Lilly Crews Dødsspil

Lilly bor i distrikt 4, som er et af de mere velhavende distrikter i Panem. Da hun bliver trukket til det firehalfjersenstyvende Dødsspil, finder hun ud af at hun ikke har lige så chancer for at vinde som hun troede, selvom hun er blevet trænet op til det hele sit liv. Med Kattua Everdeen i ryggen forsøger hun at vinde, men det er ikke ligeså nemt som hun troede. Der er jo kun én vinder......

0Likes
2Kommentarer
745Visninger
AA

1. Høsten

Jeg åbner den knirkende, kolde skabsdør, da jeg opdager den lysegule fløjlskjole med de hvide prikker på. Den ligger på den gamle fine stol fra min bedstemor. Jeg trækker den bløde kjole ned over hovedet. Jeg går ind i stuen, hvor min mor sidder ved stuebordet. Hun har kort, lyst hår og blå øjne. Jeg ligner mere min far som har brunt hår og store brune øjne. Hun fletter mit hår. Vi siger ikke et ord til hinanden. Jeg ved, at min mor ikke kan lide høsten, selvom jeg er blevet trænet op til det siden jeg var elleve år. Nu er jeg fjorten. Min bror vandt engang Spillet, da han var atten år. Vi bor i distrikt 4 så han havde gode chancer. Han var jo en af de frygtede ambisonere, som de andre distrikter kalder os.  Nu er han fredsvogter i distrikt 6. Han mener at jeg har gode chancer for at vinde hvis jeg bliver trukket. Jeg går ud af døren uden at have spist noget. "Jeg går hen til Elena" råber jeg ind i huset før jeg går ud af døren. Jeg vender mig om og kaster et blik på det hvide, gamle hus min mor arvede fra sin rige familie, det er et okay stort hus vi bor i. Jeg går videre på den slidte grusvej i mine egne tanker, da jeg pludselig biver revet væk fra vejen af en ældre dame. Jeg kan genkende hende. Mild og grå. Det kan kun være Mags. En gammel vinder af Dødsspillet. En hestevogn farer forbi mig. Jeg siger hej, og skynder mig videre. Da jeg lige skal til at banke på døren, bliver den åbnet af Elena. Hun har lyst hår med flotte slangekrøller, blå øjne og store røde læber. Hun har altid været den smukkeste af os to. Vi følges op til torvet med hendes lillesøster, Ivy. Ivy er tolv og ligner sin søster meget. Det er hendes første høst. Hun er ligbleg og siger ikke et ord. Jeg husker min første høst. Det var der min bror Andrew blev trukket. Jeg var bange for at jeg skulle blive trukket. Jeg var trænet til at kunne dræbe, men var selv et nemt offer. Vi stiller os op i rækker. De yngste bagerst, de ældste forest. Jeg står lige bag ved en pige, som vist nok går på min årgang i skolen. Hun hedder vist nok Mill. Elena ånder mig i nakken, jeg kan se på hende at hun ryster, selvom det er solskin. Tarwia Milton træder op på scenen. Hun har råbt navnene op så længe jeg kan huske, og hver gang har hun haft forskellige parykker på. I år har hun en grøn paryk med lange slangekrøller, og en lysegul forårskjole på. Efter hende træder Finnick Odair og Annie Cresta op på scenen. De skal være mentorer. Finnick har lyst hår og en meget muskuløs krop. Mange piger synes at han er en flot fyr.  Annie har brunt hår og grønne øjne, nogle siger at hun er blevet lidt skør, efter at hun vandt Dødsspillet. Hende og Finnick har vist et helt særligt forhold til hinanden. Tarwia holder en lang tale, og går derefter hen til pigernes lodder. Jeg har kun tre lodder, for min familie har penge så vi behøver ikke kornene og olien, som  man kan få for de ekstra lodder. Hun går hen til bowlen, og stikker sine lange fingre med de lysegrønne polerede negle ned i den, og tager den første og den bedste seddel. Hun smiler lumskt inden hun læser den op.

Jeg trækker vejret dybt, og minder mig selv på at der kun er tre lodder i bowlen som mit navn står på.

"Lilly Crew" siger hun - med den typpiske Capitol accent - ind i mikrofonen. Jeg stivner og glemmer at trække vejret. Elenas ånde er der ikke længere. Hun er sikkert lettet over at det ikke er hendes navn der er blevet råbt op. Mill vender sig om og skubber mig ud af mængden. Jeg husker hende ikke som særlig venlig. Tarwia spørger med en spids stemme om der er nogle der melder sig frivillige. Helt stille. Sært, der plejer ellers altid at være nogle frivillige. Jeg kan mærke tårerne presse på, men jeg vælger ikke at bruge Johanna Masons taktik. En gammel vinder. Hun vandt ved at gøre sig svag, og da der kun var nogle få tilbage, dræbte hun dem alle i en nærkamp. Jeg stiller mig op på scenen. Kigger ud over distriktet. Jeg kan høre et hulk nede fra rækkerne. Det er Elena. Måske er hun alligevel blevet ked af over, at jeg er blevet trukket.

Tarwia går over til drengenes bowle, tager en seddel og råber navnet op. "Liam Taylor!"

Ham kender jeg ikke. Jeg ved kun at han kun er tolv år. Det er hans første høstfest, men han virker blodtørstig, for da Josh fra min klasse melder sig frivilligt, siger han nej og går op på scenen.

 

 

 

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...