Normalt pigebarn

Hun leer og smiler når folk spørger hende om hvordan hun har det. Fortæller dem hun har det fint. Men bag facaden gemmer der sig en pige fyldt med skræk og frygt for nogen der står hende nær og hende selv. En pige med et ønske: at blive et normalt pigebarn.

Det er første gang jeg laver en historie med afsnit, så bær lige over med mig :)

8Likes
12Kommentarer
1508Visninger
AA

1. Kapitel 1

Normal? Mig? Det kommer lidt an på hvem man spørger. Spørger man lærer, forældre, voksne og børn er jeg langt fra normal. Deres mund siger normal, en pige med problemer, men ellers helt normal. Men jeg kan se løgnen i deres øjne. Deres øjne skriger ”FREAK!” hver gang de ser den fortabte pige, bedre kendt som mig. Pigen uden fremtid. Jeg er dødsdømt. Jeg burde aldrig have været født. Jeg skulle være død nu. Spørger man stemmen er den helt enig. En vandskabning som mig burde være død nu. Stemmen siger til mig flere gange om dagen, at jeg burde hænge og dingle fra et ræb. Burde være nede i den kolde mørke jord uden en fremtid. Ifølge stemmen skal jeg lide sammen skæbne som min mor. At jeg ikke er en skid bedre end hende. At jeg er ligeså hjernedød som hende. Den har ret. Det burde jeg.

En hånd rør den øverste den af min ryg, og river mig ud af mine tanker. Hele min krop begynder at spænde og gør sig klar til at skrige, men før jeg når at skrige høre jeg mit navn blive sagt. Ikke den væmmelige sure og skræmmende stemme, men en venlig og yndefuld stemme. Jeg slår øjnene en smule op. Kun lige så jeg kan se hvem det er og så personen kan se at jeg har reageret på mit navn. Jeg drejer hovedet en smule for at få et glimt af personen.  Det er en kvinde. En kvinde med sveske farvede øjne. Ikke grønne, men heller ikke brune så det bliver sådan lidt en mellem blanding. Hun har mørkt gyldent kort hår. Den kvinde der står lige ved siden af mig med et venligt smil, med et ansigt der udstråler bekymring, er bedre kendt som min lærer i engelsk. Hendes hånd ligger stadig på min ryg. Hele min krop sitrer.  Jeg har lyst til bare at flå hendes hånd væk fra min ryg. ”Er du okay?”. Hmm? Er jeg okay? Jeg har mest lyst til at svare nej. Fortælle hende alt. Bryde alle mine rammer, og komme ud af det her. For det eneste jeg ønsker for mig er at være normal. Men stemmen når at gribe ind før jeg kan nå at sige noget. Du siger intet! skriger stemmen. Jeg tager mig til hovedet. Intet! Du skal ikke ødelægge hendes liv. Det har hun ikke fortjent taber! Siger stemmen. Jeg fjerner hænderne fra mit hoved, retter min ryg og forsøger at lyde så glad som jeg overhovedet kan. ”Ja, jeg har det fint. Bare lidt hovedpine”. Hun kigger vurderende på mig. Til sidst siger hun: ”Okay. Du må hellere se at komme i gang med opgaven. Det er lektie til i næste uge”. Hun går hen til pigen der sidder to borde længere fremme med hånden oppe.

Jeg tager min blyant og prøver at fokusere på opgaven, men kan ikke komme i tanken om en god historie, så jeg opgiver. I stedet finder jeg et stykke papir frem og begynder at tegne. Jeg går egentlig ikke efter at tegne noget bestemt. Tegner bare en masse kruseduller. Jeg bliver revet ud af mine tanker, da min engelsklærer siger der er pause, og at opgaven er for til i næste uge. Jeg kigger ned på min tegning. Det er ikke bare kruseduller. Det er et gravsted. Et gravsted med buske omkring, og et træ der giver skygge. Der står to sten. Den ene sten er meget velkendt. En lille grå sten der står op. I den er der indgraveret et navn: Marianne Jacobsen. Lige neden under navnet står der Et liv tabt for evigt. Ved siden af hendes sten står der en anden sten magen til bare med et andet navn. Amanda Jacobsen. Mit navn. Under navnet står der to årstal. Mit fødselsår og det her år. Det kan umuligt passe! Højst ti måneder tilbage? Jeg skynder mig at krølle papiret, og smider det i skraldespanden, og løber ud af klasselokalet. Op af trappen og drejer til venstre. Jeg finder et lille hjørne på biblioteket og gemmer mig der. Jeg trækker benene op under mig, og de små runde tåre begynder lydløst at trille ned af mine kinder. Det er sandheden. Det er din fremtid. Vend dig til det. Du har højst ti måneder tilbage bliver stemmen ved.

Til sidst bliver stemmen for meget. Jeg løber ned af trappen igen, og drejer til højre. Lukker døren til toilet og låser døren. Jeg tager min sko af og finder stykket fra en hobbykniv frem. Jeg trækker buksebenet op og sætter kniven ned i benet og trykker til. Blodet flyder lige så langsomt ned af benet og videre ned af anklen. Jeg tager noget toiletpapir og tørre kniven, benet og anklen af og trækker buksebenet ned igen. Endelig. Stemmen og smerten er forsvundet for en stund. Alt er godt igen. Altså indtil smerten vælger at vise sig igen. Klokken ringer og pausen er slut. Jeg rejser mig op og går ind i klassen igen. Jeg har det som om hele klassen stirrer på mig. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...