Gilea Everdeen - The Hunger Games

Denne historie foregår i landet Panem, efter Kattua og Peeta har vundet Dødsspillet, og har fået børn.
Capitol havde hævnet sig på Kattua, fordi hun gjorde oprør mod dem, da hende og Peeta deltog i spillet. De havde med vilje trukket Prim til at deltage. Prim døde i spillet, af en pil som Gale havde lavet.
Kattua har været vred på Gale længe, men efter et møde med ham, bliver hun gravid.
Hun lader Peeta tro, at det er hans barn, lige indtil Gileas navn bliver trukket ved høsten.
Vil Peeta nogensinde tilgive Kattua?
Vil Gilea overleve?
Hvad vil der ske, hvis hun dør? Vil alt være glemt om Kattuas forræderi?
Dette er en historie om skyldfølelse, sorg, kærlighed og forelskelse.
(begivenhederne i bog 2 og 3 har ikke fundet sted)

39Likes
127Kommentarer
6640Visninger
AA

17. Arenaen

,,Gilea Everdeen!” så nu er det endelig min tur. Jeg har ventet i næsten 2 timer. Jeg rejser mig elegant i min kropsnære hvide blondekjole, og går op til Cæsar Flickerman.

,,Alle sammen, her har vi den smukke Gilea. Datter af Pigen med ild i!” Cæsar råber det ud til folkemængden, og tilskuerne går helt amok. Jeg rødmer, jeg er ikke vant til at få så meget opmærksomhed.

,,Når Gilea, lad os tale lidt om din karakter” Cæsar ser smilende på mig.

,,ja, det var jo lidt skidt” jeg ler lidt, som om at det hele bare er en joke. Men det er det ikke, endnu engang hævner Capitol sig. Har de ikke snart fået nok hævn? Jeg lavede et perfekt skud med bue og pil, men alligevel valgte de at give mig 2.'

,, ja det må man sige, men er karakteren i virkeligheden ikke lige meget” Cæsar blinker til mig,

,,Det er jo hvordan du vælger at spille i arenaen, der afgøre om du vinder eller ej.”

,,Ja, jeg er sikker på, at det nok skal gå bedre” siger jeg og ligger tryk på bedre. Resten af de fem minutter jeg har, går hurtigt. Jeg undrer mig over, at Cæsar slet ikke spørger ind til mor. Han startede jo med, at fortælle at jeg var Pigen med ild i´s datter.  En anden ting, jeg tænker over er, at selvom at Caesar er fra Capitol, og hans hår er ikke gråt, men orange, er han begyndt at se gammel ud. Hans hud er ikke længere helt så spændstig, og hans øjne, er en gammel mands øjne. Gad vide hvor gammel han egentlig er?

Jeg tilbringer resten af aftenen med Jace, vi gør alt hvad vi kan for at glemme, dagen i morgen.  Jeg finder også sladredrossel brochen frem, og viser den til Jace.

,,Jace, hvis det skulle ske, at jeg døde…” siger jeg, men bliver afbrudt af ham.

,,Gilea du dør ikke! lov mig det!”

,,Jace, det ved du godt, at jeg ikke kan, men lad mig nu tale færdig” jeg giver Jaces hånd et klem, og fortsætter så.

,,hvis det skulle ske, at jeg døde. Vil jeg gerne have, at du finder denne her frem, den vil være et sted på mit tøj, og sætter den, så den er synlig. Det skal være lige ud for mit hjerte. Vil du love mig det?” jeg holder krampagtigt om sladredroslen. ,,selvfølgelig vil jeg det. Jeg vil gøre alt for dig” Jace læner sig hen imod mig, hans læber er få centimeter fra mine. Mit hjerte banker alt for hurtigt. Vi ser hinanden dybt i øjnene, også…

,,Jace! Gilea! Vi skal snakke taktik, kom ind i stuen,” Angie råber ude fra gangen af. Jace og jeg flyver fra hinanden.

,,øhm.. vi må vist hellere gå derud,” siger Jace og peger hen mod døren. Jeg nikker, det hele er pludselig helt vildt akavet, og ingen af os, ved ikke rigtig hvad vi skal gøre.

Heldigvis ændrer stemning sig hurtigt, da vi kommer hen til stuen hvor Angie sidder, men ikke ligefrem til bedre. Hun fortæller de ting, de fleste mentorer vel siger, at overflødighedshornet er lige meget og det vigtigste er at finde vand. Jace spørger Angie, om hun må fortælle os noget om sponsorerne. Hun ryster på hovedet, ,,nej jeg må ikke fortælle jer noget” Angies stemme er helt tonløs, det må være et dårligt tegn. Hvad nu hvis, vi ingen sponsorer får?

Jeg vælger gå i seng nu, jeg må prøve om jeg kan sove. Jeg tror det ikke. Og jeg får ret, hele natten ligger jeg og vender og drejer mig. Alle mulige scenarier kører gennem mit hoved, scenarier hvor jeg dør, nogle hvor Jace dør, og andre hvor vi begge dør.

Da klokken nærmer sig seks, står jeg op. Der er ingen mening i bare og ligge og kigge ud i luften.  Etagen er helt stille, men kigger jeg ud af et tilfældigt vindue, for jeg næsten hovedpine. Sover Capitol aldrig? Jeg bliver overrasket, da jeg kommer ind i morgenmadsværelset, for ved bordet sidder Jace. Han ser op på mig, og smiler let, eller måske var det bare en nervøs trækning.

,,kunne du heller ikke sove,” siger Jace.

,,nej. Jeg lå og vendte og drejede mig hele natten” siger jeg og dumper ned på stolen, ved siden af ham.

,,øhm.. kan vi ikke glemme hændelsen i går, og bare fortsætte som før?” spørger Jace, mens en rød farve breder sig i hans ansigt.

,,jo” siger jeg og læner mig op ad ham. Jeg er pludselig blevet virkelig træt. Jeg sørger for at spise, så meget som muligt til morgenmad. Hvem ved hvornår, jeg får mad igen.

Klokken 9 skal vi mødes med vores stylister.

Mit tøj er fantastisk, det er ikke vildt flot, men det sidder helt perfekt og stoffet er virkelig behageligt. Jeg har sorte bukser på, de er slidstærke, vindtætte og vandafskydende, de sidder helt tæt, men slet ikke stramt. Jeg har tre lag bluser på, en undertrøje og en T-shirt i samme materiale som bukserne, det er bare en lys grå i stedet for sort. Jeg har en jakke uden over, den er sjovt nok sort, men til forskel fra de andre stykker tøj, er jakken lavet af læder. Det undrer mig, at de sko, jeg får på, bare er par brune sandaler lavet af en form for plast.  Hvorfor er alt det andet tøj, lavet til at overleve i naturen, også er skoene kun noget de allerfattigeste i Fugen, ville tage imod.

Jeg møder Jace igen da vi skal med flyet, der er 12 fly, et for hvert distrikt. Vi sidder ved siden af hinanden i flyet, vi siger ikke noget. Holder bare hinanden i hånden. Turen tager omkring en halv time, der er ingen vinduer i flyet, måske er det meget godt. Så kan jeg i hvert fald ikke blive nervøs over hvordan arenaen er, kun hvordan den måske ser ud. Da flyet er landet, bliver vi ført ind i en stor bygning. Jeg skynder mig at give Jace et kram, inden vi bliver ført ud til vores rør. Da jeg står på min stålplade, og glasset er kommet ned over mig, mærker jeg lige kort efter, om sladredroslen stadig er der, det er den. Angie, som er fløjet med, står uden for glasset og ser ind på mig, med et lidt utålmodigt blik. Hun ville vel hellere sidde hjemme foran tv´et, og se starten på spillet. I stedet er hun nødt til at stå nede i en kold og klam kælder, og så se genudsendelsen senere. På en måde for forstår jeg hende godt, hun er jo fra Capitol, hvad ellers kunne man forvente? Da jeg begynder at kører opad, vinker jeg kort til hende, hun var trods alt, en rigtig god stylist. Jeg suser opad, og da jeg endelig er oppe i den friske luft igen, bliver jeg helt blændet af solen. Hurtigt efter, at jeg har fået synet igen, får jeg øje på Jace, Han står et par sonere til højre. Jeg ser mig rundt omkring, nedtællingen er starten, ,,…59…58…,”  under mig er der hårdt trampet jord, det er der i en stor cirkel omkring os. ,,…45…44…,” uden for cirklen er der minimum tre forskellige miljøer, jeg kan ikke se hvad der er bag mig. Til højre for mig, er der bøgeskov, lige forud ligner det, at der er en slags ørken, og endelig hvis jeg kigger til venstre er der en stor sø. Den er så sotr, at det er umuligt for mig at se, hvor den ender. ,,…20…19…” Jeg ser ind på overflødighedshornet, mens jeg overvejer om jeg skal tage chancen og løbe derhen, eller lade være. Først nu da jeg ser på overflødighedshornet går det op for mig, hvorfor at jeg har så dårlige sko på. For i hornet ligger der nemlig ikke kun mad, vand og våben, men også sko. Hvad er det for en underlig humor Capitol har? skal vi nu også slås om sko. Men jeg må have et par bedre sko, jeg bliver nødt til at løbe derhen.

,,…10…9…8…7…6…5…4…3…2…1!!”

åh gud nej, nu er det nu det jeg skal løbe. Jeg løber alt, hvad jeg kan. Der er kaos rundt om mig, nogle er allerede døde tror jeg. Jeg får tårer i øjnene, men jeg tvinger dem væk igen, jeg må ikke græde nu. Fordi alt går så hurtigt, tager jeg bare de første og de bedste sko, i forbifarten får jeg også grebet en lille bitte bue. Da jeg vender mig over mod skoven, flyver en kniv forbi mit ansigt. Mit hjerte hopper et par slag over, jeg må ikke stoppe nu, jeg må blive ved med at løbe. Da jeg når ind i skoven, kan jeg tydelig høre, at der er en der følger efter mig. Selvom al min fornuft siger, at jeg skal lade være, gør jeg det alligevel. Jeg kigger bagud.

Bag mig kommer, tror jeg, pigen fra fjerde løbende. Hun er ambisoner, hvis jeg husker rigtig. Hun ligner ihvert fald en. Først i det øjeblik jeg vender hovedet igen, for jeg øje på skrænten foran mig. Den er stejl, rigtig stejl. Hvor galt det her er, går først op for mig, i det øjeblik jeg flyver ud over kanten. Jeg falder hovedkulds ned af skrænten, jeg river mig på torne og får blå mærker af de sten jeg rammer. Da jeg endelig når bunden, som er et lille vandløb, ligger jeg helt stille. For måske, hvis jeg slet ikke bevæger mig, tror ambisoneren fra 4, at jeg er død. Jeg kan høre hun diskutere lidt med sig selv deroppe, men til sidst efter 5 minutter vælger hun og gå. Efter endnu 5 minutter ser jeg op, skrænten jeg faldt ned af, er omkring 50 meter lang, og halvejs oppe ligger mine sko, og buen.  Før jeg kæmper mig op, til mine ting, tilser jeg mine sår. Det er heldigvis ikke så slemt, jeg er mest bare øm. Jeg får kæmpet mig op, og finder skoene og buen, men da får kigget på skoene, kan jeg se, at der er kommet en stor revne i den ene af dem. Dårligt held lige fra starten, typisk.

Jeg tager skoene på alligevel, de er rigtige sko, af læder og ikke plastik. Jeg har det som om mine fødder nærmest smiler, fordi skoene er så rare at have på. Jeg må finde Jace, men han kan være overalt. Det må vente, lige nu er det vigtigst at finde et skjulested. Jeg lister rundt i skoven, rædselsslagen for at nogle af de andre sonere kan høre mig. Jeg følger det lille vandløb, Angie sagde at noget af det vigtigste var at have vand hele tiden. Pludselig, mens jeg går der mellem træerne, hører jeg en gren knække. Hjertet flyver op i halsen på mig, og jeg skynder mig at finde, det første og bedste gemmested. Jeg ender i et lille hul under et træ, store rødder dækker for åbningen, men jeg får lige mast mig ned.

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...