. Efter nogle minutter kommer Jace, han smiler overrasket til mig, men går så lidt væk. Resten af dagen er Jace hele tiden lige i nærheden af mig, lige meget hvilken post jeg går hen til, kommer han efter par minutter, og han ser lige overrasket ud, hver gang han ser mig. Da vi spiser aftensmad, konfrontere jeg ham:

,,Du har har fulgt efter mig hele dagen, hvorfor?”, Jace taber den kartoffel, han netop var ved at spise.

,,Jeg har da ikke fulgt efter dig” siger han trodsigt, han lyder som et 5-årigt barn der er blevet taget med fingerene i kagedåsen.

,,Jo, ved hver eneste post jeg var, dukkede du op efter lidt tid” siger jeg surt, men inden i sukker jeg efter at høre hans stemme igen.

,,Måske ville jeg bare gerne lære de samme ting som dig?” siger han, og sender mig et sødt smil. Jeg kan ikke holde det her ud, jeg kan mærke tårende springe ud af mine øjne. Jeg rejser mig brat, og løber hen mod mit værelse, hvorfor skifter han mening hele tiden? Først er vi venner, så er vi ikke, og nu er vi pludselig igen. Jeg smider mig på sengen, jeg er virkelig pinlig berørt, hvorfor opfører jeg mig som en lille tolvårig pige? Mor havde ret, jeg er virkelig barnlig.

Kort efter står Jace i døren.

,,Hvad skete der Gilea,” han kommer hen til mig, og sætter sig på sengekanten. Jeg rejser mig og ser på ham.

,,Du forvirrer mig Jace, er vi venner, eller er vi ikke? hvorfor er du helt kold nogen gange, og andre gange smelter du mit hjerte,” mine kinder bliver våde igen, jeg tørre mine tårer væk med en vred bevægelse.

,,Det er det her spil, det gør mig kulret i hovedet. Jeg kan jo godt lide dig Gilea, men kun en af os overlever, sandsynligvis ingen af os” Jace ser opgivende ud. Jeg forstår ham godt.

,,Kan vi ikke bare nyde den tid vi har?” jeg siger det egentlig mest til mig selv, for jeg er stadig i tvivl. Måske er det her slet ikke nogen god ide, mindst en af os dør jo!

,,vi kan da prøve” siger Jace og smiler bredt  til mig. Det smil overbeviser mig, vi må gøre ligesom mor og Peeta. Vi kan godt overvinde Capitol, men en lille stemme siger mig, at det ikke er særlig sandsynligt.

Om natten plages jeg endnu engang af mareridt, de kommer hver nat, og handler altid om det samme. Distrikt-Udvælgelsen.

Næste dag slutter nærmest, før jeg har opdaget, at den er startet. Jeg går rundt sammen med Jace til posterne, vi har besluttet bare og nyde de her tre sidste dage før spillet. Vi holder i hånd, snakker, griner og hygger os faktisk. Det er nemmere og glemme alt det dårlige, der sker rundt om os, når vi er to. Om aftenen sidder vi på mit værelse, jeg er bekymret for i morgen og i overmorgen. Karakterende og interviewet. Jace prøver og berolige mig, men det er svært.

,,Det kommer til at gå fint, bare rolig Gilea” jeg sidder i hans arme og bliver vugget blidt.

,,Men.. men hvad nu vis jeg ingen sponsorer får, eller hvad nu hvis de spørger til min mor?” jeg ryster over hele kroppen. ,,Det sker ikke Gilea… Det sker ikke… Det sker ikke Gilea” Jace hvisker det blidt igen og igen, mens han stadig vugger mig. Jeg falder i søvn i hans arme.

Drengen fra Distrikt 10 er lige blevet kaldt ind, nu er det snart min tur. Jeg har bestemt mig for at skyde med bue og pil. Det er det jeg er allerbedst til. Tiden går uendelig langsomt, jeg sidder helt alene nu, men om kun 15 minutter er det min tur. Bare det nu går godt!

,,Gilea Everdeen,” råber en kvinde, nu er endelig min tur. Jeg ser op på tribunen hvor Spilmestrene sidder, de ser alle sammen koncentreret på mig. Jeg bliver overrasket, jeg troede ikke at de ville interessere sig særlig meget for mig…

En Capitol accent dukker op fra tv’et, vi får vores karaktere at vide nu. Jeg sidder spændt som en flitsbue, og mine øjne er klistret til skærmen. De andres karaktere dukker op, og det er som det plejer. Ambisonerne for høje karaktere og de almindelige sonere får i mellem 3 og 7. Jace billede dukker op på skærmen, derefter et 8-tal, det var en god karakter. Nu er det endelig mig, mit billede dukker op på skærmen, jeg får kuldegysninger, mit billede bliver efterfulgt af et 2 tal.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...