This is how we do it ✸

Ida er forelsket i ham den søde dreng i klassen, men han lægger tydeligvis ikke mærke til hende. Da hun endelig vil prøve at spørge ham, svarer han ....? Dette er et One-Shot.

2Likes
4Kommentarer
714Visninger

1. 1.

Det var ikke fordi jeg ikke turde, eller fordi jeg ikke vidste hvordan man gjorde. Jeg vidste bare han ikke kunne lide mig, og jeg ville derfor ikke sårer mig selv endnu mere, ved at blive afslået for første gang.

Jeg havde kun oplevet to drenge havde spurgt mig, om vi skulle være kærester. Den ene spurgte på sms, og der svarede jeg helt klart nej, fordi den dreng var en player. Så var der den anden, som er ham jeg er vild med nu, som spurgte mig for sjov. Han sagde selv det var for sjov. 

De gange, tænkte jeg slet ikke på kærester. Jeg havde mine veninder og familie, og jeg havde aldeles ikke brug for mere. Nu er jeg dog blevet ældre, og jeg længes efter en kæreste. Men er der nogen der er vilde med mig? Nej.

Det var egentlig meget foruroligende, at der absolut var ingen, der havde følelser for mig. Igennem min tid på skolen, havde jeg haft følelser for tre, men alle tror jeg er vild med alle drengene fra min klasse, og det er jeg jo ikke.

Drengen der har fået æret af at få min kærlighed, er Kasper, som er så sød. Det er altid ham der bliver tævet, selvom han aldrig har gjort noget. Han bliver ikke tævet på den voldelige måde, han bliver bare sparket og sådan. Han kunne ikke lide det, men han grinte alligevel når det skete. Lidt sjovt var det, og det syntes alle andre også. Selv jeg.

Selvfølgelig kunne jeg også lide slåskampene, men det ønskede jeg ikke. Der var altid en kamp mellem Malik og Justin, og det var så irriterende. Alle prøvede at stoppe det, men så indså de at de ikke kunne.

Jeg elskede når Kasper prøvede at standse slåskampene. Det var faktisk sådan han tit fik tæv. Dem der var indblandet i slåskampen, blev nemlig virkelig sure, når nogen prøvede at holde dem tilbage. Det var ikke sjovt, når en af mine veninder nærmest blev tvunget, til at finde en voksen. Det var drengene der ville have at hun skulle finde en voksen, og ikke mig? Det var en af grundene til jeg følte mig usynlig.

Der var engang, i tredje klasse, hvor Malik gik rundt til alle pigerne, og sagde hvem af drengene fra klassen, de passede sammen med. Pigerne sad på en række, og Malik gik så rundt og pegede på den, som nu skulle få af vide, hvilken dreng hun passede bedst sammen med.

Da det så var min tur, var jeg helt vildt glad, selvom det var en klam tanke at tænke på. Malik pegede på mig, præcis som de andre gjorde. Han åbnede sin mund, gjorde sig klar til at sige noget, men så gik han videre til pigen ved siden af mig. Jeg blev såret. Meget såret.

Det var begyndelsen på jeg fik lavt selvtillid. Jeg følte der var noget galt med mig, siden netop undgik mig. Jeg overreagerede, det vidste jeg godt. Det gjorde bare så ondt på mig, at alle pigerne fik en, bortset fra mig.

”Ida, læser du overhovedet? Det er faktisk meningen vi skal arbejde sammen om det her. Hvis du ikke koncentrer dig, så siger jeg det til vores lærer, og får en ny makker,” hvæser min veninde Katja, der til tider kunne være meget irriterende. Hun truede altid med at sladre, det vil sige, hun sladrede altid om drengene, når de gjorde noget dumt.

Faktisk gjorde alle pigerne det, bortset fra mig. Jeg havde aldrig sladret om drengene, og havde heller ikke tænkt mig at gøre det. Det var den eneste måde, jeg kunne få drengene til at syntes jeg var sød. Jeg syntes da selv jeg var sød, men drengene vidste jo ikke jeg var sød. De talte nemlig ikke så meget til mig.

På trods af det triste minde, var Malik faktisk den dreng, som jeg snakkede allermest med. Han fandt mig sjov og skør, hvilket jeg var taknemmelig over. Bare det at han kunne beskrive mig for andre, gjorde mig ufattelig glad. Jeg kunne godt falde for ham, men nu var jeg altså faldet for Kasper, og ingen andre.

”Undskyld, Ida, men . . .” Hun afbrød mig, ved endnu en gang, at nævne Kasper, hvilket jeg virkelig ikke var glad for kom på banen, ”spørg ham dog, der kan intet dårligt ske.”

”Han kan hører det,” mumlede jeg, og kiggede ned i bogen, som Katja var så opstemt på jeg skulle læse i. Vi skulle åbenbart arbejde, men det gad jeg ikke, fordi jeg hadede skolen. Skolen kunne bare rende mig, efter alt det den havde ødelagt.

Jeg vendte mig om, og så Kasper sidde sammen med to andre drenge fra klassen, og snakkede sammen. De grinte, men de lærte også. Hans perfekte satte brune hår, skinnede i lyset, og hans smil lyste rummet endnu mere op.

Måske var det grunden til her var så lyst. Bare det at Kasper smilte, fik også mig til at smile.

Okay, det var officielt. Jeg ville spørge Kasper om vi skulle blive kærester, og jeg vidste præcist hvordan. Jeg havde øvet mig i det, så lang tid, og det føltes faktisk dejligt, endelig at kunne gøre det rigtigt.

”Kasper, kan vi snakke sammen?” spurgte jeg, lige da jeg havde stillet mig foran hans bord, hvor hans venner også sad. Jeg prøvede at smile sødt og uskyldigt, men jeg var ved at dø af nervøsitet. Det tog lidt tid før han kiggede op, og måske for første gang bemærkede, at der fandtes en pige ved navn Ida, der var hans usynlige klassekammerat.

Måske havde han set mig, når jeg skulle læse noget op, men det gjorde jeg sjældent. Selvfølgelig var der stadig en chance for han vidste hvem jeg var, men den var ikke så stor.

”Ja da,” svarede han endelig, lavede håndtegn med sine venner, og rejste sig op. Jeg gik med ham i hælene, ud af klasseværelset, og ud på gangen. Vi stod et sted, hvor der ingen andre var, så ingen kunne hører os. Jeg kiggede ind i hans øjne, men jeg afbrød straks øjenkontakten, da jeg bare ville få tårer i øjnene. Hver gang folk kiggede ind i mine øjne, og jeg også kiggede ind i deres, kunne tårerne sagtens trille ned af mine kinder.

”Jeg har et meget vigtigt spørgsmål,” startede jeg ud med, stærkt og fast. Jeg kiggede kort væk, men så hen på Kasper ikke, der var klar til at få spørgsmålet. Han var virkelig lækker, og det gjorde bare det hele værre, at han også var ekstrem sød.

”Jah?” sagde han. Egentlig viste ingen af os tegn på følelser, men det var vel også okay. Han skulle ikke smile, hvis han ikke ville, eller græde hvis han ikke havde behov for det.

”Øhm . . . Du skal bare vide, at det er okay hvis du ikke vil det . . .” Han havde sikkert fundet ud af hvad det var jeg ville sige, ”øh, men her kommer det . . . Vil du .. du være min kæreste?” Jeg rystede helt vildt, men Kasper kunne vidst ikke se det. Jeg håbede han ville sige ja, men det gjorde han sikkert ikke. Han ville efterlade mig her, ved toiletterne, efter at have knust det hjerte, han lige havde fået.

”Wow, det havde jeg virkelig ikke regnet med. Ida, undskyld, men jeg har desværre ikke de samme følelser for dig.” Min verden gik under, selvom jeg var en smule forberedt på han ville sige nej. Jeg var ikke god nok for ham. Der var ingen der kunne lide mig. Ingen der ville holde om mig, og kyssede mig på min næsetip. Ingen der ville se alt nok skulle gå godt, selvom alt absolut ikke ville gå godt.

Han gik ud af mit syn, og tilbage ind til klasseværelset. Han havde efterladt mig her, ved toiletterne, med et knust hjerte, den nar skulle havde samlet.

 

Fuck ham.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...